’Vi lignede alle sammen lort, og mange havde det heller ikke for sjovt’

Tiden gør, hvad den kan for at sløre ikke blot det forgangne, men også vores minder om samme. Så når unge mennesker med stjerner i øjnene spørger mig om det, vi med et lidt flot ord kan kalde punkepoken, det vil sige de sene 1970’ere og tidlige 1980’ere, ikke bare var en helt fantastisk tid, må jeg bide mig i læben for ikke spontant at svare »jo, for satan«.

For det er jo min egen ungdom, vi taler om, og den bør der vel helst stå glans omkring. Eller hur? For selv om der både blev leet, drukket og røget til den store guldmedalje, var der sandt for dyden ikke så meget at grine af. Selv om det nok var det klogeste, man kunne gøre, når det betænkes, hvor dyster en tid det egentlig var.

Heldigvis findes der billeder, der dokumenterer, hvor fucking trist alting grundlæggende var i en epoke med konstant inflation, arbejdskonflikter, strejker og demonstrationer, galopperende (ungdoms)arbejdsløshed, atomvåbenkapløb, grimme frisurer og virkelig dårligt tv. Vi lignede alle sammen lort, og mange havde det heller ikke for sjovt, og punken opstod delvist som en reaktion på samtidens barske udfordringer og generelle tristesse. Fair nok, men som enhver, der har forsøgt sig dermed, ved, var den resulterende musik ikke særlig velegnet at danse til, med mindre ens idé om samme var en aggressiv hoppen op og ned på stedet, gerne med det formål at skubbe til de omkringstående, en adfærd, der kaldtes pogo, og som jeg aldrig rigtig lærte at holde af.

Festlige del af Helvede

Der kom det britiske pladeselskab 2 Tone og dets tilknyttede kunstnere som sendt om ikke fra himlen, så dog den mere festlige del af helvede. Det grundlagdes af komponisten og tangentspilleren Jerry Dammers som outlet for hans banebrydende og raceblandede band, The Specials, pionerer inden for genren skapunk, der fusionerede punkattitude med jamaicansk ska, der var populært både på hjemstavnsøen og i England (hvor både mods og skinheads tog den til sig) i 1960’ernes første halvdel, men som her pludselig oplevede en revival. Som en forløber for reggae var ska en syntese af caribiske genrer som mento og calypso og amerikansk jazz og R&B, synkoperet, livsglad og dansevenlig.

The Specials opnåede succes med sin fordomsfri genreblanding, og i lyset af periodens konfrontationer mellem det racistiske National Front og de forskellige etniske grupper, der var søgt til de britiske øer efter imperiets fald, blev 2 Tone og dets tilknyttede grupper set som både modvægt til og reaktion på denne meningsløse vold og ballade, inklusiv politibrutalitet.

Synkront med, men uafhængigt af The Specials nåede London-ensemblet Madness frem til samme musikalske fusion, tilsat et skvæt music hall og hørbar inspiration fra cockneyfænomenet Ian Dury, der med sine Blockheads oplevede succes med en række vignetlignende sange, der præcist, poetisk og pissesjovt portrætterede nogle af ørigets mere skæve eksistenser, en metode, sangskriverne i Madness lærte meget af.

Humor var i højsædet, og de besang gerne skøre barndomsoplevelser, drengestreger, kammeratskab og mere eller mindre uskyldig ungdomskriminalitet. Solidariteten med den engelske arbejderklasse samt samfundets udstødte og utilpassede var en del af gruppens styrke, charme og hele raison d’ être, for var det politiske ofte underforstået, var det ikke desto mindre umisforståeligt. Publikum vidste udmærket, hvis side gruppen stod på i Margaret Thatchers kriseramte Storbritannien, og flere af dens sange tacklede da også emner som raceblandede ægteskaber, dyreforsøg, hospitalssystemets magtfuldkommenhed, racisme og personlig afmægtighed.

Personligt faldt jeg fuldstændig for såvel The Specials som Madness, de to gruppers forskelle til trods, for der var noget uimodståeligt over begges rytmiske overskud, mens jeg hos sidstnævnte fandt noget af den energi og humor, som det ikke ligefrem myldrede med på den mere lødige del af musikscenen, som jeg i parentes bemærket stadig dyrkede i stor stil. Men engang i mellem var det rart at tilbringe sin sparsomt tildelte tid i selskab med en flok skrupskøre, men bundmusikalske knægte, der virkelig lød, som om de havde det sjovt, når de gav den på alle tangenter.

Det begyndte i 1976 med coverbandet The North London Invaders, og de første par år gik med at finde såvel en stabil besætning som et personligt udtryk. Det hjalp, da sangeren Suggs indlemmedes, og i løbet af 1979 kom der styr på tingene, gruppen tog navnet Madness (efter ska-klassikeren af samme navn, udødeliggjort af idolet Prince Buster) og fandt et line-up, der fungerede. Madness fik udsendt en single på 2 Tone, »The Prince«, der til alles overraskelse blev et hit, hvilket førte til en kontrakt med det uafhængige Stiff Records, som markedsførte bandet med den rette sans for dets finurlighed og særlige udstråling, også kaldet »the nutty sound«, den kugleskøre lyd.

At MTV i mellemtiden var blevet en del af musikmaskinen, var til gruppens fordel, for dens fysiske fremtoning, hang til fjollede kostumer og knaldede stumfilmsinspirerede gags overførtes med held til videomediet, som tilmed gav denne flok ærkebriter et mindre gennembrud i USA. Af samme årsag appellerede Madness til et bredt publikum og opnåede at blive et decideret fænomen, som selv børn tog til sig, for der var noget elskeligt over de syvs drengede livfuldhed og slagkraftige fremtoning.

Septetten scorede i første halvdel af firserne et hav af hits med tilhørende substantielle albummer, en udvikling, der kulminerede med det suveræne Presents The Rise and Fall fra 1982, hvorfra numrene »Tomorrow’s Just Another Day« og »Our House« er blevet klassikere. Men da keyboardspilleren Mike Barsons forlod gruppen i ’84, begyndte derouten, og ikke mange begræd, at Madness lukkede og slukkede to år senere.

Siden er det blevet til utallige genforeninger, og siden det overraskende stærke The Liberty of Norton Folgate (en dybfølt kærlighedserklæring til London) i 2009 er Madness atter blevet et navn, der er værd at følge, hvilket sidste års fine Can’t Touch Us Now kun bekræfter. Så koncerterne er ikke ren nostalgi, selv om de naturligvis spiller et pænt udsnit af deres mange, mange hits. For vores fornøjelses skyld. Og deres egen!

Madness spiller (med næsten original besætning) i Store Vega på søndag den 5. november