Læsetid: 11 min.

Virginie Despentes’ sensationelle romantrilogi har ændret fransk litteratur

Virginie Despentes’ romantrilogi ’Vernon Subutux’ har ændret det franske litterære landskab, der i mange år var smukt og dygtigt, men præget af navlebeskuelse. Hun skaber litterære samfundsdiagnoser, der peger langt ind i det 21. århundrede
Litterært set er Virginie Despentes stoppet op ved noget, der ligner et stærkt skrantende Frankrig.

Litterært set er Virginie Despentes stoppet op ved noget, der ligner et stærkt skrantende Frankrig.

4. november 2017

Nu falder de gule og røde blade fra træerne i Paris’ gader og bliver til brændende bølger på fortovet. Samtidig blomstrer det i boghandlerne, det er den særlige efterårsblomstring. La rentrée littéraire – opstarten på den franske litteratursæson, der atter byder på næsten 600 romaner.

Man står lidt overvældet og ser på stablerne hos boghandleren, går videre og passerer en syrisk flygtningefamilie, som har slået sig ned ved Pont Neuf. De sidder der hver dag, har indrettet sig med tæpper, poser, mad.

Det regner, de har slået paraplyer op, det forslår som en skrædder i helvede. Man haster videre, gribes af dårlig samvittighed, går tilbage og lægger et par euro i skålen.

For mens alle de spritnye romaner hober sig op på hylder og i butiksvinduer, og litteraturkritikerne prøver at finde tendenser i årets høst, må det i al fald for denne anmelder konstateres, at synet på Paris har ændret sig.

Det er, som om byen ses gennem nye briller.

Metafor for Frankrig

Brillerne er tre romaner, der som et varemærke hedder Vernon Subutex, 1, 2 og 3, forfatteren hedder Virginie Despentes, og hendes trilogi er nu solgt i over 700.000 eksemplarer. Tredje bind, med det overmalede maskelignende ansigt, der kikker ud på én fra den mindste banegårdskiosk, udkom i Frankrig i foråret, både kritikere og publikum var fortsat begejstrede, med strålende anmeldelser og salgstal.

Første bind udkom i Danmark i foråret. Det er svært at resumere de næste to bind uden at spoile. Endnu sværere at forklare, hvad trilogien har gjort ved litteraturen i Frankrig, men vi gør et forsøg.

Vernon Subutex er en mand omkring de 50, tidligere indehaver af en pladeforretning – vinyler – som har måtte dreje nøglen om i mødet med en ny tids musikindustri. Han har bare ikke set den komme, den teknologiske omvæltning, der sætter ham fra bestillingen, og han bliver i den forstand metafor for et Frankrig, som heller ikke så en ny tid komme. Et Frankrig, der hverken ville eller kunne formå at omstille sig – ja, bare ikke så, hvad der måske skulle gøres. De tre romaner følger Vernons Subutex’ nedtur – lad os blot kalde det en ørkenvandring – frem mod et nyt lys og håb og hen mod en, højst forbavsende, afslutning, som så ikke skal afsløres.

Despentes ville forresten aldrig skrive noget om ’gule og røde blade, som en brændende bølge’. Despentes skriver ikke den mindste metafor af den art. Leder man efter følsomme beskrivelser, finder man dem ikke hos den grænseoverskridende Despentes. Hun har selv levet et liv, der gik fra en lille familie med alt for unge, men politisk aktive forældre i hjembyen Nancy, over psykiatriske indlæggelser, voldtægt, prostitution, drugs, alkohol og så ind i skriften. Det kan tilføjes: fra stærkt heteroseksuel til lesbisk. Der er sandhedsgaranti i de fleste af Despentes beskrivelser, og det er dér, skønheden ligger. Selv skikkelsen Vernon Subutex får man kun et vagt visuelt indtryk af, men blå øjne har han. Blåøjet altså.

Og ja, det er en mand, som spiller hovedrollen i romanen – »mænd kan jo ikke identificere sig med en kvinde«, kommenterer Despentes det kynisk i adskillige interviews. Til gengæld må Subutex siges at være nærmest uendeligt passiv, mens alle andre agerer rundt om ham.

Hastig som tv-serier

Der er sandhedsgaranti i de fleste af Despentes beskrivelser, og det er dér, skønheden ligger.

Det kan måske også afsløres, at Subutex ender som mangafigur. Er der ikke blomstrende metaforer, formår Despentes til gengæld at placere sig i bevidsthedsstrømmen på et bredspektret persongalleri, der får stemme på hver sin ofte paranoide måde.

