Læsetid 2 min.

Jeg havde sådan brug for en voksen. Det blev Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen turde fortælle om det, der af gode og kærlige grunde ikke var andre, der turde fortælle mig om.

Knud Jacobsen

25. november 2017

Da jeg var 12 år gammel, stjal jeg en roman af Tove Ditlevsen. Der var mange bøger i mit barndomshjem, og langt de fleste stod til fri afbenyttelse på stigereolerne i stuen, mens de bøger og sager, man ikke måtte kigge i – dagbøger, brevbunker, privatlivsdokumenter – stod i mine forældres kontor. Det var altså her, på øverste hylde, min mor havde valgt at placere Tove Ditlevsens Ansigterne fra 1968, og det var fra dette forbudte sted, jeg snuppede den.

Ansigterne er til dato en af de mest ubehagelige romaner, jeg nogensinde har læst. Den handler om Lise Mundus, der indlægges på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital. Hun har et sygt og psykotisk sind, der lyder stemmer inde fra hovedpuden, hun kan ikke adskille virkeligt fra uvirkeligt, hendes mand er en gemen stodder, hun har ikke styr på sig selv og sit liv, der er koldt og helt umuligt ensomt i hendes værelse på afdelingen.

Da jeg var ni år gammel, blev min mor for første gang i mit liv indlagt på et psykiatrisk hospital. Hun var med jævne mellemrum syg, deprimeret og ulykkelig og ensom. Og en mor har ikke lyst til at fortælle sit barn om, hvor ulykkeligt og umuligt og ensomt, der nogle gange er inde i hende. Hun har ikke lyst til, at man skal vide, hvor koldt og stilhedsstøjende, der kan være på et værelse på et psykiatrisk hospital, så hun fortæller hellere om en god frugtordning, en flot havudsigt og et ganske passende udvalg af puslespil i tv-stuen.

Mange af Tove Ditlevsens samtidige forfatterkollegaer så ned på, at hun optrådte i livsstilsagtige boligreportager, gav interview om dette og hint, ofte fotograferet i køkkenet, ved skrivebordet, med sine børn, næsten altid placeret i hjemmet.

 

 
Læs også

Men jeg vidste det jo godt. Man kender tegnene, sukkene og de nedrullede gardiner, man kan ikke skjule den slags. Og jeg havde sådan brug for en voksen, der ville fortælle mig om det, der egentlig foregik inde i det syge og mørklagte sind – uden indpakning og skånekost. Hvordan der så ud, helt konkret, hvordan der mærkedes, hvordan der var dæmpet ned og skruet uhyrligt op for alle lyde på samme tid.

Og det gjorde Tove Ditlevsen. Nådesløst. Eksempelvis sådan her:

»Bag hende var mørket og angsten og lugten af sved, søvn og støv. Bag hende var sengen med den tunge, klamme dyne, der var som låget på en kiste. Bag hende stod den indespærrede nat og gærede som tilproppet syltetøj, der ikke kom luft til.«

Tove Ditlevsen turde fortælle om det, der af gode og kærlige grunde ikke var andre, der turde fortælle mig om. Vi dedikerer i denne uge tillægget til Tove Ditlevsen. Ikke bare fordi hun den 14. december ville have fyldt 100 år, men fordi hun hele tiden fylder noget særligt i alle, der har læst hende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu