Læsetid: 3 min.

Ruben Östlunds nuancer af dårlig stemning, del 4 og del 5: Ingen kan lide dem, der siger fra

I anledning af premieren på den svenske filminstruktør Ruben Östlunds guldpalmevinder ’The Square’ opridser vi fem pragteksempler på uoprettelig dårlig stemning fra hans tidligere film. De sidste to handler om to måder at sige fra på, som spreder rigtig dårlig stemning
I anledning af premieren på den svenske filminstruktør Ruben Östlunds guldpalmevinder ’The Square’ opridser vi fem pragteksempler på uoprettelig dårlig stemning fra hans tidligere film. De sidste to handler om to måder at sige fra på, som spreder rigtig dårlig stemning

Sille Veilmark

23. november 2017

Del 4: En afgrund af forlegenhed på lærerværelset

I et af handlingssporene i Ruben Östlunds De ufrivillige har en ung kvindelig skolelærer ved navn Sara sagt fra. Først over for skolens midaldrende sløjdlærer, som hun har set give en ulydig elev en endefuld, og så over for sine kolleger. Elevens mor har været forbi for at klage, og lærerne sidder på lærerværelset og bagtaler ham og ynker hans arbejdsløse mor.

Sara mener, det er forkert, og hun mener også, at man skal man sige, hvad man mener, uanset hvad de andre synes. Det har man set hende lære sine elever i en scene, hvor en elev skal svare på, hvilken streg på et billede, der er længst, men bliver forstyrret af, at resten af klassen er blevet instrueret i at sige det modsatte.

Uden for undervisningen er der en del mere uklarhed om, hvad man skal mene og gøre. Sløjdlæreren fortryder ikke noget. Det er farligt at gå amok i et sløjdværksted, og han var nødt til at give drengen en lærestreg. Faktisk kræver han af Sara, at hun enten indgiver en officiel klage over ham eller giver ham en undskyldning. Hun får samarbejdsvanskeligheder, hvis hun bliver ved med at gå og pege fingre på den måde.  

Den mest ubehagelige scene er hverken den, hvor hun ser sin kollega slå barnet, eller den, hvor hun konfronterer lærerkollegiet med det. Det er den, hvor Sara registrerer, at hun bliver holdt udenfor, og kræver at blive inkluderet. I en pause sidder hun mellem kollegerne Ylva og Josef, der sludrer om orme og æbler. Begge er placeret uden for billedet, sådan at Saras reaktioner er det eneste, man kan se. Sara afbryder Josef midt i en anekdote og beder ham om også at se på hende, når han taler. Man bør ikke udelukke nogen i selskabet, forklarer hun næsten pædagogisk. Josef genoptager befippet sin anekdote henvendt til Sara, der lytter så indlevende, at hun gør alle hans sætninger færdige for ham og griner forceret.  

Som ønske er inkluderingen rimelig og retfærdig, men som artikuleret krav er den pinlig og umulig at opfylde, fordi det åbner en ærke-östlundsk afgrund af forlegenhed.  

Trailer til instruktør Ruben Östlunds film: De Ufrivillige fra 2008.

Del 5: Dårlig stemning set fra et træ

Folk i Ruben Östlunds film er splittet mellem at passe på egen ømme navle og at tage sociale hensyn. Hvornår hjælper man andre? Hvornår reagerer man på en situation? Hvornår skal man lege helt? Hvornår skal man bare passe sin egen butik? Hvornår må man bryde fuldstændig sammen?

Östlunds distancerede blik minder om overvågningskameraet, der nøgternt holder øje med og arkiverer de små individuelle bevægelser i samfundet. I mandens ægteskabsknibe under en skiferie i Force Majeure ser vi farcen gennem rengøringspersonalets øjne – altså ’underklassens’ – og gennem børnenes øjne. Det privilegerede middelklassemenneskes forsøg på at leve op til egne idealer om voksenliv kan ses på lang (og kold) afstand af alle andre.

I den racespændte Play fra 2011, derimod, er det børnene, der er hovedpersoner. Det er børn, der udgør truslen, og børn, der trues. Handlingen – netop filmet med overvågningskameraets æstetik – er baseret på dokumenter fra et faktisk retsforløb i Göteborg om en gruppe ’mørke’ drenge, der med social list og manipulation frarøver en gruppe ikkebrune børn deres mobiltelefoner.

Vi følger den privilegerede, ikkebrune middelklassedrengeflok (de ’pæne’ drenge), der i et shoppingcenter konfronteres af de brune drenge, der hævder, at en af de pæne drenge har hans mobil. Det benægtes, men den brune dreng insisterer, og det igangsætter et underligt manipulatorisk tovtrækkeri, der fører begge grupper uden for byen – langt væk hjemmefra.

De pæne drenge er så pænt opdragede, at de slet ikke ved, hvordan man skal sige fra, mens de brune drenge udnytter den lurende angst, de pæne små samfundsborgere har for dem. Indtil en ung lille hvid purk pludselig kravler op i et træ og nægter at komme ned igen.

Hvis man ikke ved, om man skal flygte eller adlyde, være helt eller skurk i en givet akavet situation, så kan man kravle op i et træ. Det skaber rigtig dårlig stemning blandt dem, der stadig sidder fast i situationen, men lige her gør Östlund barnet til samfundets sande voksne – ham der nægter hele præmissen for den dårlige stemning og hæver sig over den.

Trailer til instruktør Ruben Östlunds film: Play fra 2011.

Serie

Ruben Östlunds fem nuancer af dårlig stemning

På torsdag har Informations foretrukne instruktør, Ruben Östlund, dansk premiere på sin guldpalmevindende film ’The Square’. Östlund har længe været skandinavisk mester i fremstilling af rigtig dårlig stemning. Vi varmer ugen igennem op med nogle af de mest geniale eksempler fra hans mesterlige bagkatalog.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu