Læsetid: 2 min.

Jeg havde sådan brug for en voksen. Det blev Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen turde fortælle om det, der af gode og kærlige grunde ikke var andre, der turde fortælle mig om.

Knud Jacobsen

25. november 2017

Da jeg var 12 år gammel, stjal jeg en roman af Tove Ditlevsen. Der var mange bøger i mit barndomshjem, og langt de fleste stod til fri afbenyttelse på stigereolerne i stuen, mens de bøger og sager, man ikke måtte kigge i – dagbøger, brevbunker, privatlivsdokumenter – stod i mine forældres kontor. Det var altså her, på øverste hylde, min mor havde valgt at placere Tove Ditlevsens Ansigterne fra 1968, og det var fra dette forbudte sted, jeg snuppede den.

Ansigterne er til dato en af de mest ubehagelige romaner, jeg nogensinde har læst. Den handler om Lise Mundus, der indlægges på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital. Hun har et sygt og psykotisk sind, der lyder stemmer inde fra hovedpuden, hun kan ikke adskille virkeligt fra uvirkeligt, hendes mand er en gemen stodder, hun har ikke styr på sig selv og sit liv, der er koldt og helt umuligt ensomt i hendes værelse på afdelingen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu