Læsetid 3 min.

Sådan opdrager du dit barn

Vores kamp for frigørelse har nedbrudt normerne for, hvordan vi omgås hinanden. Det har gjort Emma Gads 100 år gamle værk mere relevant end længe. I Informations julekalender skriver vi ’Takt og Tone’ om, så den passer til de store, nære konflikter, vi står overfor i 2018
Vores kamp for frigørelse har nedbrudt normerne for, hvordan vi omgås hinanden. Det har gjort Emma Gads 100 år gamle værk mere relevant end længe. I Informations julekalender skriver vi ’Takt og Tone’ om, så den passer til de store, nære konflikter, vi står overfor i 2018
1. december 2017

Prygl kan paa ærekære opvoksende Børn virke som en saadan forsmædelse, at den længe efter bliver siddende som en Brod i Hjertet. Ja, det kan ske at det aldrig glemmes. (...) Slå fremfor alt ikke Børn, naar Fremmede er til stede. Det glemmes vanskelig.

Emma Gad, Takt og Tone (1918)

Der er både gode og dårlige nyheder, når det kommer til børneopdragelse.

Den dårlige er, at du ikke har kontrol over dit barn. Den gode er, at du har fuld kontrol over dig selv. Derfor kan du læne dig roligt tilbage og glemme alt om social engeneering og i stedet koncentrere dig om at være et godt menneske, der leder ved eksemplet. 

Men der er jo også en praktisk hverdag, der skal hænge sammen, så her et par konkrete råd: 

Vær en klar autoritet. Der er i tiden en tilbøjelighed til ikke at ville være ved, at der er magtforhold i alle relationer. Det er der naturligvis i forholdet mellem barn og forældre. Når din magt først er anerkendt og etableret, bliver det tydeligt, hvor vigtigt det er at vælge magtudøvelse med omhu. Så undlad at mikrokorrigere dit barn. Jo sjældnere man siger nej, jo større er effekten, og des tydeligere bliver det for barnet, at der er vigtige og mindre vigtige ting i verden.

Er I endt i en nej-spiral, så prøv med en kold tyrker. Før du griber ind, så spørg dig selv, om der er risiko for, at nogen kommer alvorligt til skade, eller om barnet er ved at ødelægge en genstand, som du har arvet af en nær, kær afdød person. Er svaret nej, så lad være med at blande dig. Med tiden kan du så lægge nej'er til, der handler om mindre alvorlige ting.  

Vær i disse situationer ikke bange for at udøve din autoritet uden forhandling. Spørger barnet ’hvorfor?’, er svar som ’fordi sådan vil jeg have det, skat’ eller ’fordi sådan gør vi her, pomfrit’ glimrende og helt legitime.

Børn aner svaghedstegn

Skæld ikke dit barn ud. Det lille barn forstår ikke meningen bag, så tilbage står blot den fysiske oplevelse af overfusning og den utrygge undren over transformationen af den ellers civiliserede forældre.

For det større barn kan det endda være endnu værre. For når du skælder ud, mister de respekten for dig. De ved jo nu, i deres stadig mere omfattende gang i stadig større cirkler af samfundet, at det kun er mennesker, der mangler kontrol på grund af f.eks. stort alkoholindtag, der ellers går rundt og råber.

Derfor er der overhængende risiko for, at den skideballe, der for den voksne handler om at sætte sig i respekt, har den stik modsatte virkning. Husk, børn aner svaghedstegn hos enhver, der står mellem dem og det, de vil have. Lad dem ikke se, at du grundlæggende set også selv mangler impuls- og selvkontrol. 

Så skæld ikke børn ud. Men gør det i særdelseshed ikke, når andre kigger på. Det er ydmygende for barnet, og det er uendelig pinligt for dig. Aldrig i supermarkeder, i offentlige transportmidler eller i sociale sammenhænge som f.eks. vejfester eller sommerhusture. Skal deres opførsel død og pine korrigeres, når I er ude, og hjælper en halv time med en iPad ikke, så fjern roligt og naturligt barnet fra situationen ved f.eks. at foreslå en hyggelig aktivitet, og tal imens med barnet om, hvad fællesskabet accepterer og ikke accepterer. Forvent ikke, at barnet anerkender din position med ord. De har hørt det. 

Så skæld ikke børn ud, da ord hos både det lille og det store barn kan føles som vold, og derfor kan de sidde i barnet længe efter. For mens voksne mennesker naturligvis må leve med at blive mødt med ord, som de ikke bryder sig om i eksemplevis den offenlige debat, fordi sådan er det nu engang, kan barnet forvente ikke at blive udsat for verbale lussinger fra sin primære omsorgsperson. Det glemmes vanskelig.

Når du alligvel mister kontrollen, så sig undskyld til barnet uden ’men’. Og tilgiv derefter dig selv, fordi det jo er selve kærlighedens væsen, at følelserne er store og voldsomme.

