De ukendte og bizarre gerningsmænd i The Residents er det sande Amerika

»Don’t call yourself a secret unless you mean to keep it,« skrev canadiske Leonard Cohen i et af sine digte.

Det er ganske givet sværere, end man skulle tro, ikke mindst i disse tider, hvor man ikke engang kan have et par milliarder i skattely, uden det straks bliver lækket af samfundsskadelige elementer, der som bekendt kun er ude på at undergrave status quo, og alle til hobe fortjener både tærsk og fængsel.

Men en gruppe (og hvor mange medlemmer er der så egentlig?) art pranksters har formået at skabe et kæmpeværk af såvel musikalsk som multimediemæssig karakter uden til dato at røbe de involveredes identiteter, selv om det ikke har skortet med forsøg på at komme ind bag de mange masker og forklædninger, som udgør en essentiel del af ensemblets image.

De ukendte gerningsmænd kalder sig The Residents, men selv om gruppen har optrådt i utallige bizarre kostumer gennem årtierne, er det berømteste og absolut mest ikoniske helt sikkert fire herrer (?) i kjole og hvidt, kæmpestore øjeæblemasker og høj hat. Det er blevet et varemærke og i al sin opsigtsvækkende enkelhed da også symptomatisk for både metode og attitude hos de involverede.

The Residents udgør et rendyrket alternativt univers for både øjne og ører, men det kan hævdes, at det faktisk er det sande Amerika, man møder i dette sære, flossede, originale, dissonante og ret uhyggelige multimedieunivers, der også er pisseskægt, for USA på vrangen er ofte tættere på virkeligheden end det officielle glansbillede.

Stjæler med arme og ben

Anonymiteten (og kostumerne) giver gruppen fripas til at gøre lige, hvad der passer den – inden for gældende copyright-lovgivning i hvert fald. For den har konsekvent stjålet med arme og ben fra ethvert forbipasserende køretøj og med lynets hast og febril produktivitet omsat tyvegodset til noget, som til forveksling ligner kunst.

I processen bliver det stjålne/lånte materiale maltrakteret til ukendelighed, for The Residents befinder sig i et dynamisk had/kærlighedsforhold til amerikansk populærkultur i allerbredest forstand, selv om den antagelig ikke nogensinde vil blive budt velkommen sammesteds. Den har således ’hyldet’ ikoniske navne som John Philip Sousa og James Brown, men næppe så det ville have glædet de pågældende.

The Residents var foregangspersoner for det D.I.Y.-princip (do it yourself), som skulle blive både drivkraft og inspiration for den avantgardeorienterede del af den såkaldte (post-)punk, der stak sit grimme fjæs frem omkring 1976-1977.

Her skrottedes ortodoks tilgang til rockmusik, idet ingen gik op i, hvorvidt de involverede kunne spille eller ej, så længe det, der frembragtes på de forhåndenværende instrumenter, føltes rigtigt. På samme måde som begrebet found sound (fundne lyde) fra forbrugersamfundets overdrev uden skelen til moral eller rettigheder rask væk blev inddraget i lydbilledet, hvilket indimellem gav gruppen problemer med lov og orden-håndhævere.

Endelig foregreb bandets opfindsomme lydcollager sampling, en medvirkende årsag til, at dets ry er vokset med årene.

Obskuritetsteorien

Den af gruppen formulerede theory of obscurity går i korte træk ud på, at en hvilken som helst given kunstner grundlæggende yder sit bedste uden for offentlighedens søgelys, i hvert fald som privatperson, hvorfor anonymitet er den bedste forklædning.

At netop denne taktik har været med til at gøre The Residents (relativt) kendte, er så et af de mange paradokser ved dette særegne fænomen, der selvfølgelig ikke opererer i et musikalsk vakuum, men er beslægtet med avantgardenavne som Captain Beefheart, Sun Ra, Frank Zappas Mothers of Invention og den stadig obskure, men indflydelsesrige komponist Harry Partch.

The Residents har drevet gæk med verden siden gruppen først markerede sig med en beskeden singlepladeudgivelse i 1972 på Ralph Records, det pladeselskab, det stiftede, da det gik op for bandet, at det næppe ville kunne opnå kontrakt med et mere traditionelt af slagsen.

Gruppens medlemmer stammer angiveligt fra byen Shreveport i delstaten Louisiana, et sted med rigelig plads til kristen fundamentalisme og en udstrakt grad af social kontrol, så som så mange nørdede særlinge i slutningen af 1960’erne vendte de blikket mod vest, dvs. Californien og helt konkret San Francisco, som på det tidspunkt nærmest var kendt som hippiebevægelsens ’hovedstad’. Byen har udgjort gruppens base siden, og der ligger dens hovedkvarter, i mangel af bedre ord.

Men selv om gruppen som sådan ikke giver interview og ikke er til at komme i kontakt med, fungerer dens management (som hedder The Cryptic Organization, og mange mener, at dets repræsentanter er identiske med orkesterets medlemmer!) som talsperson for The Residents.

De seneste mange år har man således kunne høre gruppens visioner og ideer formidlet af en vis Homer Flynn, der også har en fremtrædende rolle i Don Hardys glimrende dokumentarfilm om gruppen, Theory of Obscurity: A Film About The Residents (2015), som enhver med den mindste interesse for sagen skylder sig selv at se.

Ikke mindst, fordi det på en tilfredsstillende måde lykkes Hardy at præsentere et fænomen, der jo ikke rigtig vil ud med sproget. Det hjælper at have dedikerede fans som tegneserieskaberen Matt Groening (The Simpsons, Futurama m.m.), tryllekunstneren Penn Jillette og musikeren Les Claypool, leder af bandet Primus, til at trutte begejstret i gruppens trompet, når nu dens medlemmer ikke selv vil.

Jeg skal være ærlig over for læseren her og berolige med, at heller ikke jeg er nået hele vejen rundt i værket, der mildest talt er overvældende, vi taler ikke kun de henved (mindst!) 70 albumudgivelser, men også en lang række cd’er og dvd’er, og det er da heller ikke alt sammen lige interessant.

Personligt er jeg gladest for gruppens tidlige produktion, til gengæld lader jeg aldrig en chance for at opleve bandet live gå fra mig, for rigtig meget af det, de laver, giver bedst mening (eller det modsatte!) på en scene.

The Residents giver koncert på Bremen i København i aften lørdag den 11. november