Det er i kommunerne, at slaget om den borgernære kultur finder sted. Nogle kommuner bruger tre gange så meget på kultur pr. indbygger sammenlignet med andre.
I anledning af kommunalvalget har Information ringet til lokalaviserne i de fem kommuner, som har det største og mindste kulturforbrug, for at få et indblik i de kommunale kulturkampe anno 2017.
Albertslund Kommune
Sportspopulisme i valgåret
Indbyggertal: 27.821, kulturforbrug pr. indbygger: 2.816 kroner
Albertslund Stadion har brug for en ny idrætshal. Det er det tilbagevendende emne til kommunalvalgene. De to eksisterende haller er fra begyndelsen af 1970’erne og nedslidte. Der er brug for en tredje opvisningshal til alt fra gymnastik til indendørs fodbold.
Alle partier i byrådet, fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti, bakker op om projektet, for der er stemmer i sporten. Men der er endnu ikke sat penge af til idrætshallen, og politikerne beskyldes af nogle borgere for kun at fokusere så meget på projektet, fordi det er valgår.
Kilde: Jørgen Brieghel, lokalredaktør på Albertslundposten
Tallene er fra Danmarks Statistik og for 2016. Kulturforbrug er i opgørelsen defineret ved summen af udgifter til eksempelvis idrætsanlæg, svømmehaller, folkebiblioteker, museer, biografer, teatre og musikarrangementer.
Furesø Kommune
Foreningslivet i gebyrkrig
Indbyggertal: 40.798, kulturforbrug pr. indbygger: 2.465 kroner
I Furesø strides politikere og foreningsliv om haltider og -gebyrer. Der er udfordringer med fordelingen af haltider mellem de mange forskellige foreninger i kommunen. Særligt i den nye multihal i Værløse.
Der udkæmpes sideløbende en kommunal kamp om gebyrer på lån af kommunale lokaler. For få år siden blev lokalegebyret fjernet, fordi det ville betyde, at de helt små aktører måtte dreje nøglen om. Der har været snak i byrådet om at genindføre det forhadte gebyr på kommunens budget for 2018, men det røg endnu en gang ud – til stor glæde for foreningslivet.
Kilde: Helene Holm Stolle, områderedaktør på Furesø Avis
Tårnby Kommune
Oversvømmet af svømmehaller
Indbyggertal: 43.089, kulturforbrug pr. indbygger: 2.439 kroner
Tårnbys foreningsledere er meget utilfredse med den måde, beslutningerne og prioriteringerne på kulturområdet træffes på. For seks år siden blev det pludselig besluttet, at kommunen skulle have sin fjerde svømmehal på Vestamager. Til trods for, at Dragør opfører én lige på den anden side af kommunegrænsen.
Der blev afsat 100 millioner i det pågældende budgetforlig, men siden har ingen ifølge redaktør for Tårnbybladet Terkel Spangsbo »hørt en hujende fis«. Det samme gælder for Tårnbys igangværende skøjtehalsprojekt, som også er en beslutning, der er taget hen over hovedet på de foreninger, der bliver hovedbrugerne.
Kilde: Terkel Spangsbo, ansvarshavende redaktør for Tårnbybladet
Helsingør Kommune
Kulturkompromis med værftsarbejderne og ny hjemmebane til FC Helsingør
Indbyggertal: 62.676, kulturforbrug pr. indbygger: 2.338 kroner
Da Han, en skinnende sølvfarvet mandlig pendant til Den Lille Havfrue, blev placeret på molen foran det gamle skibsværft i Helsingør havn i 2012, vakte det utilfredshed blandt nogle tidligere værftsarbejdere. Sådan en »lille fedtet bøssekarl« skulle ikke sidde foran deres gamle arbejdsplads. Som en slags kompensation blev der i nærheden opført fire store bronzeskulpturer, der måler to meter i højden og halvanden meter over skulderen. Så var alle tilfredse.
I dag er helsingoranerne optaget af at få et nyt fodboldstadion. Under stor eufori er hjemmeholdet FC Helsingør rykket op i Superligaen og har som følge af krav fra DBU brug for et større stadion til hjemmekampene. 22 ud af 25 byrådsmedlemmer har stemt for. Enhedslisten vil som det eneste parti hellere bruge midlerne på varme hænder i ældreplejen. FC Helsingørs nye hjemmebane forventes at være opført inden for et års tid.
Kilde: Klaus Dalgas, Chefredaktør på Helsingør Dagblad
Roskilde Kommune
Rock’n’roll’ens danske hovedstad
Indbyggertal: 87.180, kulturforbrug pr. indbygger: 2.317 kroner
Under sloganet »Alle Tiders Musikby« vil Roskilde på danmarkskortet som musisk epicenter. Kommunen har i dag Roskilde Festival, spillestedet Gimle, den klassiske musikfestival Schubertiaden, bydelen Musicon, rockmuseet Ragnarock og indsatser på børne- og ungeområdet for at få flere til at gå til sang og musik. Der er bred politisk opbakning til kulturstrategien, og kun Dansk Folkeparti ønsker en anderledes prioritering.
»Vi sparer for meget på børnene og de ældre. Alt det, vi bruger på sport og kultur, er en overbygning, som vi ikke har råd til, før kommunen løser sine grundlæggende opgaver bedre,« har partiets spidskandidat sagt til Dagbladet Roskilde.
Kilde: Lars Ahn Pedersen, redaktionsleder på Dagbladet Roskilde
Kalundborg Kommune
Kulturel underdog skruer op for ambitionerne
Indbyggertal: 48.994, Kulturforbrug pr. indbygger: 806 kroner
Kalundborg er bundskraberen blandt landets kommuner på kulturforbrug pr. indbygger. Men kommunen har mange kulturprojekter i pipelinen, som endnu ikke er medtalt i kommunens kulturforbrug.
2018 byder blandt andet på nyt kulturhus og permanent etablering af kulturelt fællesområde med storskærm og sportsbaner ved Havneparken i Kalundborg samt nyt sportscenter i kommunens næststørste by Høng.
Kilde: Bjarne Robdrup, redaktør på Nordvestnyt Kalundborg
Sorø Kommune
Gør det selv-kultur
Indbyggertal: 29.635, kulturforbrug pr. indbygger: 810 kroner
Kultur har ikke en høj politisk prioritering i Sorø. Men ildsjæle, fonde og foreningsliv sikrer kommunen et rigt kulturliv. Sorø Kommune har kunst- og kulturhistoriske museer, årlig klassisk musikfestival, jazzfestival, veteranbildag, flere musiksteder, som huser dansktop, country og »gode danske navne«, og Sorø Klosterkirke, som ifølge områderedaktør på Sorø Avis Bjarne Stenbæk er »en kulturperle uden lige«.
Kilde: Bjarne Stenbæk, Områderedaktør på Sorø Avis
Skanderborg Kommune
Feministisk zumbadans på ’Kulturtovet’
Indbyggertal: 60.996, kulturforbrug pr. indbygger: 832 kroner
Under valgkampen har de kvindelige kandidater i Skanderborg Kommune lånt af kulturens virkemidler for at gøre opmærksom på behovet for flere kvinder i byrådet. På tværs af det politiske spektrum bød de en lørdag formiddag op til fælles zumba på ’Kulturtorvet’ i Skanderborg.
Det politiske danseinitiativ tiltrak desværre ikke så mange borgere, men det ødelagde hverken entusiasme eller hoftevrid hos de dansende kvindelige politikere. Se selv her.
Kilde: Grethe Bo Madsen, lokalredaktør på Ugebladet Skanderborg
Favrskov Kommune
Teatertrup taber kampen om kulturkronerne
Indbyggertal: 48.194, kulturforbrug pr. indbygger: 882 kroner
Der er opstået kamp om kulturkronerne i Favrskov. Teaterforeningen Busbjerg Spillene, hvor godt 100 frivillige kæmper for at holde deres årlige teaterstykke kørende efter et stort underskud i 2016, har fået afslag på ekstra tilskud fra kommunen.
Imens vælter kulturkronerne ud til Randers Egnsteater, der har lavet showet Tog til tiden. Fejden er endnu ikke afgjort. Ifølge et medlem af byrådet fra Venstre bunder den i, at kommunen »aldrig har taget en kulturpolitisk diskussion. For hvad er kunst og hvem skal vi støtte?« siger han til Favrskovposten.
Kilde: Kian Johansen, lokalredaktør Favrskovposten
Frederikssund Kommune
Idrætsby deler vandene i byrådet
Indbyggertal: 45.162, kulturforbrug pr. indbygger: 951 kroner
Der pågår en voldsom kamp om finansieringen af en idrætsby i Frederikssund med bl.a. fodboldbaner og svømmehal. En del af byrådet, anført af Socialdemokratiet, mener, at man skal skrue ned for udviklingen af idrætsbyen, indtil der er økonomisk råderum i anlægsbudgettet.
Den anden del, anført af Venstre, er i højere grad villig til at finansiere idrætsbyen ved at bygge boliger på en del af det grønne område Kalveøen midt i Frederikssund. Ifølge Socialdemokratiet vil det kollidere med ambitionen om et rekreativt område i byens centrum og skabe sammenstød mellem kommende beboere og de foreninger, som har aktiviteter på Kalveøen.
Kilde: Henrik Gregersen, lokalredaktør på Lokalavisen Frederikssund
Kommunalvalg 2017
Seneste artikler
’Ben’ og vellønnede poster fører til overraskende bredt samarbejde i København
24. november 2017Frank Jensen (S) brugte den klassiske drejebog med pres og økonomisk lukrative poster, da mandaterne sikrede ham muligheden i København. DF’s afgående borgmester Carl Christian Ebbesen er stolt af aftalenSocialdemokratiets sejr skal stå sin prøve ved folketingsvalget
23. november 2017Har Socialdemokratiet virkelig knækket koden, der har sendt det danske og andre socialdemokratiske og socialistiske partier i Europa i knæ det seneste årti, med det velkendte slogan, at valget står mellem velfærd og skattelettelser?Kommunalvalget afslører et land, vi ikke har set længe: Det røde Danmark
23. november 2017Kommunalvalget er ikke en mellemtid i forhold til folketingsvalget som facit. Det er et selvstændigt politisk facit, som gør virkelige forskelle, at kommunerne og regionerne er blevet politisk røde
Suk suk.
Læs nu korrektur på artiklerne.
Der kan jo smutte et tal eller en stavefejl hist og her.
Men at skrive en hel artikel med forkerte tal, det er altså en ommer.
Specielt når artiklens pointe handler om TAL.
Udgifterne til kultur er IKKE opgjort i kr. pr. 1000 indbyggere, men i kr. pr indbygger.
Det er såmænd blot en fejl på en faktor 1000.