Læsetid: 5 min.

Det er ikke tilfældigt, at Aalbæks småtter skulle muge ud i hans svinesti – i hans eget lort

Mens Aalbæk vælter sig i sølet, leger Trier anderledes elegant med Freud. Stor kunst er at vise menneskets virkelige muligheder, som er svimlende og anderledes skræmmende end lette provokationer. Man kunne foreslå Aalbæk at se Triers film, for de handler stort set ikke om andet
Revselsesretten er nu afskaffet i Zentropa. Peter Aalbæk må lege med den hjemme i sin egen svinesti. Ude i samfundet har vi valgt at være voksne, og det er skidebesværligt. Vi taler sammen. Vi forklarer hinanden noget.

Revselsesretten er nu afskaffet i Zentropa. Peter Aalbæk må lege med den hjemme i sin egen svinesti. Ude i samfundet har vi valgt at være voksne, og det er skidebesværligt. Vi taler sammen. Vi forklarer hinanden noget.

Stine Bidstrup

17. november 2017

Så blev revselsesretten ophævet i Zentropa, et par hundrede år efter bønderne slap. Direktøren for det hele, Anders Kjærhauge, har sagt fra over for Peter Aalbæk. Om ikke af andre grunde så af økonomiske, den strengeste Gud af alle åbenbart.

Zentropa var fra starten, da Lars von Trier og Peter Aalbæk slog pjalterne sammen, én stor iscenesættelse for pøblen med Ålens grænseoverskridende opførsel ved siden af Triers kunstneriske eksperimenter.

#MeToo har i den henseende været et paradigmeskift. Et sådant sker i videnskab, når præcis samme fakta fortolkes inden for en ny teoretisk ramme. Verdensbilledet ændrer sig.

Men var Zentropa en forestilling, så kan man også tolke på den. Måske var det ikke stor kunst, måske blot en banal film, men dog en film, som siger en hel del om det verdensbillede, der forhåbentlig nu er ved at falde i Danmark og i verden.

Angiv dit svin

Aalbæk havde helt klart rollen som et dumt svin, det ved han godt. #balancetonporc – altså #angiv dit svin – hedder #MeToo i øvrigt i Frankrig. Det er ikke tilfældigt, at alternativet til spanking for de små småtter hos Aalbæk var at muge ud i hans svinesti, hans eget lort kort sagt. Temmelig barnligt, op på fars knæ eller pottetræning, vi er i den mest basale del af psyken.

Måske er det derfor, Aalbæk insisterer på, at det ikke var seksuelt?

Mens Aalbæk vælter sig i sølet, leger Trier anderledes elegant med Freud.

Trier kredser i sine film ustandseligt om, hvem der har ansvaret for handlinger og forestillinger. Han har sågar gjort en komedie ud af det. I Direktøren for det hele ønsker en direktør ikke at tage ansvar for den store fortjeneste, som han har tænkt sig at score på medarbejdernes bekostning, for han vil så gerne elskes. Derfor har han opfundet en ghostdirektør – direktøren for det hele. Da den økonomiske svinestreg skal underskrives, kræver køberen imidlertid, at den virkelige direktør skriver under. Direktøren ansætter derfor en skuespiller til at spille direktør for det hele, og han viser sig så – pisseirriterende – at have en egen vilje.

Freud opdagede med sit drømmearbejde, at drømmeren spiller alle rollerne i en drøm. Det er ikke så svært at indse: Den, der drømmer, er den, som sætter drømmen i scene. Trier illustrerer i dén grad Freuds pointe: Mens direktøren tror, han styrer firmaet, er det filminstruktøren, som faktisk vælger, hvad der skal ske.

Efter en årrække med ubetinget succes for Zentropa gik gassen af ballonen. Peter Aalbæk begyndte at true dem, der tillod sig at kritisere filmselskabet, med sagsanlæg og det, der var værre. Det menneske, som engang havde været et kulørt og festligt centrum af dansk film, syntes helt at være forsvundet.
Læs også

Grunden til, at Freud opdagede, at subjektet spiller alle roller i en drøm, er, at stort set alle neurotikere – og neurotiske er langt de fleste af os – drømmer om versioner af ’et barn blev slået’. Freud skrev en artikel med netop den titel. Den drømmende neurotiker er på skift barnet, faren, der slår, og beskueren, der kigger på. Der udspiller sig her et indviklet spil af symbolske udskiftninger på scenen, indtil drømmen virker helt neutral, og man bare har ondt af barnet. Selv om man altså selv har fundet på det hele.

Også dette har Trier tolket i sin kunst, allertydeligst i Nymphomaniac, hvor en af scenerne nærmest er en filmatisering af ’et barn bliver slået’. Spørger man folk, hvem den perverse i Nymphomaniac er, peger mange på den mand, som er sat til at spanke vores kvindelige hovedperson, Charlotte Gainsburg. Men når hun ligger med røven bar og får pisk i rumpetten, er den perverse faktisk Gainsbourg selv. For det er hende, der har valgt sceneriet.

Dernæst er den ’perverse’ rolle selve blikket, altså Trier der ser. Men dernæst – og det er jo det værste – er den perverse os, som nyder filmen – ligesom når så mange aften efter aften nyder at se kvinder blive slået ihjel på den lille skærm. Det er denne nydelse, som vi benægter på det kraftigste – ligesom neurotikerne gjorde det, når Freud udlagde sin analyse for dem. Trier leger kort sagt med os, han spiller Gud.

Dermed er vi tilbage ved revselsesretten. Den var nemlig i sin oprindelige form et spørgsmål om et hierarkisk forhold til Gud og hans vilje, der jo må ske. Dermed har vi også hele grundstrukturen i det, man kalder det patriarkalske samfund. Der er nogen, der ved bedre end andre i et nøje bestemt hierarki: Gud, monarken, herremanden, husbonden. Kvinder og børn lå langt nede i det hierarki, de var ganske enkelt ikke subjekter før langt ind i forrige århundrede. Retten til at slå sine egne børn blev først fjernet i 1997 i Danmark.

Neurotikeren drømmer bare stadig om det. For selv om man ikke længere må slå, er der stadig uendelig mange regler, et lille menneskebarn skal indrette sig under. Og når man nu skal opgive den almagt, his majesty the baby er, er det såmænd ganske smart at nyde det. Sådan er vi flest. Så har vi stadig magten.

Men er det grænsesøgende så overhovedet nyskabende?

Skaber man kunst på provokationer som at smide tøjet, slå en prut eller spanke andre og kalder det management, er det bare ikke stor kunst. At være grænsesøgende er en konstant trang til at slå far eller alle reglerne ihjel. Det værste er så, at man med sin protest i allerhøjeste grad holder den gamle i live. I dette tilfælde noget sørgeligt velkendt. Hej far, hej patriarkalske struktur.

Aalbæk tror, han er grænsesøgende, men det eneste, han med sin lidt sørgelige forestilling gør, er at bekræfte, at det patriarkalske samfund lever i bedste velgående. Også det har Trier såmænd gjort bedre i Dogville. Åh, denne lille omvending mellem Dog og God, køteren og Gud.

Stor kunst er på helt anden vis at kridte banen op på ny. Stor kunst at er at vise menneskets virkelige muligheder, som er svimlende og anderledes skræmmende. Man kunne egentlig foreslå Aalbæk at se Triers film, for de handler stort set ikke om andet.

Gud er død, sagde Nietzsche. Selv om vi alle stadig drømmer om at blive slået af ham. Hele det patriarkalske samfund halter, fordi det derfra selv må finde sin mening. Nogle gange kompenseres der med patetiske forestillinger som de, der foregik i cirkus Zentropa. Ude i virkeligheden sker det langt mere tragisk i mænds gentagne overgreb på kvinder. Friheden er svær at holde ud.

Revselsesretten er nu afskaffet i Zentropa. Aalbæk må lege med den hjemme i sin egen svinesti. Ude i samfundet har vi valgt at være voksne, og det er skidebesværligt. Vi taler sammen. Vi forklarer hinanden noget. Misforstår og starter forfra. Vi er besværlige subjekter, ikke marionetdukker, hverken i Ålens eller Triers eller nogen andens forestilling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Maj-Britt Kent Hansen, Bjarne Toft Sørensen, Viggo Okholm, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "Ude i samfundet har vi valgt at være voksne, og det er skidebesværligt. Vi taler sammen. Vi forklarer hinanden noget. Misforstår og starter forfra".

Tak for optimismen, og tak for en på mange måder fremragende analyse. Problemet er, at det citerede udsagn jo bare ikke holder vand, som man siger, uanset om der måtte være tale om Tine Byrckels eller min virkelighed.

Problemet er, at vi ønsker, at nogen spiller Gud med os. Som der står:" Trier leger kort sagt med os, han spiller Gud".

Det er interessant at iagttage, hvad der sker i en biografsal, især med analytisk fokus på lydene i biografsalen, under film som f.eks. Lars von Triers film "Dancer in the Dark" og "Antichrist" eller Stanley Kubricks "The Shining". Som der bliver sagt: Instruktøren leger med os, spiller Gud.

Under den slags film har jeg enkelte gange, overvældet af de stærkt iscenesatte dramatiske og tragiske (og dermed komiske) scener, forladt biografsalen på grund af en latteranfald. Kierkegaard ville uden tvivl kategorisere mig som æstetiker.

Grethe Preisler

Ål i gele eller karrieresild i aspic

"Det retter sig i presningen" sagde skrædderen", han havde syet ærmegabet til ved lommen.

Så er den ged vist barberet helt ind til knoglerne. Næste mand til vask, føn og vandondulation i Salon la France.

"Stor kunst er at vise menneskets virkelige muligheder, som er svimlende og anderledes skræmmende end lette provokationer."

Aha! Så ved jeg det. Det har ellers været et spørgsmål jeg har spekuleret over længe.

Og dog... Hvordan når man frem til, at lige præcis denne definition af "stor kunst" er den sande og den rigtige? Hvad med at det som er "stor kunst", f.eks. kan afhænge af beskueren? Stor kunst for nogen (Matisse f.eks.), siger ikke mig noget, men til gengæld synes jeg guldørnen på kølerhjelmen af en Pontiac Firebird er ret vild.

Kan man måle størrelsen af kunst? I så fald, hvad måler man så størrelsen med? Hvis man ikke kan måle størrelsen, hvordan kan man så tale om "stor kunst". Den må nødvendigvis være større end den kunst som ikke er "stor".

Man kunne vælge at se på, hvor mange mennesker som kan enes om at f.eks. Von Trier laver "stor kunst". I så fald er der noget som tyder på at Taylor Swift laver "stor kunst", i hvert fald hvis man kigger på at hun har mange seere på Youtube. Man kunne også gå mere kvalitativt til værks, og mene at man skal være ekspert for at kunne bedømme kunsten, men hvad er "stor kunst" værd, hvis den kun kan forstås af 0,001 % af befolkningen?

Betyder det overhovedet noget? Hvis jeg ser en lille ukendt kunstners billede, og det rører noget i mig, fordi det falder i hak med mit liv og dermed mit sind, er det så ikke mere værdifuld kunst for mig, end Matisse, Van Gogh, Picasso eller andre kunstnere som normalt rører mig lige så meget som en brugt tepose?

Kan en brugt tepose være "stor kunst" for nogen? ;)

Problemet med Triers film er, at de mest handler om hans egen selvlede og had/kærlighedsforhold til kvinder. Iscenesættelse og alt andet filmisk kunstnerisk lige. Elsker man dem, er man voyeur ved hullet i plankeværket på samme måde som dem, der ser til, mens TV-detektiver får gjort verden konsistent igen med opklaringen af mord på kvinder. Bare med omvendt fortegn. Han siger: Kvinder er ikke gode. Kvinder er ikke onde. Kvinder er mennesker. Lige så skrøbelige og idiotiske som mænd. Og i hans forsøg på at komme overens med egen frygt/længsel, føler hans publikum sig set og underholdt, men fatter derved næppe at skikkelserne på skærmen ikke er mennesker, men forestillinger, idéer om, projektioner, der forsøger at pille Kvinden ned hvor hun hører til: Blandt Mændene... (de andre mennesker, som i Triers film marginaliseres/bliver ofre for emotionalitet).

"Fortællingen" er i sig selv kartatisk - hvis man altså reagerer på den. Og lige nu kan alverdens kvinder tage afsæt i udpegede eksempelhistorier, og forandre deres egen selvopfattelse gennem at have een fælles prügelknabe. Den grænseløse mand. Denne DEL af manden skal ned, hvor den hører til... Blandt kvinderne (de andre mennesker).

Det er kvalmende at være vidne til mylderet af kvinder, der aldrig sagde noget og nu hægter sig på bølgen: Idioterne findes overalt, mænd OG kvinder. Overgreb findes overalt, mænd OG kvinder. Misbrug findes overalt, mænd OG kvinder. Manglende grænsesætning findes overalt - blandt mænd og kvinder. Iscenesættelse af sine traumer gør ikke noget til stor kunst. Men bevidsthedsudvidende, tankevækkende kunst KAN være adskilt fra det idiotiske menneske. Fra hverdagens inkonsistente mix af svagheder og styrker. Fra virksomhedskultur og vaner - som sjældent er kunst og oftest noget med at navigere i et hav af idiosynkrasier.

Når 88 tidligere gratisarbejdere ikke ønsker at blive sat i bås med forestillingen om prostitution, underforstået "villighed til at tolerere seksuel grænseløshed, blot fordi de arbejdede gratis eller under mindsteløn”, så er det FRIVILLIGHED, der er Fortællingen. Ikke Ålens grænseløshed eller hvad man må eller ikke må som direktør for det hele. Men at i enhver relation er der en grad eller en REST af frivillighed. Som man ikke bare kan glemme, når man får lejlighed til at slå igen imod sin personlige historiske afmagt.

Iscenesættelse af traumer hører kunsten til. Og dét vi ser lige nu er fandme ringere end Triers indrømmet: konsistente forsøg på at forlige sig med sine egne savn. Det er en heksejagt foranstaltet af dårlige historiefortællere uden den store selvindsigt, som har et politisk formål med at hægte sig på bølgen af overgreb på begrebet “den grænseløse mand”.

Held og lykke med den testikelafklipning. Men det var måske bedre med lidt selvindblik. Lære at sige nej. Dén slags.