Læsetid 11 min.

Sjælehistorikeren Svetlana Aleksijevitj

Svetlana Aleksijevitj trækker det politiske og samfundsmæssige ind på følelsernes og moralens område, når hun i sine vidnesbyrdromaner beskriver sit lands historie og dets katastrofer fra det lille menneskes perspektiv. I hendes nye værker er det ikke krigen og katastrofen, der er omrejningspunktet, men derimod alderdom og kærlighed – og her er det sværere at ’høre musikken i det samlede kor’, fortæller hun
Svetlana Aleksijevitj er ikke så høj, og da hun første gang mødte Mikhail Gorbatjov, udbrød han: ’Har sådan en lille kvinde skrevet så store bøger?’ Hendes svar var: ’De er nu heller ikke selv nogen kæmpe, og alligevel har De væltet et helt imperium!’

Svetlana Aleksijevitj er ikke så høj, og da hun første gang mødte Mikhail Gorbatjov, udbrød han: ’Har sådan en lille kvinde skrevet så store bøger?’ Hendes svar var: ’De er nu heller ikke selv nogen kæmpe, og alligevel har De væltet et helt imperium!’

Lærke Posselt

4. november 2017

Det første, der slår én ved mødet med Svetlana Aleksijevitj, er, at der er 100% overensstemmelse mellem værkerne og forfatteren. Hun er nøjagtig som sin stemme i bøgerne og altså ikke en anden i rollen som verdensberømthed på turné. Hun er tydeligvis ikke interesseret i at blive hyldet og dyrket og fremstår som en direkte antitese til begrebet glamour. Det, der interesserer hende, er det menneskelige møde.

Selv om hun virker glad for at møde en sal fuld af intenst lyttende tilskuere, kan hun ikke komme hurtigt nok væk fra scenen, fotograferne og autografjægerne, mens hun til gengæld troligt bliver stående og signerer sine bøger for lange køer af læsere. Det gør ikke noget, hvis læseren bliver stum og bare står der, ofte med tårer i øjnene, for Aleksijevitj stiller selv spørgsmål til alle dem, hun møder.

Når man spørger Aleksijevitj, om der er forskel på hendes læsere i de forskellige lande, svarer hun benægtende.

»De menneskelige følelser er de samme. I Colombia mødte jeg en skuespillerinde, hun kom til alle mine optrædener, og hun prøvede at tale med mig først på spansk, så på engelsk. Jeg forsøgte at forklare hende, at jeg ikke talte de sprog, men der var noget, hun virkelig havde brug for at sige til mig, og til sidst tog hun pludselig sin poncho af og gav mig den på! Jeg spurgte: Hvorfor? Hun fik forklaret, at hun gerne ville give mig noget af sit eget … Læserne kommer med deres følelser, og følelserne ligner hinanden overalt.«

Et korværk af stemmer

En anden erkendelse ved mødet med Aleksijevitj er banal, men rammer alligevel nærmest som en åbenbaring: Når vi læsere og interviewere taler om og spørger til en stemme eller en skæbne i en af hendes bøger – hvad enten det er en kvindelig veteran, Gorbatjovs militærrådgiver eller en succesfuld forretningskvinde – svarer hun om det menneske, hun har mødt. Hun husker deres historier, husker hvad hun har udvalgt derfra til sin bog, men husker også, hvordan de så ud og talte og sine egne følelser under interviewet.

Aleksijevitj taler selv om sin metode som en slags »konstruktiv prosa«: Hun har ikke opdigtet noget, hun har det hele fra de interviewede personer, men hun udvælger fra de måske 70-80 siders transskriberede interview med en person det værdifulde uddrag, som sammen med de andre hundredevis af uddrag skaber det sammenhængende korværk, den polyfoni, Nobelpriskomiteen nævnte i sin prismotivering. Selv omtaler Aleksijevitj sin komposition som både en »symfoni« og et »oldgræsk kor«, men den betegnelse, hun bedst kan lide, er faktisk en »spiritual«.

»Sangerne synger i kor, men den enkelte råber også til Gud med sin egen stemme. Disse spirituals kan jeg rigtig godt lide, og cirka sådan ser jeg mine bøger. Den enkelte har sit eget råb, den enkelte råber sin egen sandhed, men tilsammen giver det et tidsbillede.«

Samtidig er det vigtigt for Aleksijevitj, at hun som forfatter ikke blander sig for meget med sine egne fortolkninger og kommentarer. Her stiller hun sig overraskende nok i et modsætningsforhold til den genremæssige læremester, hun ellers ofte nævner, den hviderussiske forfatter Ales Adamovitj (1927-1994), som også baserede sig på vidnesbyrd i sine »fællesskabsromaner« eller »oratorieromaner«, men som i Aleksijevitjs øjne kommenterer for meget i stedet for at lade de stærke historier stå i sig selv.

Hun nævner en historie fra Adamovitjs Blokadebogen (1977-1981) om det belejrede og udsultede Leningrad, hvor en dreng pludselig mærker lugten af en stegt kotelet, af normal mad, men i sidste ende vælger ikke at stjæle koteletten. Som så mange andre sulter han ihjel. I den anledning filosoferer Adamovitj længe over mulige forklaringer i den russiske mentalitet, men han skulle hellere, mener Aleksijevitj, have ladet den stærke historie stå, som den var. Af andre litterære læremestre fremhæver hun Dostojevskij for hans frie personstemmer og nervøse stil og Varlam Sjalamov for hans skånselsløse Fortællinger fra Kolyma baseret på hans egne GULAG-oplevelser.

Gud er i detaljen

Vidnesbyrdforfatteren bør altså holde sig tilbage og lade de konkrete historier og detaljer tale for sig selv, mener Aleksijevitj.

»For mig er Gud i detaljen; det er detaljen, der er det allervigtigste for mig. Rigtig mange tanker og refleksioner kan udtrykkes i en enkelt detalje.«

Som eksempel kontrasterer hun en mandlig veterans generelle fortælling om krigen og slagmarkens prøvelser med hans kones præcise erindring om en situation, hvor hun kom ud til en af kanalerne uden for det belejrede Leningrad og så et hav af kasketter flyde på vandet.

»Det er så stærkt et billede, at man ikke behøver at sætte ord på rædslen, eller overhovedet kommentere.«

Det er det enkelte menneskes konkrete erindringer, Aleksijevitj har sat sig for at indsamle og videregive, og hun kalder sig selv for en slags sjælehistoriker. Ved at skrive om Sovjetunionen og dens katastrofer fra det lille menneskes perspektiv med fokus på disse menneskers konkrete oplevelser kan man sige, at hun trækker den store historie og det politiske og samfundsmæssige ind på følelsernes og moralens område.

Hun hjælper det enkelte menneske til at reflektere og skaber med sine værker en menneskelig refleksion på vegne af alle borgere i det postsovjetiske område. Det er en kæmpe opgave at sætte sig for, og Aleksijevitj er efterhånden blevet vant til, at mange studser over hendes beskedne fremtoning (og lave højde), når de træffer hende første gang. Hun fortæller, at hun flere gange har mødt Gorbatjov, og første gang udbrød han: »Har sådan en lille kvinde skrevet så store bøger?« Hvortil hun rapt replicerede: »De er nu heller ikke selv nogen kæmpe, og alligevel har De væltet et helt imperium!«

Den ideologiske syges tilbagekomst

Trods den primære interesse i det enkelte menneske og dets følelser er Aleksijevitj også villig til at kommentere det større historiske og politiske felt. Hun har et mærkbart samfundsengagement og udtrykker især en opgivenhed over at opleve, at den ideologiske syge er tilbage, over at se folk blive grebet af ideologi, nøjagtig som under kommunismen, hvor man ofrede sig for den store historie på bekostning af de små mennesker og menneskelivet som sådan.

