Læsetid: 19 min.

Den blinde dame

Forfatteren Thomas Boberg er rejst tilbage til Huautla de Jiménez i Oaxacas bjerge for at blive indviet i et 1.000 år gammelt svamperitual af en kvinde kendt som ’La Licenciada’, Kandidaten, eller Den blinde dame
Inden man deltager i en ceremoni med Den blinde dame, må man op på toppen af det hellige bjerg lige uden for Huautla for at ofre til bjergets ånd Chikon.

Inden man deltager i en ceremoni med Den blinde dame, må man op på toppen af det hellige bjerg lige uden for Huautla for at ofre til bjergets ånd Chikon.

Ferdinand Krag

30. december 2017

Introduktion

I maj 2017 rejste jeg til den lille by Huautla i den bjergrige mexicanske delstat Oaxaca i søgen efter den 1.000 år gamle shamanistiske tradition hos mazatekerfolket, personificeret ved den berømte curandera Maria Sabina. Det skriver jeg om i de to første reportager Rejsen til Maria Sabina. Den mexicanske digter Octavio Paz kaldte hende for ’Svampenes vise kvinde’.

Hendes sange, som hun digtede under sessionerne i selve rusen, blev optaget på bånd, og siden oversat til spansk, og i dag regnes de for stor poesi. Hun talte ikke spansk og var desuden analfabet. Hun døde som 97-årig i 1985. Det var den danske tekstilkunstner Trine Ellitsgaard og hendes mand, den mexicanske kunstner Francisco Toledo i Oaxaca by, der formidlede kontakten til Inti García Flores i Huautla, hvor han bor. Han åbnede mazatekernes univers for mig.

I november 2017 vendte jeg tilbage til Huautla i selskab med kunstneren Ferdinand Krag. Inti García Flores tog imod os på ny og førte os videre til Kandidaten eller Den blinde dame, der inviterede os indenfor. Den blinde dame indviede os i det fantastiske svamperitual, som uden en stor åndelig autoritet som denne nulevende vise kvinde kunne være endt i kaos og forvirring.

I Mexico kan man altså stadig erfare en 1.000 år gammel spirituel tradition, som i vores del af verden synes at være forsvundet. Til et arrangement på Forfatterskolen for nylig om Mexico, kunst og shamanisme var der en blandt publikum, der sagde: »I Europa brændte man alle heksene, derfor er den viden forsvundet her.«

***

Vi sad ude i garagen i et hus i den lille by San Andrés, dunkelt, og kastede blikke mod et ur på en firkantet træplade banket ind i en snavset trævæg, det gik helt ubegribeligt. Der står en slidt bil, og rundt om, som i alle mexicanske huse ude i provinsen, jeg har set, er der bunker af skrammel. Der sad vi, Inti, Ferdinand og jeg, i et helt livs pulterkammer og ventede på, at noget skulle ske. At nogen ville hente os. Et venterum. Som i en lægekonsultation. Lyden af en af de endeløse mexicanske tv-serier i et andet rum, en lille pige, der går forbi os og ind i huset. Maverumlende spændte.

Det er ikke første gang, Inti har haft med Den blinde dame at gøre. Da hans mor fik brystcancerdiagnosen, og lægen foreslog en brystamputation og en voldsom kemotur, opsøgte han Den blinde dame alias La Licenciada (Kandidaten). Under en svampeceremoni var hun i stand til at se sygdommen i moren, og derefter kom hun med sit bud på, hvad der kunne gøres. Ingen kemo, men traditionelle urter. Sygdommen stoppede, det er syv år siden, men Den blinde dame har set, at sygdommen er på vej tilbage, at de må genoptage behandlingen.

Jeg betragter en plakat med billedet af en meget ung bokser, Homenaje a Chano Moreno, hyldest til Chano Moreno. Det er don Leonardo, Chano er Leonardo. Den blinde dames husbond. Der står han, den lille trinde mand. Han smiler. Endelig kommer han i egen trinde person og beder os følge med. Nu er han gammel, rund, rynket, øjnene smiler. Vi rejser os og følger efter, ind gennem en dør og ned ad en stejl trappe til et kælderrum under huset. Der er en skæv seng, der er tre små hårde træstole langs den ene væg, et primitivt alter og et par stole til den anden side ved sengen. Foran alteret sidder Den blinde dame. Vi sætter os på de små træstole langs væggen. Don Leonardo sætter sig på en stol overfor i hjørnet ved alteret.

