Læsetid: 8 min.

Børn skal ikke spises af med skrald og spekulation. Det skal være det bedste og det ypperste, de hører og læser

Der findes to væsentlige sonetkranse i nyere dansk litteratur, den ene er Inger Christensens ’Sommerfugledalen’, den anden er Cecilie Ekens ’Mørkebarnet’. For den og for sit øvrige forfatterskab har Eken netop modtaget Det Danske Akademis Silaspris. Peter Laugesen tegner her et portræt af prismodtageren
Cecilie Eken har modtaget Det Danske Akademis Silaspris

Cecilie Eken har modtaget Det Danske Akademis Silaspris

Agnete Schlichtkrull

2. december 2017

Mit hjerte hopper og danser, når jeg ser en regnbue på himlen. Sådan var det, da livet begyndte, og sådan er det nu, hvor jeg er en voksen mand. Sådan skal det også være, når jeg bliver gammel. Og jeg håber, at alle mine dage vil blive flettet sammen af naturlig hengivenhed mod det levende.

Sådan omtrent siger den romantiske engelske digter William Wordsworth i et lille digt, nærmest en slags vignet. Det er ikke en af hans store oder, men det indeholder en af hans største linjer:

The Child is the Father of the Man.

Vi står forsigtige foran barndommen, dens myter og eventyr. Bange for at komme til at gøre den skade under dens vej ind i det sprog, den har ventende og voksende i sig, for at den skal ramle ind i noget, en indoktrinering eller en styring, der vil gøre den fortræd, måske forsegle den et sted i det ubevidste som en knude, der først langt senere, og måske, kan briste, hvis da ikke dens engang så klare øjne brustner først.

Og der er farer nok i en verden, hvor alting, også barndommen og måske endda mest den, er en vare, hvor barnet er en målgruppe, hvor tårne af bras stables op over alt i strålende farver, som de små øjne kan se og de små hænder række ud efter.

Der er meget gejl i barndommen som vare og målgruppe, meget der falder over hinanden for at komme forrest med glemsel og underholdning, meget der i et fog af algoritmer forsøges fæstnet og glemt, før det ligesom får ben at gå på og tanker at tænke. Kom til mig, kære små, og æd jer, grin jer ihjel.

Hvordan med det så? Det Danske Akademis Silaspris er opkaldt efter en person, en eventyrperson i Cecil Bødkers værk. Jeg har læst den for mine børn, mens serien udkom, til lige stor glæde for mig selv som for dem. Det var en fælles rejse, måske den ene vej for dem og den anden vej for mig. Og jeg har læst alle de andre store gamle, fra Mark Twain til Astrid Lindgren.

Børn skal ikke spises af, hverken de lyttende eller de læsende, med skrald og spekulation. Det skal være det bedste og det ypperste, de hører og læser, eller i hver fald har mulighed for at høre og læse.

Det fremmede, det andet, det nye, det gamle, det dybt nærværende.

 

Skænk jeres børn en skønhed
som intet menneskeøje har set,
skænk jeres børn en kraft
der kan bryde himlens porte op.

 

siger Edith Södergran i »Septemberlyran«.

Mindre kan ikke gøre det.

Netop her kan der ikke være tale om et kompromis med det, der er egentlig værdifuldt. Og hvem skal så lige bestemme, hvad det er?

Det skal Det Danske Akademi.

Når vi har valgt Cecilie Eken som modtager af dette års Silaspris skyldes det især, men ikke kun, den lyriske del af hendes forfatterskab, som er stort og omfattende. Romaner, serier, billedbøger, fagbøger, noveller, you name it.

Mørkebarnet (2013) er en sonetkrans eller sonetkreds. Sonetten er et italiensk påfund, fra middelalderen. Et digt i fjorten linjer bestående af to firelinjede strofer og to afsluttende med hver tre linjer. Fast format og selvfølgelig rimet. En sonetkreds eller sonetkrans består af 15 sonetter, de fjorten første flettet sammen sådan, at den sidste linje i hver sonet er den første i den næste. Den femtende sonet består så af de fjorten første sonetters begyndelses- eller slutlinjer.

Den femtende sonet hedder mestersonetten.

Der findes to væsentlige sonetkranse i nyere dansk litteratur, den ene er Inger Christensens Sommerfugledalen, den anden er Cecilie Ekens Mørkebarnet.

Inger Christensens er drømmende, svævende, mens Cecilie Ekens er mere konkret i sin fortælling om de to piger, den lyse og den mørke, og deres forhold til far og mor. De vil kun vide af den lyse:

 

Hun sidder der i solen på sin gynge
så hvid og ren med bellis i sit hår:
En lille engel der kan le og synge
hun fylder dem med glæde uden skår.

 

Den andet barn, den anden side af barnet, er et problem:

 

Hun er et Mørkebarn med dunkle øjne
hun spiser jord og blanke røde bær
og elsker grimme ord og sorte løgne
og Far og Mor ved begge hvor hun er.

 

Hun kan ikke komme ind i huset og sove om natten, men må stå ude blandt nattens vilde væsener, som hun i sin fortvivlelse så mobiliserer mod den sovende anden inde i varmen og lyset:

 

Hun kender natten – det er hendes held
og hvis hun kalder lavt vil nogen svare
så Mørkebarnet mumler for sig selv.

 

De vilde væsener er selvfølgelig med på den værste, da hun foreslår dem at forskrække det sarte, artigt lyse væsen:

 

Hun hvisker »Kom nu frem – jeg ved I vil.
Der er en pige jeg skal ha’ jer til
at skræmme livet af så er i søde!«

 

En stank af råd står hende straks i møde:
De svarer hende ved at le og gnægge
og noget lister frem af mørkets dække.

 

Og noget lister frem af mørkets dække:
En mager krop, forvreden, sort og sær
med pels så strid som tjørnetornehække
og sult der vækker rædsel hos enhver.

 

Og selvfølgelig bliver mørkepigens lyse søster lammet af rædsel, og selvfølgelig indser mørkepigen, at den lyse søster er en del af hende selv, og selvfølgelig jager hun de magre gnækkende skygger tilbage, hvor de kommer fra.

Og selvfølgelig ender det hele i mestersonetten med, at de forstokkede forældre må indse, at den lyse og den mørke pige hører sammen:

 

Der bor to piger i en dejlig have
Den ene leger ensomt og forladt
den anden kalder Far og Mor »en gave«
hun sover trygt hos dem når det er nat.

 

Men Far og Mor vil ikke ha’ dem begge
så Mørkebarnet mumler for sig selv
og noget lister frem af nattens dække:
de dunkle dyr der slår alt lys ihjel.

 

Lysbarnet bli’r så bange at hun skriger

 

– da viser Mørkebarnet alt sit mod
– hun holder ud til alle skygger viger.

 

Og se nu kommer Far og Mor til syne
de indser det de ikke helt forstod:
At to er én der under samme dyne.

 

En anden poetisk billedbog, V (2016) er en drømmende fabel, hvis linjer rimer to og to, om overgangen mellem barn og voksen. Det er en pige, der fortæller om tiden efter, at hendes far er gået sin vej. Hun vandrer med en ven igennem øde, sørgmodige, triste, tomme landskaber, der ligesom hele tiden vil fortælle noget mere, end de kan komme til, men faderen indhenter de ikke.

 

Min far gik langt forude – jeg kaldte hæst:
»Vent, far! Stop!« Men hvert ord blev blæst
i stykker af vinden og malet til støv,
min far standsede ikke, var fuldkommen døv.

 

Det er synd for faderen, men sådan er det. Han kan ikke vente. Og bag ham bliver pigen den anden, hun også skal være.

I Cecilie Ekens øvrige forfatterskab er det de samme grundfornemmelser, der sætter rammen om bøgernes forskellige handlinger. De er oftest, hvad man kalder fantasy, og det kunne man også sagtens kalde Cecil Bødkers Silasbøger. Så det er helt i orden.

Det er lyset og mørket, barndommen og alderdommen. Det onde og det gode. Det er skæbnen og drømmen. Det er myten og fortællingen. I romanen om Den sorte safir foregår det meste af den eventyrlige, mellemøstlige handling hos ørkenfolket völarerne, der har nordiske navne, Sif, Roar, Olaf, Skjold, hvilket jo antyder en fortidig, førskriftlig folkevandring i modsat retning af den ellers stadig normale.

Cecilie Ekens ’Mørkebarnet’ handler om to piger, den lyse og den mørke, og deres forhold til deres far og mor – som kun vil vide af den lyse. 

Illustration: Malene Reynolds Laugesen
Völarerne kan forvandle sig til et hvilket som helst andet levende væsen, og det gør de uafbrudt. Det er en forbløffende røverhistorie lige ud af tusind og én nat. Fyldt med mellemøstlig kolorit. Maden er som på Elizar ved Bab Touma porten i det gamle Damaskus:

»Nybagte hvedebrød, ris med safran og dampede stykker mørt lammekød i pebersovs. Figner syltet med ingefær, kvæder bagt med kardemomme, søde honningkager.«

Og ørkenen er som hos Ibn Batuta eller Ibrahim al Koni:

»Luften havde fået et strejf af kølighed nu, og himlen hang over os, blåhvid og uden en sky. For første gang så jeg, hvor smukt sandet vekslede i toner af gyldent og sølvhvidt. Som overfladen på et kunstfærdigt smykke.«

I en anden af Cecilie Ekens eventyrlige romaner er det homeriske heksametre, der ruller deres tunge daktyler ind over tidens strand mod hulen ved bjergets fod under den stejle skrænt med den blå, berusende taurem plante. Vi har droppet årstallene nu, vi er ovre i mytisk tid:

 

Først da hans kraftfulde røst som sagte ekko bortdøde,
så de det skrækkelige uhyre. Op fra sit skjul det steg,
lig stormen den kolde, der hen over himlen fremraser,
røgen den blålige stod om dens rædsomme hoved,
tænderne glimted, og de natsorte øjne stirred på manden.
Da greb frygten den frygtløse helt Atheus, højt han skreg
som var han et barn, der vågner i natten og savner sin mor.

 

Uhyret har sine kræfter fra døde børnesjæle, der giver evigt liv til det fascistoide herrefolk, kimererne. De kan ikke få børn. De er strandet midt imellem barndommen, som de har glemt, og alderdommen, som de aldrig skal lære at kende.

Der lever de deres triste herskerliv i et orgie af skønhed og kunst, som når skønhed og kunst er tommest, som hvor grimhed og ukunst kun findes hos de andre, i et æstetisk tusindårsrige, der er fuldkommen afskåret fra alt andet end sin egen tomme pragt.

Kun den blå moss, taurem, som slaverne, de dødelige, de almindelige, høster på den stejle klippeside, holder dem en lille smule levende i deres evige psykedeliske koma.

Men det ordner Sikka. Uhyret besejres, det fortælles ihjel, sproget overvinder døden, vulkanen eksploderer og udsletter Kimerernes gyldne ødemark af en by.

»Ved kamelens lort,« som völarerne sagde. Sådan skal det være.

Da min yngste datter lige var født, og den næstældste var 3-4 år gammel, da den ventende verden stod højest både i dem og i mig, skrev jeg et digt om vejen herhen.

Det vil jeg gerne læse for modtageren af Det Danske Akademis Silaspris:

det nyfødte barns sang

jeg kan huske
jeg var to
og blev en
og den ene forandredes

 

så mange ting
rejste vidt omkring
men er den samme

 

de kolde tider
og de varme
regnen der strømmede ned
de grønne billeder der styrtede og segnede
træerne som jeg elskede
nu er de olie
eller kul

 

jeg ser andre træer nu
hvor er de smukke
se de vokser
danser i den evige rytme
sætter blade og blomster
bærer frugt og sne
og blade blomster frugt
igen
og sne igen

 

se de danser
se deres blide bevægelser

 

de perlende lys
langs jordens ryg
store tunge dyr
i det mørke vand
smaskende og ræbende
de første fugle klaprende
gennem luften
deres dybe sang
mod solen
fiskenes signaler
gik gennem mig
jeg kravled på land
og blev mange tusind dyr
den ene der er mange

 

ryttere med dragne sværd
på fnysende fyrige heste
kåde dræbere red hen
over fagre riger
plaget af forstoppelse

 

jeg elsker det enkle
fordi det er
foranderligt

 

jeg har rejst langt
for at komme til jer
og ved alt

 

jeg har mærket jer og hørt jer
jeg har set det første
jeg er

 

tag godt imod mig
jeg elsker jer

 

Ved kamelens lort!

 

The child is the father of the man,

 

og nu skal Cecilie Eken have sin pris.

Essayet blev holdt som tale ved Det Danske Akademis årsmøde fredag den 24.11.2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er mange børnebøger, som er skrevet i et for dårligt sprog. Det var altid en skuffelse at komme hjem fra biblioteket med en af de dårlig skrevne.