Det ser hun ikke mindst i den nuværende konflikt mellem Rusland og Ukraine, og den russiske retorik ligner i det hele taget en næsten fuldbyrdet tilbagevenden til 1800-tallets nationalitetsdoktrin: Den russisk-ortodokse kirke er på plads og har allieret sig med magten snarere end med de mennesker, der har brug for dens trøst; patriotismen lever i bedste velgående i både paroler og handlinger til gavn for fædrelandet. Der mangler bare, at man åbent taler om autokratiet, tsarens selvherskerdømme, som i store træk er genetableret. I alt dette har Aleksijevitjs lille menneske ikke nogen plads, men fristes måske til at gå i krig som lejesoldat i Østukraine for i det mindste at tjene nogle penge til dagen og vejen.

Nogle ville måske forvente, at Aleksijevitj nu ville kaste sig over netop krigen i Østukraine, men trods det politiske engagement er hendes nye projekter næsten endnu længere fra den ydre samfundsudvikling end de hidtidige bøger. Det burde egentlig ikke overraske, for hvilke oplevelser er mere omkalfatrende for det enkelte, almindelige menneske – Aleksijevitjs hovedperson – end netop kærligheden og alderdommen: To nye projekter, der skal udmunde i to nye bøger.

Interviewene til Kærlighedens bog er allerede indsamlet, men endnu har Aleksijevitj ikke fundet formen, hun stræber efter at »høre musikken i det samlede kor«, som hun selv udtrykker det. Samtidig beklager hun, at hun desværre på den måde arbejder ret langsomt, men det er svært at give hende ret i, når man ser på de store værker, hun har skabt, og tænker på alle de timevis af optagelser, der aldrig kommer med i værkerne.

I Kærlighedens bog kommer vi til at møde enkelte fortællinger fra mennesker, vi allerede har mødt i de tidligere værker, men de fleste stemmer er helt nye, for hendes interesse er her samtidens mennesker og deres oplevelser med og syn på kærlighed i ordets bredeste forstand. Det russiske ord for kærlighed, ljubov, som også er et almindeligt pigenavn, dækker på næsten eufemistisk vis over alt fra den romantiske følelse til de forskellige fysiske former og præferencer. Til projektet har hun interviewet cirka 100 mænd og 100 kvinder, og projektet er, som hun siger: »at afdække både den kvindelige sjæl og den mandlige, den kvindelige synsvinkel og den mandlige«.

Ligesom det var tilfældet med mandens og kvindens oplevelser af Anden Verdenskrig, hvor kvinderne ofte huskede langt flere følelser og detaljer, har hun også her oplevet, at en kvinde har måttet genskabe for en eksmand, hvordan deres forhold var. De var enige om, at de begge var hinandens store kærlighed, men han huskede intet om deres hemmelige stævnemøder, om at han skulle have givet hende blomster, og reagerer med vantro på den fortælling. Hvor Aleksijevitj i tidligere projekter indimellem er blevet mødt med mistillid eller skepsis, har hun her oplevet, at folk gerne vil fortælle.

»De fleste vil gerne snakke med mig. Hvad angår kærlighed som tema, så er der en mistillid, men ikke til mig, snarere til hvorvidt det vil kunne lade sig gøre at fortælle om den, om man kan finde ordene uden at banalisere, om man kan beskrive noget, der er så flygtigt og uhåndgribeligt.«

Kunst af rædsler

Ud fra den måde Aleksijevitj omtaler sine projekter, er der ingen tvivl om, at hun er drevet af en slags forpligtelse, at hun føler sig forpligtet over for sine medborgere, og at hun er glad for at nå at få skriftfæstet deres vidnesbyrd, mens tid er, sådan som hun gjorde det med de kvindelige veteraner fra Anden Verdenskrig og med dem, der blev ramt af Tjernobyl-katastrofen. Langt de fleste af hendes hovedpersoner fra de to projekter er nu døde. At de på den anden side indvilger i at tale med hende, forklarer hun dels med deres egen interesse i en sådan samtale.

»Alle mennesker vil gerne tale med et andet interesseret menneske, for der er mange ting, vi ikke forstår om os selv, og har brug for at forklare, også for os selv.«

Men hun indrømmer også, at der måske er noget ved hendes tilgang, der gør dem trygge ved hende.

»Jeg kommer jo ikke anstigende som en privilegeret person, der har fået alle de her priser … Jeg glemmer aldrig, dengang jeg arbejdede på Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, og jeg mødte mange kvindelige veteraner fra hele Sovjetunionen, som var kommet til Moskva i anledning af sejrsparaden 9. maj. Vi var en masse journalister, men ingen ville rigtig fortælle noget til os. Men så om aftenen sagde de: ’Så, nu må det være nok, nu må I gerne gå, men du må gerne blive og tage et glas med os!’ Så der var altså noget ved mig, som de opfattede som noget mere menneskeligt. Og det mest interessante fik jeg selvfølgelig at høre, da vi sad sammen den aften.«

Gennem alle disse vidnesbyrd om ofte rædselsfulde oplevelser har Aleksijevitj tilsyneladende formået at bevare en ægte menneskelig interesse og holde kynismen på afstand. Det forklarer hun selv med sin opvækst i en oplyst og diskuterende lærerfamilie, hvor hendes skoleinspektørfar også kunne tale med alle mennesker – men også med en sammenligning med en kræftlæge, hun har mødt for nylig.

»Han forklarede mig, at, ja, man oplever en slags følelsesmæssig udbrændthed, men det betyder ikke, at man ikke har ondt af de mennesker. Det vigtigste er imidlertid, at man fortsat kan udføre sit arbejde. Det er lidt det samme for mig, jeg kan jo heller ikke sidde og græde, mens jeg hører på de forfærdelige historier, jeg kan ikke sige, at jeg ikke kan holde til det.«

Det vigtigste spørgsmål blandt alle dem, man kan stille Aleksijevitj selv i et interview, er ifølge hende selv, hvordan man kan lave kunst ud af rædsler. Et af hendes svar lyder, at der nødvendigvis må være kærlighed med i ens skildring af mennesker, der har været ude for næsten ubeskriveligt forfærdelige ting. Et andet svar lyder i form af et konkret eksempel, som, tro mod Aleksijevitjs poetik, skal få lov at stå ukommenteret.

»Jeg var i Afghanistan under krigen. Jeg blev taget med hen for at se en våbenudstilling. Der gik en oberst sammen med mig. Pludselig så jeg, hvor smukke moderne våben faktisk er, tit er de endda malet i smukke farver. Der var en orange mine, og jeg udbrød: Åh nej, sådan en frygtelig ting, og så er den så smuk! Så forklarede obersten mig, at hvis en pansret mandskabsvogn kørte på sådan en mine, så ville alt blive sprængt i stumper og stykker. Nogle dage senere ringede han til mig og spurgte, om jeg ville med hen og se, hvad der var tilbage af soldaterne, når de var kørt på sådan en mine. Men der var 50 grader udenfor ... så jeg spurgte, hvad det var, vi skulle se. Han svarede, at det, der foregik var, at man skrabede kødstrimlerne sammen med skeer, for at mødrene skulle have en smule at begrave. Og så måtte jeg jo gå med. Det er kendetegnende for den russiske litteratur, jeg er opdraget med, at man går hele vejen, at man skal kende til det, man skriver om; det er et princip, jeg også har. Så vi tog derhen. Det var forfærdeligt. Og jeg er jo ikke nogen fysisk stærk type, så jeg besvimede, af varmen og af det forfærdelige syn … Siden skulle jeg så tilbage, jeg havde talt med de andre unge soldater, de havde fortalt mig om det hele i alle de grufulde detaljer, hvordan det så ud, hvordan der lugtede, og det skulle jeg jo så hjem og nedskrive fra mine optagelser og derefter fra dette mareridt med hård hånd skære det fra, som ikke skulle med i min bog. Det er sådan, det er, når man skaber kunst af rædsler. Det er mit svar.«

Tine Roesen har oversat to af Svetlana Aleksijevitjs bøger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hun er en fremragende forfatter. Rystende læsning. Gid mange flere ville læse hende. Hendes tre bøger på dansk, er noget af det bedste jeg har læst i mange år.