Essay
Læsetid: 11 min.

Sidste stop og hjem

’Har I ikke også altid drømt om at tabe et bildæk ude i vildmarken? Nej, mildest talt ikke.’ Kristina, Hanne og Ida runder af
Tre forfattere vil udforske hinandens forestillinger, idealer og praktiske ageren i livet som enlig mor/delemor på ved på skift at invitere hinanden på en rejse væk fra hverdagen i Danmark. Første stop er Island.

Tre forfattere vil udforske hinandens forestillinger, idealer og praktiske ageren i livet som enlig mor/delemor på ved på skift at invitere hinanden på en rejse væk fra hverdagen i Danmark. Første stop er Island.

Wild Wonders of Europe/Zankl

Kultur
4. november 2017

Kristina:

Sidste stop på turen, Borganess, vi er kørt sydpå, det er først på eftermiddagen, og vejret er skiftet på vej fra bjergene og fjordene, her er det næsten sommer, det hvide byggeri på Egilsgata, som vores ferielejlighed ifølge min kvittering fra bookingen befinder sig i, står og lyser i solen, da Heidi følger gps-damens anvisning og drejer rundt om hjørnet, jeg sidder på forsædet ved siden af hende, printet af kvitteringen ligger forrest i plastikcharteket inde i handskerummet. Jeg sørger altid for at lægge det ned i min sorte rygsæk, inden Ida indmellem forsøger at kurere køresygen med et ophold på forsædet, som Heidi og jeg ellers har taget patent på.

For Ida er som en hvirvelvind, har altid mindst en taske og en pose over skulderen, et par af Aggis prinsesseunderbusker i den ene hånd, en kulørt flagermusebamse med store, selvlysende øjne i den anden, hendes tøj flagrer, hendes lange, shiny kobberfarvede nedernel flagrer og de evige mønstrede sweatre, altid lidt for lange, altid med ærmegabene kravlende ned over håndryggene, de lange, brune slangekrøller, som er blevet copy-pastet på Aggis lille runde baghoved, flagrer, tilsammen må de fælde enormt, støvsugerposer og baderiste må fyldes på ingen tid med deres dalende hovedhår, men de bemærker det vel næppe midt i al den øvrige flagren.

Jeg drejer mig rundt og betragter bagtruppen – Edgar, Silas og Mille sidder og sover i hver deres autostol, Milles hoved hænger ned foran hendes skulder, hun er helt opkogt, hendes hvide hår klistrer i små klaser til de røde kinder, Edgars hoved er lænet tilbage mod autostolens nakkestøtte i en drabelig vinkel, der blotter hele hans hals og strækker alle hans dobbelthager fra hinanden, kort før på indfaldsvejen til Borganess sad Ida på sædet foran Edgar og sov på samme måde, med hovedet i præcis samme vinkel, begge havde de mundene vidt åbne, snorkende som to små strandede marsvin, den ene mere yndig end den anden.

Heidi parkerer ved siden af de andre firhjultrækkere på skråparkeringen over for den hvide bygning, Hanne er ude af syne, har hun endelig tabt det dæk, hun fablede om inden rejsen? – Vi sad oppe i pallesofaen i vores kollektiv og planlagde turen, eller det vil sige, Hanne og jeg skiftedes til at gå kolde inde på Airbnb og Rentalcars, Ida sad og zonede ud, måske hun snoede en af slangekrøllerne om pegefingeren og rettede lidt på sin sweater, og så Hannes berømte replik – »har I ikke også altid drømt om at tabe et bildæk ude i vildmarken«? Nej, mildest talt ikke. Jeg putter plastikchateket ned bagerst i rygsækken, lukker lynlåsen, åbner den igen og tager charteket ud, tjekker papirerne en sidste gang, lægger charteket på plads igen, lyner, vi stiger ud, vækker børnene, der stirrer tomt frem for sig og forsøger at komme til bevidsthed, »så nu er vi her, sidste stop, solen skinner«.

Heidi og jeg lægger an til rutefarten mellem Chrysleren og lejligheden, plastikposeguirlanden skal afmonteres tagbagagen, kufferterne skal bæres ind, Ida genner børnene over vejen og ind gennem den hvide låge til boligkomplekset, »moar Aggi overhaler, Aggi skubber, jeg vil åbne lågen, det var mig, der sagde det først, nu er det min tur, min tur, moar«, Edgar er tilsyneladende kommet til fuld bevidsthed.

Vi er endelig installeret på de to værelser på lejlighedens førstesal, Ida, Aggi og Edgar til højre for trappen, Heidi, Mille, Silas og jeg til venstre, det tredje værelse nede i stuen står tomt endnu, Hanne, Bjørn og Dagur er ikke ankommet, der er kommet nogle venner, en fjern slægtning til hendes eksmand eller en varm kilde i vejen, Bjørn og Dagur sidder velsagtens og varmer deres hvide fusser i et eller andet afsidesliggende termisk bad ligenu.

Jeg stikker hovedet ind på Idas værelse, hendes enorme kuffert ligger vidt åben på gulvet, som er den eksploderet, som er tøj, bamser, legetøj, ansigtsmaling og hårelastikker blevet spredt ud på gulvet fra den ved udløsningen af et enormt overtryk. Så hører jeg hoveddøren gå, Hannes ansigt kommer til syne for enden af trappen, da jeg vender mig om i døren, »hej, vil I med på legeplads, Bjørn og Dagur er gået i forvejen, I skal se den, den ligger fantastisk smukt, oppe på klipperne med udsigt over vandet.«

Hanne:

De andre rejser fra en strålende sol over Island, jeg afleverer bilen og tager lufthavnsbussen tilbage mod Reykjavik, sidder og glaner ud over de mosklædte lavamarker, Keflavik, Njardvik, Hafnarfjördur, havet og dér Snæfellsnes, der er så klart vejr i dag, at man kan se gletcheren derovre som en hvid lampe i horisonten.

Og hvad så nu, er alt så, som det plejer?

Har de andre haft en god tur, eller har de bare halset efter mig i monstertrucken, køresyge og naturforskrækkede, med glutenallergi og højdeskræk i åbne udbrud?

Jeg har lidt dårlig samvittighed, har jeg presset dem for meget?

Og jeg savner dem, Ida, der altid flagrer stenet omkring og grubler over en ny form for glitrende stoflighed med sine brunøjede og iltre ynglinge (Aggi er helt vild), Kristina og tropsføreren, med deres små, der ligesom Kristina har forklædt sig i kridhvide parykker, det er gået op for mig, at det slet ikke er Heidi, der bestemmer, men Kristina, ikke bare i familien men i tilværelsen som sådan, bag sit søde smil og en latter, man umiddelbart ville betegne: »hjertelig« og »smittende«, men som i virkeligheden dækker over en udspekuleret magtstrategi, trækker hun i alle tråde (f.eks. overtaler hun mig senere på året til at blive fotograferet), det går pludselig op for mig, at hun ikke uden grund har gået til revolverskydning.

Ikke desto mindre savner jeg dem, hvorfor sku de også rejse, ku de ikke være blevet?

Jeg spurgte dem flere gange, »vi ku ta østkysten,« sagde jeg.

Men de havde en returbillet, og noget med børn og arbejde. Nå. Det skal jeg ikke tage personligt, indskyder alle mine kloge veninder og hele mit livs psykologer i kor. De har sikkert haft en god tur.

Men altså, har vi overhovedet oplevet det, vi skulle? Har vi stof til en bog nu? Det var jo ikke ferie, vi skulle på.

Det forekommer mig pludselig helt uforsvarligt af dem bare at rejse, når vi slet ikke har fundet det, vi ledte efter. Den store frihed.

De frigjorte mødre, der ikke opererer efter rigide rosenrøde, nej: jordbærgrødsrøde! kernefamilieidealer, som man gør hjemme i Jordbærgrødsmark.

Har de overhovedet forstået, at der findes noget andet heroppe? At det også har med naturen at gøre? Med litteraturen og slægtshistorien. Har de forstået det?

Og hvorfor har de ikke læst den lange liste af bøger, jeg har præsenteret dem for, eller de islandske sagaer, som jeg ovenikøbet havde med på rejsen, i den nye 5-bindsudgave på dansk.

De første dage slæbte jeg dem altid fra bilen og ind på vores overnatningssted, stillede dem indbydende frem på et af fællesarealerne, ved komfuret, eller midt på spisebordet, alligevel var der ikke andre end min Björn der af og til pligtskyldigt trak en ud af boksen, som Heidi havde flyttet hen i et hjørne på gulvet, og læste højt fra Gisle Surssøns Saga. De andre syntes mere optagede af at bage pizza og snitte gulerodsstave, skifte deres børns superhelte- og prinsessetrusser eller overmale dem med glimmertush i ansigterne.

Har de dog slet ingen åndelige interesser, tænkte jeg mere end én gang på den rejse.

Vi nærmer os Reykjavik, og jeg må erkende, at jeg også har et ansvar, jeg har fejlet som tourguide, de har ikke forstået en brik, og det er alt sammen min skyld: Jeg har jo ikke givet dem mulighed for at se andet end min røde bilrøv på daglig basis, åh! Det må blive en ommer, vi tar østkysten næste år, Femø, eller hvad det er, de forestiller sig næste sommer, er hermed definitivt afblæst.

Ida:

Kristina og jeg har allieret os. Det er Kristinas tur til at invitere hele bunken af børn og voksne på en tur i sommeren 2018. Hanne har vist travlt med noget andet, måske med at købe nogle aktier, efter at hun har fået kunstfondens treårige, eller at spille på væddeløbsbanen, så Kris og jeg sniger os til at skrive en ansøgning om et rejselegat til Kunstfonden, vi skriver »Krealternativ uge på Femølejren sommeren 2018 med tre kreative forfattere og seks børn«.

Jeg er spændt på Femø og kussetryk og perleplader og storytelling, jeg glæder mig som et lille barn til at lade min egen forvirrede urbane feminisme møde lesbisk kropsfeminisme og 70’er fællesskabsånd. Jeg glæder mig selvfølgelig allermest til at binde Hanne i bikini fast til en sten rundt om et bål i en uge og lænke en snobrødspind til hendes håndled, den her gang NUL BILER.

Men inden vi kommer for godt i gang: Først skal vi altså holde Islands-reunion hos Kristina på stenbroen! Vi skal spise lam fra Vestfjordene og drikke vin, og alle børnene skal lege idyllisk sammen igen! Alle bamserne skal flette fingre! Mikrobløde og Bluffy skal hygge sig til Disneysjov! Så fredag aften kommer jeg friskt ladcyklende i regnen med Aggi og Edgar efter hyl, skrig og postyr »mor jeg bliver våååååd« og en telefonsvarerbesked fra min underbo om, at det har dryppet ned i deres lejlighed fra min altan og et søvnunderskud på ca. en milliard timer.

Da vi træder ind i Kristinas store, dejlige, hvide og rene kollektiv, er Praktisk Gris Heidi ved at lave pizza og snitte gulerødder og hurtig på aftrækkeren: »Kristina er god til at få det til at se rent ud, hun kan pakke ting væk i skabe på ingen tid,« Kristina fniser, alt er ved det gamle, jeg får en drink, jeg smider grønt og skumfiduser på køkkenbordet, alle måber over mængden af slik, som skulle vi på månefart, børnene løber rundt og griner og græder. Det varer ikke længe før Kristinas kæreste Mette dumper ind. Så sidder vi pludselig alle sammen om bordet med hver vores G&T og kigger sådan lidt febrilsk på hinanden, Mette, Hanne og jeg og 2 x Gris, og som vi sidder der: det famøse øjeblik, som vi efterfølgende alle ser i slowmo, mens vi lader chilinødderne dumpe ind i vores åbne munde: Kristina kommer ligesom til at lægge en erotisk nussende hånd på Heidis skulder, altså nusser den forkerte skulder meget langsomt, mens hun kigger lummert på Mette, der er noget galt, Kristina opdager det og bryder straks ud i ekstatisk skamfuld latter, men nu er der ligesom åbnet op for at vi kan nusse hinanden i en slags krydsbefrugtning af intense blikke og mystiske tantraberøringer.

