Baggrund
Læsetid: 3 min.

19-årige Suzanne Brøgger: ’Danmark er et lille snobbesnæversynet sted’

I dette brev fra den 19-årige Suzanne Brøgger til stedfaren Svend Brøgger går hun i rette med familien og Danmark i det hele taget. Hun kommer frem til, at hendes eneste redning fra de kvælningsfornemmelser, som Danmark og det at være underlagt andres normer og moral giver hende, må være at begynde at skrive
Suzanne Brøgger er født 1944. Efter studentereksamen i 1964 studerede hun russisk ved Københavns Universitet og begyndte at skrive reportager fra rejser til Mellemøsten, Vietnam og det daværende Sovjetunionen.

Suzanne Brøgger er født 1944. Efter studentereksamen i 1964 studerede hun russisk ved Københavns Universitet og begyndte at skrive reportager fra rejser til Mellemøsten, Vietnam og det daværende Sovjetunionen.

Polfoto

Kultur
23. december 2017

Desværre allerede d. 8.11.1964

Kæreste Svend,

Dette er et fødselsdagsbrev med tusinde ønsker om det må gå dig godt. Brevet udmærker sig ved ikke at arrivere på »klokkeslet«. Men desværre er det ikke såre usædvanligt for fødselsdagsbreve fra mig. Men bedre aldrig end sent, eller hvad det nu hedder. Å jeg er en tåbe med mine forsinkelser.

Det sagde jeg også til Jørgen Prins da han for tredie gang havde bedt mig ud til en »bid mad« og jeg for tredie gang måtte ringe op og sige Guuud det må du undskylde, men jeg er alligevel optaget – jeg er en idiot. Jeg ville ønske han havde sagt »ja det har du sgu ret i« men naaj – »det kunne han jo ikke fordybe sig i« sagde han. »Næ« svarede jeg mærkeligt. I øvrigt må du holde bedre tal på dine morsomme historier.

Du kan jo så mange min ven, jeg mener du må holde justits med hvor du har dem fra. For »Apropos fædselsregeler i Bangkok, Jørgen, har jeg en mægtig skæg historie« Jeg fortalte overlegent om en af dine døddrukne kolleger. En schooter, og betjente der hjalp ham op. Nå ja, det var for øvrigt en af hans egne kolleger og historien havde han i sin tid fortalt dig. »Nå, men det bliver historien jo ikke ringere af« reddede jeg situationen. Om jeg skal gå ud med Jørgen eller ikke har været under voldsom familiedebat.

Man har jo stærkt på fornemmelsen at manden snart vil giftes. Det er jeg også 100 % indstillet på – bare det ikke blir med mig. Jeg vil gerne ud og ha en »bid mad«, men han vil ganske givet også gerne ha en »bid mad« which I no wants. Og jeg synes man gir ham håb ved at bli ved med at gå ud. T. Ester: »go eskorte til at gå ud med, der er mange mænd som er henrykt for at gå i teateret med en sød pige og ikke mere. Bare se på mig f.eks i adskillige år gik jeg ud med Arne Schlech og med et lille smil forstod jeg altså ikke at gøre det til mere. (Nå ja det var et udmærket exempel, tænkte jeg.

Arne havde sikkert en svaghed for Frederik tænkte jeg. What Suz likes best of all. Bedstemor: »I mine unge dage sagde jeg altid: Jammen De vil da ikke ta noget fra mig som De ikke får forærende.! Og det virkede! Ja det tror jeg jeg vil sige. Farsan: Når I sidder på New Look og skal til at gå skal du bare sige »nej du skal ikke køre mig hjem, jag går ned til Vesterport og tar toget. Folk er så søde til at gi råd. Det værste er at jeg føler mig såret. De må jo tro jeg er fuldstændig idiot. Især tante Ester. Psykologisk set er hun jo nem at forstå, og alligevel vil jeg ikke kunne lade være med at kaste en antikvitet ud af vinduet næste gang hun igen nævner »de rette kredse«.

Jeg blir kvalt. Ganske afsindig. Danmark er et lille snobbesnæversynet sted. Man tar ikke folk for hvad de er, men for hvad deres far er. Selvom det ikke går ud over mig, er sådanne forhold + familien rigelig til jeg har lyst til at rejse væk. Og måske gør jeg det. Det er måske barnligt at tage sig sin familie så nær. Men de er et pres. Man kan ikke tilnærmelsesvis kommunikere med dem.

En telefonsamtale med tante E er så deprimerende at jeg er ved at tude hver gang. Gode råd og irettesættelser i en uendelighed. »Dyrkøbte erfaringer og hvad så? Jeg føler jeg har råd til at betale. Et helt skrog er man da ikke. Desuden skal jeg hverken i himlen eller helvede bag efter. Jeg skal ned i jorden og møde de rette kredse. Og det blir ikke et sekund for sent. Jeg hader dem der tror på sort og hvidt rigtigt og forkert som om det var SANDHEDEN uden undtagelse. Det har nemlig ikke en skid med fodbold at gøre.

Undskyld jeg lyder så bitter, men jeg er bitter.

Bare jeg kan skrive, det er det jeg virkelig blir nødt til. Jeg er begyndt lidt.

»You don’t write because you want to say something but because you’ve got something to say.«

For that youve got to live strong and get strong. I’m not sure it’s here.

Scherfig udtrykker meget rammende om danskerne »de gjorde det og det, for så havde de noget at falde tilbage på, og det gjorde de netop osse«. 100000000 lykker til dig fra

Serie

Danske forfatteres breve

I de kommende uger bringer vi i Litteratur i anledning af udgivelsen 'Breve fra …', udgivet af Informations forlag, tre uddrag af breve af udvalgte danske forfattere. 

Seneste artikler

  • Min egen gamle Tommy

    9. december 2017
    Året er 1926. Karen Blixen skriver brev hjem til broren Thomas Dinesen, der lige er blevet gift med sin elskede Jonna, med en slags nødråb om hjælp og forsøg på at forklare, hvorfor hun kom på skæv kurs, og hvorfor det er gået galt med kaffefarmen i Kenya
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her