Læsetid: 4 min.

Udkantsdanmark? Jeg troede ikke på det, første gang jeg hørte det

’Jeg lagde mig på ryggen i sneen og så op. Jeg ved ikke, hvor lang tid det varede, men så længe det stod på, var jeg fuldkommen lykkelig.’

’Jeg lagde mig på ryggen i sneen og så op. Jeg ved ikke, hvor lang tid det varede, men så længe det stod på, var jeg fuldkommen lykkelig.’

Helge Schulz/Polfoto

4. november 2017

Jeg har lige haft besøg fra Alaska, af folk jeg ikke kendte. Jeg var der i 2006, i Sitka, en lille by med 9.000 indbyggere. Det var et skriveophold af den slags, som enhver lille by med en ledig garagelejlighed og en bil i overskud i princippet ville kunne organisere. Bilen, jeg lånte, var Dorik og Carolyns. Der fulgte også et legat med på 100 dollar til at købe mad for. Dem, der havde garagelejligheden, et advokatpar som hed Surgeon and Paine, boede op af en ret stejl bakke, og når der lå sne, måtte jeg parkere for enden og trave derop. Jeg var alene i hele den knirkende stilhed i en måned, lidt af en november og det meste af en december.

Jeg kom direkte fra Florida. Jeg havde rejst rundt i Key West og i Arizona. Forinden havde jeg boet tre en halv måned i Iowa, og det var ved at være længe siden, jeg havde været hjemme. Alaska mindede mig først lidt om Danmark. Koldt og mørkt og med folk, som gik rundt i ternede skjorter og brune gummistøvler. Det var før sneen trak bjergene frem fra horisonten og farvede et nærmest uendeligt antal fyrretræer hvide. Folk gik stadig rundt i ternede skjorter og brune gummistøvler, men Alaska mindede mig ikke længere om noget, jeg kendte.

Alt af træ

Det er fordi, alting er så nyt her, sagde Jerry. Han tog mig med ud på sin båd, en lille robåd med påhængsmotor. I Arizona, hvor jeg lige havde været, var alting gammelt. Landskabet var færdigt, men her var bjergene stadig i gang. Jeg havde fire lag tøj på, yderst noget orange fiskerregntøj og en vest. Jerry viste mig de hvaler, som ikke var rejst til Hawaii for at kælve. Jeg håber, du når at opleve nordlyset, sagde han.

Jeg holdt fire foredrag, to på skolen, et på biblioteket og ét i den lokale Rotary Club. Én af de ting, der gjorde mest indtryk på mig, var en bemærkning Carolyn kom med, da de kørte mig ud på skolen. Hun pegede ud af vinduet og sagde: Der ligger den nye koncertsal.

Bygningen var imponerende, men det var ikke så meget det. Det var det, at jeg allerede havde været i to koncertsale. Den første aften havde de taget mig med ud til et arrangement i byens koncertsal, et slags amfiteater, hvor indbyggerne underholdt hinanden med et talentshow a la Stjerne for en aften. Træbænkene var fyldt. Alt var af træ, det var som at sidde inde i en nød. Væggene var dekoreret med den meget karakteristiske Tlingit-kunst af det indfødte folk, ravne, kæmpehvaler, bjørne og ulve i markante sorte, røde og blågrønne farver.

En anden aften var det til den biennale opførsel af Nøddeknækkeren i byens anden koncertsal. Byens indbyggere består mest af fiskere, men der er også en gammel balletdanser. Det er hende, som hvert andet år koreograferer byens egen Alaskavariant af den kendte juleforestilling. Det var spektakulært. Niveauet af underholdning var både højere og mere intimt end noget andet sted, jeg kan komme i tanker om. Sent skal jeg glemme fiskernes fuldkommen blærede opførsel af nummeret med gummistøvlestep, eller parodien på sommerturisterne i kulørte regnfrakker fra krydstogtskibene.

Jeg sagde til Carolyn: »Jamen, I har jo allerede to koncertsale?«

Lyden er bedre i den nye, sagde hun.

Det var også her, i den nye, at Colette drømte om at lave byens første dinner-opera. Colette, restauratøren på Ludwig’s Bistro, som var blevet lovprist af The New York Times og The Guardian. Hun ville stå for orkestreringen af retterne som skulle bæres ind i en sal af spisende som en del af forestillingen. Jeg drømte bare om at rejse midler til at lave en dokumentar om projektet. Jeg så for mig: galla i gummistøvler.

Den sidste aften, da jeg havde holdt foredraget på biblioteket, kørte jeg den lange vej ud langs bugten og parkerede for enden af bakken. Da jeg stod ud af bilen, gled lyset rundt på himlen som elektriske ål. Jeg lagde mig på ryggen i sneen og så op. Jeg ved ikke, hvor lang tid det varede, men så længe det stod på, var jeg fuldkommen lykkelig. Dagen efter rejste jeg hjem.

Udkantsdanmark

Noget af det første min kæreste fortalte mig, var, at sproget var blevet udvidet med et nyt ord mens jeg var væk: Udkantsdanmark.

Udkantsdanmark? Jeg troede ikke på det. Det gav jo ingen som helst mening.

Det er politikernes opfindelse, sagde han. Og tro mig, vi kommer til at høre meget mere til det. Han havde ret. Hver gang jeg åbnede for tv, var der en politiker, som sagde det utrolige ord: »Udkantsdanmark.« Almindelig geometri var altså pludselig blevet et landsdækkende problem. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen var i gang med at reformere kommunerne. Man var i gang med at »centralisere«. At have disse udkanter var »omkostningstunge«. Man nedlagde amter, slog kommuner sammen, lukkede skoler, hospitaler. Bagefter undrede man sig over at det var svært at få folk til at bo disse steder. Unge flytter væk og vender ikke tilbage. Man forklarer det med, at de ligger i Udkantsdanmark. Steder uden muligheder. Steder, hvor der ikke sker en skid.

Det er elleve år siden, jeg kom hjem fra Alaska. Jeg drømmer om en dag at vende tilbage, men i øjeblikket kommer Sitka til mig, drypvis, venner af venner i en lind strøm.

Vores seneste gæster var Jerrys kæreste Mary og hendes veninde Phyllis. De sagde: Alle vores børn er kommet tilbage. De nævnte fem yderligere vennepar, som havde sendt deres unge mennesker af sted til »the lower 48« for at få sig en uddannelse. Ikke en eneste af dem er blevet hængende. De vil tilbage til Sitka, en by med 9.000 indbyggere, tre gymnasier, to hospitaler og tre koncertsale (hvoraf lyden er bedst i den nye).

Mathilde Walter Clark er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • Nikolai Beier
  • Aske Hennelund Nielsen
  • David Zennaro
  • Flemming Berger
  • Steffen Gliese
  • Ruth Gjesing
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torben Bruhn Andersen
  • Torben Skov
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Kim Gert Andersen
Anker Nielsen, Nikolai Beier, Aske Hennelund Nielsen, David Zennaro, Flemming Berger, Steffen Gliese, Ruth Gjesing, Lise Lotte Rahbek, Torben Bruhn Andersen, Torben Skov, Maj-Britt Kent Hansen og Kim Gert Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her fra Udkantsjylland, hvor jeg befinder mig, giver det god mening at snakke om Udkantsdanmark. Nøjes man med at se mod øst, må det være byer, der ligger ud til Øresund. Ud over meningsløs vold og politiske studehandler sker der aldrig noget dér, og hver gang, jeg befinder mig de steder, glæder jeg mig til at komme tilbage til Det Mørke Jylland (hvorfor ser eller hører man aldrig det udtryk mere? - det må vel være en udvidelse af udkantsbegrebet).

Niels Duus Nielsen, Michael Hullevad, kjeld jensen, Bruger 264566, Flemming Berger, ingemaje lange, Jes Jessen, Torben Bruhn Andersen og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Jeg tror, at det første problem, der skal ryddes af vejen, i rækken af udfordringer mod at få landet til at hænge sammen igen, det er at fjerne de negativt ladede ord fra sproget.

Alle de negative ord, man kan anvende om andre og andre egne af landet, giver en opfattelse af, at det selvfølgelig er negativt - f.eks. i Udkandtsdanmark, mørke Jylland og marginalområderne

Jeg har faktisk arbejdet med regional udvikling en kort periode i Udkantsdanmark. Og jeg skal da blot henlede opmærksomheden på, at indtil omkring 1986 havde f.eks. Lolland og Falster både en lige så udviklet industri, og lige så lav arbejdsløshed som resten af Danmark. Og hvis vi skal tale om det mørke Jylland, så var hele Midtjylland ganske godt med frem til begyndelsen af 1980-erne.

Til gengæld har udviklingen slået mere og mere fra lige siden. Og det er stort set kun politikernes skyld, at optimismen og uddannelsesniveauet ikke er blevet bredt ud over hele det danske samfund. Og er man i tvivl, så se lige på, hvor mange læger, der kommer fra udkantområderne i forhold til den mere udviklede del af Danmark.

Michael Hullevad, kjeld jensen, Bruger 264566, Steffen Gliese, Torben Skov og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Hvis Sjælland skulle ønske sig selvstændighed fra Danmark, ville ønsket blive mødt med væsentlig større forståelse fra resten af landet end Katatonien har oplevet, så meget kan siges.

Michael Hullevad, kjeld jensen og Bruger 264566 anbefalede denne kommentar
Flemming Berger

kære Odd Bjertnes;nu er du lovlig hurtig ! der er hovedstadsområdet - og så er der det meget smukke Sjælland.

Søren Kristensen

Når tv-signalet klumper og mobilen kun virker på den ene side af skoven, så ved man at man er i udkanten.

Niels Duus Nielsen, Gert Romme og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar

@ Søren Kristensen,

Du har ganske ret. Under rejse var vi i såkaldt udkants-Danmark i oktober, og som sædvanligt var der kun tyske tv-signaler, men de var som vanligt ganske kraftige.

Selv om vi betaler dansk skat, passer det os i øvrigt godt, da vi stort set altid ser tysk tv, uanset hvor i Europa, vi er. Men de borgere, der bor der i området, og samtidig betaler dansk tv-licens, må da føle sig som marginaliserede borgere i deres eget land.

jens peter hansen

Internetforbindelserne i Gert Rommes Tyskland er meget ringere end i Danmark. SAngela Merkels regering har lovet at udbedre det haltende netværk, men ord er ikke blevet fulgt op af handling. Se lige her!! Hugget fra DR's hjemmeside
AF MAYA NISSEN
18. SEP. 2017 KL. 17.22
Man skal ikke langt væk fra Friedrichshain og Berlin Mitte, inden mobildækningen er dårlig i Tyskland.
For selvom milliarder er sat af til udbygning af landets netværk, så har udviklingen af Tysklands digitale infrastruktur stort set stået stille under kansler Merkels regeringstid.
En af de heldige, der har 50 mb internetforbindelse i sin ejendom, er DR's Tyskland-korrespondent, Michael Reiter, som bor midt i Berlin. Men det er der ikke mange, der har, fortæller han.
- Mange af mine naboer må nøjes med hastigheder omkring 16 mbit/s. Det er lige nok til at maile og surfe, men ikke nok til at streame video.
LÆS OGSÅ:
PORTRÆT Wir schaffen das! Kansleren, som konstant vender, drejer og tilpasser sig

- Hvad angår mobildækning, så har jeg 4G, hvis jeg går ud på altanen, men hvis jeg gik ned om hjørnet, så ville jeg hurtigt falde ud. Og det er altså situationen i Tysklands største by. Så snart du kommer ud på landet, er situationen meget værre.
Efter Marokko og Kazakhstan
Tyskland er oversået af sorte mobilhuller og områder, hvor internettet slæber sig af sted. Men det er først ved international sammenligning, at Tysklands problemer for alvor bliver tydelige.
Tyskland og dets økonomi er i fare for at ryge bagom dansen i en globaliseret verden, hvor hurtig dataoverførsel er alfa og omega.
MICHAEL REITER, TYSKLAND-KORRESPONDENT
Når det kommer til 4G-dækning er Tyskland 60. pladsen internationalt - efter lande som Marokko og Kasakhstan. Hvad angår internethastighed kommer Tyskland på en 25. plads.
- Det er et voksende problem for Tysklands erhvervsliv og borgere. Tyskland og dets økonomi er i fare for at ryge bagom dansen i en globaliseret verden, hvor hurtig dataoverførsel er alfa og omega. Det advarer tyske økonomer også om, fortæller Michael Reiter.

"efter lande som Marokko...."

I Marokko har jeg næsten altid oplevet virkelig god mobildækning, selv på toppen af Marokkos højeste bjerg, der ligger 15 km i luftlinje fra nærmeste landsby.