Essay
Læsetid: 9 min.

’Middelklasselivet i lejet bil på vej gennem Europa, jeg har det under huden’

Del 3. ’Nu må I simpelthen tage jer sammen, christ, skal vi vende om, eller hvad foreslår du, Heidi’. Jeg lyder som min far på en tysk autobahn, i et hårnålesving i Provence, på en tankstation i Alsace. Pludselig mærker jeg veltilpasheden blande sig med frustrationen, jeg rammer en åre, endelig noget, jeg virkelig kan
Tre forfattere vil udforske hinandens forestillinger, idealer og praktiske ageren i livet som enlig mor/delemor på ved på skift at invitere hinanden på en rejse væk fra hverdagen i Danmark. Første stop er Island.

Tre forfattere vil udforske hinandens forestillinger, idealer og praktiske ageren i livet som enlig mor/delemor på ved på skift at invitere hinanden på en rejse væk fra hverdagen i Danmark. Første stop er Island.

Juan Carlos Lucas

Kultur
4. november 2017

Projektets første rejsemål er Island, og det er Hanne, der har inviteret til Island, fordi hun gennem de seneste ti år har haft sit ene ben her, og fordi hun her oplever en inspirerende og frisættende tilgang til voksenlivet med børn. Det har at gøre med en større accept af kaos og spontanitet, og det har noget med den store natur at gøre, siger Hanne – og det hele er indvævet i og med den islandske (slægts) historie og litteratur, påstår hun.

Efter Hannes og Idas artikler, der skildrer vores første rejsedage, er det blevet min tur til at fortælle:

Fårene står plottet ind på bjergsidernes små afsatser og plateauer i spredte klynger, græsser og bræger i det fjerne og blander sig med klokkeklangen fra den nybyggede kirke på pynten i vandkanten af den lille by ved endnu en fjord omgivet af bjerge, bjerge, græsbeklædte skråninger, mos i så og så mange nuancer inklusiv den babylortefarvede, som Hanne påstår, man kan blive psykisk syg af at se på for længe ad gangen.

Vi er fuldstændig smadrede, Ida, Heidi og jeg, baskede efter den sædvanlige overtrætte, overgearede, grådlabile, hysterisk grinende halvanden varulvetime i Chrysleren, Edgars hæse-Ingolf-og-Frederik-der-vandrer-i-dødsskyggens-dal-gråd fra bagsædet: »Jeg vil ha dig, mor, jeg er køresyg, moooaaar, moooaaar,« Silas’ lorte-og-gravko-snak på automatpilot, Mille og Aggi, der forskudt forsøger at tælle til 1000 for 11. gang på en time, Idas tålmodige girafsprog fra bagsædet: »Så, nu er der ikke langt igen, vi er der lige om lidt, hvis I tæller til 60 27 gange er vi der, se, der er et vandfald og en sky, der ligner en pony«, Heidi og Ida der på skift skjuler ansigtet i hænderne eller blinker og blinker med øjnene i forsøg på henholdsvis at gemme eller holde tårerne tilbage, når højdeskrækken og dødsfrygten overmander dem, mig, der trøster, opmuntrer, trodser min glutenallergi og spiser fire chokoladekiks, ser tyndskiden i øjnene og skyller efter med en lunken Pepsi Max fra handskerummet, forsøger at distrahere nervevragene med en plat kommentar med seksuelle undertoner om får og bønder, et eller andet i hvert fald, der kortvarigt får Ida til at kvikke op og tørre øjnene, jeg kan høre det på hendes toneleje omme fra bagsædet, hun er animeret.

Tovtrækning

Den er sikker hver gang, Ida forspilder ikke en chance for at elaborere på en seksuel bemærkning, hun er der med det samme, supplerer fantasien med nogle af teenagerne i trafiksikre veste, der luger ukrudt eller samler skrald, og som er fast inventar i vejkanterne og rundkørslerne i alle de små byer, vi kommer igennem. Men så er vi godt oppe i et nyt bjergpas, Idas humør daler, Heidi begynder at klynke på passagersædet ved siden af. Hun kan ellers konkurrere med Hannes potens, når det gælder uforfærdethed og praktiske kompetencer, vi kører pt. rundt med tagbagagebæreren omviklet en hel rulle fryseposer knyttet sammen af råbåndsknob, ene og alene hendes værk og fortjeneste inklusiv tovtrækning med alle børnene i morges for at bevise plastikguirlandens styrke og evne til at holde sammen på de to stykker, låget delte sig i under stormen i nat, plastikguirlanden omviklet tagbagagebæreren er det eneste, der forhindrer Heidis hval af en Samsonitekuffert i at flyve ud over bjergsiden med 90 kilometer i timen og slagte en klynge får på sin vej mod Atlanterhavskysten.

Men nu begynder Heidi også at hyperventilere, hun griber ud efter karmen i bildøren og støtter sig til den som for at forhindre sig selv i at styrte ud over bjergsiden, hver gang jeg drejer på rattet. Mille stopper et øjeblik sin tællen, jeg kan se hendes spørgende, bekymrede udtryk i ansigtet med mine øjne i nakken, og jeg mister tålmodigheden og bremser op på vejen 30 centimeter fra klippeskråningen, der begynder præcis dér, hvor den hvide stribe i vejkanten slutter: »Nu må I simpelthen tage jer sammen, christ, skal vi vende om, eller hvad foreslår du, Heidi,« og lyder som min far på en tysk autobahn, i et hårnålesving i Provence, på en tankstation i Alsace.

Pludselig mærker jeg veltilpasheden blande sig med frustrationen, jeg rammer en åre, endelig noget, jeg virkelig kan, middelklasselivet i lejet bil på vej gennem Europa, jeg har det under huden, køreslik, småskænderier, gps-damens håbløse udtale af alle stednavnene, mildt kaos smurt med et tykt lag af komfort, store biler, IKEA-ficerede Airbnb-køkkener friskt i erindringen og BBC-like naturfjernsyn gennem forruden, skrækblandet fryd over at lægge sig midt i slipstrømmen fra min egen barndom.

Uden dødsfrygt

Alligevel har jeg ramt muren i indkørslen foran motellet i Thingeyri. Det er blevet sent, lidt i sengetid at dømme efter børnenes glasøjne, lyset giver det ingen mening at pejle efter, solen går ikke ned på de her breddegrader. Vi er ankommet halvanden time efter Hanne der kører, som om, hun i al sin islandske indbildskhed ikke kan ramme et af de krydsende får på kørebanen, som om dækkene på hendes lille røde skravl af en Duster ikke kan skride i grusbunkerne i vejkanten, som om hun ikke pludselig kan møde en modkørende rundt om et sving, når hun ligger med 110 i timen hen over midterstriben. Hun har altid nået mindst et familiebesøg eller en tur i den lokale svømmehal med Bjørn og Dagur eller begge dele, inden vores Chrysler brumler ind i indkørslen foran dagens endedestination. Hun jorder afsted med en konstant fart over de tilladte 90 i timen gennem bjergpassene og over de smalle broer i dalene, vi kunne se den lille røde på den anden side af fjorden efter ti minutters kørsel i formiddags, hun var ude af syne resten af dagen, indtil vi mødtes på N1-tankstationen om eftermiddagen, eller det vil sige Bjørn og Dagur kom løbende hen mod vores Chrysler vinkende med to halve liter cola.

Hanne stod og smøgede den i smug bag tanken, fortalte hun grinende fem minutter senere, da hun dukkede op bag butikshjørnet allerede parat til at køre videre. Hen over dyreristene, der får firhjulstrækkeren til at gungre og mine hvide knoer til ryste, uden dødsfrygt og med blind tillid til sine egne førerevner: »Jeg tog kørekort på no time, min kørelærer havde aldrig oplevet noget lignende, jeg kørte bil som en 18-årig dreng, sagde han, jeg gik op til køreprøve dagen inden, jeg skulle alene til Island med Bjørn og Dagur og skulle bare have det kørekort i hus,« og selvfølgelig bestod hun med bravour, pralede hun videre i går aftes hen over dåseøllerne fra alkoholshoppen i Reykjavik, fik udstedt kortet og kunne fræse legalt rundt med udsigt til fårene nede i vandkanten langt, uendelig langt nede for foden af de drabelige bjergskråninger med småbørnene på bagsædet, pludrende, forestiller jeg mig. Hun er halvt mand halvt kvinde, nej, hel mand hel kvinde, ørn og bjørn og islandsk sagnfigur i et, hun er faldet i en eller anden trylledrik som lille, en islandsk bjergsø, født ud af en vulkan under nordlyset opfedet på fåremælk og fermenterede søpapegøjer og zappet til Nordjylland, hvor hun påstår at være vokset op.

Endnu en dødsrute

Solen står oppe over bjergkammen på den anden side af fjorden, malingen på motelfacaden er skallet af og har efterladt en flænge hele vejen fra dørkarmen og rundt om hushjørnet, jeg sidder stadig og holder om rattet og stirrer ud af forruden, motoren går i tomgang. Hvis Silas nægter at klikke sin egen sele op igen, hvis Aggi insisterer på, at jeg skal klikke hendes sele i igen, så hendes egen mor kan åbne den for hende som for en halv time siden, da vi måtte stoppe i rabatten, og Aggi, der sidder yderst, var nødt til at skulle ud af bilen, så Mille kunne komme til at brække sig i grøftekanten, går jeg amok. I modsætning til trekløveret Hanne, Bjørn og Dagur, der smilende kommer ud af motellets hovedindgang og begynder at fiske deres kufferter ud fra bagagerummet af den lille røde, de har været her længe, Bjørn vinker med Mikrobløde på vej op af trappen med sin lille uglemønstrede rullekuffert.

Åh, hvad skal de snart finde på, nu hvor de både har spist pomfritter på tanken og løbet rundt i græsset i haven foran motellet og plukket blomster til Mikrobløde og Langhals, andet end lige at få kufferterne op af trappen og ind på motelværelset. Det skulle da lige være, hvis Bjørn kunne nå at læse de næste par afsnit af Gisle Surssøns saga i Hannes monster af et fembindsværk, som han sad og stavede sig igennem i går, mens Hanne sad med sit Islandskort og smedede endnu en dødsrute sammen til os.

Men det røde monster ligger stadig inde på passagersædet, kan jeg se ud gennem sideruden, sammen med Hannes striksweater og, slapper de aldrig af i den familie, en løst kubriksterning mellem Bjørn og Dagurs sædepuder. Det må i så fald være det eneste legetøj, de har med på turen, jeg har ikke set noget til andet, men måske gemmer Hanne et skakspil på værelset eller en Mensatest under hovedpuden til de sene aftentimer. Hvad skal man med glimmertuscher og yatsyspil, når man har den islandske natur og kulturhistorie at muntre sig med. Ikke som Ida, der har kufferten fuld af alt godt fra Tigerbutikkens hylder, børnene hviner, hver gang hun hiver noget nyt op fra lykkeposen, malebøger, farvelade, Twisterspil, ansigtsmaling. Mille og Aggi gik rundt som lyserøde glimmertigre hele formiddagen i går.

Heidi og jeg himlede med øjnene til hinanden hen over morgenbordet i bed and breakfast-køkkenet, da Mille kom ud fra deres værelse, så for os Chryslerens lysebrune lædersæder indsmurt i lyserødt glimmer, hvordan pletfjerneren hjemme i København ville give fortabt over for uldsweatre tværet ind i sorte striber, snot, tårer og sved resten af dagen efterladende lyserøde glimmerspor alle vegne, Mille var lykkelig. Silas ville også være glimmertiger, Bjørn ville være bjørn og begyndte at udstøde bjørnebrøl hen over nutellamadderne på sin tallerken, Edgar ville være verdenskort, og Dagur dinosaurmonstertyv, børnene kom ud et efter et med maling i ansigterne, Ida så vi ikke før afgangen i bilerne efter frokost.

Nu går Dagur igen og plukker bellis i græsset foran motellets trappe, han har stadig grønne dinoplamager rundt om øjnene. »I dag bliver ikke nær så strabadserende som i går, det er slet ikke så langt, vi skal køre denne gang,« jeg kan høre Hannes beroligende messen fra i morges. Hun har ikke engang selv troet på det, tænker jeg, hun har udmærket vidst, hvad der ventede os, forholdt os sandheden med sit kattesmil på læben.

Mjiav, Hanne, jeg tager dig med til Brasilien næste sommer, lak wallah så skal jeg belære dig, så kan vi se, om du er ligeså kæphøj, når du er indlagt til at dase ved poolen i et øvre middelklasse-boligkompleks en hel eftermiddag i den stegende hede, mens jeg fortæller vittigheder på portugisisk til de andre rundt om i liggestolene, du kommer til at vride dig af rastløshed, mens Ida og jeg ligger og sluprer med sugerørene i vores smoothies, du kommer til at dirre og trippe og vride hænderne under bordet på en posh restaurant i São Paulo, mens jeg spenderer hele feriebudgettet på varm luft og importerede vine fra Europa, jeg skal trække dig gennem shopping malls fyldt til randen med slesk personale og italienske espressomaskiner, jeg skal give dig bilkørsel, så du kan mærke det. Må din hånd blive sort af smog, når du tører sveden af panden i elevatoren på vej op til 17. etage om aftenen, jeg står og venter på dig bag døren til hotelværelset med pindemadder og en hel flok sekteriske lebber i mærketøj.

Serie

Rejsen til Island

Som første etape af et fælles bogprojekt har vi, Ida Marie Hede, Kristina Nya Glaffey og Hanne Højgaard Viemose, i sommer været på en rejse rundt i de islandske Vestfjorde med vores børn, Aggi (6) og Edgar (3), Mille (7) og Silas (4), Björn (7) og Dagur (5), og Kristinas ekskone Heidi Colding Hansen (43).

Projektet går helt – og alt for kort fortalt – ud på, at vi sammen vil udforske og gå kritisk til hinandens forestillinger, idealer og praktiske ageren i livet som enlig mor/delemor ved på skift at invitere hinanden på en rejse væk fra hverdagen i Danmark.

I en slags socialt eksperiment vil vi flytte os geografisk og mentalt til steder, som på forhånd repræsenter en utopi om et bedre, mere frit liv med børn, kønsidentiteter, arbejdsforhold og personlig frihed.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her