Informations julekalender 2017: Emma Gad til vores tid

Informations julekalender 2017 er en Takt og Tone til vores tid. Vi vil ikke tilbage til gamles dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Derfor vi Emma Gads ’Takt og Tone’ om, så den passer til de store, nære konflikter, vi står overfor i 2018.

Seneste artikler

  • Sådan holder du en god juleaften

    24. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 24: ’Sådan holder du en god juleaften’
  • Sådan håndterer du penge mellem venner

    23. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 23: ’Sådan håndterer man penge mellem venner’
  • Sådan er du vært for rygere

    21. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 21: ’Sådan er du vært for rygere’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Sandreuter
  • Torben Lindegaard
  • Morten Lind
  • Katrine Damm
  • Niels Nielsen
  • randi christiansen
  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
David Sandreuter, Torben Lindegaard, Morten Lind, Katrine Damm, Niels Nielsen, randi christiansen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

“I Informations julekalender skriver vi derfor ’Takt og Tone’ om, så den passer til de store, nære konflikter, vi står overfor i 2018.”

“Vær en klar autoritet.”
Nej det har intet med magt at gøre, det handler om tillid og tryghed.

Min yngste på otte år, gør det han bliver bedt om, fordi min søn ved, at hans far og mor passer på ham og det er trygt for min søn.

Jeg er hans far, han er barnet, jeg er den voksne, som min dreng kender bedst, det er mig der passer på ham og det er han helt klar over.

Det han gør, er trygt for ham, han ved godt at det er godt ment, det far og mor siger selvom han vil noget andet, han ved, at han har brug for far og mor og kan være tryg ved, at være sammen med os og lære nye ting, der gør, at han kan stadigt flere ting selv.

Det bedste han ved er hans familien, hans far, mor og to storebrødre, som han kan drukner i spørgsmål, som vi nu stadigt oftere, må bruge søgemaskine for at kunne svare på.

Når han går rundt med en tablet og jeg siger: skat husk at lukke den når du går’, så gør han det, men han glemmer det stadigvæk ind i mellem, når han er ivrig efter, at finde svar på noget.

Autoritet.
“En autoritet er en magt(person eller instans), hvis funktion hviler på evnen til at udøve denne magt.”
Link: https://da.m.wikipedia.org/wiki/Autoritet

Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Børns uspolerede tillid er en magtfaktor overfor deres forældres kroniske dårlige samvittighed over at arbejde for meget.

morten rosendahl larsen

At være en autoritet overfor et barn, handler ikke om at udøve magt ! Det handler om at være "voksen" Jeg er typen der altid har troet, at det vidste jeg alt om....har så måtte erkende, at det gjorde jeg ikke..slet ikke, og jo mere jeg lærer...Jo tydeligere bliver det for mig, hvor meget jeg ikke ved. Og det fortsætter vel til jeg tager billetten..
Men en ansvarlig voksen ved mere end end barn eller ung ! Derfor skal man som voksen ikke være bange for at træde i karakter, og sætte rammer for adfærd, opførsel, samvær, pligter ansvar og meget andet. Som man ved vil gavne barnet, på den lange bane....Alt kan diskuteres, og alt skal kunne skal begrundes, men det er jo ikke sikkert at barnet kan se, at en god fx god bordskik, er en gave at herske på et tidspunkt, eller det ikke er hensigtmæssigt at være på telefonen for meget, eller på tidspunkter hvor man burde sove. Derfor er det fint at sige, nu har vi talt om det, jeg har forklaret min bevægegrund, og lige det her, det bestemmer jeg, og sådan bliver det. Det er ikke at anvende magt i min verden. Hvis så et brud på "aftalen" skulle forekomme, må man jo tage den derfra..
Men som lærer oplever jeg at mange forældre, måske grundet dårlig samvittighed, skal være venner med deres barn, og der må endelig ikke være konflikter, når nu vi endelig er sammen, og alt er til diskussion, og som udgangspunkt ved børn og voksne lige meget. Så hellere lidt autoritet..

Christoffer Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Daniel Rasmussen

"Der er i tiden en tilbøjelighed til ikke at ville være ved, at der er magtforhold i alle relationer."
Kommentarende viser virkelig hvor sandt et udsagn ovenstående er!

Det vigtigste tror jeg er at se barnet som et menneske med potentialer og er man forældre har man ansvaret for den udvikling uanset. Barnet er en genetisk del af dig, Hvor meget det betyder ved nok ingen helt til bunds da alt e ri forandring, men en kerne af tryghed kærlighed og ansvarlighed samt omsorg må være et fundament for os alle sammen. En af de grundlæggende udgangspunkter i tankegangen må være menneskesynet: tror man at barnet som grundlag bliver et utåleligt magt menneske med egoet som centrum, hvis det ikke "styres" eller tror man at barnet bliver et almindeligt socialt og kærligt væsen, hvis det bare mødes med de forventninger som udgangspunkt.

Christoffer Pedersen

Tro mig, der findes mennesker i alle aldre som absolut har behov for en skideballe hvis der skal være håb om hensigtsmæssig adfærd.