I et af sine standup-shows fortæller den amerikanske komiker Louis C.K. om, hvor hårdt det er for ham at tage strømper på. Han er en overvægtig, midaldrende mand i dårlig form, og han begynder simpelthen at græde, når han åbner skuffen med strømper.
Han ved, hvor hårdt det bliver for ham at skulle tage strømperne på. For at nå helt ud for enden af foden med strømpen, skal han strække armene så meget og bukke sig så meget sammen, at hans indre system nærmest sættes ud af drift. Det er det værste tidspunkt for ham på hvilken som helst dag. Selv hvis begge hans bedstemødre døde på samme dag, ville det værste tidspunkt på den dag være, når han skulle tage sine strømper på.
Sådan har jeg det også! Jeg er midaldrende, overvægtig og i dårlig form, og jeg forstår, hvilket helvede Louis C.K. går igennem, når han skal have strømper på. Det er noget, jeg ser frem til med samme store følelse af rædsel, når jeg gør mig klar om morgenen. Derfor er jeg så lykkelig, når jeg kan arbejde hjemme – det kan jeg nemlig gøre barfodet.
En af de gode
Der er mange andre elementer af Louis C.K.’s komik, som jeg kan spejle mig i – han er faktisk en af de komikere, jeg overhovedet bedst kan identificere mig med.
Som han er jeg fraskilt og har to børn, og som han synes jeg, at mine børn er fantastiske og pisseirriterende på én gang. Ligesom Louis C.K. anser jeg mig for at være et åbent, tolerant og anstændigt menneske, der bestræber sig på at gøre og sige det rigtige – mens en lille djævel inden i mig indimellem gør det stik modsatte og er så politisk ukorrekt, at det halve allerede ville være alt for meget.
En af de brillante ting ved Louis C.K.’s komik, både på scenen og i hans komedieserie, Louie, er, at han er så såre menneskelig. Han ser både bjælken i sin broders øje og i sit eget, og han er ikke bange for at indrømme det. På den måde får han på en humoristisk facon udstillet de fordomme og den misogyni og racisme, verden og mennesker er fulde af, og jeg har aldrig været i tvivl om, at han er en af the good guys – en af dem, hvis moralske kompas er i orden, og hvis gode råd jeg kan stole på.
Eller det var jeg i hvert fald ikke indtil for nogle dage siden.
Det er stadig overgreb
Louis C.K. er nemlig en af de magtfulde mænd i den amerikanske underholdningsindustri, som i kølvandet på afsløringerne af filmproducenten Harvey Weinsteins seksuelle overfald på utallige kvinder selv er blevet afsløret som krænker. Fem kvinder, nogle af dem komikere, har til The New York Times fortalt om, hvordan Louis C.K. har blottet sig for dem og onaneret, mens de så på. Nogle af dem spurgte han først, om han måtte, og hvis de svarede nej, lod han være – enkelte var dog for forbløffede eller chokerede til overhovedet at svare.
Bill Cosby ser mod himlen efter i august i år efter at have været i retten forud for sagen mod ham, der begynder i 2018.
Nej, det er ikke overgreb på linje med Weinsteins eller Bill Cosbys – Cosby er anklaget for at have bedøvet og voldtaget en lang række kvinder – men det er stadig overgreb og ikke mindst et utilgiveligt tillidssvigt fra et menneske, der burde vide bedre – som i alt, hvad han laver, nærmest praler af at vide bedre. Det var så voldsomt for de involverede kvinder, at nogle af dem endnu ikke er kommet sig over det. En af dem, forfatteren og illustratoren Abby Schachner, sagde til The New York Times, at hun i flere år efter sit ’møde’ med Louis C.K. »følte sig vred og forrådt af en kunstner, hun så op til«.
Og komikerduoen Dana Min Goodman & Julia Wolov fortalte, at de med det samme kunne mærke, at de fik fjender, da de begyndte at tale om deres oplevelser med Louis C.K. Desuden har deres karrierer siden været hæmmet af, at de ikke har kunnet eller villet medvirke i projekter, som komikerens indflydelsesrige manager, Dave Becky – der også repræsenterer andre succesfulde komikere og producerer masser af komedieserier – var involveret i.
Ikke blot komik
Louis C.K. reagerede selv på artiklen i The New York Times ved at aflyse premieren på sin nye film, I Love You, Daddy, og han har udsendt en undskyldning – som dog ikke rummer ordet ’undskyld’ – hvori han hævder, at han først nu indser, at han har misbrugt sin magt og misforstået betydningen af samtykke. Til sidst erklærer han, at han nu vil bruge tiden på at lytte i stedet for at blive ved med at sige, hvad han har lyst til.
Der er de, som mener, at undskyldningen kommer fra hjertet – og den forekommer da umiddelbart også mere ærlig og klar i mælet end mange andre af de anklagede mænds udmeldinger. Men når man tager i betragtning, at rygterne om Louis C.K.’s krænkende adfærd har været fremme i flere år, og at Tig Notaro, en af de kvindelige komikere, der udtaler sig til The New York Times, tidligere har lagt offentlig afstand til sin gamle ven og kollega, begynder undskyldningen at klinge en anelse hult.
Indtil for nylig kaldte Louis C.K. endda selv historierne for rygter, og det er først, da flere kvinder træder frem, at han erkender sit eget ansvar og indrømmer, at han har opført sig som en skiderik.
Endnu værre er det, at det først er nu, at jeg og mange andre af hans fans for alvor begynder at lytte til de krænkede kvinder, hvorfor jeg sidder tilbage med skammen over hellere at ville høre på sit idol end på dem, der forsøger at spolere glæden.
Det mærkeligste ved det hele er næsten, at onani og seksuelle perversioner spiller en stor rolle i Louis C.K.’s materiale. Han taler om det konstant og vedkender sig, med komikerens glimt i øjet, at han ligesom alle os andre har sit at slås med.
Hvem skulle have troet, at det ikke blot var komik og overdrivelser, men den skinbarlige sandhed? Har det været synderens råb om hjælp? Eller psykopatens udfordring af skæbnen?
Dårlig smag i munden
Reaktionerne på afsløringerne af Louis C.K. har været mange og kontante: Streamingtjenesten og film- og tv-producenten HBO har fjernet alt Louis C.K.-relateret indhold fra sine platforme, tv-kanalen FX, der producerer Louie, er gået i tænkeboks, og flere af komikerens offentlige optrædener er blevet aflyst. Det sidste er der selvfølgelig ikke noget at sige til, men det virker umiddelbart en smule forhastet at forsøge at censurere eller udviske alt, hvad han har lavet.
Spørgsmålet er, hvad jeg skal gøre.
Jeg er både ked af det og vred. Jeg har det, som om jeg er blevet løjet for i årevis af en af mine allerbedste venner. Jeg har set og genset Louis C.K.’s shows og serier, og jeg har været i London for at opleve ham live – det var en af de bedste aftener i mit liv. Og indtil i sidste uge kunne jeg altid regne med, at han ville muntre mig op med en vittig og skarp iagttagelse omkring livet, døden og menneskers dårskab, når jeg var i dårligt humør.
Men hvad nu?
Jeg er ikke alene med den nærmest eksistentielle tvivl. Som en af mine kolleger her på avisen, Lone Nikolajsen, skrev til mig forleden:
»Det er jo bare så dobbelt pokkers, når man har konsulteret hans standup for moralsk vejledning. Jeg kan nemt holde til alle de andre syndefald. Men det her er forvirrende, fordi han er den bedste til at tale om gråzonerne uden at være relativistisk. Og når han f.eks. lod sit alter ego i Louie være en totalt grænseoverskridende, inkompetent overgrebsmand af et forelsket, forsmået fjols, så tænkte man: Yes, historien bliver fortalt af en, der ved, hvad der er rigtigt og forkert.«
Skal jeg været helt ærlig, kan jeg sikkert godt gense både hans shows og tv-serie og more mig over dem, men jeg vil have dårlig samvittighed bagefter og føle mig en smule beskidt. Præcis på samme måde, som jeg sikkert vil kunne gense The Cosby Show og hygge mig med det – samtidig med at jeg vil have en virkelig dårlig smag i munden ved tanken om alle de kvinder, Bill Cosby har gjort fortræd.
Brug for syndsforladelse
Og hvad med Kevin Spacey, Brett Ratner og James Toback, der er blot nogle få af de prominente skuespillere og instruktører, som Harvey Weinstein også har revet med sig i faldet? Skal jeg helt lade være med at se deres film?
Kevin Spacey i maj i år – for anklagerne mod ham har fået en række producenterne til at droppe stjernen.
Det er gennem efterhånden mange år lykkedes mig at skelne mellem scientologen Tom Cruise og skuespilleren Tom Cruise, hvis film jeg stadig holder af – nogle af dem i hvert fald. Men jo mere tosset han opfører sig, og jo mere han priser Scientologys fortræffeligheder, jo sværere får jeg ved at lade som ingenting.
Det er dog stadigvæk for ingenting at regne i forhold til den smerte, jeg sidder tilbage med efter de seneste afsløringer, ikke mindst dem om Louis C.K. Hvem skal jeg nu søge trøst og vejledning hos, når det hele bliver for meget? Hvor skal jeg vende mig hen, når jeg vil se andre kæmpe med de samme ting som mig selv og på den måde ikke føle mig lige så alene?
Der skal en af the good guys til at give én syndsforladelse, når man en gang imellem kommer til at opføre sig som et røvhul. Det kan et vaskeægte røvhul ikke gøre.
Bristede illusioner
For mig er en del af svaret Woody Allen. Ham og hans film betyder mere for mig end nogen andre – og har gjort det gennem næsten hele mit liv.
Men heller ikke han er fredet i denne ulykkelige affære. Gennem mange år har Mia Farrow anklaget ham for overgreb mod deres lille datter, og det er beskyldninger, som hives frem, hver gang der sker noget af den slags i Hollywood. Ikke mindst nu fordi eksparrets søn, Ronan Farrow, har skrevet nogle meget afslørende artikler om Harvey Weinstein i The New Yorker.
Woody Allen under optagelser i New York i september måned i år.
Woody Allen-sagen er for kompleks at gå i detaljer med her – det gjorde jeg for nogle år siden i en stor artikel i Information – men jeg vælger at lade tvivlen komme ham til gode. Inderst inde vil jeg heller ikke kunne overskue, hvis anklagerne mod ham skulle vise sig at være sande.
Vi har alle brug for idoler og forbilleder, der kan minde os om, at vi kan gøre mere og blive bedre mennesker. Det er også, hvad manuskriptforfatteren og instruktøren Aaron Sorkins tv-serier – The West Wing, The Newsroom – handler om, og hvorfor hans personer er så fantastiske at være i selskab med. De er alt det, man gerne selv vil være, og de arbejder for at forandre verden. Det er både opmuntrende og inspirerende.
Derfor er det også med en god portion angst og bæven – hvis ikke frygt og lede – at jeg hver dag tjekker internettet og sociale medier for at se, hvem der nu er blevet afsløret. Som jeg selv skrev på Twitter forleden:
»Det er fantastisk, at der bliver ryddet op i Hollywood og omegn, og at så mange kvinder finder styrken til at stå frem. Dét glæder jeg mig over. Og så græder jeg samtidig lidt over alle de idoler, der er nogen røvhuller.«
I en tidligere version af artiklen fremgik det, at Louis C.K. spurgte flere kvinder, om han måtte onanere, mens de så på, og at han gjorde det, selv om de sagde nej. Det er ikke rigtigt. Han stoppede i det ene tilfælde, hvor han fik et nej.
Den fulde ordlyd af Louis C.K.’s beklagelse (på engelsk):
I want to address the stories told to the New York Times by five women named Abby, Rebecca, Dana, Julia who felt able to name themselves and one who did not.
These stories are true. At the time, I said to myself that what I did was okay because I never showed a woman my dick without asking first, which is also true. But what I learned later in life, too late, is that when you have power over another person, asking them to look at your dick isn’t a question. It’s a predicament for them. The power I had over these women is that they admired me. And I wielded that power irresponsibly.
I have been remorseful of my actions. And I’ve tried to learn from them. And run from them. Now I’m aware of the extent of the impact of my actions. I learned yesterday the extent to which I left these women who admired me feeling badly about themselves and cautious around other men who would never have put them in that position. I also took advantage of the fact that I was widely admired in my and their community, which disabled them from sharing their story and brought hardship to them when they tried because people who look up to me didn’t want to hear it. I didn’t think that I was doing any of that because my position allowed me not to think about it. There is nothing about this that I forgive myself for. And I have to reconcile it with who I am. Which is nothing compared to the task I left them with.
I wish I had reacted to their admiration of me by being a good example to them as a man and given them some guidance as a comedian, including because I admired their work.
The hardest regret to live with is what you’ve done to hurt someone else. And I can hardly wrap my head around the scope of hurt I brought on them. I’d be remiss to exclude the hurt that I’ve brought on people who I work with and have worked with who’s professional and personal lives have been impacted by all of this, including projects currently in production: the cast and crew of Better Things, Baskets, The Cops, One Mississippi, and I Love You Daddy. I deeply regret that this has brought negative attention to my manager Dave Becky who only tried to mediate a situation that I caused. I’ve brought anguish and hardship to the people at FX who have given me so much The Orchard who took a chance on my movie and every other entity that has bet on me through the years. I’ve brought pain to my family, my friends, my children and their mother.
I have spent my long and lucky career talking and saying anything I want. I will now step back and take a long time to listen.
Thank you for reading.
Det er rædsomt, hvis ens største idoler, bedste venner, eller nære familiemedlemmer opfører sig som amoralske psykopater, for udover at man i årevis har beundret eller set op til dem som overlegne, også i deres moralske habitus, reflekterer det yderligere tilbage på én selv, at man kunne tage så meget fejl. Hvilket er ret udfordrende for ens almindelige dømmekraft.
Nej. Det, der virkelig er rædsomt, er, at man ikke kan begribe, at en person der krænker - inden for visse grænser - også er et menneske med evner, vid, samvittighed, skyld , skam, kærlighed og alle de vanskelige menneskelige træk. I virkeligheden burde hele denne nødvendige shitstorm føre til, at vi erkender, at vi alle har risikoen for at krænke andre, vidende eller uvidende. Vi kan prøve at glemme vores egne fejltrin ved at vånde os over andres fejltrin, der er større. Men tilbage står, at vi alle - givet magt over andre - kommer til at bruge denne magt, medmindre vi skarpt, vedvarende og ædrueligt betragter os selv med det mod det kræver, at se egen svaghed. I denne samlede hån og afstandtagen til disse lidet glorværdige mænd gemmer sig vores egen angst for at glo på os selv og vores egen svaghed. Og tilbage står det forrygende og på ingen måde nyerkendte faktum, at mennesker med store fejl også kan være kloge, kærlige og begavede.
Man skal ikke mingle med de der "dogood"ers, det er mentalt og eksistentielt sundere at holde sig til the bad guys.
Tjah, hvis disse tider afslører noget, så er det da, at mennesketypen der henrykt jublende placerede sig med strikketøjet i skødet foran guillotinen, stadig færdes og trives blandt os.
Ynkeligt er det at overvære!
Torsten Jacobsen, hvis du antyder til Peter Ålbæk og hans regeren i 'abegrotten', (Peter Ålbæks eget udtryk), som sammenlignelig med den Franske revolution og dens despotiske henrettelser, kan jeg overhovedet ikke følge dit ræsonnement.
Her har vi en mand, der fuldstændig ublu erkender at have udøvet krænkelser, baseret på en individualiseret filosofi om at det skulle gavne de undergivne psykisk at blive udsat for grænseoverskridende overgreb, chikane og mobning, samtidig med at han også indrømmer og forherliger sin sexuelle interesse i at begå disse handlinger; "Jeg vil ikke være en asexuel socialdemokrat", har han udtalt.
Når du så skriver, at selvsamme mand er udsat for forfølgelse, er det jo paradoksalt.
Torsten Jacobsen (fortsat)
Hvis du hentyder til #MeeToo kampagnen, har der i starten været forbehold fra mig, hvor jeg satte spørgsmålstegn ved bl.a. anklagerne mod Kevin Spacey. Som jeg har været stor fan af. Der er noget fundamentalt rigtigt ved, at man først er dømt når domstolen har afsagt dom.
Men når så mange mennesker har oplevet chikane i mange forskellige miljøer fra samme person, må sagen nødvendigvis tages alvorligt.
Overordnet set handler det om at blive oplevet seriøst, når man har været udsat for krænkelser, og det har der ikke været lydhørhed for før nu. Før har der været en masse ofre for magtmisbrug, men nu når de magtfulde er under anklage, kommer der forsvarstaler for dem. Hvorfor?
"Selvom de sagde nej gjorde han det alligevel."
Ud fra de oplysninger vi har indtil videre, gjorde han det NETOP ikke, hvis de sagde nej, så medmindre der kommer andet frem, så er det en ukorrekt påstand.
Moralen: lad være med at have idoler.
Att. Solveig Jensen: Du har ret. Og det er nu rettet. Mvh. Christian Monggaard
Ja, det interessante ved Louis C.K. skandalen er jo netop at han spurte om, og fik, lov til at "gøre sin ting." Men nu er han i nøjagtig samme situation som alle de andre.
Jeg tror vi som mænd må se i øjnene at samtykke ikke altid er nok til at redde vores liv & karriere.
Jeg er så'n lidt vaklende inkonsekvent i min tilgang til emnet. Jeg ville eksempelvis aldrig kunne se The Cosby Show igen. Jeg tænker, at det muligvis skyldes, at karakteren Cliff Huxtable er en FOR hyklerisk fremstilling af Cosby i forhold til den person, han er blevet afsløret som.
På den anden side ser jeg med stor fornøjelse film af Roman Polanski, og jeg ville næppe undlade at gense yndlingsfilm som Seven og Usual Suspects, blot fordi Kevin Spacey tilsyneladende heller ikke er helt fin i kanten.
Og jeg havde det også ret svært med "Seinfeld" i en periode, efter Michael Richards alias Kramer gik amok i en racistisk tirade under et stand-up-show. Jeg har stadig ikke helt det samme forhold til Kramer som inden da...
Anklager med voldsomme konsekvenser uden rettergang. Hvad sker der lige her? Og af og til pga begivenheder der skete for år tilbage.
I Wales begik Carl Sargeant, Labour selvmord forleden pga beskyldninger om upassende opførsel og uønsket tilnærmelser hvilket medførte at han blev tvunget til at forlade den walisiske Forsamling. Dvs nu er der lig på bordet.
MHT Kevin Spacey sagen (fra 1986 !!) kan det undre at en dreng på 14 får lov til at tage med til en fest for voksne. Hvor er drengen forældre henne? Og det var kun tilnærmelser.
Hvor vil vi hen? Skal moralen anno 2017 bruges til at dømme gamle begivenheder? Jeg siger NEJ
Disse sager bruges alene til at skade andre personer. Usmageligt.
Hvordan skal personer finde ud af om der er gensidig sympati? Kun internet dating tilladt?
Nogle skal bekæmpe disse puritanske tendenser.
@Mads Jakobsen
Som C.K selv erkender i sit skriv, så har disse kvinder været placeret i en meget ærgerlig situation.
"But what I learned later in life, too late, is that when you have power over another person, asking them to look at your dick isn’t a question. It’s a predicament for them. The power I had over these women is that they admired me. And I wielded that power irresponsibly."
Som indflydelsesrig komiker så er han i et magtforhold til yngre og mindre indflydelsesrige komikere. Det gør det svært - men forhåbentligt ikke umuligt - at have en "normal" relation, for når din karriere potentielt hænger i en tråd, så siger du måske ikke lige nej til, at han spiller den af - til trods for, at det er langt over din grænse.
Jeg ved ikke hvem det er, der sagde NEJ til spørgsmålet, men det kunne være interessant at se, om det havde en effekt på karrieren. Ikke, at det kan undskylde de andre hændelser, men mere for at afdække om C.K. med god samvittighed kan forsøge at bruge et "det havde jeg ikke lige tænkt på" forsvar.
Mht. Spacey, så er der vist tale om lidt mere end den ene hændelse med Rapp.
https://www.usatoday.com/story/life/2017/11/07/kevin-spacey-scandal-comp...
Til Troels Larsen
Ja, nu prøver Louis C.K. desperat at undskylde at han overhoved spurte disse kvinder. Vil undskyldningerne stille ham anderledes end hårdnakkede benægtere som Jeremy Piven og Brett Ratner? Det vil tiden vise.
Hvad angår magt, så er hvide mænd altid i et overlegent magtforhold i henhold til feministisk intersektional teori. Og selv hvis anklageren ikke tror på det, er det en sjælden dag hvor en arbejdsløs bums ind fra gaden får en chance med en flot, velhavende kvinde. Der vil altså altid kunne spindes en teoretisk magt ubalance 10 år senere.
"Men hvad nu?" Spørges der. Jeg vil forslå, at man i stedet giver Tig Notaros show, "One Mississippi", en chance. Glimrende tv - mørkt, følsomt, feministisk og hamrende sjovt!
Så vidt jeg huske, er det i "The Entertainer" der blir sagt:
"Be Nice to People you meet on your way up, You might meet them om your way down."
Da jeg så Clements talkshow havde jeg forventet at Susanne Brøkker havde fortalt at også kvinder, i magtpositioner, bruger deres magt til at have sex med yngre mænd, men nej, mænd er jo per definition selv aktive deltagere.
Men alle kvinder, der har brugt deres patter til at opnå fordele, er uskyldige ofre.
@Lars Bo Jensen, du lyder en kende mistrøstig. Har mange kvinder misbrugt dig med deres patter? Eller er du bekendt med andre, der er blevet misbrugt af kvinders patter? Har kvindelige komikere/skuespillere/chefer in general ofte hevet patterne frem og forlangt af mandlig undersåt, at NU SKAL DE HER MOTHERFUCKING TITTIES SUTTES skråstreg beundres, for ellers...!
For du hentyder vel ikke til, at kvinders patter af og til kan være karrierevejen frem, fordi de mænd, de møder på deres vej, har stor pattelyst og er pænt liderlige? Så er vi jo igen tilbage ved udgangspunktet: At det er mænds lyster, der kører showet.
Kvindkamp er klassekamp, gør det private politisk og vice versa
"Hun var fattig, men så ærlig,
hun var barndomshjemmets pryd.
Men en rigmand blev begærlig,
og så stjal han hendes dyd.
Sådan er kapitalismen" - - - et cetera ad libitum
Jeg kunne godt tænke mig at vende den om og få en sober snak om, hvor krænket en voksen kvinde med rimelighed kan blive af en mand, der giver sig til at onanere efter at have spurgt om lov.
Basere på mit kendskab til kvinder tror jeg mange vil opleve den handling som lettere ynkelig og påstanden om krænkelse og årelange eftervirkninger virker umiddelbart lidt søgt. Dermed ikke sagt, at nogle kvinder ikke kan have følt sig krænkede. Men det leder blot hen til spørgsmålet, om de berørte kvinder i mange af disse fortællinger så påberåber sig ansvarsfrihed - en personlig safe zone. For det er et tveægget sværd, der i sig også rummer en umyndiggørelse, som kvinder umuligt kan være interesseret i? Jeg synes også i den sammenhæng, at det ville klæde vores kvinder, hvis de vedkender sig deres egen bevidsthed om de seksuelle virkemidler, som alle mænd udsættes for i forskellige sammenhænge.
Men bottom line: Kan det subjektive krænkelsesbegreb virkelig fungere i et retssamfund baseret på universelle menneskelige rettigheder, hvor det materielle anbringende, det, der objektivt kan bedømmes, ellers udgør nettets fineste masker?
Morten P. Nielsen, jeg forstår faktisk ikke hvad du mener.
"det ville klæde vores kvinder, hvis de vedkender sig deres egen bevidsthed om de seksuelle virkemidler, som alle mænd udsættes for i forskellige sammenhænge", skriver du. Hvad betyder det? Er det, at jeg har en kvindekrop med bryster og numse et seksuelt virkemiddel, som jeg udsætter mænd for? Eller har det noget at gøre med at mit tøj skal være tækkeligt, hvis jeg ikke vil være medansvarlig for mænds grænseoverskridende opførsel overfor mig? Hvilke forholdsregler skal jeg tage, for at det ikke er min skyld, hvis en mand glemmer normerne for god opførsel? Hvem er det egentlig, der er nypuritansk her?
Er det egentlig ikke lidt perverst at spørge om lov først? På den måde at stille offeret overfor en person, der ikke engang er en rigtig blotter! Umiddelbart vil jeg mene det er dobbelt krænkende, idet hele konceptet traditionelt et nonverbalt overgreb. Jeg håber blotter-akademiet vil gå ind i sagen.
Selv hvis det viste sig at John Oliver havde penge i skattely på Bermuda, ville det virkeligt være svært for mig, ikke at holde af ham.
Mennesker bliver jævnt hen testet af livet på , hvorvidt de har erhvervet den nødvendige moralske stamina . Ikke uden grund spiller Fristeren en væsentlig rolle i den kristne verdensforståelse.
Dersom I ikke fremdrager , det som er skjult , vil det som I ikke fremdrager ødelægge Jer. Dersom I fremdrager , det som er skjult , vil det som I fremdrager frelse Jer . Thomas evangeliet.
Og ja, det er ikke kun i filmbranchen man finder mænd som misbruger deres magt til deres underlige perversiteter; det gælder overalt i den "kreative" klasse, såvel som iøvrigt overalt hvor mænd gives magt, enten i form af deres stilling i hierakiet eller alene i kraft af deres mange penge.
Og ja, det er rigtig ærgerligt at miste sine idoler, for eksempel når man som taxichauffør gentagne gange oplever disse magtmenneskers "afslappede" livsstil på deres vej til Helgolandsgade, for at "handle handlede kvinder" som en flok kreative "samfundsstøtter" en gang så poetisk udtrykte det.
Dér mistede jeg også (igen!) et stort idol, men det tab var nu nok den mindste skade i denne sammenhæng!!
Hollywood er for meget idealiseret og kunstigt. Sex og magt er komplekse sfære. I min oplevelse kan mange chefer eller andre der er lidt ved musikken være modbydelige og egoistiske når man møder dem. Det er det menneskelige, der tæller. Der er en gammelkendt fortælling om magt der korrumperer og om succes, penge og berømmelse der ødelægger mennesker. Der mister jordforbindelse, og dømmekraft. Der sælger ud og misbruger deres position på den ene og den anden måde. Verden trænger så meget til healing.
Thi kendes for ret:
Sving det gyldne piskeris og nak og æd en en gammel gris, nu skal der gås på bordet.
I gåsens ryg et flag skal stå, og den har små manchetter på og grankrans om sin mave.
Virkelig god kommentar, tak for den