Læsetid 32 min.

Er det for sent at redde verden?

Mens iskapperne smuldrer og Twitter-præsidenten har trukket USA ud af Paris-aftalen reflekterer den amerikanske forfatter Jonathan Franzen over det første år med Trump og forfatterens rolle i krisetider
Vi er i dag alle i de indfødte amerikaneres position, da europæerne ankom med pistoler og sygdomme, skriver Jonathan Franzen om klimaforandringerne, vores verden står på tærsklen til enorme og uforudsigelige forandringer – og for det meste til det værre.

Vi er i dag alle i de indfødte amerikaneres position, da europæerne ankom med pistoler og sygdomme, skriver Jonathan Franzen om klimaforandringerne, vores verden står på tærsklen til enorme og uforudsigelige forandringer – og for det meste til det værre.

Benjamin Kürstein

11. november 2017

Hvis et essay, som ordet antyder, er et forsøg – noget, som er tentativt, ikke er definitivt og ikke er autoritativt, men skrevet på personlige erfaringer og subjektive holdninger – kunne man let få den tanke, at vi i dag må leve i en essayistisk guldalder.

Det kan handle om alt muligt. Om festen, vi gik til i fredags, om en oplevelse af en stewardesses ringe serviceniveau, om vores egen vinkel på dagens politiske skandale: På de sociale medier er vi fælles om at dyrke den prætention, at selv bittesmå subjektive minimalfortællinger fra vores privatsfære ikke blot er værd at notere til eget brug – vi skal partout dele dem med alverden.

Præcis samme prætention holder for tiden USA’s præsident kørende. Den traditionelle hårde nyhedsdækning, vi kendte fra medier som New York Times, er blødt op og tilbyder nu forsideplaceringer til historier, der fortælles i jegform med personlig stemmeføring.

Samtidig føler boganmeldere sig stadig mindre forpligtede på at diskutere bøger efter objektive kriterier. Hvis det før var underordnet, om anmeldere fandt romanfigurer som Raskolnikov eller Lily Bart sympatiske, er likeability med dens implicitte opprioritering af anmelderens personlige følelser nu et kerneelement.

Selv skønlitteraturens fiktioner begynder at ligne essays. Nogle af de senere års stærkeste romaner, Rachel Cusks og Karl Ove Knausgårds, løfter den selvbevidste jegfortæller og hendes perspektiver op til nye højder. Ifølge disse romaners mest entusiastiske beundrere er fantasi og påhit i dag forældede forfattergreb.

Vil man tage udgangspunkt i subjektiviteten hos en romanfigur, der ikke har lighedstræk med forfatteren selv, gør man sig skyld i kulturel appropriation – ja, endog i kolonialisme. Den eneste autentiske og derfor eneste politisk legitime fortællemodus, der står tilbage, bliver selvbiografiens.

Mikrofortællinger

Det klassiske personlige essay – den ærlige selvundersøgelse med hele dens formelle apparat og livtag med ideer, som den blev udviklet af Montaigne og raffineret af Emerson og Woolf og Baldwin – er til gengæld i støt tilbagegang. De fleste amerikanske magasiner, der udkommer i større oplag, er holdt op med at offentliggøre essays. Formen lever kun videre i mindre publikationer, der samlet set finder færre læsere, end Margaret Atwood har Twitter-følgere.

Skal vi begræde essayets bortgang? Eller fejre, at det har erobret den bredere kultur?

Her kan jeg bidrage med en personlig mikrofortælling: De få simple teknikker, jeg har lært om essayistik, har jeg fra min redaktør på magasinet The New Yorker, Henry Finder. Jeg opsøgte Henry i 1994, da jeg var en journalistspire i bekneb for penge.

Ved et svineheld lykkedes det i mit første forsøg at frembringe en trykkeværdig artikel om USA’s postvæsen. Kort efter skrev jeg en aldeles håbløs artikel om Sierra Club, hvor min medfødte inkompetence skinnede igennem. Henry kom nu med den betragtning, at det nok lå bedre for mig at skrive essays. Hvorefter han tilføjede: »Siden du er en så allerhelvedes dårlig journalist«.

Jeg kunne slet ikke se, hvor han ville hen. Jeg er vokset op i Midtvesten og har et instinktivt ubehag ved at knevre for meget om mig selv og havde samtidig sat mig visse forfejlede ideer om romanskrivning i hovedet – at man aldrig må fortælle ting, når det er mere virkningsfuldt at vise dem. Men jeg havde stadig brug for penge, så jeg fortsatte med at kime Henry ned for i det mindste at få boganmeldelsestjanser.

Under en af vores telefonsamtaler spurgte han, om jeg på nogen måde havde interesse for tobaksindustrien, der var i fokus for et nyt kritisk storværk af journalisten Richard Kluger. Hastigt udbrød jeg:

»Cigaretter er det sidste i verden, jeg har lyst til at tænke på.«

Hertil svarede Henry endnu hastigere:

»Derfor skal du skrive om dem.«

Det var det første, jeg lærte af Henry, og det er stadig det vigtigste. Efter at have røget cigaretter, da jeg var i tyverne, var jeg holdt op i begyndelsen af mine tredivere. Men da jeg fik til opgave at skrive om postvæsenet og blev skræmt over at skulle tage telefonen og præsentere mig selv som journalist for The New Yorker, genoptog jeg min gamle last.

I de år, som siden er gået, er det lykkedes mig at betragte mig selv som ikkeryger eller i det mindste som en person, som er fast besluttet på at holde op igen, at jeg lige så godt allerede kunne være ikkeryger, skønt jeg fortsatte med at ryge.

Min sindstilstand var som en kvantebølgefunktion, hvor jeg både kunne være 100 procent ryger og 100 procent ikkeryger, så længe jeg ikke observerede mig selv. Nu stod det med det samme klart for mig, at skulle jeg skrive om cigaretter, ville jeg blive tvunget til at observere mig selv. Sådan er det, når man skriver essays.

Der var også problemet med min mor, hvis far var død af lungekræft, og som var fanatisk tobaksmodstander. Jeg havde skjult min last for hende i over 15 år. En af grundene til, at jeg var nødt til at fortsætte med at vakle mellem at være ryger/ikke-ryger, var, at det bød mig sådan imod at lyve over for hende. Så snart jeg igen formåede at holde op, ville bølgefunktionen kollapse, og jeg ville hundrede procent være den ikkeryger, jeg altid havde udgivet mig for at være – men det ville kræve, at jeg ikke først udkom på tryk som ryger.

Jonathan Franzen var i Ghana for at se på fugle, da Trump blev valgt til præsident. Aftenen før valgdagen begyndte han at modtage lamslåede beskeder fra venner og et billede af hans kæreste, der lå sammenkrøbet på sofaen. Det så sort ud for Hillary Clinton.

Susannah Tucker

Mit cigaretessay

Henry var et vidunderbarn først i tyverne, da Tina Brown ansatte ham på New Yorker. Han havde en sær indadvendt måde at tale på, en slags hyperartikuleret mumlen, så velredigeret som trykkeklar prosa, men vanskelig at forstå. Jeg blev forvirret over hans intelligens og belæsthed og kom snart til at leve i evig frygt for at skuffe ham.

Henrys lidenskabelige emfase i Derfor skal du skrive om dem – han var den eneste kollega, jeg kendte, der kunne slippe af sted med at indlede sætninger med et betonet derfor, fulgt op af et beslutsomt skal – gjorde det dog muligt for mig at fatte lid til, at jeg havde gjort et eller andet indtryk på hans bevidsthed.

Altså gik jeg i gang med at skrive og røg hver dag et halvt dusin cigaretter med laveste tjæreindhold foran en elektrisk bordventilator i mit stuevindue og endte med at aflevere den eneste tekst til Henry, der ikke fik brug for hans redigering.

Jeg kan ikke huske, hvordan det gik til, at min mor fik fingre i mit cigaretessay – eller hvordan hun meddelte mig sin oplevelse af være svigtet og forrådt, om det var via brev eller et telefonopkald. Men jeg husker, at hun efter den episode ikke ville tale med mig i seks uger – uden sammenligning den længste periode, hun har lagt mig på is. Det gik med andre ord præcis så galt, som jeg havde frygtet. Men da hun kom sig over det og begyndte at sende mig breve igen, følte jeg mig set af hende – set som den, jeg var. Set på en måde, jeg aldrig havde oplevet før.

Det var ikke bare sådan, at mit ’virkelige’ selv havde været skjult for hende. Det var, som om der ikke havde været noget selv at se.

I Enten/Eller gør Kierkegaard nar af den »travle mand«, for hvem travlhed er en måde at holde den ærlige selvafregning fra livet. Man kan vågne op om natten og pludselig indse, at man er ensom i sit ægteskab, eller nages af bekymring for, hvad ens overforbrug betyder for planeten, men næste dag har man en million små ting at gøre – og dagen derpå igen endnu en million små ting.

Så længe der ikke kommer nogen ende på alle disse små ting, behøver man aldrig at stoppe op og se de større spørgsmål i øjnene.

Det virkelige essay

At skrive eller læse et essay er selvfølgelig ikke den eneste måde at stoppe op på og spørge sig selv, hvem vi virkelig er, og hvad vores liv kan betyde, men det er en af de bedre måder. Og hvis man betænker, hvor lattervækkende lidt fortravlet Kierkegaards København må have været i sammenligning med vores egen tidsalder, forekommer alle de subjektive tweets og hastige blogindlæg ikke nær så essayistiske.

De virker mere som et middel til at undgå det, et ægte essay kan fremtvinge i os. Vi bruger vores dage på at læse ting på skærme, vi aldrig ville gide læse i en trykt bog, og på at besvære os over, hvor travlt vi dog har.

Jeg kvittede cigaretterne for anden gang i 1997. Og så i 2002 for sidste gang. Og så i 2003 for allersidste gang, hvis vi ser bort fra den røgfri nikotin, der ruller gennem min blodbane, mens jeg skriver dette. Mit forsøg på at skrive et ærligt essay ændrer ikke noget på de mange personligheder i min bevidsthed.

Jeg er stadig på én gang en reptilhjernet misbruger, en mand, der bekymrer sig for sit helbred, en evig teenager, en selvmedicinerende depressiv. Hvad der kan forandre sig, hvis jeg tager mig tiden til at stoppe op og observere, er, at min mangesidede identitet får substans.

Et af litteraturens mysterier er, at personlig substans, som opfattet af både forfatteren og læseren, ligger uden for hver af deres kroppe, på en eller anden side.

Hvordan kan jeg føle mig mere virkelig i en ting, jeg skriver, end jeg gør i min krop? Hvordan kan jeg føle mig tættere på en anden person, når jeg læser hendes ord, end jeg gør, når jeg sidder ved siden af ​​hende?

Svaret er dels, at både skrift og læsning kræver fuld opmærksomhed. Men det har helt sikkert også noget at gøre med den form for organiseret orden, som kun er mulig på siden.

Her kunne jeg passende nævne to andre ting, jeg lærte af Henry Finder. Den ene var, at alle essays fortæller en historie, selv når de tager intellektuelle problemstillinger op. Den anden var, at der kun findes to måder at organisere et materiale på: De ting, som ligner hinanden, hører sammen, og b er en følge af a.

Disse forskrifter kan virke banalt indlysende, men enhver, der har prøvet at karakterbedømme essays fra universitetsstuderende, kan fortælle, at det er de ikke. Især var det ikke indlysende for mig, at også en filosofisk artikel skal følge reglerne for drama. Og så alligevel:

Skal ethvert godt ræsonnement ikke begynde med at opridse en vanskelig problemstilling? Og er næste skridt ikke at anvise løsninger på problemet ved hjælp af en eller anden dristig tese – for så at opstille forhindringer i form af indvendinger og modargumenter for endelig gennem en række omvendelser at føre os frem til den uforudsete, men tilfredsstillende konklusion?

Henrys præmis

Hvis vi accepterer Henrys præmis om, at et vellykket prosastykke består af materiale, der er arrangeret i form af en historie, og hvis jeg har ret i min overbevisning om, at vores identiteter består af de historier, vi fortæller om os selv, giver det glimrende mening, at vi oplever en stærk udvidelse af den personlige substans gennem arbejdet med at skrive og glæden ved at læse.

Når jeg vandrer alene i skoven eller spiser middag med en ven, kan jeg blive overvældet af mængden af ​​tilfældige sensoriske data, der kommer til mig. Skriftens handling trækker næsten alt fra og efterlader kun alfabet og tegnsætning i sin fortsatte progression mod ikketilfældighed.

Nogle gange, når man organiserer elementerne i en velkendt historie, opdager man, at den ikke betyder, hvad man troede, den betød. Nogle gange kræves der, især med ræsonnementer (’b følger af a’), en helt ny fortælling. Disciplinen i at udforme en overbevisende historie kan udkrystallisere tanker og følelser, som man knap nok anede, man havde i sig.

Når man kigger på en ikkeordnet mængde materiale, der ikke synes at tillade nogen form for historiefortælling, ville Henry sige, er den eneste anden mulighed er at sortere det i kategorier, således at elementer, der ligner hinanden, grupperes sammen: De ting, som ligner hinanden, hører sammen.