Jeg er helt vildt spændt på resten af aftenen med Kristina og hendes harem, vent, er Hanne og jeg nu også medlemmer, gir Kris mig et hestebid lige om lidt, what, hvornår har jeg lige været til optagelsesprøve, var Island en optagelsesprøve, er det så nemt at blive lesbisk eks i København, jeg troede ellers, at det var Hanne, der havde et godt øje til mig, bliver jeg mon Gris nummer tre eller Gris nummer syv i Kris’ harem, okay jeg springer ud i det, jeg vil være haremsdame, jeg vil ligge i en fatboy og kaste chilinødder på Kris og eksernes dunkende klitorisser, jeg håber, at det virker positivt tilbage på mit eget kærlighedsliv, at alle mine egne ekser bliver forvandlet til kvinder, eller at de pludselig synes det kunne være helt vildt rart at drikke lidt kaffe og lægge striden på hylden, smide sig på mit gulv og kaste popcorn i mit hår, eller også bare er misundelige over, at Kris gjorde mig til Gris, og nu vil høre om hun gør nogen undtagelser og optager haremsdrenge, jeg bliver svimmel over alle de muligheder, der er i haremsfantasien, f.eks. at lave svensk pølseret til samtlige mænd jeg nogensinde har haft et godt øje til, som er væltet ind ad døren oveni hinanden og nu sludrer løs og spændt viser hinanden deres nyeste skægmode eller brillemode, sidde med Aggi på skødet og prøve at forklare hende, hvem de hver især er, »altså ham dér havde jeg et crush på i femte, men det er du nok for lille til at forstå, men altså ham der, ham fik jeg næsten børn med, han kunne have været din far!« Og lignende grænseoverskridende sætninger, som et barn overhovedet ikke skal høre på, men hun lytter og siger sikkert noget klogt, som hun plejer, måske har hun luret, at lige meget hvor magtfuld en haremsGris jeg bliver hos Kris på Stenbroen, eller hvor langt væk vi alle sammen prøver at fjerne os fra heteroseksuelt idioti, vil Hanne og jeg åbenbart stadig finde noget mandeagtigt at fantasere om, selv på Femø skal der nok vise sig at være en pedel eller en køkkenchef eller en buddreng til vores måneskinsfortællinger.

Det er blevet sent, Aggi fortæller mig, at hun ikke vil sove i lejligheden, hun vil hjem til sig selv. Vi kæmper en stille kamp, »har du ikke lyst til at sove her, når alle de andre sover her, søde skat, har du ikke lyst til at være længe oppe og få lidt mere slik, for der er altså ikke slik, når vi kommer hjem!« Og så den ekstra påtrængende, mor er pissetræt og vil gerne nå at spise lammet, der koger og bobler i ovnen og faktisk også gerne sidde på altanen og drikke en drink og sladre, og mor gider ikke ud i regnen og køre ladcykel med segnefærdige unger, der begge to synes alt er vådt og fryser og klager sig.

Til sidst får Aggi Kristinas tablet og siger ok og hopper op til de andre og spiller i mørket og kollapser snart i sengen. Alle vi Grisebasser i det uendeligt voksende lamme-harem sidder på altanen i timevis og snakker om familier og forældre og skyld og mænd og ekser og kærlighed og grimme ord og bøger og forfatterfotos, og når vi nu ikke har en lavavulkan at kigge på eller ø-lejrens blussende ild, så har vi i det mindste KLOVNEN, den glimter dernede på hjørnet af Rantzausgade, den sidste sprællemandsbodega på Nørrebro.

Serie

Rejsen til Island

Som første etape af et fælles bogprojekt har vi, Ida Marie Hede, Kristina Nya Glaffey og Hanne Højgaard Viemose, i sommer været på en rejse rundt i de islandske Vestfjorde med vores børn, Aggi (6) og Edgar (3), Mille (7) og Silas (4), Björn (7) og Dagur (5), og Kristinas ekskone Heidi Colding Hansen (43).

Projektet går helt – og alt for kort fortalt – ud på, at vi sammen vil udforske og gå kritisk til hinandens forestillinger, idealer og praktiske ageren i livet som enlig mor/delemor ved på skift at invitere hinanden på en rejse væk fra hverdagen i Danmark.

I en slags socialt eksperiment vil vi flytte os geografisk og mentalt til steder, som på forhånd repræsenter en utopi om et bedre, mere frit liv med børn, kønsidentiteter, arbejdsforhold og personlig frihed.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her