Læsetid: 9 min.

’Zentropia’-forfatter: ’Dengang blev det sagt. Nu bliver det hørt’

Da Anne Mette Lundtofte skrev en bog om Peter Aalbæk og Zentropa i 2013, ’snoede Ålen’ sig uden om konsekvenserne, mens Lundtofte stod chokeret tilbage og undrede sig over, at ingen greb ind. Men tidsånden er vendt, og i dag læser de samme øjne hendes bog på en helt anden måde, siger forfatteren
Da Anne Mette Lundtofte udgav bogen ’Zentropia’ oplevede hun at blive angrebet personligt. For eksempel havde hun en ubehagelig oplevelse i Irma, hvor hun mødte nogle af de småtter, hun havde lært at kende, mens hun researchede til sin bog på Zentropa. ’Midt i supermarkedet råbte de ad mig og sagde ’Du ikke må skrive sådan om Peter, og det ved du godt’.’

Da Anne Mette Lundtofte udgav bogen ’Zentropia’ oplevede hun at blive angrebet personligt. For eksempel havde hun en ubehagelig oplevelse i Irma, hvor hun mødte nogle af de småtter, hun havde lært at kende, mens hun researchede til sin bog på Zentropa. ’Midt i supermarkedet råbte de ad mig og sagde ’Du ikke må skrive sådan om Peter, og det ved du godt’.’

1. december 2017

Søren Ulrik Thomsen har beskrevet tidsånden som noget, der på den ene side er helt ulegemligt ligesom et spøgelse og på den anden side bomstærkt.

Det er Anne Mette Lundtofte, forfatter til bogen Zentropia (2013) om Zentropa, der laver referencen.

»Det er det, vi oplever lige nu. En ændring i tidsånden,« siger hun.

Hun sidder i en sofa på sit kontor i Indre København og taler om de seneste ugers mediestormvejr om Zentropa. Det begyndte, da Information og derefter Politiken i midten af november beskrev, hvordan Peter Aalbæk straffer sine elever med smæk og ifølge flere kvinder har opført sig krænkende over for dem i løbet af deres tid på Zentropa.

Dengang i 2013, hvor bogen Zentropia udkom og afslørede et selskab med en grænseoverskridende kultur, hvor en elev blev mobbet og truet med fyring, fordi hun ikke ville hoppe nøgen i poolen med sin chef, Zentropa-stifter Peter Aalbæk Jensen, fik det ikke konsekvenser for ham.

Nu i efteråret 2017 er lignende anklager, der hverken er mildere eller værre, kommet frem. Det har fået vidtrækkende konsekvenser for Aalbæk, og den bog, Anne Mette Lundtofte skrev for nu fire år siden, har med ét fået al den respons, hun dengang håbede og troede, den ville få.

»Jeg får i hvert fald en del mere kærlighed nu, end jeg gjorde dengang. Det er tydeligt, at folk pludselig læser min bog på en anden måde. Og det er en lettelse,« siger Anne Mette Lundtofte, der de seneste uger har været vidne til, at hendes bog er blevet taget som et slags gidsel i diskussionen om Aalbæk og Zentropa.

Nogle bruger bogen som bevis for et hykleri i mediebranchen, der i årevis har lukket øjnene for, hvad der foregik på Zentropa. Andre bruger bogen som argument for, at mediernes dækning af Zentropa er en heksejagt, fordi det allerede har været fremme, hvordan Peter Aalbæk behandler sine medarbejdere.

Selv synes Anne Mette Lundtofte ikke, at der er meget heksejagt over at tage anklagerne mod Zentropa op igen her flere år efter, at hun som en af de første forsøgte at bringe dem ud til offentligheden.

»Man kan sige, at dengang blev det sagt. Nu bliver det hørt.«

Skuffelse

Da Anne Mette Lundtofte gik i gang med at skrive sin bog om Zentropa i 2009, var hun netop kommet hjem efter 13 år i New York. Her havde hun læst en ph.d. i litteraturvidenskab fra New York University og senere undervist på universitetet samt skrevet hjem til Politiken om New York.

I Danmark fik hun ideen til at skildre en arbejdsplads gennem en bog, og valget faldt på Zentropa.

»Jeg var jo pissestolt af Zentropa, mens jeg var i New York. Det var det hotteste af det hotte, og det kom fra mit lille land. Det var blandt andet derfor, jeg valgte at tage derud,« siger Lundtofte, der dog aldrig havde hørt om selskabets vilde fester i Cannes, og at Peter Aalbæk var kendt som en slags national enfant terrible. Faktisk vidste hun slet ikke, hvordan han så ud.

