Læsetid: 5 min.

Det der ’Scaramouche, Scaramouche, will you do the fandango’, det er for vildt

Den engelske gruppe Queen var ét af de mest outrerede bands på den i forvejen ret vilde britiske rockscene i 1970’erne. De var også fremragende musikere, der stod fadder til en lang stribe rockklassikere. Som opvarmning til koncerten med to fjerdedele af bandet i Royal Arena i aften har Klaus Lynggaard skrevet et erindrende hyldest-essay
Freddie Mercury i spidsen for Queen i Brøndbyhallen i 1977. Et band, der er alt, alt for meget, og hvis opsamlingsalbum er det mest solgte i England nogensinde og tilsvarende upopulært hos anmeldere. Undtagelsen er Klaus Lynggaard.

Freddie Mercury i spidsen for Queen i Brøndbyhallen i 1977. Et band, der er alt, alt for meget, og hvis opsamlingsalbum er det mest solgte i England nogensinde og tilsvarende upopulært hos anmeldere. Undtagelsen er Klaus Lynggaard.

Jesper Stormly Hansen

22. november 2017

Peter, en af mine rigtig gode venner, arbejdede på det lokale musikbibliotek, hvilket havde den fordel, at han som den første fik adgang til de dengang så eftertragtede, men også hundedyre lp’er, som var vores længslers mål.

For som en anden bekendt nævnte for nylig, da snakken faldt på de der skide 1970’ere, »Kom man for skade at købe en lp, man ikke brød sig om, spillede man den bare, indtil man kunne lide den!« Men ellers klarede jeg mig i vid udstrækning med musikbiblioteket, hvor man i vores kommune kunne låne to lp’er pr. lånerkort, halleluja. Det var så lige hjem og overspille dem til spolebånd, og så tilbage til bib med dem for at låne yderligere to!

Nå, en rigtig røvsyg vinterdag op til juleferien 1975 kommer Peter farende ind på mit værelse med vilde øjne og en lp under armen, som han er meget omhyggelig med ikke at lade mig se. »Nu skal du bare høre,« siger han og sætter et nummer på. Derefter vender han sig forventningsfuld om for at se min reaktion.

Nå, men det starter med noget flerstemmig korsang, før det slår over i en klaverballade. »Det lyder som Mercury,« forsøger jeg, ham går man ikke galt i byen med, selvom det irriterer Peter lidt, at jeg gætter det så hurtigt.

»Ja, ja, det er Queen, men hør nu efter,« siger han, »men hør nu efter.«

»Mama, I just killed a man«, synger gode gamle Freddie og har på stedet min fulde opmærksomhed, for den mand kan synge. Det udvikler sig stille og roligt til en af de der bombastiske rockballader, der var karakteristiske for tiden, men indtil videre er alt efter bogen.

Queen: Bohemian Rhapsody 

Den stiger i intensitet og Freddie synger, »I don’t wanna die, sometimes I wish I’d never been born at all«, og derefter sætter Brian May i med en guitarsolo, hans lyd tager man heller aldrig fejl af. Men så – og vi er allerede tre minutter inde i sangen – ændrer den med et fuldstændig karakter, men det gjorde sange jo i 70’erne.

Bare ikke i helt så høj grad som her, hvor den nærmest slår over i, ja hvad? Opera? Hvad ved vi om opera, os der spiser Bowie og Elton John til morgenmad, for Christ’s sake.

Men altså det der »Scaramouche, Scaramouche, will you do the fandango«, det er for vildt, måden korstemmerne (det lyder, som om der er mindst hundrede af dem) svarer Freddie på, før det slår over i mere typisk tungrock af den art, Queen indtil da var mest kendt for. Før den atter går ned i tempo og Freddie siger de ord, vi forstår så godt, »Nothing really matters«.

Wow bare wow

Nummeret er ovre, og Peter og kigger triumferende på mig. »Hvad siger du så?«

»Jeg siger wow!« siger jeg. »Bare wow.« Og mere er der ikke at sige om den sag, ikke siden 10cc’s »I’m Not in Love« har mine ører været udsat for en så stor mængde information, vi spiller kåde nummeret igen og igen, jeg spørger om resten af lp’en er lige så god, det er den ikke, forsikrer Peter.

Ikke desto mindre bliver A Night at the Opera (udsendt op mod 1975 er titlen tyvstjålet fra Marx Brothers-filmen af samme navn) et af de albums, vi hører mest i det herrens år 1976. Det er stilistisk så stor en rodebutik, at man skal tilbage til de sene Beatles for at høre noget lignende, men da bandet ubesværet mestrer alle de forskellige genrer, det kaster sig over, no problemos.

Ikke at Queen er er ubeskrevet blad på daværende tidspunkt, overhovedet ikke. Tre solide rockalbums med glamkant havde givet dem et godt ry blandt rødderne, og selv var jeg rigtig vild med Sheer Heart Attack (1974), stadig min favorit med bandet. Men selvom alle kendte og kunne lide Queen, var det stadig ikke nogens yndlingsband. Ikke som Deep Purple, Led Zeppelin, Pink Floyd eller Black Sabbath var, i hvert fald.

Folkets kærlighed og elitens (læs: kritikkens) anerkendelse er rockmusikkens indbyggede paradoks. Lige siden The Beatles i 1960’erne beviste, at det kunne lade sig gøre at blæse og have mel i munden, har det været mange rockmusikeres mere eller mindre udtalte ambition at opnå begge dele.

Og Queen havde sine fans, og mange af dem tilmed. Gruppen var ikke blot kendt for sin musik og sine ofte himmelråbende ambitiøse (nogle sagde prætentiøse) udgivelser, men også som et forrykt godt liveband, der kunne forløse sine hulens svære kompositioner på en scene. Men kritikerne … ja, de hadede dem. Skulle man udpege kritikkens all time greatest prygelknabe, ligger de herrer Mercury, May, Deacon og Taylor lige til den trætte højrefod.

Opslaget om Queen i Rolling Stone Album Guide (fra 2004) starter fx således: »Excessive, decadent, theatrical, androgynous, tasteless, mocking, ironic, self-conscious: Queen lived up to its moniker with gleeful abandon.« Vel, det lyder som en stribe gode grunde til at holde af orkesteret, hvis De spørger mig. På det personlige plan hang jeg dog kun ved til 1977’s News of the World (ja, det med »We Will Rock You« og »We Are the Champions«), gruppens efter min mening sidste rigtig vellykkede skive (i hvert fald indtil 1991’s Innuendo, dens fornemme svanesang).

Oldinge på 30

Punken stak samme år sit beskidte fjæs frem, og med den fulgte den brændte jords taktik, for alle fordums idoler (kaldet dinosaurer) røg ud med badevandet. Og herregud, de fire gentlemen fra Queen var jo alle oldinge på omkring de 30, så ud til højre (eller var det venstre?) med dem, ja det var nogen af de første oldtidsplader, jeg solgte.

Ikke desto mindre spidsede jeg ører, hver gang endnu et hit fra den kant blev spillet på radioen op gennem de godt nok ret festlige firsere, og havde jeg fået noget at drikke, lidt til næsen og et par bap af en joint, kunne jeg godt kaste mig ud i et lidenskabeligt forsvar for Queens kvaliteter. Ikke altid den perfekte icebreaker over for det til stadighed enormt attraktive køn på Montmartres natdisc, but there you go.

Det kan jeg stadigvæk, forsvare Queen, altså, for der er noget over den måde, alting overdrives på i gruppens musikalske univers, der slår helt centralt ned i mig. Overdrivelsens kunst, ikke sandt. »Always leave ’em wanting less«, som Warhol sagde. En så labert indbydende ekstravagance kan jeg ikke modstå. Og kan man ikke nøjes med deres Greatest Hits (i øvrigt det mest solgte album i England. Nogensinde!), spørger De nu? Jo da. Den nøjsomme kan.

Og gu’ blev jeg oprigtigt ked af det, da Freddie checkede ud i 1991, som følge af den dengang dødelige Aids. Verden falmede en smule, det gjorde den. Nuvel. Minderne har jeg da. Flere og flere, tilmed. These are the days of our lives. Indeed.

To fjerdedele af Queen spiller med Adam Lambert som sanger på Royal Arena d. 22.11.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Per Klüver
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm, Per Klüver, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

De røg ind med Uriah Heap, Journey, Camel, Wishbone Ash, Manfred Manns Earth Band, Supertramp, Genesis og alle de andre, men de var bare så dygtige musikere og vandt nærmest guld på Live Aid. Storladen hård rock med humor og selvironi.

Niels Duus Nielsen

Jeg kom lidt sent til Queen, de var af en eller anden grund ikke rigtigt comme il faut i den seriøse rockverden. I dag betragter jeg Queen som selvskrevet blandt de tyve vigtigste rockbands fra sidste århundrede.

Dog gad jeg ikke gå til koncert med dem i dag; det var Freddy Mercury, der var stjernen, uden ham er det blot "just another band from London".

Anders Sørensen

Jeg kan ikke tage et eneste band seriøst, hvis de ikke har lavet (betydende) musik sammen. Så er det et jamband. Et coverband.

Som Queen er det. I det mindste erkender de det selv.

Anders Sørensen

@Niels Nielsen, jeg ser, at jeg fik formuleret mig ret upræcist.

Det, jeg mente, var, at jeg ikke kan tage den nuværende inkarnation af Queen alvorligt. Jeg ved dog ikke, hvorfor jeg skrev det her, jeg har sikkert i skyndingen glemt, at jeg ikke var i kommentarsporet til en anmeldelse af den nylige koncert.

Aaanyways, jeg tager bestemt Queen ( det RIGTIGE ...) seriøst. Man kan vel ikke, helt objektivt, komme uden om deres kvaliteter - eller ligefrem genialiteter.