Læsetid: 11 min.

Tove Ditlevsen var arbejderforfatter

Tove Ditlevsen ville den 14. december være fyldt 100 år. I den anledning udgiver Gyldendal de bedste af hendes digte i en ny samling, ’Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø’. Forfatter Olga Ravn har udvalgt digtene og skrevet bogens efterord, som vi her bringer et uddrag af
Mange af Tove Ditlevsens samtidige forfatterkollegaer så ned på, at hun optrådte i livsstilsagtige boligreportager, gav interview om dette og hint, ofte fotograferet i køkkenet, ved skrivebordet, med sine børn, næsten altid placeret i hjemmet.

Mange af Tove Ditlevsens samtidige forfatterkollegaer så ned på, at hun optrådte i livsstilsagtige boligreportager, gav interview om dette og hint, ofte fotograferet i køkkenet, ved skrivebordet, med sine børn, næsten altid placeret i hjemmet.

Erik Gleie/Polfoto

25. november 2017

Mens jeg skriver dette, cykler min mand i regnen mod vuggestuen med vores etårige søn, som heller ikke i nat ville sove, og jeg tænker på Tove Ditlevsens digte. Også jeg vil bare skrive lister over vaner, uvaner, dårlige sider, det der er mig, men ikke mig. Dem jeg elsker, men ikke elsker. Det jeg burde gøre og være, men hverken gør eller er.

Under arbejdet med dette udvalg af digte, som er skrevet fra 1939 til 1976, har jeg fået det indtryk, at Tove Ditlevsens poesi altid handler om misforholdet mellem det, der skulle være, og det, der er, eller misforholdet mellem det jeg burde være og det jeg er (hvilket fører til det uundgåelige pinlige moment, der er i så mange af Ditlevsens digte).

Man kan se det i et digt som »De evige tre«, hvor kærligheden ikke er en ophøjet tosomhed, man elsker altid den forkerte.

Man kan se det i et digt som »Selvportræt 1«, hvor Ditlevsen oplister, hvad hun kan og ikke kan: »jeg kan ikke: lave mad / gå med hat / hygge om folk (...) jeg kan: være alene / vaske op / læse bøger.«

Man kan se det i et digt som »Advarsel«, hvor hjertet »det bare kan drømme, ikke brænde / af længsel efter noget, der er til«. Så ofte i disse digte er der denne længsel efter noget, der ikke er til, noget der var, noget der kunne blive.

Og man kan se det i digtet »Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø«: »Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand, / og du fik, hvad du pegede på men var stadig alene.«

Opfyldelsen af drømmen om familie medførte altså ikke en ende på ensomheden, den førte ikke det med sig, som man troede, den skulle. I stedet deles man i to – man er nu pigen fra før, pigen der lever og ikke kan dø – og så den voksne kvinde, der »går omkring og er til i en verden af stene«.

Og mens jeg skriver dette, løfter vuggestuepædagogen min dreng op i sin favn, snart byder de børnene på æblebåde, og mens jeg skriver dette, tikker lønnen ind på vores konti, så stille som sne, og mens jeg skriver dette, cykler min mand videre til sit kontor, og mens jeg skriver dette, løber timerne, og jeg skal købe ind, og jeg skal gøre køleskabet rent.

Tove Ditlevsen blev født i 1917 ind i en arbejderfamilie på Vesterbro. Hun gik i skole til og med folkeskolen, hvorefter hun havde forskellige småjobs og endelig i den modne alder af 22 giftede sig med den 52-årige Viggo F. Møller, der var redaktør for poesi-tidsskriftet Vild Hvede.

»Det havde sikkert ikke været nødvendigt, at jeg giftede mig med ham for at komme frem i verden, men ingen havde nogensinde fortalt mig, at en pige kunne blive til noget i kraft af sig selv,« har Tove Ditlevsen selv sagt.

Tove DitlevseN: Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø

Debuten kom i 1939 med digtsamlingen Pigesind, som fik stor opmærksomhed, og siden voksede Ditlevsens forfatterskab støt, hun udgav cirka en bog om året eller hvert andet år, en enorm produktion, hun nåede at udgive 30 bøger og et utal af artikler, klummer og brevkassesvar, mens hun fik børn og blev skilt og giftede sig på ny med henholdsvis Ebbe Munk i 1942 og Carl T. Ryberg i 1945, i midten af fyrrerne blev hun narkoman, i 1949 blev hun indlagt for første gang på psykiatrisk afdeling (som hun genbesøgte flere gange gennem livet), og i 1951 forelskede hun sig så voldsomt i Ekstra Blads-redaktøren Victor Andreasen, som hun forblev gift med i 22 år indtil den bitre skilsmisse.

 I 1955 kom digtsamlingen Kvindesind, som cementerede Ditlevsens status og indbragte hende De Gyldne Laurbær, og det er også værd at nævne hendes hovedværk, erindringsbogen Gift fra 1971, der handler om pillemisbruget og de mange ægtemænd.

I-kan-gøre-hvad-I-vil-med-mig-strategien

Victor Andreasen og Ditlevsens forhold var stormfuldt og genstand for masser af sladder, også i pressen. Ditlevsen indrykkede kort efter bruddet en anonym ægteskabsannonce i Victor Andreasens egen avis med ordlyden:

»Efter at være sluppet ud af et langt, ulykkeligt ægteskab, føler jeg mig ensom i denne verden, hvor alle danner par. Jeg er 52 år, 172 cm høj, slank og blond. Jeg har en 8-værelses lejlighed i København og et dejligt sommerhus. Penge mangler jeg ikke, men kærlighed. Jeg har skabt mig et navn inden for litteraturen, men hvad hjælper det, når jeg savner en trofast og kærlig ven i en passende alder, helst bilist. Interesser: litteratur, teater, mennesker og hyggeligt hjemmeliv. Helst foto og oplysning om personlige forhold.«

Jeg har altid syntes, at annoncen var sådan et godt billede på, hvordan Ditlevsen ved at nedværdige sig selv fik krammet på alle. Det er en taktik, hun også tit benytter i sine digte. Niels Barfoed har beskrevet det sådan her:

»Over Tove Ditlevsens væsen er der noget ubeskyttet og tilgængeligt, sommetider ligefrem I-kan-gøre-hvad-I-vil-med-mig, som kan være rystende, hvis man ikke har blik for, at denne værgeløshed samtidig er hendes særlige form for hårdførhed. Hun er jo sej ad Pommern til, damen altså. Tilgængelig? Åjoh. Bag hendes tilgængelighed fornemmes der hemmelige områder, mørklagte egne, hvor næppe en sjæl har indpas. Ej heller hun selv. Og det er selvfølgelig dem, der gør sig gældende i hendes digtning, der i høj grad er en digtning om mørke og mørkerædsel, om noget der lever sit eget liv i én, inden i virkeligheden.«

Jeg skal ikke sige, om Barfoeds citat ligefrem er passende på selve Ditlevsens væsen, men det er en god beskrivelse af en af hendes litterære strategier: at bruge værgeløshed som hårdførhed. Bag det værgeløse er der noget, man ikke kan nå eller eje – I kan gøre, hvad I vil med mig, men der er egne, I aldrig får magt over.

Alle gættede med det samme, hvem der havde skrevet annoncen. I det hele taget var Ditlevsens berømmelse massiv. Hun optrådte fra forfatterskabets begyndelse næsten ugentligt i blade, fjernsyn, radio og aviser, med klummer, fotoreportager og med sin populære brevkasse i Familie Journalen. Mange af hendes samtidige forfatterkollegaer så ned på, at Ditlevsen optrådte i livsstilsagtige boligreportager, gav interview om dette og hint, ofte fotograferet i køkkenet, ved skrivebordet, med sine børn, næsten altid placeret i hjemmet.

[...]

En arbejderforfatter

Tove Ditlevsen var arbejderforfatter. Hun beskriver arbejdernes vilkår på Vesterbro, kvinderne og børnenes hverdag i arbejderkvarteret, de fattige og udsatte særlinge, de prostituerede på Istedgade. Der er i hendes digte også rester af arbejderkvindernes slagere, poesibøger og sange.

Husholdning, børnepasning, omsorgsarbejde og så videre fylder meget i forfatterskabet. Det er ikke tidligere blevet anset for at være arbejderlitteratur, men lad mig lige knytte en kommentar til det.

Det revolutionære subjekt, eller arbejderen, er altid blevet opfattet som værende en mand på fabrikken. Når kvinder sætter børn i verden, børn der vokser op for at kunne gå på fabrik, alt det arbejde, der ligger at reproducere arbejdskraft, ikke bare gro dem af sit eget kød og blod, føde dem og nære dem, men også holde dem rene og arbejdsduelige, at holde hjemmet varmt, lave mad til arbejderen, når han kommer hjem, tage sig af de gamle, er arbejde, er produktion, reproduktion og bør anskues som sådan.

Når det bliver kvindens arbejde at føde børn og holde hus, at producere nye arbejdere til staten, give dem mad, holde dem rene og raske, så kan kvindens forhold til sin egen krop sammenstilles med arbejderens forhold til fabrikken. Altså er kvindens litteratur om egen krop og husholdning arbejdspladslitteratur. Tove Ditlevsen var arbejderforfatter.

Ikke uden grund sagde 1970’ernes feminister (en gruppe, som Tove Ditlevsen i øvrigt aldrig lod sig indoptage i, hun forblev på alle mulige måder outsider til det sidste), at »kvinder går aldrig på pension«, og »ferie og helligdage er overarbejde«. I sin essaysamling Flugten fra opvasken fra 1959 beskriver Ditlevsen, hvordan en kvinde kun kan slippe fra husholdningen ved at have en sag, der er større end hende selv – det kan være nødhjælpsarbejde, at blive nonne, men det kan også være at føle sig kaldet til at skrive.

I mange af Ditlevsens digte finder vi dette reproduktive arbejde – arbejdet med at holde hus og skabe børn, opvarte mænd og uviljen mod det – beskrevet. De hårde, slanke digte uden rim, som kendetegner den sidste del af forfatterskabet – det endelige skift sker med digtsamlingen De voksne fra 1969 – vidner om en træthed og en fandenivoldskhed. »Den pigelige drøm om et barn og en mand« er forsvundet, nu er det skilsmissens tid, alkoholismens tid, og ligegyldigt, hvor erfaren og etableret Ditlevsen bliver – som forfatter, mor, kvinde – så finder hun sig aldrig til rette i husholdningen.

I stigende grad handler digtene om ikke at kunne finde sig til rette. Hvor man i begyndelsen af forfatterskabet, helt frem til Kvindesind i 1955, kan se, at der i digtene stadig drømmes om en mulig fremtidig lykke i familiens skød, så næres der i de senere digte ingen illusioner om en sådan mulig familieharmoni, og digtene handler i stigende grad om at lede efter en kortvarig ro andre steder: i skriften, i alkoholen, i drømmen om barndommen, i døden.

Ditlevsen døde i 1976 i en alder af 58, hun begik selvmord. På fotografier af det store sørgeoptog ved hendes begravelse kan man se de mange arbejderkvinder følge kisten gennem gaderne i København.

Med korset og kliché

Siden debuten i 1939, hvor Ditlevsen var 22 år, har det været diskuteret, hvorvidt hendes digte var gammeldags eller ej. At Tove Ditlevsen fortsatte med at skrive rimede digte efter 2. verdenskrig og langt ind i 1960’erne, provokerede ikke uden grund mange, specielt hendes egne digterkollegaer, der kæmpede den modernistiske kamp for at ændre læsernes bevidsthed om, hvad et digt kunne være.

Kritikken af Ditlevsen var udbredt og kan måske bedst opsummeres med dette Klaus Rifbjerg-citat, som han formulerede det i et tv-program om Ditlevsen fra 2005: »Hun skrev jo rimede digte, som var velformede og velformulerede, men altså med et vist korset på, hvor hun ligesom havde proppet sig selv ind i ... som man jo gjorde i en tradition, der går helt tilbage til ikke bare det forrige, men det forrige-forrige århundrede, det vil sige en forlænget sådan, kærligheds- naturlyrik, hvor hjerte rimer på smerte og så videre og så videre ... Lidt gammeldags!«

Også her altså et misforhold mellem hvordan man mente, Tove Ditlevsen burde skrive, og hvordan hun skrev.

Lad os tale om Rifbjergs korset, det er et rammende billede, han vælger, at sammenligne de faste vers med de snærende og kontrollerende beklædningsgenstande, man har proppet kvinder i gennem tiderne. Her, forstår vi, har Ditlevsen selv proppet sig ind i korsettet, hun har selv valgt den faste form, de gammeldags rim, en form for poetisk, kvindeundertrykkende kontrol.

Men måske havde Ditlevsen ikke samme mulighed for at være fri, som Rifbjerg havde, når han indirekte fremsætter den frie form som den positive modsætning til det litterære korset. Og man kan spørge sig selv, om de erfaringer, Ditlevsen skriver om, har noget med frihed at gøre. Har mange af disse digte ikke netop med ufrihed at gøre? Med tabte pigelige drømme at gøre, med i en fjern barndom påførte smerter at gøre, at gøre med mænd, der går, og børn, der ser underligt op på dig, og du husker igen, at du er deres mor.

Nu spankulerer vuggestuebørnene, mens jeg skriver dette, hånd i hånd ned ad stien på Vestre Kirkegård, de arbejdende stiller sig ud i solen efter frokost, der dufter af kaffe, og jeg tænker på, om den tid er forbi i mit liv, hvor en mand skal elske mig voldsomt uden hensyn til børn og små hunde.

Det, jeg vil forsøge at sige, er, at visse af Tove Ditlevsens digte bevidst arbejder med det slidte, det sentimentale sprog. Med korsettet. Med klicheen.

Det er Eva-stemmen i digtet af samme navn, der siger:

»Derfor er min mund så falmet, den har kysset lidt for mange, / den har sunget alt for meget – der er ikke flere sange.«

For mig har det altid været et billede på, hvordan man kunne skrive som kvinde. Ikke den eneste måde, men en af de vigtige. At blive i dukkens billede og tale derfra, smidt til side som Eva i digtet, kun med gamle, slidte sange på sin falmede mund.

Tove Ditlevsen (1917-1976).
Læs også

Det er ikke helt nemt at forklare, selvom jeg intuitivt forstod det med det samme, allerførste gang jeg læste Tove Ditlevsens digte, i en alder af 12 på en gæsteseng på min morfars kontor og efter at alle var gået i seng, fandt en grøn bog på hans reol og begyndte at læse.

Jeg ser for mig, hvordan hun, forfatteren, går gennem en skov af slagere og plukker røde simili-æbler til sine digte

Det er disse digte, der skrives frem i en form, der ikke søger det originale udtryk, som ikke vil make it new. Hvad vil de så? De vil reaktualisere det af traditionen bortkastede, de poetiske brokker på møddingen. Hvorfor vil de det? Fordi det at bruge et ikke tidssvarende sprog både er en arbejderdigters fuck you til de fine høj-modernister og samtidig er en måde at genoplive det bortkastede sprog. Med det bortkastede sprog kan man få mulighed for at udtrykke en erfaring, som ellers ikke kan italesættes i de gældende former.

[...]

Og mens jeg skriver dette, bobler og snurrer alle mine køkkenapparater, alle mine hvidevarer, snart skal jeg hente min dreng, og snart skal kyllingen sættes over, og snart skal jeg finde styrke blandt mine følelser til at støtte min mand i hans alt for slidsomme liv, og jeg skal putte balsam i håret, også i nat igen kun sove tre eller fire timer, og måske har ungen også astma, og jeg skriver undskyld jeg ikke har svaret tilbage, beklager mit sene svar, jeg vender tilbage så snart jeg kan, jeg forstår ikke, hvordan det skulle være muligt at være mor og kæreste og arbejdende på samme tid i dette samfund uden at gå under.

Lad mig være jeres kanariefugl i mineskakten, jeg dratter snart om af iltmangel. Jeg er alt for svær at elske, jeg er moden til indlæggelse. Jeg kan ikke: komme til tiden / huske navne / være tilgængelig med min krop på alle tider af døgnet. Jeg kan: læse digte / lægge tøj sammen / berolige mit barn.

[...]

’Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø’, en samling af Tove Ditlevsens bedste digte i udvalg ved Olga Ravn. Udkommer på Gyldendal den 14. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Enhver ny Tove Ditlevsen- udgivelse bør altid hilses velkommen.
Hun er til evig inspiration for både kvinder og mænd til alle tider.
"Der bor en ung pige i mig, der ikke vil dø...."
Den voksne og modne Tove vil (heldigvis) heller aldrig dø.

Bjarne Toft Sørensen

Det kan undre, at citatet fra Barfoed og fremhævelsen af hendes evne til at få magten over andre ved at nedværdige sig selv ikke ses i sammenhæng med narcissistiske personlighedstræk (i den mere indadvendte form).

Tilsvarende med den unge piges længsler, som, når de tilsyneladende går i opfyldelse, ledsages af ensomhed. Der er stadig en ung pige med uopfyldte længsler efter kærlighed og bekræftelse, som stiller barnlige krav på opfyldelse af disse længsler, i det der burde være den modne kvinde og mor.

At pålægge sig selv faste lyriske former og en kvindes fastlåste rolle i arbejderklassen passer fint sammen med offerrollen i den narcissistiske personlighed. Derfor passer kvindefrigørelsen hende heller ikke, for hvordan så stadig spille offerrollen?

Se, hvad I har gjort ved mig - mine mænd, mine børn og mine venner og veninder. Hun vil ikke indrømme, at der snarere er tale om en indre kamp, hun konstant iscenesætter i forhold til sine omgivelser, som resultatet af en kamp, hun aldrig fik gjort færdig i forhold til primært sin mor. I sin kamp for at afreagere egne narcissistiske træk overførte hendes mor dem på sit barn, som så resten af livet søger at slippe af med dem i forhold til personer i sine omgivelser.