Fra første dag fik Anne Mette Lundtofte fuldstændig frie hænder og lov til at komme og gå som hun ville ude i filmbyen i Avedøre

»På den måde er Peter Aalbæk generøs, og han følte sig nok overbevist om, at jeg ikke kunne skade ham med noget, jeg skrev. Hvilket jeg jo i sidste ende heller ikke gjorde.«

Allerede i løbet af de første uger på Zentropa kunne hun se, at det var et alternativt sted, hvor man opførte sig frit og gjorde lige præcis, som man ville – nogle af de værdier, Anne Mette Lundtofte havde savnet, mens hun boede i USA, og som var grunden til, at hun kom tilbage til Danmark.

Men hendes oplevelse var også, at der fandtes en anden virkelighed lige neden under frisindet, hvor folk bestemt ikke var frie til at gøre, lige hvad de ville.

»Det var sådan en patriarkalsk opbygning, hvor det var Aalbæk, der bestemte alt,« husker Lundtofte, der på den ene side syntes, at det var hyggeligt at være på Zentropa. Aalbæk var altid sjov og underholdende, og Anne Mette Lundtofte oplevede aldrig selv at blive udsat for noget grænseoverskridende. Men samtidig var der det, hun kalder den anden virkelighed, som hun hørte om gennem interview med for eksempel nogle af filmselskabets elever – de såkaldte småtter – der gjorde, at hun med tiden fik ondt i maven, når hun trådte ind i de grå bygninger i Avedøre.

»Det er ikke særlig rart at være vidne til, at nogen bliver krænket,« siger hun og taler blandt andet om småtten, der blev kaldt 'lille L', så længe hun ikke ville nøgenbade i selskabets pool. L står for luder.

Anne Mette Lundtofte researchede og skrev på bogen i næsten tre år, inden den var klar til udgivelse i foråret 2013. Op til udgivelsen var hun godt klar over, at det var kapitlerne om Zentropas småtter, der ville skabe mest omtale, og hun havde på det tidspunkt en klar forventning om, at hendes bog ville føre til, at fagbevægelsen greb ind over for Aalbæks metoder. Samtidig forventede hun, at offentligheden ville tage afstand fra Zentropa.

»Det var det Danmark, jeg kendte. Jeg tænkte, at hvis man i Danmark læser, at der er en arbejdsplads, hvor man bliver fyret, hvis man ikke vil tage tøjet af og springe i en pool med chefen, så vil man sige: ’Hvad fanden foregår der?’,« siger Anne Mette Lundtofte.

Men hun blev både overrasket og skuffet.

Ikke ignoreret, men accepteret

Selv om Zentropia blev bemærket i pressen – der var boguddrag i både Information og Politiken og anmeldelser i de fleste større aviser, husker Lundtofte – gik de færreste videre med at prøve at stille Aalbæk og Zentropa til ansvar for de handlinger, Lundtofte beskrev i bogen.

»Der blev jo skrevet om bogen i aviserne. Så man kan ikke sige, at anklagerne blev ignoreret. Men de blev bare accepteret,« siger Anne Mette Lundtofte, som husker, at hun efter udgivelsen blev mødt af kommentarer fra filmanmeldere og andre om, at der ikke var noget nyt i sine afsløringer, og at »sådan er Ålen jo bare, det ved vi godt«.

»Det var jeg godt nok chokeret over,« siger Anne Mette Lundtofte. 

Anne Mette Lundtofte: 'Zentropia'

Selv stillede hun ikke op til mange interview dengang i 2013, da hendes bog udkom. På Information prøvede man for eksempel at få et interview med hende og få hende til at uddybe hendes afsløringer i bogen, men hun ville kun svare over mail.

– Hvorfor stillede du ikke op til interview?

»Jeg tror, at jeg har været nervøs for at stille op dengang. Måske var det for at beskytte mig selv, og fordi jeg var bange for, at det ville blive en kamp mellem mig og Aalbæk, hvilket det jo ikke var,« siger hun.

»Men da jeg ikke trådte op til mikrofonen for at beskytte mig selv og tale om min bog, så tog Aalbæk den i stedet. Og det har #MeToo da fået mig til at tænke over – om jeg derved bidrog til, at det, der skete ude på Zentropa, ikke blev stoppet, fordi jeg valgte at tie stille. I dag ville jeg nok gøre det anderledes,« siger hun.

’Du må ikke skrive sådan om Peter’

Når Anne Mette Lundtofte taler om, at Peter Aalbæk ’tog mikrofonen’, handler det om Martin Krasniks interview med Aalbæk i Deadline på DR2 nogle dage efter udgivelsen af Zentropia. På det tidspunkt var Krasnik allerede kendt som en benhård interviewer, der havde fået blandt andre daværende justitsminister Morten Bødskov (S) til at se godt og grundigt fjollet ud i et interview om offentlighedsloven. Nu var det Aalbæks tur til at komme gennem maskinen hos Krasnik, og selv om det var aftalt på forhånd, at der ikke måtte spørges ind til Zentropia, var interviewet fyldt med Krasniks konfronterende spørgsmål om Aalbæks ledelsesmetoder.

»Nu må der da ske noget, tænkte jeg. Men det gjorde der ikke,« siger Lundtofte. I stedet diskuterede pressen og folk på de sociale medier dagen efter interviewet, hvem der havde vundet debatten hos Krasnik, og underliggende også, hvem der havde vundet slaget om, hvad man kunne tillade sig ude på Zentropa.

Vinderen var Peter Aalbæk. En overskrift i Politiken lød »Seere: Ålen var for glat for Krasnik«. Selv sagde Krasnik efterfølgende til Information, at han følte, at Peter Aalbæk »fik skovlen under« ham i interviewet.

»På det tidspunkt tænkte jeg, at der ikke var noget at gøre,« siger Anne Mette Lundtofte. Hun husker det som en tid, hvor hun mest af alt havde det som hende, der har sladret om noget, som alle vidste i forvejen, og som ingen ville gøre noget ved.

Samtidig oplevede hun, at hun blev angrebet personligt. For eksempel havde hun en ubehagelig oplevelse i Irma, hvor hun mødte nogle af de småtter, hun havde lært at kende, mens hun researchede til sin bog på Zentropa.

»Midt i supermarkedet råbte de ad mig og sagde ’Du ikke må skrive sådan om Peter, og det ved du godt’,« fortæller Anne Mette Lundtofte.

»Dengang stillede jeg mig selv spørgsmålet om, hvorfor jeg egentlig skrev den bog. For den gjorde da ikke mig noget godt. Det var ikke en rar oplevelse. Og den førte heller ikke noget med sig. Før nu.«

#MeToo er et paradigmeskifte

For der er åbenbart sket noget fra dengang i 2013, hvor Zentropia udkom, og til nu.

Efter Informations og andre mediers dækning er smæk som afstraffelsesmetode blevet forbudt på Zentropa. Udenlandske samarbejdspartnere har udtalt kritik af Aalbæks og Zentropas metoder, og senest har Zentropa frataget Aalbæk alt ledelsesansvar, ansvaret for småtterne og retten til at udtale sig på Zentropas vegne.

Anne Mette Lundtofte er ikke i tvivl om, hvorfor ændringerne sker nu. Det skyldes #MeToo-bevægelsen, som hun kalder »det vildeste paradigmeskifte«, hun har oplevet i sit liv.

»Denne bevægelse har gjort, at vi lige pludselig kan se nogle ting og nogle strukturer, vi ikke så for få måneder siden. Det betyder, at min bog bliver læst på en helt anden måde i dag. Fra den ene dag til den anden er vi begyndt at lytte, når kvinder og mænd siger, at de er blevet krænket. Det er forskellen,« siger hun.

»Dengang i 2013 var jeg oppe imod tidsånden. Historien kunne ikke blive fortalt uden at blive fortiet og fortrængt,« siger Anne Mette Lundtofte, der tror, at #MeToo-bevægelsen er lykkedes med at vende tidsånden blandt andet på grund af valget af den amerikanske præsident Donald Trump.

»At Trump, som er racist og kvindehader, kan blive demokratisk valgt til præsident, har gjort det tydeligt for mange, at en stor gruppe mænd og kvinder accepterer, at nogle bliver grabbed by the pussy. Valget af Trump, har synliggjort, at mange accepterer krænkelser af kvinder,« siger Anne Mette Lundtofte, der ikke tror, at det er en mulighed, at tidsånden vender tilbage til før #MeToo.

»Det er simpelthen så massivt, det der er sket. Det er der ingen, der kan slå tilbage. Så fra nu af vil det blive hørt, hvis man som mand eller kvinde siger, at et andet menneske har misbrugt sin magt over for én.«

Fedtet ind i Zentropa

De seneste uger er det blevet vendt og drejet, om danske filmanmeldere og kulturjournalister har været så forblændede af Peter Aalbæks bedrift med at bringe dansk film på verdenskortet, at de ikke for alvor kunne bedrive kritisk journalistik om manden. Det tror Anne Mette Lundtofte, at der kan være noget om.

»Min oplevelse dengang jeg udgav Zentropia var, at hele det danske etablissement var forblændet og stille,« siger hun og bygger det på, at kun ganske få som for eksempel Martin Krasnik borede i anklagerne fra Zentropia journalistisk.

»Det billede, vi har af os selv som danskere, er, at vi er nogle hyggelige, rare nogle. På den måde passede denne historie simpelthen ikke ind i det billede, vi havde af Zentropa, af Peter Aalbæk og af os selv som danskere. Der passede billedet med Zentropas dogmesucess til gengæld godt. Så det ville vi gerne beholde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Jørn Vilvig
  • David Zennaro
  • Katrine Damm
  • Anker Nielsen
Eva Schwanenflügel, Jørn Vilvig, David Zennaro, Katrine Damm og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Synd at man ikke fattede eller ønskede at fatte at Zentropa var på afveje. Kaptainen havde sat en skæv kurs. Man lod blot skuden sejle.