En yngre lidt rund mand kommer ned, han har et uldent klæde om hovedet, hans blik er sløret, er han fuld? Er han kommet fra den fest på den anden side af gaden, hvor nogle mænd står og drikker sig vildt i hegnet, mens lyden af de drævende melankolske rancheros skratter ud i mørket? Senere siger Inti, at sådan ser han altid ud, som om han er i trance. Han sætter sig ved siden af la Licenciada, men på den anden side, så han er svær at se for os. Det er svigersønnen Magdaleno. Vi hilser på Den blinde dame. Der skal tændes nogle høje tynde lys, og de skal placeres foran Den blinde på en bund af gammel smeltet voks. Don Leonardo kæmper med lysene, de falder, Inti rejser sig og hjælper, la Licenciada famler efter lysene og rager et ned.

***

Nu sidder vi der, der er tre jicará-skåle med svampe, det kan jeg se. Det er scenen. La Licenciada får skålene i hænderne, hun famler, nær ved at tabe dem. Magdaleno løfter en stor skål med rygende copal. Røgen ligesom skubber han med den ene hånd over svampene, så de hyldes i det duftende slør. Syv par svampe til Ferdinand og mig. To par til Inti. Der var ikke nok, så Inti, min gode ven og kontakt til dette univers, må spise færre, men de er godt nok store. Og vores fylder den halve skål, det ser ud til at være en ordentlig bunke. La Licenciada velsigner svampene og os, hun fremsiger en bøn på mazatek og på spansk, og nu kan vi spise los santitos, en efter en, knække dem mellem tænderne. Har I nu spist dem, siger hun. Nej. Det er bedre at spise dem hurtigt, så virkningen er samlet, siger hun. Gnid jorden af dem med fingrene. Ferdinand efterlader to i skålen, han tøver. Nej, han skal indtage dem alle sammen. Es tu suerte, siger hun, det er dit lod.

Bivokslysene står tændt på en række foran La Licenciada. Hun sidder front mod alteret, en udflydende krop, et rødt tørklæde om hovedet. San Pedro, La virgen de Guadalupe, hun synger på mazatek, men helgennavnene på spansk bryder igennem. Hendes stemme er skrøbelig og stærk, så forsvinder den, så samler den op, så hopper den videre. Er I nu færdige med skålen? Jeg har spist de sidste, gnedet jorden af svampen, af hatten, af den sidste lille knold, og jeg har tygget dem igennem og slugt dem, 7 par, 14 i alt. San Isidro (det er denne svampearts navn), synger hun, de små legende børn, synger hun, vi har fået (San Pedro Pixiate) tobakspulver gnedet på håndleddene og ned i hovedbunden. Det er ufattelig stærkt, siger Magdaleno, det er før svampene, det er svampenes store moder, denne tobak. Hvis man ruller en smøg af pulveret og ryger den, så bliver man skudt direkte ud i universet.

Den blinde dame i sit hjem sammen med mazatekeren Inti García Flores, inden ceremonien går i gang.

Ferdinand Krag

Hvornår tog du svampe første gang, spørger jeg Magdaleno. Jeg var otte år, siger hun.

Denne dunkle kælder er et familierum, et beskyttet rum, også børn kan være med, det virker ikke forkert her. Men uden beskyttelse, uden at der er nogen til at føre en ud på rejsen og tilbage igen, ville indtagelse af svampene ikke give mening, det ville være mangelfuldt, dumt og en stor risiko. Senere spørger jeg la Licenciada, hvornår hun spiste svampe første gang. Jeg var 15, siger hun, jeg var stadig en lille pige, jeg kunne kun le.