Måske er det det, som i den grad åbner synet på byen, en sand flerstemmighed, skingrende, ofte ond, ny. Denne flerstemmighed understreges så af en lydside af pop- og rockmusik fra 1980’erne og 90’erne, selvfølgelig. Han solgte jo plader, Vernon Subutex.

Det er ikke mindst læsningen af alle tre bind af Vernon Subutex, der løfter værket op til noget helt særligt. Despentes verdenssyn trænger ind under huden. Der er noget i sproget, hastigheden og indsigten, som minder om tv-serier – måske er det derfor, man nærmest bliver afhængig? Der er også påmindelser om samtidskunst, når den netop er så ny, at man ikke helt ved, hvad man skal sige om den. Endnu ikke kategoriseret.

Vernon Subutex er hverken den klassiske roman, selv om persongalleriet og projektets størrelse giver påmindelser om Balzac. ’Ny roman’ er det så heller ikke, for der er sådan set et plot – det var der aldrig i ’den nye roman’ og dens avatarer. Men hos Despentes glemmes plottet så bare. Eller bliver måske netop en metafor på det ubevidste såmænd.

Plottet handler nemlig om nogle videobånd, som en tidligere rockstjerne, Alexander Bleachs – indierock på fransk – død af overdosis, har efterladt sig. Vernon Subutex har haft disse videobånd i sin besiddelse. Da han må forlade sin lejlighed, tager han dem med, fordi det går op for ham, at de måske i afpresningsøjemed er det eneste, han ejer af værdi. Han mister dem så hos en af de veninder, han overnatter hos, forfører og så bare forlader. Derefter går jagten på videobåndene. Især fra den producer, der udstilles på dem.

Barsk baggrund

Det, der så sker, er, at dette plot – i sin oprindelige form – bliver totalt ligegyldigt gennem trilogiens tre bind, for så alligevel at dukke op som genkomsten af det fortrængte i slutningen af tredje bind. I langt værre form. Det er i Frankrig en kendt sag, at Virginie Despentes udover at have en usædvanlig barsk baggrund også er en utrolig belæst forfatter, uden nogensinde at have taget de universitetseksaminer, som så mange andre franske forfattere har i bagagen. At hun også har læst psykoanalytiker Jacques Lacan, kan der ikke være den mindste tvivl om. Despentes skriver, med sit plot i form af videobånd, noget frem, der fungerer helt parallelt med det stjålne brev i Edgar Allan Poes novelle af samme navn. Den novelle bruger Lacan til at vise, at det ubevidste altid ligger totalt blottet, det ses bare ikke – netop fordi det er så synligt. Det kompromitterende brev, alle leder efter hos Poe, står ganske enkelt frit fremme på hylden.

Eller også ligger det ubevidste på gaden. Som så mange gør, og som Vernon Subutex ender med at gøre. Vores ubevidste ligger lige for næsen af os.

I allersidste bind finder en af romanens figurer, Marcia, Vernon Subutex liggende i metroen. I trilogiens første bind forelsker Subutex sig hovedkuls i Marcia, de har en kort og vidunderlig affære, inden hun forlader ham. Marcia vil som de fleste af os helst undgå en hjemløs og går videre. Indtil det går op for hende, at det er hendes tidligere elsker, som ligger der i metroen og stinker. Hun kender ham. Derfor går hun tilbage, får ham samlet op og taget hjem i bad, mens alle andre i bogstaveligste forstand rynker på næsen. Marcia er godt klar over, at hun dermed tager en forpligtelse på sig, at hun fra da af må tage sig af ham.

Efter at Subutex er blevet vasket og har boet hos hende i ugevis, efter at sproget atter kan trænge ind hos ham, siger Marci: »Jeg talte til dig. Folk sagtnede farten i metrogangen for at betragte os, de tænkte ved sig selv, hvad pokker jeg foretog mig dér i færd med at ruske i en ubevægelig mand ... De var bange for, at du var død. Der er nogen, der påstår, at parisere ville skræve henover et dødt menneske, uden så meget som at stoppe. Den dag opdagede jeg, at det bare er en storbymyte, de blandede sig alle sammen – kan jeg hjælpe, er det alvorligt. Pariserne er nogen røvhuller, men de er også samaritanere.«

Et vidtfavnende litterært syn, som det Despentes leverer, er ikke kommet så vidt og bredt ud i Frankrig, siden Michel Houellebecq sprængte lydmuren omkring 2000.

Flyder på gaden

Litterært set er Virginie Despentes stoppet op ved noget. Hun er stoppet op ved noget, der ligner et stærkt skrantende Frankrig. Og det har faktisk noget at gøre med det, vi ikke vil se, selv om det nærmest flyder på gaden og med den franske litteratur.

I efteråret 2005 udtrykte denne skribent i Informations spalter stærk irritation over La rentrée littéraire, hvor bøgerne også blomstrede i hobetal på hylderne. Forstæderne stod i brand, men ingen havde set det komme. Det Frankrig, som var begyndt at gå i opløsning, var ikke på nogen direkte måde til stede, slet ikke hos de forfattere, der vandt priser. Forfatteren François Weyergans vandt Goncourtprisen med Trois jour chez ma mère (Tre dage hos min mor), i øvrigt for næsen af Houellebecqs Muligheden for en ø, med en helt sikkert fremragende, men også ekstremt navlepillende roman. Jeg kaldte dengang min oversigtsartikel »Tre dage i en indspist, selvtilstrækkelig og kedsommelig litteraturs navle«.

Som alle de andre efterår prøver de store medier også i år at skabe overblik over La rentrée littéraire, mens bladene sætter ild i fortovene. Et af buzz-ordene i år finder man i Le Monde, og det er »exofiktion«. Exofiktion består i at lave fiktion på virkelige – ofte kendte – menneskers skæbne. Man kunne kalde det biografi, men det er det så ikke, da forfatteren tager sig store friheder.

Listen er lang over Sébastien Spitzers Ces rêves qu’on piétine (De drømme man tramper på) om Magda Goebbels,  propagandaminister Goebbels hustru altså, Evelyne Bloch-Danos Une jeunesse de Marcel Proust beretter om Proust, og Olivier Guez skriver om lægen fra Auschwitz i La Disparition de Josef Mengele. Kunstnere eller deres nærmeste er også godt exofiktionsstof – der er romaner om maleren Picabias elskede Gabriële, skrevet firhændigt af søstrene Anne og Claire Beres eller om Marguerite Duras’ sidste kærlighed i Qui es-tu, Yann Andréa? af Thierry Soulard.

Og alt dette er fint. Kritikerne har allerede udråbt mange af disse værker til strålende romaner.

Forfattere må skrive lige, som de vil, og det gør de, og nej, det er slet slet ikke kun kvinder, der skriver autofiktion og da heller ikke exofiktion.

Som læser kan der imidlertid også være en længsel, som den jeg havde i 2005. Den må andre også have haft, for der skete noget med Despentes’ Vernon Subutex.

Et vidtfavnende litterært syn, som det Despentes leverer, er ikke kommet så vidt og bredt ud i Frankrig, siden Michel Houellebecq sprængte lydmuren omkring 2000. På sin vis netop på ganske samme måde som Despentes. Først skal alle kritikerne og litteraterne forklare, at hun egentlig skriver dårligt. Ganske vist solgte Despentes fra starten meget – lige fra sin første roman Baise moi fra 1993, som allerede havde noget filmisk over sig, det blev da også til en ekstremt voldsom road movie med to hævngerrige kvinder, som boller og dræber sig gennem Frankrig.

Romanen blev kult, men var det egentlig ikke, fordi den var blevet lanceret med så stor begejstring i et populært tv-program, lød onde tunger? Myten lød, at den var blevet afvist af 20 forlæggere, indtil den landede hos Florent Masson. Det var nok, fordi det i virkeligheden var dårlig litteratur. Despentes har helt sikkert skrevet sig op på nye niveauer gennem sit forfatterskab, men der var en særlig nerve og et syn, som var der fra starten.

Nu er der ingen, der kan komme uden om Virginie Despentes og ikke mindst Vernon Subutex. Ikke engang mig og mit verdenssyn på Pont Neuf.

Interessant er det dog, hvorfor det netop er blevet Michel Houellebecq og Virginie Despentes, der har givet nye øjne, så man kan se selve Frankrig i forfald?

Øjnene er meget forskellige – Despentes har overrasket kritikeren med stor blidhed især i trilogiens andet bind, et kærligt blik på de mange fortabte skæbner.

Fælles for de to er ikke desto mindre, at de hæver en personlig oplevelse af udnyttelse og fortabthed, noget, der kunne betragtes som private psykologiske fortrædeligheder, vold, depression, misbrug – op til at være billede på den maskinelle udnyttelse af det tyvende århundredes forbrugsmenneske. De nægter at lade det være noget, der blot gælder dem selv, de gør psykologien til metapsykologi og skaber litterære samfundsdiagnoser, der peger langt ind i det 21. århundrede.

Slutter med en profeti

Despentes kommer ikke til at vinde Goncourtprisen. I den ærværdige gamle priskomité har de nemlig taget noget til efterretning. Nu sidder Virginie Despentes selv i prisudvalget.

Man kan godt – også uden at spoile – fortælle, at Virginie Despentes slutter sin trilogi med en profeti. Lidt på samme måde, som da serien Six feet under – forløberen for så mange andre tv-serier – omsider sluttede, og man fik et lynhurtigt indblik i fremtiden.

Det profetiske består så også i, at Virginie Despentes begyndte at skrive Vernon Subutex i 2012 og i den grad, fordi plottet var der fra starten, kommer til at omfavne tiden indtil nu. Virkeligheden har gerne mere fantasi end fiktionen, til gengæld viser Despentes, at hun i højeste grad er på højde med den. Sociale medier, tv-serier, mangaer, porno, nettet, det ekstreme højre, islamisk radikalisering – det hele er med. De begivenheder, som er kommet til senere: Terroren mod spillestedet Bataclan eller altermondialistbevægelsen Nuit debout finder deres næsten alt for naturlige plads mod slutningen af Despentes’ fortælling, som var de forudsete.

Feministen Despentes, der har skrevet manifestet King Kong teori, kan ikke lade være med at kommentere, hvordan mænd selv på Place de la République under Nuit debout – protesten mod den nye arbejdsmarkedslov – gik rundt og ragede på kvinder. Det beskrev Despentes længe før Weinstein – der synes at være en kopi af Despentes filmproducer Dopalet – og #metoo. »Glem tanken om at anklage liberalismen for overgreb, hvis du ved første og bedste lejlighed bruger din egen magt mod en anden«, tænker den tidligere hjemløse Olga, der med sin kæmpekrop gør sig selv til et privat vagtkorps på Place de la République. »Det er bare fyre, som er frustrerede over, at de ikke selv står med kneblen.«

Det skal slet ikke afsløres, hvordan det hele således ender om et par hundrede år. Men man kan godt afsløre, at Despentes får placeret et beskedent topmål af lykke i hele verdenshistorien, i noget med at befinde sig i en skov, lytte til vinylplader i et særligt mix og danse med hinanden – og oven i købet gøre det uden at være på stoffer. Subutex er også navnet på et lægemiddel, som bruges ved narkotikaafvænning.

Dans, for ellers er vi fortabte, som en film af Wim Wenders om Pina Bausch hed.

Den har Despentes uden tvivl også set.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lad mig starte med at skrive at kvinder for min skyld må være ligeså lesbiske som de har lyst til. Jeg har ikke nogen fordomme eller noget imod lesbiske kvinder. Kvinder må for min skyld praktiserer deres lesbiske ønsker. Alt hvad de har lyst til - vi lever heldigvis i et så frit samfund at enhver kan vælge sin egen sexualitet og personligt foretrækker jeg det heteroseksuelle. Det er det som siger mig noget og som jeg forstår, men der er variationer det er jeg klar over og folk er ligeså forskellige også på det sexuelle område som de vil og at forfatteren, der er erklæret lesbisk lader en af sine roman-figurer sige »Det er bare fyre, som er frustrerede over, at de ikke selv står med kneblen.« En pseudo-mand altså "manden" i et lesbisk forhold, der spiller mande-rollen i forhold til den anden kvinde. For lesbiske forhold er i øvrigt ligesom homoseksuelle forhold blandt mænd at man "spiller" kønsroller. Når 2 lesbiske er sammen spiller den ene "manden" og den anden både "spiller" men hun er også kvinden. Så hvem er det egentligt der er frustreret over ikke at have kniblen ???
Der ligger det i det lesbiske koncept at hende, der "spiller" manden hele tiden skal demonstrerer at hun er rigtig meget mand - og det bliver jo sværere for hende at demonstrerer når, der er biologiske mænd tilstede. I forhold til karakteristika, der knytter sig an til den mandelige kønsrolle.
Men bortset fra det så har jeg også set så "Dans, for ellers er vi fortabte" i empire bio på Nørrebro i 2012 jeg blev i øvrigt inviteret af en sød pige.

Mennesker kan både begå gode handlinger og onde handlinger. Jeg har personligt endnu ikke selv mødt det perfekte menneske. , Der er forskellige grupperinger i samfundet. Socialister, liberalister, osv. Hegel mente at historien udviklede sig når modsætninger mødes og skaber synteser. Det er en negativ og kritisk opfattelser af mænd, der bliver gengivet på den ene side demonstrerer mod sociale nedskæringer, men på den anden side er sex-krænkere og blot selv ønsker at komme længere op i systemet så de kan udnytte især kvinder, men vel også andre mænd er et dystert portræt at have på sociale bevægelser, men der er jo ikke nogen der siger at liberalister er bedre mennesker end socialister og omvendt. Forretningsmænd kan tillade sig at begå økonomisk kriminalitet med større penge-beløb og alligevel bevare en vis anseelse i samfundet.