Sådan føles det for en skuespiller at slå ihjel, voldtage og blotte sig

Rejseholdet

»Det skulle mine børn bare ikke se«

Jesper Lohmann spiller politimester Erik Sørensen, som i 27. afsnit af ’Rejseholdet’ slår sin niece ihjel på Bornholm og prøver at camouflere mordet, så det ligner, at seriemorderen Indianeren har været på spil.

»I afsnittet bliver det gradvist afdækket, hvor plaget en mand, min karakter er. Hans gravide kone har lige forladt ham, og han er helt fra den. Jeg forestillede mig, at han nærmest heller ikke selv var klar over, hvad han havde gjort – at han fortrængte, at han havde slået sin niece ihjel. Det er væmmeligt at tænke tilbage på, for Sørensen var jo et civiliseret menneske, som det slog klik for.«

»Scenen, hvor jeg kvæler Neel (Rønholdt, som spiller Sørensens niece Kath, red.) var modbydelig at indspille. Det var helt vildt koldt, slet ikke rart. Det var frygteligt at se Neel, som frøs og var våd og næsten ikke havde noget tøj på. Det skulle bare overståes. Føj for helvede, det var ulykkeligt og væmmeligt, var det.«

»Jeg var lidt mere hårdhudet dengang, tror jeg. Det faldt mig mere naturligt at spille de hårdkogte typer som ung. Det var nemmere for mig at gå ind og afsøge de mørkeste krinkelkroge i forbryderes sind og undersøge forbrydelsens væsen i dybden. Jeg ville nok gøre det anderledes i dag. Jeg er ikke sikker på, at jeg har nerver til at kravle derind længere. Jeg har fået børn og er blevet noget mere blødhjertet.«

»Det, der var mest interessant ved at spille Sørensen, var at vise hans underliggende behov for at blive afsløret. Der blev jeg inspireret af Raskolnikov fra Dostojevskijs Forbrydelse og Straf. Han længes også, uden at vide det, efter at blive afsløret. Det er et menneskeligt behov, tror jeg. At blive udfriet af sin forbrydelse.«

»Det er ikke så længe siden, jeg sad i sofaen med mine børn og zappede. De har ikke set Rejseholdet, men vi ramte ned i en genudsendelse og lige ind i den scene, hvor jeg slås med Ingrid (Charlotte Fich, red.) efter hun har regnet ud, at det er mig, der er morderen. Der sagde jeg til mine unger, at det skulle de ikke se. Det skulle de bare ikke se. Det var mere uhyggeligt, end jeg huskede.«

Krøniken

’Jeg skulle arbejde med at finde den vrede frem’

Lai Yde spillede Per Cedergren i 'Krøniken', hvor han, efter at være blevet afvist af sin kæreste, Søs, voldtager hende i en baggård.

»I scenen skulle jeg presse Maibritt (Saerens, red.), som spillede min kæreste, op ad nogle skraldespande i en mørk baggård. Egentlig er jeg slet ikke blufærdigt anlagt, men det der med at stå med bukserne nede om anklerne og voldtage sin kæreste foran 50 mennesker og med kameraer og lys lige i fjæset – det var grænseoverskridende. Jeg koncentrerede mig bare om at spille godt, så vi kunne få den i kassen hurtigst muligt. Selv om scenen endte med at være kort, indspillede vi over to dage. Det var nogle lange, kolde aftener.«

»Selv om det måske ser naturligt ud på optagelsen, var overfaldet koordineret ned til mindste detalje. Vi havde begge to mikrofoner på, som vi ikke måtte dække til, og hvis vi kom til at bevæge os uden for scenelyset, var optagelsen ødelagt. Der var kun meget små rum til improvisation, og der er tilliden vigtig. Jeg kunne mærke, at Maibritt stolede mere og mere på mig, som optagelserne skred frem.«

»Voldtægtsscener kan være meget grænseoverskridende for mændene også. Det er sårbart for alle parter. Primært er det jo pigen, der er offeret og bliver grebet og overfaldet, men der er jo den anden side også, hvor man som mand også er inde, hvor det gør ondt. På settet er der kun fokus på kvindernes velbefindende, og det kan godt være lidt hårdt. Jeg gør det også selv, fokuserer hundrede procent på kvinden i sådan en scene. Så kan jeg først mærke bagefter, at det også satte et spor i mig.«

»Min karakter i Krøniken, Per, er en ung, desperat mand. Han føler, at hans kæreste kører ham rundt i manegen og fatter ikke en lyd af, hvad der foregår. Og ud af det kommer jo så den her voldshandling. Jeg kunne godt kende dele af karakteren i mig selv, jeg har også oplevet at være frustreret over ikke at kunne gennemskue det modsatte køn. Overfaldsmænd er jo ofte i dyb, dyb smerte, så da jeg gik ind i den rolle, tog jeg hans smerte og desperation på mig.«

»Jeg brugte tid på at sætte mig ind i, hvordan kønsrollerne var på den tid, Krøniken foregår i. Jeg er vokset op i et hippiemiljø, hvor mænd sagtens kan tale om følelser og være kede af det. Til gengæld er jeg ikke vokset op i et miljø, hvor vrede var okay. Så jeg skulle arbejde med at finde den vrede frem, som min karakter føler.«

Smukke Mennesker

’Blottertrangen er en diagnose’

Henrik Prip spiller den midaldrende Anders i Mikkel Munch-Fals spillefilm ’Smukke Mennesker’ fra 2010. Han er netop blevet forladt af sin familie, fordi han ikke kan lade være at blotte sig for kvinder, han møder i den lokale park.

»Da jeg første gang læste manuskriptet, tænkte jeg, at den karakter havde jeg ikke set før, hverken på film, romaner, i teatret eller i noget dramatik i det hele taget, så han var interessant. Han virkede jo utrolig klam og utrolig mærkelig. Det er en mærkelig trang at have, at blotte sig. Så jeg vendte lige skråen lidt og gav mig til at læse om blotteri for at forberede mig på at spille Anders.«

»Der er to scener i filmen, som i den grad viser spændvidden i min karakters indre konflikt. I den første sidder han på en bænk i parken og er glad og smalltalker lidt med en fremmed kvinde og hiver så pludselig en stiv pik frem. Det er jo den ene side af hans lyst. Kort efter står han grædende og skrigende i sit køkken og prøver at skære den af med en køkkenkniv. Det indkapsler det store kors, han slæber rundt på.«

»Hvis jeg havde haft en karakter, som fysisk forgreb sig på kvinder og havde en voldelig adfærd, ville min erindring om det være stærkere. Dét er ikke behageligt at spille, fordi man jo skal relatere til sig selv og sine egne eventuelle voldelige sider – og dermed åbne for en mørk side.«

»Trangen til at blotte sig er en diagnose, og det var med det i baghovedet, at jeg gik til rollen – at han er syg mere end en lyststyret krænker. Men hans ofre føler sig krænkede, det er der ingen tvivl om. Blotteri er ekstremt ubehageligt at blive udsat for, men han er jo ikke en farlig mand, og blottere, har jeg læst mig til i min research til rollen, er jo meget sjældent nogen, som også overfalder. De står i det skjulte og vil egentlig bare ses og ikke andet. Derfor er min indgang til karakteren fyldt med en masse empati for at prøve at skildre hans smerte ved sig selv og hans egen uvane og sygdom.«

»Under scenerne i parken og også i kopirummet, hvor Anders blotter sig, kunne jeg tydeligt og smerteligt mærke, hvor meget skade han gjorde på sine ofre. Hvor voldsomt og chokerende det er at blive udsat for. Hvor forståeligt det er, at den slags skal straffes eller i hvert fald behandles. Alt det kunne jeg selvfølgelig godt mærke – jeg var nærmest nødt til at sige undskyld til mine kvindelige medspillere bagefter, men de tog det pænt!«

»Jeg oplevede rollen som grænseoverskridende, men ikke på en dårlig måde. Som skuespiller indvilger du også i at få dine grænser rykket til en vis grad. Så må man selv mærke efter, hvor langt man vil gå. Jeg er faktisk ikke nøgen i filmen. Det erigerede lem, man ser i scenen i parken, er ikke mit eget, det er lavet i efterredigeringen. Det var en aftale fra starten, for det ville netop være langt over grænsen, hvis man bad mig om at blotte mig selv på den måde. Jeg har været nøgen mange gange på scenen, så det har jeg ikke så svært ved på film. Men det er heller ikke noget, jeg glæder mig til – jeg er jo ikke blotter i virkeligheden.«

Historien om Danmark

»Bagefter highfivede vi«

Jens-Henrik Lose spiller en unavngiven voldtægtsmand, som forfølger og forgriber sig på en landsbypige i fjerde afsnit af ’Historien om Danmark’, som foregår i den tidlige middelalder.

»Til hverdag arbejder jeg som fængselsbetjent, men jeg fik tilbudt rollen, fordi jeg engang imellem arbejder som statist. Jeg har mest lavet sådan noget, hvor jeg skulle sidde i baggrunden eller køre forbi på cykel, så det her var min mest udfordrende statistrolle til dato.«

»Da de ringede fra castingbureauet, spurgte de som det første, om jeg var klar på at spille voldtægtsmand. Jeg sagde ja med det samme. På dagen fik jeg kriller i maven, og tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Jeg var mest bange for, at jeg skulle have tøjet af eller bukserne ned. Det skulle jeg heldigvis ikke, men jeg skulle lave sådan nogle bevægelser med underlivet, som jeg syntes var lidt grænseoverskridende.«

»Scenen var brutal, synes jeg. Jeg skulle følge efter mit offer gennem en skov lidt væk fra landsbyen, hvor vi begge to boede. Min karakter kendte ikke offeret, men havde luret på hende et stykke tid på markedspladsen i landsbyen. Hun flygter fra mig, og da jeg indhenter hende, skubber jeg hende ned i skovbunden og lægger mig oven på hende.«

»Inden vi begyndte indspilningen, havde vi været rundt og fjerne pinde fra skovbunden, hvor jeg skulle vælte hende ned. Vi havde lagt noget mos, så det var blødt for hende. Jeg havde kun udvekslet et par ord med hende, men det, jeg koncentrerede mig mest om undervejs, var, om det var for voldsomt for hende. Jeg er meget større end hende, og i situationen kan man godt blive revet lidt med, og jeg var bange for, at jeg pressede hendes hoved for hårdt ned i jorden. Jeg havde sagt til hende, at hun skulle sige fra, hvis det gjorde ondt, men hun stoppede mig ikke en eneste gang. Hun var virkelig hårdfør. Bagefter highfivede vi og drak kaffe sammen i varmestuen. Jeg var virkelig imponeret over, at hun kunne være så professionel omkring det. Det gjorde det meget lettere for mig at træde ind i rollen som voldtægtsmand.«

»Oprindeligt var scenen meget mere voldsom, end det man ser på fjernsynet. Jeg skulle slå mit offer med en kæp og smøre blod ud i ansigtet på hende. Jeg slog pinden hårdt ned i jorden ved siden af hendes hoved, og så lavede hun spjæt, som om hun blev slået. Det blev slettet i sidste øjeblik, fordi instruktøren syntes, at det var for voldsomt for seerne. Det er jo en familieserie, og jeg var simpelthen for god til at se farlig ud.«