Man skal turde se Murren, Hattifnatterne og mørket i øjnene

Jeg var et temmelig ængsteligt barn, en rigtig pjevs. Jeg sov med hvidløg under puden for at undgå vampyrer, og jeg tissede velvilligt i sengen blot for at undgå den skumle tur ned ad den lange gang og ud på toilettet i natten.

Jeg var bange for rigtig mange og rigtig meget, men det alleruhyggeligste i verden var dog Murren, det store, hvide monster fra Tove Janssons Mumidal, som min bror og jeg fik læst højt fra. 

Dens uendeligt tomme, ensomme og dødsangststirrende øjne, der kiggede på mig fra papiret, var simpelthen ubærlige. Det var Filifjonkerne og Hattifnatterne også. Så Tove Janssons finlandssvenske fimbulsvinterunivers var forbudt område for mig som pjevs.

Det har jeg dog indhentet siden da, lykkeligvis. Som mere modig voksen har jeg tygget og tygget og tygget mig igennem fortællingerne fra den magiske Mumidal; lyttet til den lommefilosofiske Mumrik, den perfekte og pisseirriterende My, Mumifar og Mumimor, den romantiske Snorkfrøken, Mumitrolden og den bangebuksede Sniff. Selv Murren og Hattifnatternes mørke eksistens giver mening for mig nu. 

Tove Janssons romaner Billedhuggerens datter og Sommerbogen, der fulgte efter bøgerne om Mumidalen, er også noget af det fineste, jeg ved. De står på æreshylden derhjemme, sammen med Inger Christensen og Astrid Lindgren blandt andre.

Og det burde hendes malerier og tegninger vitterligt også gøre. Jansson, der var barn af en billedhugger og en illustrator, var en forbløffende alsidig kunstner. I sommer kunne man se et udvalg af Janssons billeder i kunsthallen GL STRAND, og nu kan man se dem i London, på Dulwich Picture Gallery.

Her er mere end 150 af Janssons værker blevet samlet, heriblandt en række selvportrætter, der sætter ethvert Jansson-elskende hjerte til vægs. Afsted, afsted, afsted. Til biblioteket, bogbutikken, London – eller bare internettet, hvor en del af billederne præsenteres udmærket, når nu afstanden er lidt stor.

Dette Janssonelskende hjerte sender hermed sine varmeste, og måske også lidt insisterende, anbefalinger ud til enhver, der engang var eller stadig er en pjevs eller af andre grunde endnu ikke har stiftet bekendtskab med Janssons vidunderlige og sælsomme univers. Man skal turde se Murren, Hattifnatterne og mørket i øjnene – når man altså er klar.