Dette er i det mindste en velordnet måde at skrive på. Men mønstre har også mulighed for at blive til historier. For at få mening i Donald Trumps sejr i et valg, som de fleste havde forventet, han ville tabe, er det fristende at opbygge en ’b følger af a’-historie: Hillary Clinton var skødesløs med sine e-mails, justitsministeriet valgte ikke at retsforfølge hende, så dukkede Anthony Weiners e-mails op, så rapporterede James Comey til Kongressen, at Clinton stadig kunne have problemer, og derefter vandt Trump valget.

Men det kan faktisk være mere frugtbart at gruppere efter lighed: Trumps sejr havde lighedstræk med Brexit-afstemningen og lighedstræk med den genopståede indvandrerfjendske nationalisme i Europa. Clintons ubegribeligt sjuskede håndtering af sine e-mails var lige så symptomatisk som hendes budskabssvage valgkamp og fatale beslutning om at ikke føre en hårdere kampagne i Michigan og Pennsylvania.

Jeg er en listemand

Selv var jeg i Ghana på valgdagen, på en fuglekigsekspedition med min bror og to venner. James Comeys rapport til Kongressen havde rokket ved valgkampens tendens, før jeg tog til Afrika, men Nate Silvers autoritative meningsmålingswebsite, FiveThirtyEight, gav stadig kun Trump 30 procents chance for at vinde.

Efter at have brevstemt på Clinton var jeg kommet til Accra og følte kun en vagt murrende bekymring over valget – faktisk var jeg kun glad for min beslutning om at tilbringe den sidste uge af valgkampen med ikke at tjekke FiveThirtyEight ti gange om dagen.

Jeg hengav mig til en anden form for last i Ghana. Skamfuldt for mig selv er jeg, hvad folk i fuglenes verden betegner som en listemand. Det er ikke, fordi jeg ikke elsker fugle for deres egen skyld. Jeg tager med på fuglekigture for at opleve deres skønhed og mangfoldighed, lære mere om deres adfærd og de økosystemer, de tilhører, og for at tage ud på lange vandreture, hvor jeg er meget opmærksom på nye steder.

Men jeg fører også alt for mange lister. Jeg optæller ikke kun de fuglearter, jeg har set over hele verden, men også dem, jeg har set i hvert enkelt land og hver amerikansk stat, jeg har kigget på fugle i, også på forskellige mindre steder, herunder i min egen baghave, og har gjort det i hvert kalenderår siden 2003.

Jeg kan begrunde mine tvangsmæssige optællinger med, at de er en ekstra lille leg, jeg leger inden for rammerne af min passion. Men jeg er virkelig tvangsmæssigt besat af dem. Det stiller mig moralsk ringere end de fuglekiggere, som udelukkende ser fugle på grund af den glæde, det giver dem.

Det traf sig sådan, at jeg ved at tage til Ghana fik mulighed for at slå min rekord fra tidligere årslister på 1.286 arter. Jeg var allerede over 800 i 2016 – og jeg vidste fra min onlineforskning, at ture, som den, vi skulle på, kunne afkaste yderligere næsten 500 arter, hvoraf kun en håndfuld også var almindelige i Amerika.

Hvis jeg inden året var omme kunne komme til at se 460 unikke arter i Afrika, og derefter bruge mit syv timer lange ophold under mellemlandingen i London til at få set 20 nemme europæiske fugle i en park nær Heathrow, ville 2016 blive mit bedste år nogensinde.

Der var gode iagttagelser i Ghana, spektakulære turakoer og bispisere, der kun findes i Vestafrika. Men landets få tilbageværende skove er under et intenst pres fra jagt og skovdrift, og vores vandreture i dem var mere kvælende varme end produktive. På aftenen for valgdagen lå vi allerede langt under mit måltal for flere af de forventede artsobservationer.

Meget tidligt næste morgen, mens afstemningslokalerne stadig var åbne på Staternes vestkyst, tændte jeg min telefon i forventning om at kunne opleve lettelse over, at Clinton var på kurs mod en valgsejr. Hvad jeg i stedet modtog, var lamslåede tekstbeskeder fra venner, nogle af dem med billeder, hvor man så dem stirre på deres tv med bestyrtede blikke, og et af min kæreste, der lå sammenkrøbent i fosterstilling på sin sofa. I New York Times var øjeblikkets overskrift »Trump tager North Carolina og udbygger forspring, Clintons vej til sejr snævrer ind.«

Der var ikke andet at gøre end at tage ud på mere fuglekigning. På en vej i Nsuta-skoven passerede vi store tømmerlastbiler, hvis skumplende fremdrift, jeg knyttede til Trumps ditto, mens jeg forsøgte at klynge mig til tanken om, at Clinton stadig havde en chance for sejr.

Vi så sorte dværg-tokoer, en afrikansk baza-høg og en sørgespætte. Det var en svedig, men tilfredsstillende formiddag, der sluttede, da vi igen fik netværksdækning, og nyheden tikkede ind om, at »den kortfingrede klovn« (Magasinet Spys mindeværdige epitet) var mit lands nye præsident. Det var det øjeblik, hvor jeg indså, hvilket puds mit sind havde spillet mig med Nate Silvers oddstal for Trump på 30 procent. På en eller anden måde havde jeg opfattet tallet sådan, at det i værste fald ville betyde, at verden blev 30 procent mere modbydelig efter valgdagen.

Hvad tallet rent faktisk stod for, var en 30 procent risiko for, at verden ville blive 100 procent mere modbydelig.

Trump og hans alt-right-tilhængere glæder sig over at kunne trykke på de knapper, der udløser forargelse hos politisk korrekte, men det virker kun, fordi knapperne er der til at trykke på – studerende og aktivister hævder en ret til ikke at høre på ting, der forulemper dem, skriver Jonathan Franzen.

Polfoto

Tabets realitet

Da vi rejste til det mere tørre og øde nordlige Ghana, stødte vi på nogle fugle, som jeg længe havde drømt om at se: egyptiske hjejler, sydlige karminbiædere og en standardvinge-han, hvis uhyrlige vingefjer fik den til at ligne en nattehøg, der blev tæt forfulgt af to flagermus. Men vi kom endnu længere bagud i det fuglekiggertempo, jeg havde brug for at fastholde.

For sent gik det op for mig, at de turlister, jeg havde set online, omfattede arter, der som regel kun blev hørt, ikke set, hvorimod jeg havde brug for at se en fugl for at kunne at tælle den. Disse lister havde vakt mit håb, på samme måde som Nate Silver havde. Nu betød det, at jeg gik glip af at se arter, jeg havde forventet at se, at presset for at observere alle de resterende målarter blev stærkere – selv de vildt usandsynlige – hvis jeg stadig skulle gøre mig forhåbninger om at slå min rekord.

Det var kun en dum årsliste – i sidste ende meningsløs selv for mig, men overskriften fra formiddagen efter valgdagen hjemsøgte mig. I stedet for 275 valgmandsstemmer havde jeg nu brug for 460 arter, og vejen til sejr blev stadig trangere. Endelig – fire dage før afslutningen på ​​turen, ved en dæmning i nærheden af ​​Burkina Faso-grænsen, hvor jeg havde håbet at kunne få øje på et halvt dusin nye græsfugle, men kunne notere et rent nul – måtte jeg acceptere tabets realitet.

Jeg var pludselig klar over, at jeg burde være hjemme i USA i færd med at trøste min kæreste efter valgresultatet og drage fordel af det eneste gode ved at være depressiv pessimist, nemlig at give efter for trangen til at grine i dystre tider.

Hvordan var den kortfingrede klovn dog kommet ind i Det Hvide Hus?

Da Hillary Clinton igen begyndte at udtale sig til offentligheden, bød hun op til en de ting, der ligner hinanden, hører sammen-tilgang og til en fortælling om sin personlighed ved selv at fremlægge ’b følger af a’-fortællingen. Pyt med, at hun havde behandlet sine e-mails skødesløst og brugt udtrykket »en flok foragtelige fjolser« om Trumps kernevælgere.

Pyt med, at disse vælgere måske havde helt legitime grunde til at se sig gale på den liberale elite, hun repræsenterede, at hun ikke havde været i stand til at argumentere overbevisende for rationaliteten i ​​frihandel, åbne grænser og fabriksautomatisering, når de samlede gevinster i global velstand skete på den amerikanske middelklasses bekostning.

Pyt med, om de måtte føle sig forulempet over føderal gennemtvingelse af liberale urbane værdier i konservative landdistrikter. Ifølge Clinton var hendes nederlag James Comeys skyld – og måske også russernes skyld.

Hån af eksperterne

Det skal indrømmes, at jeg selv var klar med en fortælling til lejligheden. Da jeg kom hjem fra Afrika til Santa Cruz, kæmpede mine progressive venner stadig med at forstå, hvordan Trump kunne vinde.

Her var det, jeg kom i tanke om et debatmøde, jeg engang havde været til med den optimistiske ekspert i sociale medier Clay Shirky, der havde fortalt til publikum, hvor »chokeret« professionelle New York-restaurantkritikere var blevet, da Zagat, en crowdsourcet-anmeldertjeneste, udnævnte Union Square Café til byens bedste restaurant.

Shirkys pointe var, at de professionelle kritikere ikke er nær så kloge, som de selv tror, ​​de er – at kritikere i big data-alderen i virkeligheden ikke længere er nødvendige. På debatmødet valgte jeg at se bort fra, at Union Square Café tilfældigvis også er min yndlingsrestaurant i New York (folkemængden har altså ret!). Jeg spurgte retorisk bistert, om Shirky mon mente, at kritikere også var dumme nok til at betragte Alice Munro som en bedre forfatter end James Patterson.

Men i mellemtiden havde også Trumps sejr retfærdiggjort Shirkys hån af eksperterne. De sociale medier havde gjort det muligt for Trump at omgå det kritiske establishment, og lige akkurat tilpas mange medlemmer af folkemængden havde i nøglesvingstater fundet hans lavkomik og opflammende tale »bedre« end Clintons nuancerede argumenter og erfarne greb om politikkens virkemidler. B følger af a: Uden Twitter og Facebook ingen Trump.

Efter valget så Mark Zuckerberg kortvarigt ud til at påtage sig et ansvar for, at han havde skabt den foretrukne platform for falske nyheder om Clinton og antydede, at Facebook kunne filtrere nyhederne mere aktivt. (Held og lykke med det). Hvad Twitter angår, foretrak de at dukke hovedet. Når Trumps twitterier fortsatte med uformindsket styrke, hvad kunne Twitter da på nogen måde hævde? At man gjorde verden til et bedre sted?

I december begyndte min foretrukne radiostation i Santa Cruz, KPIG, at bringe indslag med falske reklamer for tjenester, der tilbød rådgivning til misbrugere af Trump-hadende tweets og Facebook-indlæg. Den følgende måned – en uge før Trumps indsættelse – organiserede PEN American Center protestmøder landet over, hvor der blev rejst kritik af de angreb på ytringsfriheden, som man hævdede, Trump repræsenterede.

Selv om hans administrations rejsebegrænsninger senere skulle gøre det sværere for forfattere fra muslimske lande at få deres stemmer hørt i USA, var det eneste dårlige, man ikke kunne sige om Trump i januar, at han begrænsede den frie ytring på mindste måde. Hans løgne og mobbe-tweets var ytringsfrihed på steroider.

Bare et par år forinden havde PEN selv tidligere hædret Twitter med en ytringsfrihedspris for tjenestens selvopreklamerede rolle i Det Arabiske Forår. Det endelige resultat af Det Arabiske Forår var imidlertid blevet en forskansning af autokratiet, og Twitter havde i Trumps hænder siden afsløret sig som en platform for autokrati, men ironien sluttede ikke her.

Samme uge i januar foreslog en række progressive amerikanske boghandlere og forfattere en boykot af forlaget Simon & Schuster, fordi det havde gjort sig skyld i den forbrydelse at udgive en bog af den skumle højrefløjsprovokatør Milo Yiannopoulos. Den værste af boghandlerne ville ligefrem nægte at lagerføre titler fra S & S, herunder formodentlig også bøger af Andrew Solomon, præsidenten for PEN. Presset ophørte ikke, før S & S annullerede sin kontrakt med Yiannopoulos.

Intolerancen blomstrer online

Trump og hans alt-right-tilhængere glæder sig over at kunne trykke på de knapper, der udløser forargelse hos politisk korrekte, men det virker kun, fordi knapperne er der til at trykke på – studerende og aktivister hævder en ret til ikke at høre på ting, der forulemper dem, og til at overdøve talere, hvis ideer krænker dem.

Intolerancen blomstrer især online, hvor moderat tale straffes ved ikke at blive klikket på, og hvor usynlige Facebook- og Google-algoritmer styrer dig mod det indhold, du er enig i, mens afvigende stemmer bliver tavse af frygt for at blive flamet, trollet eller unfriended. Resultatet bliver ekkokamre, hvor vi føler, at vi gør helt ret i at hade, hvad vi hader, uanset hvilken side vi er på.

Og her er et andet punkt, hvor essayet adskiller sig fra den form for subjektiv tale, som det overfladisk kan ligne. Essayets rødder er i litteraturen, og litteratur inviterer os i bedste fald – Alice Munros værker er et godt eksempel – til at spørge os selv, om vi måske kunne tage en smule fejl, ja, måske endda fuldkommen fejl. Og til, at vi forsøger at forestille os, hvilke grunde andre kunne have til at hade os.

For tre år siden var jeg ved at gå ud af mit gode skind af raseri over klimaforandringerne. Det republikanske parti blev ved med at lyve og påstå, der ikke findes videnskabelig konsensus omkring klima – Florida’s Department of Environmental Protection gik endda så langt som til at forbyde medarbejdere overhovedet at bruge ordet ’klimaforandringer’, fordi Floridas guvernør, en republikaner, havde insisteret på, at der ikke lå ’sande fakta’ bag – men jeg var næsten lige så vred på venstrefløjen.

Jeg var gået i gang med at læse den seneste bog af Naomi Klein, This Changes Everything, hvori hun forsikrede læseren om, at selv om »tiden er knap«, har vi stadig ti år til at gennemføre en radikal genoprettelse af den globale økonomi og forhindre, at globale temperaturer stiger med over to graders celsius ved slutningen af ​​århundredet. Klein var ikke den eneste venstreorienterede aktivist, der hævdede, vi stadig havde ti år. Faktisk havde miljøaktivister sagt det nøjagtig samme i 2005.

Ja, de havde endda sagt det helt tilbage i 1995: Vi har stadig ti år. I 2015 burde det imidlertid have stået klart for alle, at menneskeheden ikke på nogen måde – politisk, psykologisk, etisk og økonomisk – er i stand til at nedbringe CO2-emissionerne hurtigt nok til at ændre alt.

Selv det EU, som først tog førerskab i klimaindsatsen og gladelig belærte andre regioner om deres uansvarlighed, skulle blot ryge ud i en global recession i 2009 for igen at koncentrere sig om at skabe økonomisk vækst. Kommer der ikke et verdensomspændende oprør mod frimarkedskapitalisme inden for de næste ti år – scenariet, som Klein hævdede, stadig kunne redde os – vil den mest sandsynlige stigning i temperaturen i dette århundrede være i størrelsesordenen seks grader. Vi vil være heldige, hvis vi undgår en tograders stigning før år 2030.

For forfatteren er et essay et spejl, skriver Franzen, og han kunne ikke lide, hvad han så i sit: ’Hvorfor rakkede jeg ned på venstreliberale meningsfæller, når benægterne var så meget værre? Klimaforandringernes perspektiver var lige så frygtindgydende for mig som for de grupper, jeg angreb.’

Benjamin Kürstein

Venstrefløjen fornægtede virkeligheden

I et politisk landskab, der blev mere splittet, var sandheden om global opvarmning endnu mindre bekvem til venstre end til højre. Højrefløjens benægtelser var ganske vist hæslige løgne, men i det mindste var de i overensstemmelse med en bestemt kynisk politisk realisme.

Venstrefløjen, der havde nedsablet højrefløjen for dens intellektuelle uærlighed og gjort klimaforandringsbenægtelse til et skældsord for mobilisering af modstand, var nu i en umulig stilling. Den måtte blive ved med at insistere på klimaforskningens sandhed, mens den i fiktionen fortsatte med at påstå, at kollektiv og global handling kunne afværge det værste. Den universelle accept af fakta, som virkelig kunne have ændret alt i 1995, kunne stadig ændre alt, påstod man.

Hvilken forskel til det værre skulle det ellers gøre, at republikanerne blev ved med at så tvivl om videnskaben?

Eftersom min sympati ligger til venstre – at reducere CO2-udslip er trods alt bedre end at gøre ingenting; hver halve grad hjælper – måler jeg også venstrefløjen efter en højere standard. At fornægte den dystre virkelighed og at lade, som om Paris-aftalen kunne afværge katastrofen, var forståeligt som en taktik til at holde folk motiveret til at reducere emissionerne.

Det var en måde at holde liv i håbet på. Som strategi gjorde den dog mere skade end gavn. Den indebar en opgivelse af moralsk forrang, fornærmede intelligensen hos de ikkeoverbeviste vælgere (»Virkelig? Har vi stadig ti år?«) og lukkede af for ærlige diskussioner om, hvordan det globale samfund nu må i gang med at forberede sig på de forestående drastiske ændringer, herunder på, hvordan nationer som Bangladesh skal kompenseres for, hvad nationer som USA har gjort imod dem.

Uærligheden skævvred også prioriteringer. I de sidste 20 år er miljøbevægelsens opmærksomhed blevet taget som gidsel af dette ene problem. Til dels på grund af genuin alarmisme, til dels også fordi fokus på menneskeskabte problemer var politisk mindre risikabel – mindre elitær – end at tale om naturværdier, havde de store miljø-ngo’er investeret hele deres politiske kapital i kampen mod klimaændringer: et problem med et menneskeligt ansigt.

Den ngo, der især skræmte mig som fuglekigger, var National Audubon Society, engang en kompromisløs organisation til forsvar for sjældne fuglearter, nu en sløv institution med en meget stor PR-afdeling. I september 2014 havde denne PR-afdeling med stor pompøsitet meddelt verden, at klimaændringer udgjorde den største trussel mod fuglene i Nordamerika.

Udmeldingen var indskrænket, fordi dens ordlyd ikke kunne bakkes op af konklusionerne fra Audubons egne forskere – og i vid udstrækning uærlig, fordi det ikke lod sig gøre at henføre nogen enkelt fugledød direkte til menneskelige CO2-udledninger. I 2014 var den alvorligste trussel mod de amerikanske fugle tab af levesteder, efterfulgt af udendørs-katte, kollisioner med bygninger og pesticider.

Audubon fik stor opmærksomhed i de liberale medier ved at gå ind i klimasagen. Endnu et point var vundet i kampen mod den videnskabsfornægtende højrefløj. Men det stod ikke det mindste klart, hvordan noget af dette hjalp fuglene. Den eneste praktiske effekt af Audubons kampagne var for mig at se at hindre, at vi tog fat på at sætte ind mod de virkelige trusler mod fugle her og nu.

Et essay er et spejl

Jeg blev så vred over alt dette, at jeg blev nødt til at skrive et essay. Jeg begyndte med hårde udfald mod National Audubon Society, som jeg udvidede til en hånlig kritik af miljøbevægelsen generelt, men herefter begyndte jeg midt om natten at vågne i panik, naget af anger og tvivl. For forfatteren er et essay et spejl, og jeg kunne ikke lide, hvad jeg så i mit: Hvorfor rakkede jeg ned på venstreliberale meningsfæller, når benægterne var så meget værre?

Klimaforandringernes perspektiver var lige så frygtindgydende for mig som for de grupper, jeg angreb. For hver yderligere grads global opvarmning vil yderligere hundredvis af millioner af mennesker over hele verden komme til at lide. Var det ikke umagen værd at tilstræbe en reduktion på bare en halv grad? Var det ikke uanstændigt at tale om fugle, når børn i Bangladesh var truet på deres overlevelse?

Ja, grunden til, at jeg skrev mit essay var jo netop, at vi har et etisk ansvar for andre arter såvel som til vores egne. Men hvad hvis den forudsætning var falsk? Og selv om det var sandt, hvorfor gik jeg personligt op i biodiversitet? Var jeg ikke bare en privilegeret hvid fyr, der var glad for at se på fugle? Og ikke engang fuglekigger med et rent hjerte – men en listemand!

Efter tre nætter, hvor jeg tvivlede på min egen karakter og motiver, ringede jeg til Henry Finder og fortalte ham, at jeg ikke kunne skrive artiklen. Jeg havde allerede kværuleret nok om klima over for venner og naturforskere, jeg var enige med, men disse kværulanterier lignede meget, hvad man skriver online, når man er beskyttet af den forms upræcise karakter og den betryggende positive modtagelse hos de venner, der udgør publikum.

Mine forsøg på at skrive en færdig og afrundet artikel, et essay, havde gjort mig opmærksom på mine tankers sløvhed. Det havde også øget risikoen for beskæmmelse, fordi formuleringen ikke ville nå ud til et publikum af sandsynligvis fjendtligt indstillede fremmede. Efter Henrys formaning (»derfor«) var jeg kommet til at tænke på essayisten som brandmanden, hvis arbejde går ud på at løbe direkte ind i flammerne, når alle andre flygter fra dem. Men nu havde jeg meget mere at frygte end min mors misbilligelse.

Tilbage til essayet

Jeg kunne have opgivet mit essay definitivt, hvis jeg ikke havde klikket på en knap på Audubons hjemmeside og bekræftet, at ja, jeg ville gerne være med i kampen mod klimaændringer. Jeg havde kun gjort det for i min research at samle retorisk ammunition til brug mod Audubon, men resultatet var blevet en strøm af breve efter dette klik.

Jeg fik mindst otte på seks uger – alle med opfordringer til at donere penge – og en endnu større strøm af mails i min indbakke. Et par dage efter min samtale med Henry læste jeg en af ​disse e-mails og fandt et billede af mig selv – heldigvis et smigrende billede, taget i 2010 til magasinet Vogue, som havde klædt mig bedre på, end jeg plejer at være, og placeret mig i en mark med min kikkert som fuglekigger. Overskriften på e-mailen var sådan noget som »Gør ligesom forfatteren Jonathan Franzen: Støt Audubon!«.

Det var da også korrekt nok, at jeg et par år tidligere i et interview med Audubons medlemsblad høfligt havde rost organisationen eller i det mindste dens blad. Men ingen havde bedt om min tilladelse til at bruge mit navn og billede til opfordringen. Jeg var ikke sikker på, at e-mailen overhovedet var lovlig.

En mere godartet tilskyndelse til at vende tilbage til essayet kom fra Henry. Så vidt jeg ved, kunne intet interessere Henry mindre end fugle, men han syntes lydhør over for mit argument om, at vores bekymring for fremtidige katastrofer kan hindre os i at løse løsbare miljøproblemer her og nu. I en e-mail til mig foreslog han forsigtigt, at jeg droppede den profetiske lidenskabs tone.

»Din artikel bliver mere overbevisende,« skrev han i en anden, »hvis den ironisk nok bliver mere ambivalent, mindre polemisk. Du skal ikke overbevise dem, der mener, vi skal være mere opmærksomme på klimaændringer og emissionsreduktioner. Men du skal henlede mere opmærksomhed på omkostningerne. På hvad hele denne diskurs presser ud i margenerne«.

I e-mail efter e-mail, i gennemskrivning efter gennemskrivning førte Henry mig i retning af ikke at formulere essayet som afstandtagen, men som et spørgsmål:

Hvordan finder vi mening i vores handlinger, når verden ser ud til at gå mod sin undergang? Store dele af det første udkast af essayet var viet til at beskrive et par velgennemtænkte regionale bevaringsprojekter i Peru og Costa Rica, hvor verden virkelig bliver et bedre sted, ikke kun for vilde planter og vilde dyr, men for de peruanere og costaricanere, som bor der.

Fuglehjerne

Ved at skrive om disse to projekter håbede jeg på, at en eller to af de store velgørende fonde, de, der bruger flere millioner dollar på biodieseludvikling eller på vindmølleparker i Eritrea, ville læse artiklen og overveje at investere i et arbejde, der giver konkrete resultater. Hvad jeg i stedet modtog, var et missilangreb fra det liberale ekkokammer. Jeg er ikke selv på de sociale medier, men mine venner rapporterede, at jeg blev kaldt ved alle slags navne, herunder fuglehjerne og klimaforandrings-benægter.

Citatpluk fra mit essay, gentweetet uden for kontekst, fik det til at fremstå, som om jeg slog til lyd for, at vi skulle opgive bestræbelserne på at reducere udledninger af kulstof, hvilket var det republikanske partis position, så jeg i kraft af onlinediskursens polariseringslogik nu blev til klimaforandrings-benægter.

Faktisk opfatter jeg mig selv så oplyst af klimaforskningens indsigter, at jeg ikke engang gider håbe på at redde iskapperne. Alt, hvad jeg benægtede, var, at en velmenende international elite, der mødtes i hyggelige hoteller rundt omkring i verden, skulle være i stand til at hindre dens nedsmeltning. Her lå min forbrydelse mod ortodoksien.

Klimaet har nu et sådant greb om den liberale tankegang, at alle forsøg på at ændre samtalen – endda forsøg på at forskyde den til den episke udryddelseshændelse, som mennesker allerede skaber uden hjælp af klimaændringer – udløser lige så stærke modsvar, som når man krænker en hel religion.

Jeg havde en vis sympati for de klimaforandringseksperter, der fordømte essayet. De havde i årtier arbejdet for at skabe opmærksomhed om de foruroligende perspektiver i Amerika, og de havde omsider fået præsident Obama med sig. De havde fået Parisaftalen hjem.

Det var et upassende tidspunkt at påpege, at en drastisk global opvarmning allerede er et uafvendeligt faktum, og at det forekommer usandsynligt, at menneskeheden vil efterlade noget kulstof i jorden, da ikke et eneste land kan få sig selv til at love dette.

Jeg forstod også raseriet i den alternative energiindustri, som er en forretning som enhver anden. Hvis man går med til, at vedvarende energiprojekter kun er en modererende taktik, der ikke vil kunne afværge de skader, som de tidligere CO2-emissioner vil fortsætte med at medføre i århundreder frem, åbner det døren for andre spørgsmål om deres aktiviteter. Såsom:

Har vi virkelig brug for ret så mange vindmøller? Skal de absolut placeres i økologisk følsomme områder? Og solværkerne i Mojaveørkenen? Ville det ikke være fornuftigere at dække byen Los Angeles med solpaneler og spare de åbne vidder? Var vi ikke på en måde i gang med at ødelægge den naturlige verden for at redde den? Jeg tror, ​​det var en industriblogger, der kaldte mig en ’fuglehjerne’.

Hvad angår Audubon, burde alle henvendelser med opfordringer til at donere have advaret mig om tilgangen hos foreningens ledelse. Men jeg blev alligevel overrasket over deres svar på mit essay, som tog form af et ad hominem-angreb på samme person, hvis navn og billede de så gladelig havde approprieret to måneder tidligere. Ganske vist gav jeg også Audubon en ublid medfart i mit essay. Jeg ville have dem til at holde inde med alt vrøvlet, til at stoppe med at tale om 50 år fra nu og være mere frembrusende i forhold til at forsvare de fugle, som både de og jeg elsker.

Men tilsyneladende kunne alle hos Audubon se, at denne kritik udgjorde en trussel mod medlemstal og indsamlingsindsats, og de måtte derfor tage afstand fra mig som person. Jeg fik at vide, at præsidenten for Audubon personligt havde affyret fire forskellige bredsider imod mig. Det er sådan, præsidenter opfører sig i dag.

Grebet af skam

Og det fungerede. Uden selv at læse disse salver – men alene ud fra bevidstheden om, at andre mennesker læste dem – blev jeg grebet af skamfølelse. Jeg følte det, som om jeg stadig gik i ottende klasse, blev skældt ud af mine klassekammerater og kaldt for alt muligt grimt, som ikke burde røre mig, men gjorde ondt.

Jeg ønskede, at jeg havde tage mine panikanfald om natten alvorligt og holdt mine meninger for mig selv. Beklemt af angst ringede jeg til Henry og læssede al min skam og fortrydelse af på ham. Han svarede på sin næppe hørbare måde, at onlinereaktionerne kun var et vejrfænomen. »I den offentlige mening,« sagde han, »er der vejr, og der er klima – du forsøger at ændre klimaet, og det tager længere tid.«

Det var ligegyldigt, om jeg troede på det eller ej. Det var nok at føle, at i det mindste en person – Henry – ikke hadede mig. Jeg trøstede mig selv ved tanken om, at selv om klimaet er alt for stort og kaotisk til, at noget enkeltindivid kan ændre det, kan den enkelte stadig se en pointe i at gøre en forskel ved at hjælpe en plaget landsby, et offer for global uretfærdighed. Eller redde en fugl eller bare en læser.

Da online-ildebranden var døet ud, begyndte jeg at høre privat fra naturbevaringsarbejdere, der delte mine frustrationer, men ikke turde udtrykke dem. Jeg hørte ikke fra så mange mennesker igen, men det behøvede heller ikke at være mange. Min følelse var i hvert tilfælde det samme: Den person, jeg har skrevet mit essay til, er netop dig.

Men i dag – to et halvt år senere, hvor iskapperne smuldrer, og Twitter-præsidenten har presset Amerika ud af Parisaftalen – er jeg ikke længere så sikker. Nu kan jeg indrømme over for mig selv, at jeg ikke skrev essayet blot for at opmuntre nogle få naturbeskyttelsesfolk eller aflede nogle velgørenheds-dollar til bedre sager. Jeg ville virkelig ændre klimaet. Og det vil jeg stadig. Med de selv samme folk, som mit essay kritiserede, har jeg den erkendelse til fælles, at den globale opvarmning er vores tids store spørgsmål, måske det største problem i hele menneskehedens historie.

Hver eneste af os befinder sig nu i de indfødte amerikaneres position, da europæerne ankom med pistoler og sygdomme som kopper: Vores verden står på tærsklen til enorme forandringer, til uforudsigelige forandringer og for det meste til det værre. Jeg har ikke noget håb om, at vi kan gøre noget for at hindre disse forandringer i at indtræffe. Mit eneste håb er, at vi kan acceptere virkeligheden i tide til at forberede et mere menneskeligt forløb, og min eneste tro er, at det er bedre at se dette ærligt i øjnene end at benægte det – uanset hvor smertelig det kan være.

Hvis jeg skrev essayet i dag, ville jeg måske trække disse pointer frem. Essayets spejlbillede, da det blev offentliggjort, forestillede en vred og utilpasset fugleelsker, som mente sig klogere end den gemene folkemængde.

Denne figur kunne godt være mig, men det er ikke hele mig, og et bedre essay ville have afspejlet det. I et bedre essay kunne jeg have givet Audubon den irettesættelse, de fortjente, og samtidig fundet veje til også at udtrykke sympati for de mennesker, jeg var vred på:

For klimaaktivisterne, der i 20 år havde set deres vej til sejr snævre uhyggeligt ind, når kulstofemissioner steg, og nødvendige emissionsreduktionsmål blev stadig mere urealistiske. Og for de alternative energiarbejdere, der forsøger at føre os ud af oliealderen og havde familier, de skulle forsørge. Og for de miljø-ngo’er, der troede, de havde fundet et spørgsmål, der kunne vække verden op til dåd, og for de venstreorienterede, som i takt med, at neoliberalismen og dens teknologier reducerede vælgerne til individuelle forbrugere, så frem til klimaændringerne som det sidste stærke argument for kollektivisme.

Jeg ville især have forsøgt at huske alle de mennesker, der har brug for mere håb i deres liv end en depressiv pessimist kan give dem – de mennesker, for hvem udsigten til en globalt opvarmet, katastrofefyldt fremtid er uudholdeligt trist og skræmmende, og som vi må tilgive for ikke at ønske at tænke over det. Jeg ville være blevet ved med at skrive om og om.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Subjektive tweets og hastige blogindlæg virker som et middel til at undgå det, et ægte essay kan fremtvinge i os, mener Jonathan Franzen. Vi bruger vores dage på at læse ting på skærme, vi aldrig ville gide læse i en trykt bog, og på at besvære os over, hvor travlt vi dog har.

Susannah Tucker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Gert Hansen
    Gert Hansen
  • Brugerbillede for Anders Graae
    Anders Graae
  • Brugerbillede for Jonathan Larsen
    Jonathan Larsen
  • Brugerbillede for Toke Kåre Wagener
    Toke Kåre Wagener
  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
  • Brugerbillede for Frede Jørgensen
    Frede Jørgensen
Ejvind Larsen, Gert Hansen, Anders Graae, Jonathan Larsen, Toke Kåre Wagener, Jørn Andersen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Donald Trump og amerikansk politik anno 2017, har meget tilfældes med dansk politik anno 2017.
Det er vigtigt at forså vores egen historie med slaver, herrefolket og kapitalisme.

Halvdelen af dansk politik er religiøst betinget, som halvdelen af amerikansk politik er det.
Den tilsyneladende almindelige opfattelse af at videnskablig fakta, er mere velegnet til at guide politikeres beslutninger i Danmark end religiøs overbevisning, er sansynligvis ikke større en 50/50 i realpolitikken, hverken i USA eller i Danmark.

Hvis nogen ønskes en forståelse af den verden vi lever i dag, med Donald Trump og halvdelen af befolkningen, der ikke nødvendigvis opfatter sig som religiøse, men benytter samme verdensopfattelse som religiøse funderede menneskers, så kast blot et blik på forholdet mellem de menneskeskabte klimaforandringer og den økonomiske politik der føres i Danmark og USA, i forhold til den videnskablige faktuelle verdens opfattelse af, hvilken vej politikeres ‘burde’ lovgive, for at undgå katastrofale konsekvenser ved fortsat afbrænding af kul, olie og gas.

Den religiøse overbevisning uden brug af fakta kun vejledt, at troen på Gud og de økonomiske fordele ved denne vej og brug af videnskabens fortælling om risiko.

Det er nemmere at forklare partier som f.eks. LA, De Konservative, ved forklaring af halvdelen af amerikanernes verdensopfattelse, end det er at skriver ud fra danskernes der er mere økonomisk religiøs funderet, men det er de samme 50/50 forhold der spiller ind, lad mig derfor tage udgangspunkt i USA.

Når der lovgives og regeres med flertal i senatet og kongressen, af de religiøse funderede i USA, der helt overordnet set, opfatter mennesket som værende jordens herskere, med absolut magt over naturen, så er demokratiske valgte politikkere af anden opfattelse, end den religiøse funderede, for de religiøst funderede revnende ligegyldigt, der er ingen form for mindretals garanti, USA deler da ud af gaverne til alle også ikke religiøse funderede, alle bevare retten til, at mene hvad man vil, men viljen, den ligger i USA's lomme med Gud, In God We Trust (Vi stoler på Gud), der er USA's nationale motto, det blev ved lov vedtaget af Kongressen i 1956.

Men hov vil nogen sikker nu tænke, USA er da om nogen i denne verden, garant for den frie vilje, kapitalisme og frihed, en hver er sin egen lykkes smed, det kunne næsten lyde, som amerikanere ikke mente noget med deres frihed, men det gør 50% af amerikanerne, med Gud i centrum og ikke videnskab og 50% med videnskab i centrum.

Gud har givet mennesket jorden og alt på jorden, til mennesket 'Gud skabte mennesket skabt i sit billed'
Første Mosebog 26-27-28

Det er denne tilgang til verden, der vanskeliggør kritik af kapitalisme, klimaforandringer mm. og giver USA's Gud's givende ret, til at regere verden, Gud danner det fundamentalistiske grundlag, for den liberale tilgang til kapitalisme med Gud og ikke videnskab og fakta, med tro på Gud og hvor mennesker over naturen.

F.eks. Israel og bosættelserne i Palæstina, bør ses i lyst af tro på Gud ikke videnskab, hvor Biblen fortæller om det lovede land, landet ‘Storisrael’, som er givet det jødiske folk ifølge Biblen Ezekiel 47,13–20 og fjerde Mosebog 34, ‘løftet om Storisrael.'
Storisrael nutids Libanon, Vestbredden, Gazastriben, Israel og dele af Syrien.

Det er vigtigt at forså vores egen historie med slaver, herrefolket og kapitalisme.

I 1700 tallet var storkøbmændenes tid i Danmark, de var hovedrige, havde store ejendomme i København og godser på landet.
Disse mænd grundlagde deres formue på slaveri opium smugling og hvidvaskning af penge.
De danske storkøbmænd organiserede eksporten og salget af slaver til sukkerplantagerne på de Dansk Vestindiske Øer, de satte også opiumssmuglingen fra Bengalen til Kina i system, og de sørgede for hvidvaskningen af penge for blandt andet franske forretningsfolk, der ville undgå fransk beskatning, meget lig samarbejdet mellem Folketinget, EU og Goldman Sachs i dag.

"Skattely brugt i DONG salget til Goldman Sachs, er den virkelighed vi i Danmark må leve med, sådan fungere det internationale marked."
Bjarne Corydon

“Hvis handlen ikke gennemføres, vil EU give Danmark bøder, for uretmæssig forhaling af handelen"
Bjarne Corydon

Videnskaben og ‘Gud har givet mennesket jorden og alt på jorden, til mennesket 'Gud skabte mennesket skabt i sit billed'
Første Mosebog 26-27-28

De ekstreme menneskeskabte klimaforandringer vi har oplevet, blev beskrevet for over ethundrede år siden af naboen svenskeren Svante Arrhenius (1859-1927) i 1896, da fossilt brændstof var blevet introduceret for alvor, som datidens foretrukne energi til fremdrift af økonomien, men i følge videnskaben kun, som værende økonomiske kortsigtede gevinster, der for en stund giver varme, som at pisse i bukserne langt ude på marken i tyve graders frost, med en times gang til fods, fra varme fra gården, kortsigtede økonomiske gevinster og tro på en Gud, der har skrevet, at naturen skal bruges uden frygt for repressalier, der vandt over klogskab og videnskab allerede dengang i slutningen af attenhundredetallet.

History of the greenhouse effect and global warming
Read more: http://www.lenntech.com/greenhouse-effect/global-warming-history.htm#ixz...

The father of climate change.
Link: https://www.theguardian.com/environment/2005/jun/30/climatechange.climat...

Ejvind Larsen, lars søgaard-jensen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Toke Kåre Wagener og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Kåre Wagener
Toke Kåre Wagener

Smukt.
Nok af de brikker der er menneskeheden vil nok først rigtigt komme i gear når det går grueligt galt. Teoretisk set kan det tveæggede sværd der er den forsat voksende teknologi udvikling rede os selv når mennesket stor set har udryddet sig selv, selvom det så evt. vil være i form af et andet intelligent væsen end mennesket, der måske vil være beklageligt underlegent os på visse punkter. Men en latterlig eksploderende storhedstid for menneskeheden kan jo gå os i møde hvis vi kan finde ud af at tæmme den teknologiske udvikling på konstruktiv måde selvom det ser lidt sort ud i det der ikke som er nogen der virkeligt tager fx Jung seriøst når han fremsagde det problematiske i at den etiske sfære etc. ikke ville være i stand til at følge med den teknologiske udvikling. Kinas "nødvendige" pragmatiske handlen som snart den største eller en af de største stormagter på verdensscenen kan dog være yderst frugtbar teoretisk set i forhold til den tragi-komisk struktur der er vesten, ja held og lykke med at den kan gøre noget realistisk ved Jordkloden i tide, selvfølgelig kan den også være med til det men ikke uden at få nogle slag.