Kan I mærke noget? Den blinde dame taler. Effekten strømmer ud i kroppen, ud i rummet. Så blæser de lysene ud, og et totalt mørke omslutter os. Ingen vej ud. Det er det, jeg tænker. Ferdinand fortæller bagefter, at dette øjeblik fyldte ham med skræk, det totale mørke. Jeg kan lukke øjnene, jeg kan åbne dem. Ingen forskel. Mine læber sitrer, jeg ser tråde, der forbinder sig til andre tråde bølgende i rummet. Trådene er røde, og små blå krystaller flyver omkring mig. Den blinde synger, stemmen den knækker, samler sig selv op, går i skrattende diskant, falder ned og tumler om, stiger mod alteret, mod Jomfruen af Guadalupe, mod Kristus. Det er smukt, det er hendes styrke, denne blinde kvinde, nu taler hun ud i rummet. Hvad vil I? I kan se, hvad I vil. Arbejde, vi skal arbejde, siger hun. Svampene arbejder i kroppen og sindet. Alt sitrer. Hør mig, siger hun nu med dyb stemme, som kom den fra en mand, jeg taler til jer, sig frem, hvad ønskede I, for jeg ved, I var oppe ved bjerget, hvor Chikon hersker, sig frem.

Det er det særlige ved denne ceremoni, at vi bliver bedt om at tale, fortælle, hvad vi ser og mærker undervejs, at der er en samtale i gang, at det er en social begivenhed. Det er en stor lettelse. At man også må grine.

***

Hvem er den mand, der står der, spørger jeg forbløffet. Ferdinand ser også en mand, og Inti ser ham, vi tror, det er Magdaleno, men Magdaleno er slet ikke så stor, og han sidder ned. Det er jo nærmest en gigant, der står der. Han er tydelig, som en skikkelse hugget i klippe, står han der. El Chikon er der nu, siger hun med dyb stemme, jeg er Chikon, I kom til mit bjerg, og I ønskede på mit bjerg. Hvad vil du? Den blinde taler til mig. Jeg forstår det først ikke sådan. Hvad mener du? Hvad vil du? Chikon er her nu, han har taget imod dig, brug din tid her. Jeg efterlod et brev, siger jeg, jeg skrev en stille bøn om klarhed, det er det, jeg ønsker, en klarhed, så jeg kan se den vej, jeg træder på, jeg efterlod blomster til min kæreste, jeg ønskede, at hendes vej måtte åbne sig for hende. Chikon er her, han siger, han har taget imod de blomster, du plukkede til din kæreste, selv om de ikke er til ham, men til din elskede, så har han taget imod dem. Og mønten, sagde jeg, mønten, som faldt ned i sprækken. Den har han også taget imod, sig frem, Chikon er her.

En mønt, siger Magdaleno, penge, der kan komme penge. Men det er ikke det, bryder jeg ind, det er ikke noget med penge, mønten er en sol, en gylden sol, som drattede ned i sprækken, klippen slugte den gyldne sol. Adelante, siger de begge. Jeg ønsker, vejen må åbne sig for min kæreste. Chikon har hørt dig, siger Den blinde dame med den dybe mandsstemme, og det vil ske, han så, du kom i tro og kærlighed op til bjerget. Det er ikke rigtigt, at El Chikon har forladt os, bryder don Leonardo ind, det er der mange nede i byen, der siger, de har mistet troen, men Chikon er her, han er lige her blandt os. De var meget glade for, at Chikon var kommet.

Gå ind i hulen, siger Den blinde, gå derind, hvor Chikon er, og sig frem.

Jeg befinder mig i hulen, jeg er derinde, det er kæmpestor hule, jeg ser de røde lysende tråde, der snor sig om mig, derinde i hulens mørke, jeg siger det igen, at jeg ønsker, den vej må åbne sig. Hvad mere? At jeg kan fortsætte min egen … vej …, jeg bliver pludselig bange for at ønske noget for mig selv her, lige her, men det havde jeg allerede gjort, for vejen er det hele. Det er sket, siger Den blinde. Hvor er du nu? Hun er bestemt, hendes stemme er ikke længere en andens. Jeg er i hulen. Lige der i hulen ser jeg et glimt af den gade, jeg bor i, jeg går ned ad den, jeg er på vej til hoveddøren.

Den blinde synger til Chikon, det er en fest, synger hun, livet er en fest, alle dyrene, Chikon er deres herre, se den hane der og den høne, siger hun, se dem der, der er ganske rigtigt pludselig nogle høns inde i rummet, hun griner, der hos Chikon, Chikon elsker dyrene, messer hun. Du skal tilbage, siger den blinde dame, du kan ikke blive i hulen, det er ikke godt. Er du ude? Ja, nu er jeg tilbage, jeg er her i rummet. Jeg takker den blinde, jeg takker Magdaleno, jeg takker de tilstedeværende.

***

Nu synger hun igen, på mazatek og så på spansk, om arbejdet, der skal udføres, om det hus, vi er på vej imod, Guds hus, vi skal hjem til. De er kommet fra et fjernt land, synger hun, jeg ved, hvordan det er, siger hun så, jeg har lige været der, siger hun, i de fremmedes by er der koldt, der er mange gader, huse, der er skibe i havnen, jeg gik nede på havnen og beundrede skibene, jeg fryser i jeres by, jeg havde glemt min frakke, hun ler. Hun synger en sang, hun digter undervejs, om vores ankomst fra det fjerne land, at vi er kaldt dertil, at det er Chikon, at det er Los niñitos, at det er la Virgen de Guadalupe og de små legende børn, der har kaldt os til, derfor sidder vi nu i hendes hus. Hun er meget glad for, at vi er kommet til hendes hus, det synger hun, livet er en fest, livet er en fest. Vores tilstedeværelse giver hende styrke, det siger hun, hun er meget taknemmelig. Vi siger tak, Licenciada.

I længere tid har jeg været omgivet af palmer, en række grønne smukke store palmer hen over alteret og rundt i rummet. Jeg sidder midt blandt dem, de står på en flad sandbanke, nej, det er en lang bred strand, det er mildt og meget smukt, og så med ét siger jeg: Der er palmer alle steder, jeg ser palmer.

Hvad betyder de? Det er Magdaleno, der spørger, bydende, hvad betyder palmerne, find ud af det! Jamen, jeg, ja, jeg forstår det ikke, der er ikke den slags her i bjergene, jeg ved ikke hvorfor. Du må finde ud af det, siger han. Og så siger jeg det pludselig højt ud i rummet, min kæreste er halv afrikaner, min kæreste skal rejse til Gambia, det er Gambia, jeg er i Gambia, det er fantastisk, hvordan er det muligt? Jeg griner og græder. El Chikon har efterkommet dit ønske, siger Den blinde dame, du har set det. Jeg må sige det til min kæreste, at det ser så smukt ud. Du kan tale med hende nu. Jeg ser hende, hun sover, jeg siger det til hende, men jeg ved ikke. om hun hører, men jeg siger det til hende, at det er en god plan, at det bliver godt. Men hun hører ikke, hun ligger der og sover.

Hvor er din ven, spørger hun. Hvor er du, Ferdinand? Det er, som om jeg befinder mig på et molekylært plan, siger han, jeg ser dna-spiraler, det er alle prismets farver, jeg ser insekter – det er i en skov, guldsmede, skovalfer, kroppe og vinger forme sig, og nu sidder der en abe under bordet, den er trådt ud af skoven og betragter mig med et uudgrundeligt blik, der gør mig urolig. Du må tilbage, siger Den blinde dame, du kan ikke blive derude i den skov, du kan ikke forsvinde derude, tilbage til vejen. Er du tilbage? Ja, siger Ferdinand, jeg er her, jeg sidder her. Hvad ser du nu? Jeg ser planeter. Han rejser i rummet, siger Magdaleno. Nu ser vi alle sammen planeter, Inti ser planeter, jeg ser planeter, jeg er på vej ud i det sorte rum blandt lysende planeter, så vi rejser sammen i rummet. I kan ikke blive væk derude, når I har set, hvad I skal se, må I komme tilbage.

***

Det var det, det drejede sig om. Hun ville skubbe en ud, hun skubbede mig til hulen, hun sagde, gå ud i hulen, tal til ham, sig frem, lyt, men så skal du tilbage, man kan ikke blive derude, el espiritu anda, se pierde, ånden vandrer, den fortaber sig, det må ikke ske.

Hvad vil din ven? Hvad vil du, Ferdinand? Sprede lys, siger han, jeg vil sprede lys. Han vil lave kunst der spreder lys, oversætter jeg. Jeg vil noget kollektivt, siger han, det er ikke kun mit jeg, det her er ikke tiden for ’jeg’, ikke med den ødelagte planet, der venter vores børn.

Nu i mørket, en skramlen, La Licenciada skal føres op ad trappen, hun skal på toilettet, det er en møjsommelig og kluntet aktion, jeg ved ikke om ceremonien stopper nu, men Magdaleno, svigersønnen og hendes mand don Leonardo hjælper hende op ad den stejle trappe, hun er meget overvægtig, hun kan intet se, men denne gamle blinde dame har et vildt nærvær. Det er så tydeligt, når hun ikke er der, hvordan man pludselig føler sig ensom i rummet, at grunden til man kan være her uden at bryde sammen, er fordi, hun er her, de er der, der er tre, der passer på os. Don Leonardo har ikke spist svampe, og selv har hun ikke spist svampene, det må hun ikke, nyrerne kan ikke tåle det længere. Men hun kan se ud i tiden og ind i mennesker, hun tænder et bivokslys og ser ind i lyset gennem sin egen blindhed ind i os. Magdaleno har indtaget svampene, han er nødt til det for at se.

***

Er der nogen, der beder for mig, har hun sagt, Inti hørte det, og Inti bad for hende, og ønskede hende helbredet tilbage. Så er der lyden af skridt og skramlen, ned i mørket. Den blinde famler sig igennem og kan vaklende usikker finde sin stol, hun er nær ved at tumle om, jeg prøver at gribe hende, nu kan hun sætte sig. Vi kan fortsætte. Der er mørkt, men jeg kan se i mørket, jeg kan se en by i vinduet, en mørk by, der er små lyshuller i byens lange sorte række af karreer, gad vide, hvad der er inde i den by?

I rejser, synger Den blinde, I rejser gennem byer, I rejser i lande, i fjerne lande, I rejser ud og I rejser tilbage, byerne, hen over landene, ned i landene, vejene, I må ikke stoppe, altid frem, altid arbejde, altid bevæge sig videre. Jeg prøver at nå hen til den by, den mørke by, men jeg kan ikke nå derhen, et enormt mørke skal jeg igennem, en afstand så stor, jeg tror heller ikke det er et rart sted, byen er sort og truende. Du må ikke forsvinde der, du må stoppe, og genfinde vejen, siger den blinde.

Hun synger, og gennem sangen oplever jeg en kærlighed, jeg oplever den kærlighed til mine børn, den er meget stærk, kærligheden til de børn, det er meget varmt og meget smukt, hvordan jeg ser dem nu, de sover alle sammen, men det gør de vel på det her tidspunkt, klokken fire om morgenen i København, de ligger I deres senge. Det er vejen, siger jeg, det er den kærlighed, det er den vej, den var der allerede, det er der, jeg går og vil gå, jeg kan se den klart. Adelante, lyder det, adelante. Og jeg bevæger mig videre, men nu, nu sker der noget, det er forfærdeligt, vejen stopper! Jeg befinder mig i et fuldstændig smadret mørke, det er mørket, det er smadret mørke over det hele, og der er ingen vej, og jeg sitrer igennem, min krop skælver. Jeg fik en angst, stønner jeg, den ramte mig i kroppen, i mellemgulvet, der er ikke noget mere, det er forfærdeligt.

Du må tilbage, siger Den blinde dame, du kan ikke gå videre, du må tilbage dertil, hvor du slap og genfinde vejen. Jeg er helt færdig, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, alt det smukke, alt det sande er væk, den kærlighedens vej, jeg kunne se, jeg gik ad, er knækket, og rundt om er der kun et smadret mørke. Når du snubler på vejen, siger Magdaleno, må du lade dig samle op af din helgen. Nu synger Den blinde igen, det er kærligheden, Virgen de Guadalupe, hun synger, at man må rejse sig, rejs dig, mærk ånden, mærk din styrke. Der skyder lysstråler ud af den blinde dame, og der strømmer lys ind i hende udefra. Hun er en organisk krystal, som lyset brydes i.

Thomas Boberg i den berømte shaman Maria Sabinas hus i Huautla.

Ferdinand Krag

Sangen er en blid spiral, der skyder op og folder sig ud i store smukke hvide blomster, og andre smukke farver, men mest overvældende er de hvide blomster, og ud af en blomst vokser min fars ansigt, og ud af en anden blomst vokser min mors ansigt. Det er styrke, han har brug for, giv ham styrke, synger Den blinde. Det er meget smukt, siger jeg skælvende, jeg kan mærke det i maven, jeg skælver, den elendige mave, der ellers har ordnet sig ret så godt her på rejsen.

I Danmark har jeg meget tit tyndskid, hvorfor har jeg det? Jeg prøver at finde ud af det, jeg snakker med folk, der kunne tænkes at vide noget om den slags, min kæreste sendte mig til biopat, jeg følger en slags kur, forsøger i det mindste, jeg har haft tyndskid i 30 år, men når jeg rejser ud af Danmark, går det som oftest væk. Jeg skælver stadig, siger Magdaleno henvendt til mig. Hvad er der med din mave? Han sidder bag Den blinde, han sidder flere meter væk fra mig, men han siger pludselig, hvad er der med din mave? Det er for vildt, hvordan kan han vide, at der er noget galt med min mave? Jeg ved det ikke, siger jeg. Kig efter, siger han, undersøg det selv.

Jeg fortæller kort historien om min mave, vejene, hvordan tarmsystemet er blevet skadet undervejs, amøbedysenterianfaldet i 1983. Efter den kraftige antibiotikabehandling, jeg fik ude i den sydsudanesiske bush, har min mave aldrig været den samme. Har han da set noget andet, noget grumt? Du må finde ud af det, siger han, se efter, siger han. Jeg bliver i tvivl, jeg er fuldstændig nedskrællet, min krop er vendt på vrangen, nerverne er smertetråde i mørket. Jeg kan mærke dig helt her over, siger Magdaleno. Men hvad skal jeg så gøre, kan jeg rejse? Jeg har jo set rejserne, kan jeg foretage den næste rejse, skrive bogen. Pludselig ser jeg etiopiske landskaber, jeg skal Etiopien om kort tid, de er der, lige her i rummet.

Den blinde siger ja, ja, du kan rejse, det kan du. Det lyder så overvældende, at hun bare kan sige det, så jeg hænger fast i det, forstår ikke, hvordan hun kan være så sikker, men hun har selv sagt, hun har sagt det højt og tydeligt flere gange, »i dette rum taler vi sandt, i dette rum taler Chikon sandt!« Jeg spørger hende igen. Ja, siger hun og ler, det er fint, der er ikke noget galt, du kan rejse. Magdaleno siger, at han ikke har set en sygdom, men at jeg ikke er 100 procent, at der er noget med den mave. Og langsomt får jeg samling på krop, på sind. Langsomt igen siddende der nede i kælderrummet.

***

Er I færdige? Spørger Den blinde dame Inti. Jeg er ved at være der, siger han, men de to andre er ikke helt igennem. Lad los niñitos arbejde, de må gøre sig færdig, siger hun. Hvor er din amigo? Hvor er du, Ferdinand? Under havet, jeg er i koralskovene, det er de vildeste fisk og dyr, det er vidunderligt. Hun synger igen, hun er dem, helgene, San Pablo, San Pedro, hun er Virgen de Guadalupe, hun skifter stemme, dyb, dybere, lysere, alt efter hvem der synger og taler igennem hende. Hun synger på mazatek, hun kalder styrke ned i kroppene, hun sender lys og kærlighed, og så rinder sangen ud.

Du har altid haft lys, nu skal du lære at være lys. Don Leonardo tænder et bivokslys, det rammer Ferdinands syn, så han må holde hænderne for øjnene. Og nu lyset i loftet. Og Magdaleno tager ordet, han formaner: ingen samlejer i mindst fire dage, det er det eneste, I må huske, hvis ikke I overholder dette bud, vil hele arbejdet her falde sammen og svampene vende sig imod jer.

Og nu farvel og afskedsritual, visionernes rum skal lukkes, Den blinde dame beder en bøn på mazatek, på spansk, hun lukker rummet. En efter en griber vi efter hendes hånd, hendes blinde blik sejler i lokalet. Hun kigger op på os, som står og ser ned på hende. Vi lægger pengene for besøget, det er jo hendes arbejde, 3.000 pesos i alt bliver vi enige om, svampene alene havde kostet 650 pesos.

Den blinde dame vil, at jeg skal give hende sedlerne i hånden, så hun kan mærke dem. Hun velsigner dem, og mumler: Må pengene vende tifold tilbage til jer. Vi kan gå ud i mørket, vi kan blive kørt tilbage til Huatla af Inti. Der er gået fem timer, jeg er stadig stærkt påvirket, men jeg er ude af rummet og nu ude i verden, den jeg, for at overleve, bilder mig ind, jeg kender.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Jørn Andersen
  • Eva Schwanenflügel
Trond Meiring, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu