Her er de nominerede til Montanas Litteraturpris 2017

Hvert år gives Montanas Litteraturpris til en dansk forfatter af aktuel litteratur, som inden for sin genre er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. I år er de nominerede:

Naja Marie Aidt

Naja Marie Aidt skriver Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog, efter hun har mistet sin søn Carl i en ulykke. Hun lytter til andre, der skriver og sørger: Stéphane Mallarmé har mistet sin søn, Gilgamesh har mistet sin ven. Aidt lader deres – og andres – skrift glide ind i sin egen.

Citater, dagbog, erindring, drøm og digt vrider sig af led mellem hinanden. Ingen af bogens tekster når langt, inden de hakkes i stykker af en grafisk stjerne og en ny tekst. Det er den eneste form, der er mulig: Aidts tekst er sønderrevet, som de andre sorgtekster hun læser. Stemmen hakker af og til som i åndenød. Men den hakken er også en insisterende styrke, f.eks. i et rædsels-fremmanende digt, som det her:

»En nat så fuld af rædsel / En nat så fuld af rædsel / En nat så fuld af rædsel, så fuld af rædsel, så fuld af rædsel, /
så fuld af rædsel, så«

Når man læser Carls bog, møder man ødelagt form, et aftryk, en skygge af forfatterens personlige tragedie og dens rædsel. Og så er der også en Walt Whitman-bog i den jakke, Carl havde på kort før han døde.

»Den sære glæde over, at du havde læst Whitman i dagene op til din død. At du havde nået at læse Whitman.«

Der opstår en asynkron forbindelse mellem mor og søn gennem Whitman. En forbindelse, der måske ikke trøster, men som kan give sær glæde som en komponent i sorgen, i sorgteksten. Det er vel en pegen på litteraturen som potentiel forbindelse mellem mennesker. Fællesskab er i hvert fald vigtigt i Carls bog: F.eks. det fællesskab af venner og familie, som opstår efter ulykken.

»Fællesskabet som noget lige så absolut som døden. / Fællesskabet som eneste mulighed.«

Og fællesskabstanken hos Aidt er mere end privat: Hun peger på, at brugen af ord som »homoseksuel«, i alarmopkaldet ved sønnens ulykke, måske kan have sløret politiets opfattelse af det akutte ved situationen. Hun peger på sprogets potentielt diskriminerende kraft, noget der vedrører hele samfundet. Kort efter kan der stå:

»Jeg sover med din fine lette dyne. Jeg kan stadig dufte din hud. Din søvn.«

Carls bog er sådan et brutalt spænd af tekstmuligheder, der rækkes frem. Aidt støtter sig op af andre stemmer og bliver selv en stemme, man kan læne sig op af. Som læsende som sørgende, hvis man ikke kan »forstå noget som helst på andre måder end gennem poesi«, som Aidt siger i et interview om Carls bog.

Amalie Smith

Amalie Smith skriver om at formgive materiale og formgiver materiale. Hun sammensætter tekst og billeder fra egen praksis (2007-2017) – og gestalter en egenartet bog af disse forskelligartede stumper og stykker.

Et hjerte i alt består af fragmenter – noter og optegnelser, manifest-, essay- og kronikuddrag, blogtekster, performancetekster, fotografier og andre visuelle dokumentationer m.m. – sat i forløb i bogens samlede optegnelse, som er en krydsklippende og i øvrigt grafisk liggende tekst, der kræver, at man tilter bogen 90 grader, når man læser den.

Teksten begynder og slutter på omslaget, og designet dikterer, at man læser rundt. Bogen opløser grænsen mellem indre og ydre:

»Formen vrider sig: et møbiusbånd // Jeg tegner en streg midt på båndet. Jeg fortsætter med at tegne, rundt og rundt. Stregen ender ved sin egen begyndelse. Båndet har kun én overflade. Det har ingen bagside. (…) Jeg klipper langs den streg, jeg har tegnet.«

Der er hentet inspiration fra Inger Christensens Descartes-afledte udsagn: »Jeg tænker, altså er jeg en del af labyrinten.« Med Smiths tilføjelse: »Man hæver sig ikke op og ser verden udefra, når man tænker – man står stadig i labyrinten.« Som sit forbillede tænker Amalie Smith med poesi.

Hun skriver om at rejse – til Grønland og Grækenland bl.a. Hun skriver om at læse og se og berøre, og hun skriver om at sanse i mørke på grund af hjernerystelse. Om græske dykkere, der raver rundt i mørke på bunden af havet på jagt efter havsvampe. Hun skriver om dykkersyge og havsvampes materialitet, om opdagelsen af antikke skulpturer på havbunden – dykkerne tror, skulpturerne er lig.

Hun skriver om gestaltningen af mennesker og dyr, om skulpturer og bemalingen af disse. Hvad er det levende og det døde, hvad er menneskeligt, og hvad er mekanisk? Hvad er overflade? Hun beskriver tredimensionalitet og todimensionalitet. Forelskelse og nedsmeltning. Og mange andre ting.

Det er både ømt og klogt og elegant udført.

Lone Aburas

Lone Aburas’ Det er et jeg der taler (Regnskabets time) er noget så umuligt som en politisk indigneret brandtale med genrebetegnelsen agitprop, en bog, som efter al logik og litterær tyngdelov burde falde til jorden og henvises til kroniksiderne i Politiken. Men værket er tvært om yderst vellykket, og Aburas er giftig og flydende i sin harme over racismen og det politisk hykleri, og hun er flyvende hurtig til at dele skaller ud til både højre (primært) og venstre – og også til sig selv:

»Som en curlingmor baner jeg vejen for mit gigantego, oppustet og mæt af litterær samvittighed vil jeg skrive en tekst, der er fri for fiktioner og svulmende indsigt. Jeg skriver i et udvidet nu.«

Det er også den fornemmelse, man har og sidder tilbage med, når man læser, at man er hvirvlet ind en udvidet zone, hvor digteren på samme tid raser og blotter sig, og det er vigtigt for bogen med tvivlen og utilstrækkeligheden som korrektiv til de bastante budskaber:

»Der er noget perverteret over at sidde her med sin Macbook Pro og tænke SÅ meget over det poetiske overskud og eksperimenterne, at være et sansende jeg i verdenen, når jeg alligevel ikke kan gøre det politiske poetisk.«

Men det kan hun. Ligesom forbilledet Klaus Høeck kunne med Ulrike Marie Meinhof og Sorte sonetter, der forenede det æstetisk ophøjede, sonetformen, med en kantet agenda. Aburas er anderledes direkte i sin henvendelse og form, Det er mere konkret og selvoplevet »og ned og ligge og bide i noget vred asfalt«, og det lykkes på den måde forfatteren at revitalisere det bedste fra 1970’erne med denne klare og politiske bog, skrevet i en hårdt udstukket rytme, der får linjerne til at falde som nakkedrag:

»Nogen burde smage deres egen medicin: forrykte folkevalgte fucked up på ministercoke kommer og inspicerer campen: hvis jeg var flygtning, siger hun, ville det vigtigste være at have livet i behold og ikke, om jeg skulle bo i mursten eller i telt. Nordens lille Naura.« Tag den Inger S.

Martin Larsen

Parasitsonetterne parasitterer på Inger Christensens sonetkrans Sommerfugledalen fra 1991. De er genereret gennem et nogenlunde stringent system, hvor også alfabetets orden indgår. Systemet gør Martin Larsen rede for gennem matematiske figurer, optegnelser og logbog. Den første notering i logbogen er fra den 26. juni 2001, projektet har med andre ord været længe undervejs – på en måde lige siden Martin Larsen var barn.

I hvert fald begynder Parasitsonetterne i barndommen: »Som barn var jeg fascineret af verdensrummet.« Den barnlige fascination, skriver den voksne Larsen, hang nok sammen med, at dette kig op i stjernehimlen var et forestillingens rum. Ikke for fantasien, men for »den menneskelige forestillingsevnes grænser – først og fremmest i forhold til uendeligheden.« Parasitsonetterne handler om muligheder for fremstillinger af uendelighed. Og helt specifikt om sonettens muligheder for dette.

Larsens anden oplevelse af uendeligheden skete med talsystemer, der jo rummer uendeligheden i sig, og har man sagt talsystemer, har man næsten også sagt Inger Christensen.

Inger Christensens sommerfugle stiger op – Martin Larsens parasitter transformerer sig og udfolder poesien som en uendelig række af muligheder. Det er poesiens potentiale, Larsen arbejder med. Sonetten som en uendelighedsmaskine, et værk i evig tilblivelse. Larsen læser sit eget eksperiment, og han læser det godt:

»Parasitsonetternes katalogform og opbrudte syntaks / har som umiddelbar konsekvens, / at læseren ikke / (som i værtteksten) / får fornemmelsen af, at det er / et menneskeligt subjekt, / der her taler lige ud af posen /om sin egen oplevelse.«

Hvilken fornemmelse får læseren så? En lettere svimlende, vil jeg kalde den, lidt ligesom at se op i nattehimlen og prøve at forestille sig, at universet er uendeligt.

I sin egen læsning af sonetterne kalder Larsen »’digteren’ (hvem eller hvad han/hun/den så end er for en instans)« for »en kølig ’datahøster’«. Det interessante er så, at man kan blive temmelig medrevet og fascineret af lige præcis denne datahøsters møjsommelige arbejde. Måske fordi det er sproget, der rører os – og ikke ’digteren’.

Peter Højrup

Til stranden bevæger sig med største lethed imellem fem bevidstheder, imellem Linn, Hermann, Ib, Betty og Ernst, der er på ferie sammen på en ø i Ægæerhavet ud for Tyrkiets nordvestlige kyst. Fem bevidstheder, som egentlig skulle slappe af i ren væren, nu de er på ferie, men som opholder sig ved eller forvilder sig rundt imellem kvaler og bekymringer, imellem suppeopskrifter, indkøb af skjorter og biler samt åbningen af den næste flaske vin. Ind imellem flyder bevidsthedsstrømmene over i nattedrømme og monologer.

Det hele foregår i sproget. Der sker ingenting, og der sker en masse, ligegyldige vinsmagninger og pludselig død. Det er i høj grad længsel, Til stranden handler om. Om hele tiden at længes efter noget andet end det, der er, efter regn, når man er i Tyrkiets varme, om at være på vej til et andet sted, end der hvor man er. På vej til stranden, på vej i tankerne.

De ferierende er skiftevis dovne og svedige i varmen, overstadige, højdramatiske, begærlige, sultne, arrige og afmægtige. Det sidste især over for informationerne om alle de flygtninge, der flyder rundt i gummibåde og med redningsveste af pap.

Ordet ’gummibåd’ står på allerførste side, men her er den de skandinaviske turisters, der bader i Ægæerhavet. Det hav flyder sammen med Middelhavet, og mens Linn, Hermann, Ib, Betty og Ernst holder ferie, skyller liget af den treårige syriske dreng, Aylan Kurdi, op på stranden.

Hvad stiller man op med sådan et stykke virkelighed? Det er fejt at vende hovedet bort, når et barn dør, tænker Linn, der selv har tre børn med på ferien. Peter Højrup interesserer sig for, hvordan vi oplever virkeligheden, og hvordan vi fremstiller den, i nyheder f.eks. og i surrealismen. Jamen hov, hvordan finder tanker om nyhedsdækning og om surrealisme vej til samme roman? Det gør de ligeledes med den største lethed – og tragisk komik – for dét har Til stranden også. Ernst er opkaldt efter surrealisten Max Ernst: »Ernst, tænker han, hvem finder dog på at kalde deres barn Ernst. En vokal efterfulgt af fire konsonanter, der falder ned ad en trappe.« Peter Højrup ved det: Det hele foregår i sproget.

Caroline Albertine Minor

De syv noveller i Velsignelser er befolket af kvinder (ofte mødre), der lider tab. Tilbage står de så med resten af verden og skal fungere i den. En ung mor er blevet forladt af sin kæreste og bliver ved naboens mellemkomst besat af suset ved at læne sig ud over ejendommens tag, en anden ung mor må lære at leve med, at en trafikulykke frarøver hendes kæreste hans hukommelse og hende den mand, hun elskede. Den midaldrende Gedske mister sin datter, Anso, der holder sabbatår som nanny i Australien og hænger sig i værtsfamiliens have.

Caroline Albertine Minor skriver sine karakterer og deres situationer frem med stor præcision, og hun komponerer noveller, hvor der er vildt meget på spil, uden at bølgerne af den grund går højt. Novellerne leder ikke frem til en pointeret eksistentiel afklaring hos hverken karakteren eller læseren, men viser, hvordan sorg, glæde og rådvildhed kan finde sted i et dagligdags liv.

I titelnovellen triller fortælleren rundt med sit første barn i den lille provinsby, hvor hendes håndværkerkæreste og hans ven midlertidigt arbejder. Hun er ved at blive skør af savn efter kærestens ven Aron, der døde pludseligt, mens hun var gravid, og som hun havde et forhold til. Som det generelt sker i bogen, optræder håbet i skikkelse af fremmede mennesker – her en præst – der ser på de sorgfulde mennesker med et uvant, befriende blik. Den nåde, præsten kan tilbyde, er bare en nøgtern betragtning:

»Du har været gavmild med din kærlighed. Tidligere ville man måske have kaldt dig promiskuøs. Det betyder egentlig bare ’for det uden orden’ eller det uordentlige, blandede. Det er ikke i sig selv en dom, men en beskrivelse af en tilstand. Det gælder for mange ting og er værd at huske på.«

De tilstande af savn, sorg og længsel, som Caroline Albertine Minor beskriver, er netop det: uden orden, uordentlige, blandede. Og så bliver de beskrevet i en fantastisk klar prosa, hvor billedsproget på en gang virker overraskende og indlysende.