Interview
Læsetid: 5 min.

Yorgos Lanthimos tvinger altid sine personer til at foretage umulige valg

Yorgos Lanthimos’ nye værk, ’The Killing of a Sacred Deer’, er lige dele gyserfilm og tragedie om skyld og straf. Information har talt med den radikalt tænkende græske filmskaber, der arbejder instinktivt, når først han har fundet ud af, hvad han gerne vil udforske i en film
44-årige Yorgos Lanthimos er en af frontløberne i en ny, radikal generation af græske filmskabere, og i stiliserede, absurdistiske og ikke uhumoristiske film som Dogtooth, The Alps og The Lobster har han hudflettet både en kold, moderne verden og forkrampede menneskelige relationer

44-årige Yorgos Lanthimos er en af frontløberne i en ny, radikal generation af græske filmskabere, og i stiliserede, absurdistiske og ikke uhumoristiske film som Dogtooth, The Alps og The Lobster har han hudflettet både en kold, moderne verden og forkrampede menneskelige relationer

Aurore Marechal

Kultur
9. november 2017

Nej, bare fordi man er græker, har man ikke en dybere forståelse af eller viden om de klassiske græske tragedier. Tværtimod.

»Vi befinder os meget fjernt fra dem,« siger den græske filminstruktør Yorgos Lanthimos med et skævt smil, da Information møder ham på filmfestivalen i Cannes.

»Vi ved ikke så meget om emnet, og ligesom alle andre, der er interesseret i teater eller kunst eller litteratur, har jeg måttet gøre mig bekendt med disse tekster.«

44-årige Lanthimos er en af frontløberne i en ny, radikal generation af græske filmskabere, og i stiliserede, absurdistiske og ikke uhumoristiske film som Dogtooth, The Alps og The Lobster har han hudflettet både en kold, moderne verden og forkrampede menneskelige relationer.

Hans seneste film, den engelsksprogede The Killing of a Sacred Deer, handler om en velhavende, følelsesforladt familie, der terroriseres af en ung mand, som mener, at faren i familien, kirurgen Steven, er skyld i drengens fars død, og derfor tvinger ham til at foretage nogle ubehagelige valg.

Filmen rummer således elementer af både gyserfilm og græsk tragedie, ikke mindst myten om prinsesse Iphigenia, der må ofres til guderne, fordi hendes far, kong Agamemnon, har fornærmet Artemis. Det er dog et tilfælde, og det var først, da Lanthimos og hans medforfatter, Efthymis Filippou, var i gang med at skrive manuskriptet, at det gik op for dem, at der var en klar parallel mellem The Killing of a Sacred Deer og historien om Iphigenia.

»Vi syntes, at det var sjovt, og det gav mening, at vi så refererede til historien i filmen,« siger instruktøren.

»Men det er også temaer – omkring skyld og ansvar – som man har beskæftiget sig med gennem mange år. De har altid været tilstede i kunsten, fra lang tid før Kristi fødsel. Det, der forbløffer mig, er, at vi som samfund er blevet mere konservative, og vi berører ikke den slags emner og taler ikke om dem. Vi er chokerede, når vi bliver bedt om at konfrontere dem i vores dagligdag. Jeg ved ikke, om min film er mere relevant i dag, end den ville have været for ti år siden, for den handler om noget evigt og universelt.«

Pres på mennesker

Udgangspunktet for The Killing of a Sacred Deer var med andre ord ikke en græsk tragedie. Det var derimod historien om en stor dreng eller ung mand, der mister sin far og mener, at en anden mand er ansvarlig. Nu vil drengen så have retfærdighed – hvad det så end betyder i hans forstyrrede hoved.

»Det er en proces, der er svær at forklare, fordi det hele sker samtidig,« siger Yorgos Lanthimos om sin måde at arbejde på.

»Bagefter er det vanskeligt at vide, hvor man begyndte, og hvordan man nåede videre derfra. Man oplever livet og tænker over ting, der undrer én, og som man gerne vil udforske mere og dele med andre mennesker. Men vi begyndte med drengen og prøvede at finde ud af, hvordan vi kunne strukturere en historie, der skaber spørgsmål om skyld og straf og et pres på mennesker, så de er nødt til at tage nogle umulige beslutninger. For at få det til at fungere, bevægede vi os ind i tragedien og gysergenren.«

Lanthimos og hans skrivemakker valgte derfor at lade filmen foregå på og omkring et af de hospitaler, instruktøren ellers ikke bryder sig om at opholde sig på.

»Måske skyldes det frygt for det ukendte. Jeg ved det ikke præcis,« siger han og trækker på skuldrene.

»Den slags plotmæssige elementer tager form, alt efter hvad det er, man forsøger at fortælle og udforske. Det giver bare mening. Det lyder måske mærkeligt, men det er ganske logisk, hvordan det udvikler sig. Man begynder med en præmis, og så prøver man at finde ud af, hvor og med hvem den skal begynde. En kirurg holder et andet menneskes liv i sine hænder, og måske, måske ikke er han ansvarlig for, at det menneske ikke overlever. Farens død er en ødelæggende begivenhed i drengens liv, og han har brug for at gøre noget ved det. Så man prøver at svare på de spørgsmål, som drengen har til kirurgen og samtidig konstruere nogle omstændigheder – i skikkelse af konen og børnene – der på én gang er stærke og kan udgøre et pres på kirurgen.«

Instinktiv proces

Ligesom Yorgos Lanthimos’ tidligere film er The Killing of a Sacred Deer en på flere måder aparte affære, hvor alt fra fotografering og scenografi til dialog og skuespil er stiliseret og reduceret til en form for abstraktioner. Det virker som noget, instruktøren bruger megen tid på at udtænke, men der er faktisk tale om en instinktiv proces, forklarer han.

»Jeg prøver at lave mine film med absolut kreativ frihed, men den kan aldrig være absolut, fordi man arbejder sammen med en masse mennesker, og der er mange praktiske aspekter forbundet med det at lave film. Men i bund og grund laver jeg de film, jeg vil. Jeg ville ikke lave en film, jeg ikke havde absolut frihed til at lave.«

Han er stille et øjeblik og siger så: »Man kan ikke skabe noget ved at forsøge at tilfredsstille så mange mennesker som muligt. Det eneste, jeg kan bruge som målestok, er, hvad jeg selv synes. Jeg mærker efter, om det føles rigtigt i forhold til den historie, jeg er i færd med at fortælle. Det gør jeg hele tiden: Mens vi skriver, når vi optager, når jeg klipper, når jeg ser filmen igen og igen og laver om på ting.

Af samme grund tager Lanthimos det også ganske afslappet, at hans film har det med at dele vandene, både hvad angår kritikere og publikum.

»Jeg læser ikke mange anmeldelser, men jeg kan godt finde på at læse en negativ anmeldelse for at se, om der er noget, som er brugbart for mig. Jeg prøver hele tiden at blive bedre og gøre tingene på en ny måde. Men det er meget personligt, hvad folk synes om en film, og der findes intet regelsæt at dømme en film ud fra. Folk kommer fra så forskellige baggrunde og erfaringer og kulturer, og man kan ikke forvente, at alle reagerer på den samme måde på en film.«

The Killing of a Sacred Deer har premiere i dag. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her