2017 kan meget vel gå hen og blive det år, hvor Dansk Folkeparti slog igennem som det mest indflydelsesrige og betydningsfulde kulturpolitiske parti i Danmark. Partiet har formået at sætte markante fingeraftryk på kulturpolitikken.
Det er et område, hvis forsvindende pekuniære betydning er omvendt proportional med dets kolossale symbolske betydning. Det har Dansk Folkeparti til fulde forstået at udnytte, hvilket året har budt på flere vidnesbyrd om.
Den første paragraf i loven om Statens Kunstfond fortæller, at det er fondens formål »at fremme kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet«. Hvis man skulle være i tvivl om, at der med »kunsten i Danmark« menes hele Danmark, kan man læse paragraf 3, stk. 3, som understreger, at Statens Kunstfond skal »fremme den geografiske spredning af kunst i hele landet«.
Lovgiverne har med andre ord sikret, at ikke kun hovedstaden, men hele Danmark nyder godt af de midler, der bliver uddelt som støtte til kunsten.
Decembergåde
Det er derfor en rigtig decembergåde, hvad årsagen er til, at kulturminister Mette Bock pludselig synes det er nødvendigt at oprette to nye regionale kunstfonde, der ifølge pressemeddelelsen skal »styrke kunstlivet uden for hovedstaden og udviklingen af den lokale kunstproduktion.«
De nye fonde – en for Jylland og en for øerne – vil blive finansieret med midler, der hentes fra Statens Kunstfond, der således bliver beskåret. En substantiel del af beskæringen vil blive brugt til at finansiere den ekstra administrative byrde, som to nye regionale kunstfonde medfører.
Decembergåden lyder: Hvorfor vil kulturministeren oprette to nye fonde til at varetage en opgave, som allerede er i gode hænder? Svaret lyder: Alex Ahrendtsen.
Dansk Folkepartis kulturordfører har i årevis forsøgt at puste liv i rindalismens ånd ved at pege fingre ad samtidskunsten og »de mennesker, der sidder på det kunstneriske flæsk i hovedstaden«, som han formulerede det i et debatindlæg i sommer. I kulturordførerens optik ligner samtidskunst noget, der er løgn, mens de folkekære revyer omvendt er forfordelte på trods af deres fortræffeligheder og publikumssucces.
I et debatindlæg om revyerne sluttede Ahrendtsen af med denne trussel: »Det er på høje tid med gensidig respekt og forståelse i kulturens verden. Det kræver nye folk på vigtige poster.«
Med de nye regionale kunstfonde ser det ud, som om kulturministeren efterkommer Dansk Folkepartis ønske om nye folk på vigtige poster og politisk detailstyring af kunststøtten. Det er et brud på det armslængdeprincip, der har været gældende inden for den danske kunststøtte siden oprettelsen af Statens Kunstfond.
Armslængdeprincippet sikrer, at kunststøtten ikke uddeles på baggrund af ideologiske sympatier, men alene ud fra kunstneriske kvalitetskriterier. Det virker, som om den nuværende kulturminister er parat til modstandsløst at give køb på dette princip – uvist hvad hun vinder herved, bortset fra taburetklister.
Museumsstøtte
Det forløb lover ikke godt for den barslede reform af museumsstøtten, som skal forhandles på plads næste år. To udvalg har for nylig afgivet hver deres rapport med forslag til, hvordan museumsstøtten kan omlægges. Det er en tiltrængt gentænkning af den statslige støtte til museerne, men især kunstmuseerne kan have grund til at være bekymrede. Regeringens støtteparti har nemlig også her været ude og erklære, at midlerne til museerne skal omfordeles til fordel for provinsen.
Til DR udtalte Alex Ahrendtsen: »For eksempel får Skagen Museum 1,7 millioner kroner i støtte og har næsten lige så mange besøgende som Arken Museum, der får 34 millioner kroner. Og det skriger jo til himlen. Så nogle kommer til at miste. Det er der ingen tvivl om.«
De to museer er ganske vist væsensforskellige i en grad, som gør dem usammenlignelige. Men den tendentiøse sammenligning passer perfekt ind i Dansk Folkepartis fortælling om en selvgod, københavnsk kulturelite, der rager til sig.
Det kommissorium, udvalgene har fået, nævner slet ikke publikum som en faktor i en ny fordeling af museumsstøtten. Alligevel kan museumsgæsterne blive bragt i spil, når det er belejligt. For Dansk Folkeparti kommer argumentet på banen, når det kan underbygge en omfordeling fra hovedstad til provins eller fra museer med fokus på samtidskunst til museer med mere historisk materiale. Det handler for Ahrendtsen om at knæsætte en ny historisk bevidsthed og et fællesskab omkring en national kultur.
»Der har været et ønske fra en venstreorienteret kulturelite siden 1960’erne og fremefter om at gøre befolkningen historieløs,« udtalte han for nylig til Kristeligt Dagblad. Mere tydeligt kan det næppe siges, at kampen om midlerne til museerne er en ideologisk kamp.
Kunstuddannelserne
Ironisk nok blev samme Alex Ahrendtsen en slags redningsmand for mange i kunstlivet, da en rapport bestilt af kulturministeren om de danske kunstuddannelser truede med den helt store fusion og centralisering. Hvis kulturministeren havde håbet på en lynaktion, kom hun hurtigt på andre tanker, for forslaget vandt ikke megen genklang.
For Dansk Folkeparti var ideerne om internationalisering uspiselige og uforenelige med favoriseringen af en national kultur. Alex Ahrendtsen benyttede dog også her lejligheden til at introducere støttepartiets ideologiske projekt på kunstområdet, idet han påpegede, at en diskussion om de kunstneriske uddannelser ifølge ham skal handle om indhold og om »den urimelige forskelsbehandling mellem kunstakademierne uden for hovedstaden og akademiet i København«.
Hvad indholdsdiskussionen angår, så var Ahrendtsen ikke bleg for at tone rent flag og mane til helhjertet retraditionalisering af de billedkunstneriske uddannelser.
»Kunstakademierne trænger til en opstramning. Vi skal have fokus på de håndværksmæssige discipliner. Man kan blive optaget på kunstakademiet uden at beherske de tegne- og malemæssige discipliner. Det går ikke i længden,« udtalte Alex Ahrendtsen til Politiken i oktober. Så meget for kvalitetssikring af kunstneriske uddannelser på internationalt sammenligneligt grundlag, sådan som implementeringen af Bologna-aftalen fordrer.
Med den særlige mikstur af nostalgisk traditionsbesyngelse, prioritering af en helt særlig historieforståelse frem for samtiden og favorisering af provinsen på bekostning af hovedstaden har Dansk Folkeparti lagt en konsekvent og ideologisk renhjertet kulturpolitik for dagen. Det er mere, end noget andet parti kan mønstre, hvorfor Alex Ahrendtsen har haft betragtelig succes med ikke blot at sætte en kulturpolitisk dagsorden, men også at sætte store politiske fingeraftryk på den udmøntede kulturpolitik.
Jeg vil håbe for det år, vi træder ind i, at også andre politikere får øjnene op for, hvor betydningsfuldt et område kulturpolitikken er. Det er forstemmende at iagttage, hvordan foragten for armslængdeprincippet sammen med hadet til samtidskunsten og kunstnerisk ekspertise generelt er blevet væsentlige incitamenter i kulturpolitikken.
Det giver stof til eftertanke, men også næring til et ønske om, at flere politikere ville begynde at diskutere, hvordan kulturpolitik kan praktiseres i et demokrati, som har brug for kunsten som en modstandskraft, en trøst og en producent af alternative visioner for samfundet.
Så kære politiker! Hvis du deler mit ubehag ved at iagttage, hvordan foragten for armslængdeprincippet sammen med hadet til samtidskunsten og den kunstnerisk ekspertise generelt er blevet væsentlige og accepterede incitamenter i kulturpolitikken, så velkommen ind i kampen! Der er brug for dig!
Bidrag til at kvalificere debatten ved at modgå fordomsfulde påstande med fakta. Løft dit ansvar og vis, hvordan kulturpolitik kan praktiseres i et demokrati, som mere end nogensinde har brug for kunsten som en modstandskraft, en trøst og en producent af alternative visioner for samfundet. Giv os en politik, der tør og vil kunsten!
Hvis man er tilhænger af støtte til samtidskunst, er det altid en farlig kombination, når Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kan blive enige om noget på kulturens område. Førstnævnte parti ønsker en helt anden prioritering på kunstens område, med vægt på nationalkonservative værdier, og det andet parti har som formål, at støtten til samtidskunst (og kunst i det hele taget) med tiden helt skal udfases.
Selv om jeg generelt set nok er enig med Rune Gade, mener jeg, at debatten bør nuanceres. Det er ikke nok at argumentere for status quo, som jeg har indtrykket af, at artiklen stort set gør.
Citat: "Lovgiverne har med andre ord sikret, at ikke kun hovedstaden, men hele Danmark nyder godt af de midler, der bliver uddelt som støtte til kunsten".
Kommentar: Man sikrer ikke nødvendigvis noget med udformningen af detaljer i Kunstfondloven (§3, stk. 3, punkt 2), selv om der ved udformningen af det nye Statens Kunstfond altid ovenfra og i det administrative system vil være et fokus på, at lovens detaljer overholdes. På baggrund af Folketingets sammensætning vil der være et særligt fokus på geografisk spredning af støtten, fra såvel legatudvalgene som projektstøtteudvalgene.
Man bliver nødt til at gå ind og undersøge det statistiske materiale, der er tilgængeligt i tilknytning til Statens Kunstfonds årsberetninger. For mig at se (som har bestået eksamener i såvel statistik som forvaltningsret), har der de sidste par år ikke været noget at komme efter på billedkunstens område ( selv om der selvfølgelig altid vil være noget, som tallene ikke belyser, og som man derfor kan problematisere og dermed mistænkeliggøre).
På mange måder er det et urimeligt pres at lægge på udvalgene, og jeg vil ikke håbe, som det er tilfældet i andre systemer, at man gradbøjer kvalitetskravene undervejs, når der tildeles midler, fordi man på baggrund af statistiske meldinger får viden om, at man er bagud med tildeling af midler til en landsdel frem for en anden.
Citat: "Armslængdeprincippet sikrer, at kunststøtten ikke uddeles på baggrund af ideologiske sympatier, men alene ud fra kunstneriske kvalitetskriterier".
Kommentar: Som loven er udformet, er der allerede indbygget ideologiske sympatier. Ud over, at der skal lægges vægt på geografisk spredning af støtten, skal udvalgene også særligt vægte produktion og formidling af kunst med henblik på børn og unge (§3, stk. 3, punkt 3), og der lægges vægt på, at der gives støtte til alle genrer og udtryksformer og samarbejde mellem kunstområderne (§3, stk. 3, punkt 1).
I øvrigt lægges der ikke overordnet kun vægt på kunstnerisk kvalitet (orienteret mod værket), men i lige så høj grad på kunstnerisk talent (orienteret mod kunstnerens særlige kompetencer). Det hænger fint sammen med, at det, der støttes, ofte i høj grad har projektets karakter, og man derfor endnu ikke kan forholde sig til et værk i forbindelse med tildelingen af støtte (men nok til tidligere værker af en kunstner).
Citat: "Alligevel kan museumsgæsterne blive bragt i spil, når det er belejligt. For Dansk Folkeparti kommer argumentet på banen, når det kan underbygge en omfordeling fra hovedstad til provins eller fra museer med fokus på samtidskunst til museer med mere historisk materiale".
Kommentar: Det er klart, at det i ringe grad er Dansk Folkepartis vælgere, der besøger kunstmuseerne. Under alle omstændigheder er det et problem, at det er en så begrænset del af den danske befolkning, der benytter sig af kunstmuseernes tilbud. Det må der gøres noget ved, uanset om man er for eller imod Dansk Folkepartis og Liberal Alliances kulturpolitik. På en måde gør man det alt for nemt for de to partier at argumentere mod støtte til kunstmuseerne.
Ud fra det statistiske materiale i Kulturstyrelsens brugerundersøgelse fra 2014, vedrørende museer, kunsthaller m.m., kan man ved lidt beregning få et ret klart indblik i, hvem der benytter sig af de forskellige tilbud på billedkunstens område. De tilhører overvejende det, man vil kunne betegne som den kulturelle elite i samfundet.
63% af brugerne er over 50 år. 65% af brugerne er kvinder. 51% af besøgene foregår i Region Hovedstaden. 68% af brugerne har en mellemlang eller lang videregående uddannelse, 57% af brugerne tilhører ifølge GallupKompas de 3 fællesskabsorienterede segmenter i befolkningen (der er 9 segmenter i alt), og i de 3 nævnte segmenter falder stemmerne ved valgene langt overvejende på rød blok.
Citat: "Det er forstemmende at iagttage, hvordan foragten for armslængdeprincippet sammen med hadet til samtidskunsten og kunstnerisk ekspertise generelt er blevet væsentlige incitamenter i kulturpolitikken".
Kommentar: Jeg er meget enig, men jeg er ikke sikker på, at jeg er enig med Rune Gade i, hvad årsagen er til, at det har udviklet sig sådan. De kulturkløfter, denne udvikling er udtryk for, har altid været der, men en række samfundsmæssige og herunder mediemæssige forudsætninger, nationalt såvel som internationalt, har gjort, at kløfterne er trukket klarere op.
Det er oplagt, at en række magtfordelinger har ændret sig. Selv om det nationalkonservative Dansk Folkeparti og det neoliberale Liberal Alliance ikke kan blive enige om ret meget, så kan de blive enige om, at den overvejende røde, kulturorienterede og veluddannede middelklasse skal holdes helt uden for indflydelse og kan bruges som "syndebuk" ved lanceringen af deres kulturpolitik . Spørgsmålet er, hvor meget der vil ændre sig, hvis vi får en Socialdemokratisk ledet regering? Næppe det helt store, selv om fokus vil blive placeret andre steder.
Spørgsmålet bliver derfor i høj grad, hvad dem, der på forskellige måder arbejder med eller beskæftiger sig med samtidskunsten, har tænkt sig at gøre for at ændre på tingenes tilstand.
Det kan vist blive et meget vanskeligt projekt, for problemet er ikke begrænset til nationalkonservative politikere eller politikere i det hele taget: Diskussionen om Balthus "Drømmende Thérèse" er svømmet over Atlanten og ind i store europæiske medier, og søndag landede den så i Deadline. Her kunne man ikke alene høre en fremstilling af Gauguin, som var en fabel som erstatning for historisk viden, men også overvære en journalist, som ikke reagerede, for han kender ikke Gauguins biografi, må man antage.
Så gik samtalen ellers derudaf med dobbeltstandarder og tre kvinder, der argumenterede for, at deres værdier nu skal være gældende for kunstmuséer. Det vil mindst have de samme radikale konsekvenser som DFs kunst- og kulturpolitik.
Tak for den oplysende artikel, der opfordrer de øvrige partiers politikere til at komme på banen i kulturpolitikken. Som det ser ud i øjeblikket er det for nemt for DF'eren Alex Ahrendtsen at erobre feltet. Der mangler klare, visionære kulturpolitiske bud, der ikke blot handler om at bevare status quo. Hvad søndagens debat omkring Baltus' maleri i DR, har med dette at gøre, kan jeg ikke se, bortset fra at den bragte håb om en lysere fremtid, visionære bud, fra de tre kunstaktører.
Det er nok ligeså veluddannede/velbeslåede københavnere der (i sæsonen) giver museet i Skagen det høje besøgstal som de der besøger Arken i Ishøj.
Men Alex A. & Co. er jo Allierede, i tykt og navnlig tyndt, med de Liberale. Der jo kontrolleres af en bank. Så hvad er egentlig DFs problem med at den højt udskældte 'elite' hele tiden synes de vil bestemme hvad pengene skal bruges til?
Kan vi ikke bare aftale at de der ikke gider gå på museum kan få lov at køre lidt mere på Nordjyske Motorvej?
Kunst .kultur .fortids minder er og bliver et felt, hvor meninger om smag og æstetik krydses. Men da alle via skatten er medfinanserende til store dele af denne kultur i alle dens afskygninger er der vel en slags rimelighed i at alle lige d fra København til det yderste Vestjylland og Skagen o.s.v. skal og bør have lige adgang. Det giver et problem med holdninger, smag og ikke mindst afstand. Men København bør under ingen omstændigheder være alene om at have seværdighederne uanset at hovedstaden til enhver tid vil have det meste, da de trods alt er flest. Den kære Alex uanset hvordan man ser ham har nok en pointe her. Kultur bør dog altid både udfordre og provokere samtidig med at den gamle kunst bevares og det er udfordringen og udfaldet af provokerende kunst i Ølgod og København vil helt sikkert ikke være ens.
Som ung interesserede jeg mig stort set kun for musik, men så flyttede jeg til Holstebro, som brugte rigtig mange penge på at gøre byen til et kulturcentrum, med Holstebrohal og kunstmuseum og Odinteater og stadskomponist og Maren å æ vogn - så i dag interesserer jeg mig for stort set alle kunstarter, og har gjort karriere inden for et par stykker.
Hvis provinsen vil have mere kunst, kan provinsboerne jo vælge nogle lokalpolitikere, der ikke er bange for at gå imod rindalisterne ved at bruge penge på kunst. Selv er jeg Socialdemokratiet i Holstebro taknemmelig for, at de i sin tid præsenterede mig for noget spændende, som jeg ikke anede, at jeg havde endda stor interessere for.
Ligesom folkebiblioteker i sin tid var en socialdemokratisk opfindelse, for at brede kulturen ud til den almene befolkning, så er Arken en socialdemokratisk opfindelse, der skulle afslutte byudviklingen af Køge Bugt Fingeren, (Steen Eiler Rasmussens 'Fingerplan'), der byggedes i 70'erne og frem, med et kunstmuseum, placeret midt i almuens del af København.
Arken skulle kunne løfte almuen socialt, kulturelt og i anseelse, så Kystbane - 'Fingerens' kunstmuseum par excellence , Louisiana, der er helt privat og alt andet end socialdemokratisk, kunne få sig et passende modspil.
Nu tror jeg ikke, at Arkens nære publikum har råd til at tage til Skagens Museum for Kunst i samme grad som Louisianas nære publikum har. Derfor finder jeg støtten i Arken helt i orden. Alex Ahrendtsen bør inddrage klasseforhold i sin analyse.
Den "populære" fortælling om den "udsultede provins" og "udkantsdanmark" er spøjs - navnlig når man husker på, at vi bare er ca 5,5 mio indbyggere i Danmark - og altså er meget færre end der er i ganske mange storbyer verden over, hvor forstæderne vel så kan jævnføres med "udkantsdanmark"?
Hvis hovedstadsområdets vælgerbefolkning ( der producerer hovedparten af Danmarks BNP) tog sig sammen og fravalgte de "hovedstads-fjendtlige" partier ved næste foljketingsvalg, så ville meget blive bedre og mindre populistisk.
( OK - jeg er vist lidt for grov - men alligevel?)
Der er noget galt med billedet. Bor Alex Ahrentsen virkelig i funkis-lignende hjem? Med den holdning h an har til "det moderne", så kan han da ikke et så åndløst sted - det stinker jo af PH.
Er Alternativet bare på Centralhjørnet ?
PH byggede ikke med vinduer til gulv.
Men lampen på skrivebordet er en PH.
Det er noget, alle hadere af kulturradikale har måttet bide i sig, at PH lamper måtte man have.
@Robert Kroll
Cosmopolitterne må jo erkende, at de har rigtig god succes med det økonomiske, og derfor måske må sluge at det politiske halter lidt eller måske ret meget. Men jeg er ved at være træt af det, de rurale stemmer UK ud af EU og i DK trækkes vi med DF og har fået Axel Ahrendtsen i stedet for H.P Clausen. Kan vi ikke genoplive Hansestederne og sætte disse provinsstater stolen for døren?
@Michael Kongstad Nielsen
Det var dog en giftig iagttagelse, tror du ikke han bliver ekskluderet af partiet nu?
Nej da, Henrik Brøndum, de har jo alle PH - lamper.
Interessant artikel. Især synes jeg det sidste afsnit fortjener opmærksomhed, det peger jo på at der kan være behov for at få sparket liv i en mere generel kulturdebat. Iagttagelsen synes jeg er rigtig - og jeg har været enig i analysen længe.
Jeg har ved tidligere lejlighed, sammen med en kollega, gjort Information opmærksom på at her burde være et område avisen burde gøre noget ved. Da især fordi avisen, tidligere, selv har efterspurgt venstrefløjens position i kulturdebatten. Her var - og er - det min, og min kollegas, pointe at Information burde overveje hvorledes avisen selv kunne bidrage til at udvikle en kulturpolitisk position, som kunne være med til at styrke centrum-venstres position i den kulturpolitiske debat. Dette indlæg fandt dog hverken vej til papir- eller netudgave.
Nå, man skal ikke være alt for mavesur. Så her et par bud på, hvad Information kan gøre i den kommende tid:
1. spørg feks. centrum-venstre partiernes kulturordførere, hvad de forstår ved en aktuel kulturpolitik.
2. se lidt på både den danske og den nordiske tidsskriftflora, find ud af om der kunne være et par kritiske positioner som det kunne være interessant at præsentere avisens læsere for.
3. i diskussionen om hovedstad versus provins: besøg gerne også provinsen, i avisens dækning af kulturlivet. Jeres teateranmelder gør et rigtigt godt job på teaterområdet, men kunne feks. en Lundstrøm-udstilling i Aalborg være en omtale værd? Blot spurgt for eksemplets skyld. Det kunne jo også godt være, dette kunne være med til at bløde modstillingen Hovedstad-Provins op.
4. inviter folk fra kulturlivet, politikere, mfl. til at kommentere på Rune Gades afsluttende opfordring: hvad mener vi om dette?
5. avisen har en række faste kommentar-formater: kunne man forestille sig at avisen lavede en fast kulturpolitisk kommentar?
6. går man til et lidt mere overordnet ideologisk niveau: hvordan er kulturpolitik og demokrati forbundet?
7. hvorledes kan kunsten fungere som modstandskraft?
8. hvor produceres de alternative visioner for samfundet, i kunstlivet?
9. kan både "klassiske" og moderne kunstformer indeholde det efterspurgte modstandspotentiale - og hvorfor?
10. kunstens forbindelse til den humanistiske europæiske arv. Humanismen set som en kritisk diskussion af markedet og markedsøkonomiens logik. Derfor også: kunsten som en mulighed for at erkende mennesket som andet og mere, end blot underlagt markedsøkonomiens lovmæssigheder. I sin yderste konsekvens: kunsten som en mulighed for at se mennesket løsrevet fra markedsøkonomiens reduktionisme, hvorved kunsten kan have et frigørende potentiale. Vel også en måde at yde den opfattelse modstand, der har været med til at nedgøre en humanistisk argumentation eksempelvis i flygtningedebatten.
Bundlinjen: skal disse diskussioner rejses, er der nok ikke nogen tvivl om at det også fordrer et redaktionalt tilvalg af dem på Information. Men det gode i den historie er, at der er historiske fortilfælde der kan give anledning til optimisme på et sådant projekts vegne. Det var i udgangspunktet det der bevægede de folk, der i 1884 grundlagde Politiken. I begyndelsen en lille flok - men over tid blev avisen toneangivende. Så det er altså ikke umuligt - og jeg kan ikke forestille mig andet end at det med garanti vil være læseværdigt, med tanke på de skarpe penne Information kan tiltrække.
mvh. poul.
Interessant artikel. Især synes jeg det sidste afsnit fortjener opmærksomhed, det peger jo på at der kan være behov for at få sparket liv i en mere generel kulturdebat. Iagttagelsen synes jeg er rigtig - og jeg har været enig i analysen længe.
Jeg har ved tidligere lejlighed, sammen med en kollega, gjort Information opmærksom på at her burde være et område avisen burde gøre noget ved. Da især fordi avisen, tidligere, selv har efterspurgt venstrefløjens position i kulturdebatten. Her var - og er - det min, og min kollegas, pointe at Information burde overveje hvorledes avisen selv kunne bidrage til at udvikle en kulturpolitisk position, som kunne være med til at styrke centrum-venstres position i den kulturpolitiske debat. Dette indlæg fandt dog hverken vej til papir- eller netudgave.
Nå, man skal ikke være alt for mavesur. Så her et par bud på, hvad Information kan gøre i den kommende tid:
1. spørg feks. centrum-venstre partiernes kulturordførere, hvad de forstår ved en aktuel kulturpolitik.
2. se lidt på både den danske og den nordiske tidsskriftflora, find ud af om der kunne være et par kritiske positioner som det kunne være interessant at præsentere avisens læsere for.
3. i diskussionen om hovedstad versus provins: besøg gerne også provinsen, i avisens dækning af kulturlivet. Jeres teateranmelder gør et rigtigt godt job på teaterområdet, men kunne feks. en Lundstrøm-udstilling i Aalborg være en omtale værd? Blot spurgt for eksemplets skyld. Det kunne jo også godt være, dette kunne være med til at bløde modstillingen Hovedstad-Provins op.
4. inviter folk fra kulturlivet, politikere, mfl. til at kommentere på Rune Gades afsluttende opfordring: hvad mener vi om dette?
5. avisen har en række faste kommentar-formater: kunne man forestille sig at avisen lavede en fast kulturpolitisk kommentar?
6. går man til et lidt mere overordnet ideologisk niveau: hvordan er kulturpolitik og demokrati forbundet?
7. hvorledes kan kunsten fungere som modstandskraft?
8. hvor produceres de alternative visioner for samfundet, i kunstlivet?
9. kan både "klassiske" og moderne kunstformer indeholde det efterspurgte modstandspotentiale - og hvorfor?
10. kunstens forbindelse til den humanistiske europæiske arv. Humanismen set som en kritisk diskussion af markedet og markedsøkonomiens logik. Derfor også: kunsten som en mulighed for at erkende mennesket som andet og mere, end blot underlagt markedsøkonomiens lovmæssigheder. I sin yderste konsekvens: kunsten som en mulighed for at se mennesket løsrevet fra markedsøkonomiens reduktionisme, hvorved kunsten kan have et frigørende potentiale. Vel også en måde at yde den opfattelse modstand, der har været med til at nedgøre en humanistisk argumentation eksempelvis i flygtningedebatten.
Bundlinjen: skal disse diskussioner rejses, er der nok ikke nogen tvivl om at det også fordrer et redaktionalt tilvalg af dem på Information. Men det gode i den historie er, at der er historiske fortilfælde der kan give anledning til optimisme på et sådant projekts vegne. Det var i udgangspunktet det der bevægede de folk, der i 1884 grundlagde Politiken. I begyndelsen en lille flok - men over tid blev avisen toneangivende. Så det er altså ikke umuligt - og jeg kan ikke forestille mig andet end at det med garanti vil være læseværdigt, med tanke på de skarpe penne Information kan tiltrække.
mvh. poul.
Arken.
Arkitekturen er som det omgivende. Kold uindbydende og beton.
Det er, som det i det omgivende område som folk bor i. Så tror man at ved at bygge mere af det samme folk går rundt i til daglig er attrå skabende bare fordi der bor kunst.
Jeg har en gang været på Arken og det var en dårlig oplevelse. Hvilken kunstner der udstillede husker jeg ikke.
Louisiana har samme problem med omvendt signal og snobberi.
Hvordan i alverden men skal fordele støttekronerne aner jeg ikke, og helt retfærdigt kan vel ikke lade sig gøre. Men, at der gives for få penge er en skændsel i et rigt land som vores. Ikke alt er målbart på et exellark.
Diskuter hellere de idiotiske kampfly og militær i gaderne. Det gør i hvert fald ingen gavn for sjælen, med mindre man tror på hindring af terror ad en vej.
Meget fin artikel.
"Med den særlige mikstur af nostalgisk traditionsbesyngelse, prioritering af en helt særlig historieforståelse frem for samtiden og favorisering af provinsen på bekostning af hovedstaden har Dansk Folkeparti lagt en konsekvent og ideologisk renhjertet kulturpolitik for dagen."
Det er forstemmende læsning.