Interview
Læsetid: 5 min.

Ruben Östlund leder efter mennesker, der mislykkes, og som kan sige os noget om os selv

For Ruben Östlund er det ekstreme raseri, der rettes mod individer, der har opført sig uciviliseret, det mest uciviliserede i vor tid. Information har talt med den svenske filminstruktør, der er biografaktuel med sin bidske og morsomme guldpalmevinder, ’The Square’, med danske Claes Bang i hovedrollen
For 20 år siden var det normen at være mand, siger Ruben Östlund: ’Dengang så man ikke på sig selv som en del af en struktur. I dag lever vi med et pres fra 30 forskellige steder, og man har et blik på sig selv udefra, som handler om alle disse moralske spørgsmål’.

For 20 år siden var det normen at være mand, siger Ruben Östlund: ’Dengang så man ikke på sig selv som en del af en struktur. I dag lever vi med et pres fra 30 forskellige steder, og man har et blik på sig selv udefra, som handler om alle disse moralske spørgsmål’.

Sille Veilmark

Kultur
23. november 2017

#MeToo-bevægelsen og de mange historier og anklager om seksuelle krænkelser har sat underholdnings- og mediebranchen, ikke bare i USA, men også i Danmark og Sverige, på den anden ende og samtidig igangsat en kollektiv selvransagelse.

Det er en situation, som den svenske filminstruktør Ruben Östlund nærmest har forudset med sin nye film, Guldpalmevinderen The Square, der rummer en på én gang uhyre morsom og meget voldsom scene, hvor et stort, smokingklædt publikum overværer en performancekunstner gå alt for langt, også seksuelt, i forhold til flere af de tilstedeværende mænd og kvinder.

»Først sidder alle som lammede og gør ingenting, og siden reagerer de med et meget uciviliseret, kollektivt raseri,« fortæller 43-årige Ruben Östlund, da vi mødes på et hotel i København.

»Det er et morsomt billede på det, der sker lige nu i verden. Medier har fået mere magt end loven. Og det er et problem. Når man ser på #MeToo, var det nødvendigt, at nogle hoveder rullede, så man kunne få opmærksomhed omkring problemet. Men der vil være mennesker, som kommer i klemme. Der er mennesker, som har modtaget dødstrusler og været nødt til at forlade Sverige, og deres børn har måttet høre for det i skolen. Men det er en revolution, og så sker den slags. Jeg kan godt forstå raseriet, og den grundlæggende bevægelse er en god ting.«

Han er stille et øjeblik, men siger så:

»Tekst har ikke en chance over for det levende billede, og hvis vi i filmbranchen skal være selvkritiske, er vi nødt til at se på den form for indhold, vi laver. Hvor mange voldsomme mænd, der har slagtet kvindelige ofre, som samtidig har været sexobjekter. Hvis vi mener, at den kultur, vi beskæftiger os med, er vigtig og påvirker mennesker, skal vi se på indholdet. Det bør blive resultatet af den revolution, vi oplever nu. Vi har et økonomisk system, hvor seksualitet har en værdi, man kan anvende. Det er utroligt interessant, at seksualitet både sætter gang i samfundet og river mennesker ned fra toppen.«

Ekstremt raseri

Ruben Östlund elsker sociologi. Han benytter sig af et sociologisk blik og sociologiske greb i sine film, og han elsker mennesker, der fejler, og han kan godt lide at lægge fælder for dem.

»Man dømmer ikke mennesker, der mislykkes, og jeg leder efter dem, der mislykkes, og som kan sige os noget om os selv, og hvorfor vi gør, som vi gør,« siger han, blandt andet med henvisning til The Square, der handler om museumslederen Christian (danske Claes Bang), som både professionelt og privat kæmper med at gøre det rigtige, mens han forbereder en kontroversiel, politisk ladet udstilling på et stort kunstmuseum i Stockholm.

»Jeg er interesseret i de humanistiske værdier, som menneskeheden har diskuteret siden civilisationens begyndelse. Dem er vi bestandigt nødt til at minde os selv om, hvis vi skal handle ud fra dem. Jeg vil gerne have, at vi skal forstå os selv med en slags tilgivende blik og uden det ekstreme raseri, der rettes mod individer, der har opført sig uciviliseret. Det er efter min mening det mest uciviliserede i vor tid. Jeg vil gerne vise et nuanceret billede af, hvad der sker, når vi opfører os på en måde, som vi måske ikke er stolte af.«

Trailer til instruktør Ruben Östlunds film: The Square, der har dansk præmiere den 23. november.

Magtesløse mænd

Scenen med den grænseoverskridende performancekunstner og det smokingklædte publikum var designet til at blive vist til en gallapremiere på filmfestivalen i Cannes, fortæller Ruben Östlund. Han ville have, at ét smokingklædt publikum skulle se på et andet smokingklædt publikum, der ikke vidste, hvordan de skulle håndtere en absurd situation.

»Jeg leder hele tiden efter situationer, hvor jeg tænker: ’For pokker, hvordan ville jeg selv håndtere dette?’ Man placerer sig selv i et hjørne og ser, hvad der sker, og det er altid spændende,« siger han.

»Jeg oplever, at vi gerne vil tage ansvar, men vi er så fandens dårlige til at organisere os. Vi tænker, at vi skal løse alle problemer på et individuelt niveau. Vi vil hellere håndtere vores dårlige samvittighed end løse en praktisk situation. Alle er meget optaget af deres selvbillede.«

Af samme grund håber han, at en film som The Square – og hans tidligere spillefilm, De ufrivillige, Play og Force Majeure – påvirker publikum, får det til at tænke, provokerer det til at handle.

»Jeg kan ikke se en grund til at lave film, hvis ikke man har et ønske om at forandre en holdning. Sådan må det være,« siger han og indrømmer samtidig, at scenen med performancekunstneren ikke fik premierepublikummet i Cannes til at vende blikket indad.

»Det havde overhovedet ingen effekt. Men det er sjovt at tale om.«

The Square er en ambitiøs film, der rummer alle de temaer, Östlund har beskæftiget sig med i sine tidligere værker: Seksuelle relationer, børneopdragelse, parforhold, skyld og straf, ansvar og tillid, politisk korrekthed, medier, racisme, indvandring, kunstverdenen. Det skyldes blandt andet, at filmen er et portræt af en mand, Christian, som skal navigere i en verden, der er markant anderledes end for 20 år siden, og som hele tiden forandrer sig.

»For 20 år siden var det normen at være mand,« siger instruktøren.

»Dengang så man ikke på sig selv som en del af en struktur. I dag lever vi med et pres fra 30 forskellige steder, og man har et blik på sig selv udefra, som handler om alle disse moralske spørgsmål. Vi håndterer moral og etik på et meget højere plan, end vi har gjort tidligere, men vi føler os endnu mere magtesløse.«

Skandinavisk film

Som midaldrende, dansk mand er det svært ikke at genkende sig selv i Ruben Östlunds hovedpersoner, ikke mindst Christian, der i bund og grund er et anstændigt menneske, som forsøger at gøre det rigtige, men fejler spektakulært. Der er noget meget skandinavisk over filmene, som synes at tage udgangspunkt i den fællesskabs- og velfærdstanke, som både Danmark, Norge og Sverige er bygget på.

»Vi har en stærk socialdemokratisk baggrund i Sverige og Skandinavien, og vi har stor tiltro til staten. Vi mener, at vi skal løfte i flok, og vi bliver meget oprørte, når vi ser en tigger på gaden,« siger instruktøren.

»Skal man give penge til en tigger eller ej? Jeg kommer aldrig til alene at løse det problem – jeg er helt magtesløs. Jeg forstår ikke, at man ikke taler om den situation på samfundsniveau og siger, at hvis vi hæver skatten med 0,01 procent for de rigeste i samfundet, så løser vi problemet med det samme. Sådan er det ikke i andre lande, hvor man har et meget mere liberalt syn på verden. Hvis amerikanere ser en tigger, tænker de, at det er deres ansvar som individer at hjælpe det menneske. I vores samfund vil vi have, at det er staten, der skal gøre noget. Det er en sympatisk holdning, og sådan bør det være, men vi bliver helt lammede, fordi vi er endt et sted midt imellem, hvor staten ikke nødvendigvis hjælper.«

The Square har præmiere den 23. november. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

For tyve år siden var det normen at være mand, siger instruktøren. Det var satans! Skal vi lige lade den stå et øjeblik, og tænke..!

Børge Neiiendam

Hanne Ribens, jeg kan ikke greje hvor du vil hen med din kommentar. Er det de 20 år ? Er det normliggørelsen af manden ? Eller hur ?

Børge Neiiendam

Og så vil jeg tilføje, at Samfundet har udviklet sig til et Rod-sammen hvor fejl straffes hårdt, brutalt og voldsomt her og nu, uagtet at vi alle har fejlet i stort som småt.

Når man eksempelvis falder over nogle FB-kommentarer, så undres man over hvilken planet mennesker bag de perfide kommentarer kommer fra.

Lærere der ønsker ordnede forhold i klasserne og ofte adresserer ungernes uvorne opførsel til forældrene, bliver mødt med krav om opsigelse og det der er værre. Politi der kaldes ud til uro, bliver verbalt og fysisk overfaldet. Læger der foretager et fejlskøn, har ingen plads på jord. Vi andre der engang blev forelsket i en anden end vor faste partner, skal have udstillet vort fejltrin i en uendelighed. Fortsæt selv listen.

Jeg finder det passende, at den chikane- og misbrugskultur der har levet i årtusinder - især, men ikke udelukkende, hos mænd, skal skydes totalt ned ! Kan 'Me-too-bevægelsen' være den detonator der medvirker til det, så er det fint for mig.

Nogle påstår at man skal adskille mennesket bag livet, fra mennesket der chikanerer, forbryder sig og misbruger. Tjae, ifølge forskellige historiske informationer, så elskede Hitler dyr. ...

Jeg sender signaler i forskellige retninger med min kommentar, hvilket sætter problemet i perspektiv.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig var det normalt at være en mand! Og lige så normalt at være en kvinde! Men hvorfor lige for tyve år siden, det har det vel været i de umindelige tider vi har været mennesker, så jeg spørger, hvad helvede mener han med sit udsagn? Jeg tænker stadig! ... fordi der må jo følge en konklusion: "Dengang så man ( det må jo så være mændene), ikke sig selv som en del af en struktur". Nå! "Vi (igen mændene) håndterer moral og etik på et meget højere plan, end vi har gjort tidligere, (altså for kun 20 år siden ??), men vi (mændene) føler os endnu mere magtesløse"! Det er da ikke så godt! Hvordan skal vi dog hjælpe mændene???

Børge Neiiendam og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hanne, det Ruben Östlund taler om, er at for 20 år siden var manden mennesket, og kvinden var 'det andet køn'. Det han glemmer er at sådan har det været i alle de tusinder af år, vi har eksisteret, med undtagelse af nogle perioder og kulturer, hvor der har været matriarkat.
Kvinder har i millenier skullet anskue sig selv udefra, fordi de var en vare, mænd skulle være interesseret i.
Det er først i løbet af de seneste årtier, mænd for alvor har oplevet at være selvanskuende, at opleve sig selv set udefra på samme måde. En måde, der gør magtesløs.
Jeg kan så ikke rigtig se, det er særlig klogt, at hr. Ruben undlader at forklare dette - med mindre han STADIG mener, at manden er mennesket, og kvinden er appendikset !?

Bjarne Bisgaard Jensen, Hanne Ribens, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar

og Jesus sagde til dem: ˚den, der er uden skyld kast den første sten”.
Desværre lader det til at der i vore dage er så stort et behov for at vise at man er på den til enhver tid rigtige side, at den reflektion har svære tider. Stor respekt til Ruben Östlund for at forsøge at bringe netop det budskab til torvs igen.

Ejvind Larsen, René Arestrup, Niels Duus Nielsen og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar

rettelse: Den,der er uden synd....