Læsetid: 6 min.

Trods desillusion og indignation lever den politiske sang

Den socialt engagerede og politisk indignerede sang er i fuld firspring i dagens Danmark og det på trods af en om sig gribende desillusion og rådvildhed. Informations musikredaktør ser på udviklingen op gennem et stadig mere politiseret årtusinde. Han lytter til de nyeste sange – og hører ekkoer af 1970'erne
Raske Penges sang ’Blodsukker’ korrigerer vores lige lovlig selvretfærdige historieopfattelse i forhold til vores rolle på Jomfruøerne – og minder musikredaktør Ralf Christensen om 1970’er-sangen ’Rebild’ af Jomfru Ane Band.

Raske Penges sang ’Blodsukker’ korrigerer vores lige lovlig selvretfærdige historieopfattelse i forhold til vores rolle på Jomfruøerne – og minder musikredaktør Ralf Christensen om 1970’er-sangen ’Rebild’ af Jomfru Ane Band.

Territorium

17. november 2017

Det er ikke en fjerntliggende tanke at genindspille Jesper Jensen og Benny Holsts »Sang om merværdi«. Den har nemlig ikke mistet sin værdi og sin relevans trods sine 46 år på bagen.

Jeg står op om morgenen
Og går hen på mit job
Og jeg laver noget
Og jeg får min løn
Men dét, jeg laver, er mere værd
End dét, jeg får
Hvordan sku’ nogen mennesker ellers blive rige
Uden at lave noget?

Sangen er netop blevet genindspillet af Uffe Lorenzen på hans solodebutalbum Galmandsværk. Men Lorenzen kan også revse med sine egne ord, og sammen med en række andre danskere er han i disse dage med til at splintre 1970’ernes forhåbninger og politiske selvforståelse i nye former for desillusion og indignation – fordi verden stadig er ulige, og økonomien styrer mere end nogensinde før. Heldigvis kan de unge og yngre generationer skam godt tage bladet fra munden.

En ny æra

I begyndelsen af det 21. århundrede blev verden sparket ind i en ny politiseret og ideologisk æra, først med George W. Bushs præsidentembede, siden med 11. september. Det tog noget tid for musikerne at reagere. De havde trods alt – lige som os andre – befundet sig i den vildfarelse, at historien var slut, og at en ironisk distance til livets ulidelige lethed var den eneste farbare vej gennem en kapitalistisk vækstideologi.

Og det var først, da de danske musikere opdagede, at de befandt sig i en neoliberalistisk velfærdsfjendsk og eskalerende xenofobisk verden, at de tog bladet fra munden. Mest legendarisk med Natasja (1974-2007) og »Gi’ mig Danmark tilbage« fra 2007:

En helt unik energi
Men se økonomi er ganske fri for empati
Har ingen pli, ekshippier, skabsrygere der vælger at tie
Kom nu i gang, I har vist noget, I skal sige
Rødvin og piller, hele fucking landet chiller.

Samme år udkom Allan Olsens (født 1956) sang »Roser og violer blå«, hvor han brugte fodboldmetaforik i sin strukturelle kritik »Det’ forstemmende at se, hvordan det førende hold tromler frem over banen med bulldozerbold/ Der tackles igennem mod de svageste led.«

De små fællesskaber

Da vi nåede til 2011 med ti års Fogh VKO-regering, så var vi vist alle lidt matte. Det blev måske bedst udtrykt af neopunkgruppen Iceage, der albumdebuterede med New Brigade. På titelnummeret lød det:

Pointlessness in surroundings
Cannot ruin things
Can you keep a promise
Alliance is our home
We’ll stay together
In brotherhood it shows.

Tidens ungdom i tilbagetog til de små fællesskaber for at finde mening. Det store billede håbløst.

Hiphoppen er også i de senere år blevet en stærk leverandør af sociale snapshots og udfarende retorik med S!vas som måske den skarpeste pen. På EP'en d.a.u.d.a II fra 2014 lød det, at »Systemet er hacket«, og at »Jobbet gik til Johnny«. Mens gæsterapperen Højer Øye gjaldede:

De siger, at revolution vil aldrig ske
Men hvis vi står sammen om det
Om du er sort, hvid, gul eller cafe latte
Bare vi står sammen.

Her i 2017, i en stærkt politiseret tid, er det ikke længere ualmindeligt, at musikere tager bladet fra munden, og netop i disse uger er der flere bud på nye socialrealistiske og politiske sange. Jeg har lyttet til de nyeste og hørt ekkoer af fortiden.

Uffe Lorenzen

Sang: ’Dansker’ fra albummet ’Galmandsværk’

I en fornemt hippiepsykedelisk og hashrungende produktion harcelerer frontmanden i Spids Nøgenhat og Baby Woodrose mod dansk politisk og humanitær apati.

James Daltry

Jeg tænder for mit tv og ser ud på en verden fuld af vanvid
Hvor folk de myrder hinanden for magt, penge, tro eller sandheden
Og hvad fa’en er det egentlig så, I allesammen render rundt og laver?
En nation af cipramil-baskede hjernevaskede forbrugerslaver.

Ekko af: ’I kan ikke slå os ihjel’, Sigøjnerkompagniet (1976)

Lorenzens smukke sang deler den selvretfærdige harme med 1970’ernes politiske sange. Og så kan »Dansker« også høres som en negering af »I kan ikke slå os ihjel« fra Christiania-pladen.

Sigøjnerkompagniet sang hævdede, at outsiderne var en del af helheden, men Lorenzen melder sig uden for det fællesskab, han revser. Og vi’et fra 1976-sangen kunne alligevel godt slås ihjel eller i hvert fald lægges i koma. Vi er fælles om ikke at gøre noget her i 2017. Og 68’erne har ikke indløst deres drømmeudsagn til realpolitik, men er resigneret.

Shaka Loveless

Sang: ’Bunden og Borgen’ fra albummet ’Alting/Ingenting’

En old skool-socialrealistisk ballade iklædt vemodig trækharmonika og akustisk guitar samt Shaka Loveless’ fortælling om manden, der står foran det lukkede skibsværft. Udflytningen af arbejdspladser har efterladt manden hjælpeløst fanget på bunden.

Kenneth Nguyen

Prøver at rulle med slagene
Man har fået på munden
Dem inde på Borgen
Siger man bare ska’ ha’ et skub.

Ekko af: ’Syv til fire’,  Røde Mor (1975)

»Bunden og Borgen« kunne være en sen fortsættelse af Røde Mors fortælling om arbejderprotagonisten Sylvester og hans kamp for at overleve i industrialiseringens kværn. Hvor der dog er håb, når det bliver fyraften:

Du tror han er fortabt, men nu standser fabrikkens spektakel
Han ta’r beskyttelsesmasken af du’ ka høre hvad han siger
Og alle symptomer forsvinder som ved et mirakel
For sygdommen varer kun fra syv til fire.

 

Mads Langer

Sang: ’Dream Assassin’ fra EP’en ’All The Time, Sometimes’
Jannick Børlum

»You’re a dream assassin, your ship is going down,« lover den danske popsanger, der i marts i år ved Gaffa Prisen kritiserede Løkke-regeringen for at annoncere afskaffelse af sabbatåret. Over et moderne klapperslangebeat og under en højt rungende syntetisk klangkuppel synger han:

We’re gonna start a peaceful riot
Put the word out on the street
Nothing’s gonna keep us quiet.

Et forsøg på at galvanisere en ny generation gennem poppens hyperæstetiserede følelsespotentiale. Med et håb formuleret i de allermest generelle vendinger. »We’re the future now,« lyder det derfra, hvor Mads Langer står.

Ekko af: ’Herfra hvor vi står’, Skousen & Ingemann (1971)

Samme vævende retorik, men musikalsk uendelig meget mere hashet hallucinerende og saliggørende er den danske duos klassiker:

Herfra hvor vi står, kan vi se os omkring
Til alle sider
Det bevæger sig, når vi går
Det forandrer sig i alle tider.

Heller ikke her nogle konkrete løsningsmodeller, bare en virkelig fed fornemmelse af, at en omvæltning er på vej.

Raske PengeSang: ’Blodsukker’ (Single)

Via kilder på Jomfruøerne, de tidligere danske Vestindiske Øer, har danskhall-aktivisten Raske Penge fundet frem til historien om et oprør på St. Croix i 1848, hvor de slavegjorte udskiftede danskernes krudt med sand og dermed tvang dem til at overgive sig uden brug af vold. Det var 50 år efter, at man havde forbudt fragt af slaver over Atlanten.

Territorium

Hvad huskes og glemmes, når historien fortælles?
Hvem der er skurk, og hvem der er helt
Vælger dem, der kan fortælle det
.

Altså korrigerer Raske Penge her vores lige lovlig selvretfærdige historieopfattelse – og det endda tilsat musikgenren soca, som netop også dyrkes på Jomfruøerne.

Ekko af: ’Rebild’, Jomfru Ane Band (1976)

Jomfru Ane Band korrigerede også historien. De var involveret i Solvognens aktion ved Rebildfesten, hvor man hver 4. juli fejrer USA’s uafhængighed. Og i sangen »Rebild« forklarede de tankegodset bag aktionen, hvor hvide danskere klædt ud som indianere viste sig på Rebilds bakketoppe:

Vi sku’ hilse jer fra nogen
De ku’ ikke komme selv
Indianerne og Viet Cong og de andre, I slog ihjel
For USA havde fødselsdag den dag
Og USA har blod på sit flag.

 

Shaka Loveless Feat. Suspekt

Sang: ’Velkommen hjem’ fra albummet ’Alting/Ingenting’
Kenneth Nguyen

I en tid, hvor Danmark er i krig, er voldelig død, invalidering og posttraumatisk stresssyndrom blevet reelle samfundsproblemer. Sammen med de hårde nitter i hiphoptruppen Suspekt fortæller Shaka Loveless om de hjemkomne soldaters kamp.

Og det gør ingenting lettere
At de siger, det er slut, når man kommer hjem
Det’ når tankerne stikker af
Man sidder fast i den værste dag.

Det sker over et fint hymnisk klingende lydspor.

Tiden går i ring
Vi ser de samme ting.

Også i dén grad.

Ekko af: ’Lil’ Johnnys mund’, Røde Mor (1970)

Vietnamkrigen krævede enorme dødsofre i Røde Mors samtid, og gruppen fortæller også om en soldats hjemkomst. Men det er som lig, at Johnny kommer hjem.

Jetmotoren standser, vinden er så kold
Terminalens lyde er af stål
Fra lugerne lodser de kisterne ud
Mors lille Johnny går i mål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu