Baggrund
Læsetid: 5 min.

Er Taylor Swifts imageskift et oprigtigt oprør eller et indstuderet PR-stunt?

Hun er blevet kaldt en forræderisk slange, en privilegieblind lillepige, en falsk feminist, en Alt-right-sympatisør, en nazi-barbie, og alt, hvad hun gør, ses gennem konspirationsteoretiske briller af de mest besatte fans. Men nu er den gamle Taylor død, proklamerer Taylor Swift på førstesinglen fra sit nye album ’Reputation’ og varsler et markant hamskifte, der enten er oprigtig vrede eller ren kalkule
Kultur
10. november 2017
Siden Taylor Swift brød igennem som 14-årig og blev signet af Sony/ATV Music som den yngste artist nogensinde, har hun skrevet over 100 sange, solgt over 40 millioner albums og vundet ti grammyer.

Siden Taylor Swift brød igennem som 14-årig og blev signet af Sony/ATV Music som den yngste artist nogensinde, har hun skrevet over 100 sange, solgt over 40 millioner albums og vundet ti grammyer.

I en alder af blot 27 år er superstjernen Taylor Swift mere end 280 millioner dollar værd. Forbes Magazine anslår, at hun mellem juni 2015 og juni 2016, hvor hun turnerede verden rundt med sit anmelderroste, hitspækkede album 1989, tjente omkring 170 millioner dollar. Det er mere end Rihanna og Beyoncé i samme periode – tilsammen.

Siden hun brød igennem som countrysanger i Nashville som 14-årig og blev signet af Sony/ATV Music som den yngste artist nogensinde, har hun skrevet over 100 sange, solgt over 40 millioner albums og vundet ti grammyer. Hun har skrevet sig ind på alverdens lister over verdens mest succesfulde og talentfulde sangskrivere og er blevet hædret af selveste Michelle Obama for sin humanitære indsats. Hun har med andre ord opnået en hel del mere end de fleste andre fra årgang 1989.

Men det, omverdenen går mest op i, har altid været det stormfulde kærlighedsliv, som hun deler så hudløst ud af på især sine tidlige plader: debuten, der bærer hendes navn, Fearless, Speak Now og Red, der alle domineres af dagbogslignende, teenagenaive hjerte-smerte-sange.

Privatliv som gætteleg

Swift skriver sange om genkendelige scenarier og følelser, som unge piger (og alle, der har været unge piger engang) kan spejle sig i, og fra start af er det hendes villighed til at lukke sine fans ind, der hvor det gør ondt, der har skabt et så stærkt og tæt bånd til dem.

Men i takt med at kæresterne i centrum for sangene begyndte at være ombejlede teenageidoler som Taylor Lautner fra Twilight, One Directions Harry Styles, John Mayer, Jake Gyllenhaal etc., skete der et skred i måden, de blev lyttet til på. Pludselig kunne swifties, som hendes fans kalder sig, sætte ansigt på de fyre, hun sang om, og det at lytte til et Taylor Swift-album handlede nu i lige så høj grad om at gætte, hvem en sang handlede om, som kvaliteten af sangen selv. Og det er en form for lytning, som Swift ikke bare har accepteret, men direkte tilskyndet – og i dag er ledetrådene blevet en substantiel del af hendes lanceringsstrategi.

Swift-agnostikere, der bare synes »Shake it off« er nice at køre i sommerhus til, vil næppe få meget ud af de kryptiske tal, kattemasker og slanger, der florerer i Tay-Tays video til førstesinglen »LWYMMD«. Men for de millioner af fans, der følger trofast med i Swift-universet online eller abonnerer på podcastene Taylortalk eller Swiftcast, så fungerer netop den slags indforståede clues godt, fordi de belønner deres vedholdenhed og enorme viden om hendes gøren og laden.

Gættelegen har bare også en ulempe, når internettets lyst til at gå fuldstændig i selvsving i spekulationer og overfortolkninger fører til, at det virker åbenlyst og uomgængeligt, at Swift er lesbisk og gravid og har valgt at udgive sit nye album den 10. november – på tiåret for Kanye Wests mors død – fordi hun er en ond, indebrændt b****, og i øjeblikket kæmper med et temmelig blakket ry.

Al omtale er god inspiration

Men Tay-Tay er ikke sådan at slå ud. Hun har efterhånden ret godt styr på, hvordan man håndterer at blive hængt ud offentligt. Og kigger man nærmere på de tekster og videoer, der præger 1989 og Reputation, så aner man et mønster i Swifts krisehåndteringsstrategi, som går ud på at annektere den kritik, hun møder og gøre nar ad den med en høj grad af selvbevidsthed, indtil den bliver harmløs: Haters kalder hende en skingrende vanvittig, hævngerrig mandeæder – Swift svarer igen med sangen »Blank Space«, der har tekstbidder som »Got a long list of ex-lovers, they’ll tell you I’m insane«, og ledsager den med en video, hvor hun går fuldstændig bananas af jalousi og smider sin fyrs mobiltelefon i poolen, flår hans tøj i stykker, sætter ild til hans ting og smadrer hans bil med en golfkølle.

Haters kalder hende for en slange, som ikke er til at stole på og fylder deres twitterfeed med onde slange-emojis — Swift tæller ned til sin albumudgivelse med merchandise med slangemotiver, billeder på sin instagramprofil af slanger, der går til angreb, og afbilder sig selv som en slags slangedronning med slangeringe på fingrene i videoen til LWYMMD.

Get it? I stedet for at lade sig slå ud af onlinemobning, så tager hun ejerskab, foregriber negative reaktioner og vender kritikken til sin styrke. En tilgang, der bedst kan betegnes som en blanding af Nora Ephrons livsfilosofi om, at »everything is copy« og P.T. Barnums ditto, der lyder, »There's no such thing as bad publicity« – og koges ned til noget a la al omtale er god inspiration.

Ægte oprør eller indstuderet PR-stunt

Taktikken er blevet til i samarbejde med instruktøren Joseph Kahn, og netop den bombastiske video, som de to lavede sammen til »Bad Blood« var lidt af et vendepunkt for Swifts image – det var første gang, hun føjede diss tracket– en slags mudderkastning som sang – til sit repertoire (hvor det altså var tiltænkt andre end ekser) og hér hun for alvor tog springet fra tuttenuttede Tay-Tay til take-no-shit-versionen. Fra girl til grrrl. Fra offer til superhelt – helt bogstaveligt i Kahns videoer, der bliver stadig mere Marvelificerede.

Flankeret af sit #girlsquad bestående af andre højprofilerede kvinder som Lena Dunham, Selena Gomez, Gigi Hadid og Karlie Kloss rustede Swift sig i 2016 til at eliminere alle fjender på sin vej, og det er dén krigeriske inkarnation, der bliver løftet til nye ekstremer i videoerne til »LLWYMMD« og »…Ready for it?« som Kahn igen står bag.

Umiddelbart virker det som et imageskift, der går i retning af en mere rebelsk popstjerne. Som en udvikling, der signalerer, at hun er blevet stærkere og klogere og mindre bange for at bide fra sig.

Problemet er bare, at utallige sangerinder har taget samme tur siden rottehale-Britney trak i rød læderheldragt og barberede sig skaldet for ti år siden. Og hver gang har transformationen fra sød duks til ilter, utilregnelig sexbombe ligesom mistet en grad af autenticitet.

Så når Swift begraver sit tidligere jeg og genopstår som slangedronning, zombie og cyborg til hest, er det svært at afkode, om det oprør kommer fra et sted, der er tilnærmelsesvist oprigtigt, eller om hun blot følger en gennemtestet opskrift til punkt og prikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

Jeg læser af og til det amerikanske magasin, Slate. Der synes de - næsten udelukkende kvindelige - skribenter at have en nærmest sygelig trang til, at skrive sarkastiske, nedladende og kritiske artikler om Swift - uden rigtig nogensinde helt at artikulere hvorfor de skriver så negativt netop om hende, mens deres artikler der omhandler Beyonce nærmest er pinligt tilbedende. Og Slate er altså ikke en underholdningstabloid, sådan rigtigt da.

Er det noget Sofie Lykke Stenstrop kan forklare, altså hvorfor visse amerikanske (venstreorienterede?) medier (eller muligvis bare kvinder) ikke bryder sig om ved netop Taylor Swift? Er det bare sådan noget "alfa-female envy", der er tale om eller har hun gjort eller sagt et eller andet?