Læsetid: 6 min.

Kvindernes kamp for at blive hørt i Hollywood

Det er ikke ligefrem ofte, at det mandsdominerede Hollywood i spillefilm sætter fokus på den sexchikane og de seksuelle overgreb og voldtægter, kvinder bliver udsat for. Men ikke mindst takket være kvindelige instruktører, manuskriptforfattere og skuespillere sker det dog en gang imellem. Her er en guide til nogle af de seneste 40 års bedste, mest tankevækkende og på én gang deprimerende og opløftende film om kvinders kamp for respekt
3. november 2017

Ni til fem (1980)

Franklin Hart jr. (Dabney Coleman) er i Colin Higgins’ veloplagte komedie, Ni til fem, ikke blot en sexistisk skiderik. Han er også et løgnagtigt og inkompetent fjols, der kun er blevet forfremmet til mellemleder, fordi han er mand.

Som Dolly Parton, der spiller den ene af hans tre underkuede sekretærer (de to andre spilles af Jane Fonda og Lily Tomlin), synger i sin temasang: »They just use your mind and they never give you credit/ It’s enough to drive you crazy if you let it« og »They let you dream just to watch ’em shatter/ You’re just a step on the boss-man’s ladder«.

De tre kvinder får dog skovlen under Frank, fordi de gør deres arbejde så godt, at han forfremmes til en stilling i den sydamerikanske jungle. Ni til fem havde premiere i kølvandet på kampen for kvindefrigørelse og ligestilling og ramte plet med sit satiriske blik på kvinders alt andet end retfærdige forhold på det amerikanske arbejdsmarked – og på magtfulde mænds sexchikane.

Selv om filmen er næsten 40 år gammel, er den stadig sørgeligt aktuel.

Ms. 45 (1981)

Ms. 45

Drafthouse Films

Hovedpersonen i Abel Ferraras brutale thriller får også hævn, men det er på en noget mere kontant og blodig vis end kvinderne i Ni til fem. Inspirationen fra En mand ser rødt (1974) og Taxi Driver (1976) er tydelige i Ms. 45, der handler om en stum syerske, Thana (Zoë Tamerlis), som en aften bliver overfaldet og voldtaget to gange på vej hjem fra arbejde.

Filmen er opkaldt efter det våben, Thana tager fra den ene voldtægtsmand, som hun i øvrigt ender med at slå ihjel og partere, inden hun går helt fra forstanden.

I en af de mere mindeværdige scener i Ferraras kulørt grænseoverskridende film er Thana til sin ubehagelige chefs halloweenfest klædt ud som nonne, og da han forsøger at komme i bukserne på hende, skyder hun ham og flere af de øvrige mænd til festen.

Ms. 45 er ren og skær spekulation, men det er på sin vis også vrangsiden af eller antitesen til Ni til fem og et mørkt – og, vil nogle sikkert mene, mere ærligt – portræt af et patriarkalsk samfund, hvor kvinder konstant frygter for deres liv.

Anklaget (1988)

Jodie Foster, der spiller hovedrollen i ’Anklaget’ fra 1988, hvor hendes karakter bliver voldtaget.

Marcelo Carnaval

Blot et par år før hun i Ondskabens øjne spillede glansrollen som FBI-agenten Clarice Starling – der jagter mænd, som hader kvinder – vandt Jodie Foster fortjent en Oscar for sin rolle som Sarah Tobias, der bliver gruppevoldtaget på en bar i filmen Anklaget. Anklageren, spillet af Kelly McGillis, går med til en studehandel, der sender de tre skyldige i fængsel, men ikke for voldtægt, ’blot’ for overfald.

Det gør Sarah så vred, at anklageren indvilger i at føre sag an mod de mænd, som var til stede i baren og heppede på voldtægtsmændene. Det er først i løbet af denne retssag, som ligger i anden halvdel af Jonathan Kaplans Anklaget, at man får at se, hvad der skete den aften i byen.

Det er dygtigt iscenesat af Kaplan – og psykologisk meget voldsomt at overvære – og det er fænomenalt spillet af Foster, der skiftevis er trodsig og rasende og så lille og sårbar, at det gør ondt.

Anklaget handler ikke mindst om, at en kort nederdel og æggende dans ikke er en invitation til sex, og at man er lige så skyldig, hvis man ser på uden at gribe ind, som hvis man begår selve voldtægten. Det er en aktivistisk film, som gør opmærksom på et problem, som stadig er stort: Kvinder, der ikke tør anmelde voldtægter, blandt andet fordi de er bange for, at der ikke er nogen, der tror på dem.

Mange år senere, i 2007, spillede Foster hovedrollen i den ikke lige så vellykkede, men tematisk beslægtede The Brave One, hvori hun spiller en kvinde, der sammen med sin mand bliver overfaldet. Han dør, og hun beslutter sig for – som en anden Charles Bronson i En mand ser rødt – at tage hævn.

Thelma & Louise (1991)

Thelma & Louise

MGM Productions

Man kan sige, at Ridley Scott og Callie Khouris roadmovie, Thelma & Louise, er den pæne version af Abel Ferraras Ms. 45. I hvert fald handler den om to kvinder, titlens Thelma og Louise (Geena Davis og Susan Sarandon), som på vej på en weekendtur skyder og dræber en mand, der forsøger at voldtage Thelma.

De tager flugten med politiet i hælene, og turen udvikler sig til en slags frihedsbrøl fra to kvinder, der ikke længere vil finde sig i at skulle underordne sig eller blive udnyttet af mænd.

Enkelte kritiserede Thelma & Louise for at være mandefjendsk, men den blev i endnu højere grad hyldet for at være et feministisk manifest og fik stor succes i biograferne og hos kritikerne.

Slutscenen, hvor Thelma og Louise kysser hinanden, inden de trykker speederen i bund og brager ud over kanten af Grand Canyon – og billedet fryser, mens de er i luften – er uforglemmelig. Og den kan velsagtens ses som både en optimistisk fejring af kvinders mod og uafhængighed – så længe de hænger der i luften, er alting muligt – og en bittersød, lettere symbolsk erkendelse af, at kvinder nærmest er nødt til at køre i døden for at frigøre sig.

Eller de skal i hvert fald være villige til det.

North Country (2005)

Warner Bros. Entertainment

Charlize Theron spiller Josey, en mor til to, der forlader sin voldelige mand og lægger sag an mod det mineselskab, hun arbejder for, fordi der er en mildest talt kvindefjendsk stemning på arbejdspladsen. Chikane, fysiske overgreb og psykisk terror er en del af hendes hverdag blandt de øvrige, mandlige minearbejdere.

North Country er baseret på virkelige begivenheder og handler om den første større, principielle sexchikanesag, som blev ført i USA, og som tvang mange arbejdspladser til at indføre en tiltrængt politik på området. Josey vandt sagen, men det var ikke uden konsekvenser for hende selv og familien.

Det er en medrivende film, og den føjer sig flot til listen af film om kvinder, der kæmper for egne og andres rettigheder – en liste, som også omfatter Norma Rae (1979) og Silkwood (1983).

Ti år senere kunne Theron ses i en hovedrolle i George Millers brillante Mad Max: Fury Road som slavekrigeren Furiosa, der gør oprør mod et modbydeligt, mandsdomineret fremtidssamfund, hvor de smukkeste kvinder holdes som sexslaver og bruges som avlsmaskiner. Det er Max (Tom Hardy), der har lagt navn til filmen, men det er Furiosas historie, som bliver fortalt.

Confirmation (2016)

Confirmation.

HBO Nordic

I 1991 anklagede advokaten Anita Hill sin tidligere arbejdsgiver, dommer Clarence Thomas, for sexchikane. Det vakte opsigt, fordi Thomas lige var blevet nomineret til en plads i den amerikanske højesteret, og både han og Hill måtte vidne foran en senatskomité ledet af Obamas senere vicepræsident, Joe Biden.

Thomas, der benægtede alle anklager, endte med at gå fri og sidder stadig i højesteret, men som Rick Famuyiwas HBO-producerede film om sagen viser, var Anita Hill (spillet af Kerry Washington) en sort kvinde oppe imod stærke, hvide, mandlige kræfter, der modarbejdede hende fra begyndelsen.

Thomas, der selv var sort, hævdede, at Hill var hyret af hvide, venstreorienterede, der helst ikke så en sort konservativ sidde i højesteret. Men Hill var den eneste i hele affæren uden en politisk dagsorden, og det var såre ubelejligt for begge sider, at hun besluttede sig for at stå frem.

Om noget får Confirmation demonstreret, hvorfor det er så svært for kvinder at stille sig frem og sige sandheden, når det er modvillige mænd i magtpositioner, der skal lytte til den. Og som en amerikansk anmelder noterede i sin anmeldelse af filmen, så består kongressen i USA for langt størstedelens vedkommende stadig af hvide mænd.

Confirmation, der er elementært spændende, er skrevet af Susannah Grant, som i 2000 skrev manuskriptet til en anden vigtig, virkelighedsbaseret film om en frygtløs kvinde, der skulle lære at begå sig i en mandeverden, nemlig Steven Soderberghs Erin Brockovich.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu