Interview
Læsetid: 5 min.

’Patti Cake$’ handler om unge mennesker fanget i byer, hvor der intet sker

Den amerikanske instruktør Geremy Jasper beskriver sin spillefilmsdebut, det humoristiske og musikalske drama ’Patti Cake$’, som sin måde at lave en Bruce Springsteen-film på. Den handler nemlig også om unge mennesker, der leder efter en identitet, mens de drømmer om at slippe væk fra New Jersey
Kultur
2. november 2017
Geremy Jasper er aktuel med filmen ’Patti Cake$’.

Geremy Jasper er aktuel med filmen ’Patti Cake$’.

Angel Films

Som dreng var Geremy Jasper en buttet, hvid drømmer, der skrev rim i sine hemmelige notesbøger og deltog i talentkonkurrencer i håbet om at blive rapper og slippe væk fra sin røvkedelige fødeby, Hillsdale i New Jersey.

»Jeg havde en rapgruppe i gymnasiet, og selv om jeg godt vidste, at det på sin vis var latterligt, elskede jeg det så højt,« siger han, da jeg sammen med en flok andre journalister møder ham på filmfestivalen i Cannes.

Jasper deltager i festivalen med sin første spillefilm, Patti Cake$, der kommer direkte fra Sundance Filmfestivalen, hvor den vakte jubel med sin forfriskende blanding af socialrealisme, humor og musik. Den handler om en ung, overvægtig og hvid New Jersey-kvinde, Patti – en forkortelse af Patricia – og hendes drøm om at slå igennem som rapper sammen med sin ven, Jheri, med de indiske rødder.

»Hun er på nogle måder mit alter ego,« siger Jasper og smiler.

»Jeg var besat af hip hop. Det var på det tidspunkt, hvor Beastie Boys var mest populære. Jeg optrådte med et band, og vi tog til Newark, hvor folk buhede ad os og smed ting efter os. Jeg kan huske, at der engang var én, som smed brød efter os. Vi optog et demobånd i kælderen under en dyrehandler. Jeg har strøet alle disse ting, der skete for mig og min kammerat i New Jersey, ud over filmen. Vi var som de unge i Patti Cake$ to misfits, der ledte efter noget at tro på. Vi ledte efter en identitet.«

Et sørøverskib i brand

Patti Cake$ er således en meget personlig film for Geremy Jasper, der selv brugte mange år på at forfølge musikdrømmen, inden han begyndte at lave musikvideoer og siden kortfilm.

»Da jeg var ung, havde jeg en masse angst, og jeg ville gerne væk og leve et kreativt liv, men der var en overgang, hvor jeg ikke troede på, at det ville lykkedes,« siger han.

»Jeg boede i mine forældres kælder og havde elendige serveringstjanser og bartenderjob. Jeg var ikke fantastisk til at spille guitar og havde heller ikke andre musikalske evner. Jeg var bare en fyr, der virkelig gerne ville skabe noget, men som ikke anede hvad. Det tog mig 20 år mere at finde frem til det.«

Og det skete, da Jasper besøgte sin ven, filminstruktøren Benh Zeitlin – manden bag den roste Beasts of the Southern Wild – under optagelserne til en kortfilm på en flod i New Orleans.

»Jeg havde altid syntes, at det at lave film var så intimiderende, fordi folk går så længe i skole, og det er forbundet med så mange tekniske aspekter. Men så så jeg, hvordan Benh arbejdede. Det var som et sørøverskib i brand. Det var kaotisk, og det var fyldt med skøre mennesker. Jeg blev helt høj af det og tænkte, ’det vil jeg også lave’. Jeg har dog et andet temperament end Ben, så mine optagelser er anderledes. Jeg kan kun tage et vist mål af vanvid og kaos. Det var mere som et cirkus for mig.«

En masse Springsteen

New Jersey spiller en vigtig rolle i Patti Cake$, og Geremy Jasper har, ligesom Patti i filmen, et had-kærlighedsforhold til staten og dens byer, der ligger så tæt på New York, men føles tusindvis af kilometer væk. En af New Jerseys berømte sønner er Bruce Springsteen, og instruktøren beskriver Patti Cake$ som sin måde at lave en Springsteen-film på.

»Jeg lyttede til en masse Springsteen, mens jeg skrev manuskriptet,« siger Jasper.

»Lytter man til hans tekster, og hvad sangene handler om, er de meget lig den historie, jeg fortæller i Patti Cake$. Når man vokser op i New Jersey, føler man, at man næsten kan røre ved New York City, der er universets kulturelle centrum. Men man er fanget på butikstorve og motorveje, hvor der intet sker.«

Når Jasper i dag bevæger sig rundt i et mange steder nedslidt og trøstesløst New Jersey, ser han Patti’er over det hele.

»Jeg ser Jheri’er. Jeg ser Barb’er (Pattis mor, red.). De findes. Det er lidt mærkeligt at finde på personer og så opdage, at de findes i virkeligheden.«

Instruktøren voksede op sammen med en masse barske og stærke kvinder, og Patti Cake$ er også en hyldest til dem og deres måde at være på.

»Det var meget mere interessant at fortælle Pattis historie end en mands,« siger han.

»Jeg kan gode lide den slags brutalt ærlige form for kærlighed, der er imellem Patti og hendes mor og bedstemor. Det er en verden, jeg kender godt og har befundet mig i. Nogle gange gør den mig tosset, andre gange elsker jeg den. Filmen var også mit forsøg på at forlige mig med den verden.«

Stor indre styrke

En anden vigtig ingrediens i Patti Cake$ er selvfølgelig skuespillerne, ikke mindst australske Danielle Macdonald, der spiller rollen som Patti med kunstnernavnene Killa P og Patti Cake$, en figur, Geremy Jasper havde haft i sit hoved i 17 år, længe inden han begyndte at skrive filmen. En dag fik han et fotografi stukket i hånden af sin producer – det var af Macdonald.

»Visuelt lignede Danielle præcis den person, jeg havde i tankerne. Og da jeg så mødte hende, viste hun sig at være en af den slags sjældne skuespillere, der har så megen dybde og talent, at jeg vidste, at jeg kunne bevæge mig dybere, og filmen kunne blive mere følelsesladet. Hun kunne klare det. Hun kunne spille komedie og drama. Hun kan være sexet og sårbar.«

Det sker ikke tit, at man ser kvindelige hovedroller af Pattis størrelse i amerikanske film, og Patti Cake$ er blevet opfattet som et statement omkring alt fra køn og race til kropsidealer og bodyshaming. Men selv om Geremy Jasper gerne erkender, at filmen også handler om at overvinde fordomme, var alt det andet ikke noget, han for alvor tænkte over, da han skrev filmen.

»Da vi skulle besætte rollerne som Patti og Barb, gik det op for mig, hvor få skuespillere der rent faktisk passer til den kropstype. Det var overraskende for mig,« siger han.

»Men da vi gik i gang med optagelserne, tænkte jeg ikke over det. Det gjorde jeg så først bagefter, da andre mennesker begyndte at tale om det. Mens man laver en film, forelsker man sig i figurerne, og man lever med dem og drømmer om dem. Man træder ikke ud af deres verden og ser på den udefra og siger, ’hold da op, det er usædvanligt’. Det eneste, jeg på et tidspunkt sagde, var, at ’jeg tror ikke, at jeg før har set en figur som Patti, der har denne store, indre styrke og værdighed, som skubber hende fremad’.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her