Læsetid: 9 min.

Det danske musikår var kønt og politisk – men ikke specielt kønspolitisk

Endnu et år i den musikalske andedam er ved at være forbi. Politisk indignation har skabt rørte vande, men #MeToo har mærkeligt nok kun skabt krusninger på overfladen. Til gengæld har kommunalpolitikerne bedt musikerne om at dæmpe sig. Informations musikredaktør ser tilbage
2017 blev ikke året, hvor Roskilde Festivalen fik vendt bøtten og opnåede bedre balance mellem mandlige og kvindelige optrædende. Her er det dog en kvinde – norske Jenny Hval.

2017 blev ikke året, hvor Roskilde Festivalen fik vendt bøtten og opnåede bedre balance mellem mandlige og kvindelige optrædende. Her er det dog en kvinde – norske Jenny Hval.

Jakob Dall

29. december 2017

De korteste dage er bag os. Året går på hæld, men inden vi hælder resten af dagene ud, så lad os dvæle ved endnu et begivenhedsrigt år inden for den rytmiske musik her i andedammen. Dvæle ganske kortvarigt.

Som i udlandet, således også i Danmark – omend i mere moderat form. Således har det været et ok politisk år i DK. Popstjernen Mads Langer brugte sin taletid som prisvinder ved Gaffa Prisen i marts til at lange ud efter Løkke og den daværende mindretalsregerings uddannelsesloft.

Og endnu mere interessant, så har den politiske og/eller socialt indignerede sang fundet nye former, ofte i en slags mutationer af sen-60’ernes og 70’ernes protestsange-med-mere. Uffe Lorenzen hudflettede danskernes overmedicinerede egoisme og politiske apati i den psykedeliske sang »Dansker.« Shaka Loveless, der sang med socialindigneret Røde Mor-glød i kinderne om afstanden mellem Christiansborgs politik og de socialt udsatte på »Bunden og Borgen.«

Og sammen med Albertslund-rap-trioen Suspekt viste han sympati for de hjemkomne soldaters trange kår på »Velkommen hjem«. Og endelig leverede danskhall-mesteren Raske Penge en historielektion på »Blodsukker.« Via kilder kunne han fortælle historien om et oprør på St. Croix i 1848, hvor de slavegjorte udskiftede danskernes krudt med sand og dermed tvang dem til at overgive sig uden brug af vold. 50 år efter, at man havde forbudt fragt af slaver over Atlanten.

Disse sange var alle lyden af – en lille – del af musikkulturen, der ikke længere ville se stiltiende på, at politisk dårskab, populistisk manipulation og menneskefjendsk lovgivning fik vores velfærdsstat og medmenneskelighed til at skælve i sine grundsokler. Og det var kærkomment. Ikke at musikken skal redde os. Men nogle gange skal musikken alligevel redde os. Ikke at den kan. Men nogle gange kan den alligevel.

Ikke så mange kvinder

Og nogle gange er musikken en kampplads. Gennem de sidste fem år har det ofte handlet om køn i dansk musik. Her i avisen begyndte en ny fase af kønsdebatten i 2013, da denne signatur harcelerede over, at kvinderne var ekstremt pauvert repræsenterede på festivalerne.

Cirka 17 procent kvinder på dét års Roskilde Festival, cirka 23 på Smukfest og 18 pct. på Northside. Procentsatser, der nogenlunde svarede til de gennemsnitlige 20 procent, der er den kvindelige repræsentation i musiklivet generelt herhjemme, som det blev dokumenteret i 2012- rapporten Kønsbalancen i Rytmisk Musik. Det er for lidt.

Men her fire år senere ser det ikke afgørende bedre ud – ja, Roskilde Festivalen landede gudhjælpemig på under 16 procent kvinder i sommerens program. Ironisk i året, hvor festivalen indgik samarbejde med den internationale anticensur-organisation Freemuse om Let Women Sing-kampagnen.

En ironi, de også selv var sig bevidste: »Nogle tror måske, at kulturel ulighed kun findes uden for den vestlige verden, men kvindelige musikere er stadig underrepræsenterede på festivaler, inklusiv på Roskilde Festival, selv i 2017,« stod der i pressemeddelelsen.

I den positivt proaktive ende af skalaen er Pluralisterne kommet godt i sving efter deres grundlæggelse i 2016 i København. Inspireret af det svenske Rättviseförmedlingen søger organisationen at samle lister med kvindelige navne som alternativer i traditionelt mandsdominerede job. Det startede tidligere i år med 188 kvindelige jazzmusikere, og i dag kan man også finde lister med for eksempler på kvindelige bassister eller dj's – men også mekanikere og ornitologer.

#MeToo-kampagnen har indtil videre ikke sat sig afgørende spor i dansk rytmisk musik. Nogle få musikere har været ude på Facebook og fortælle om overgreb, men ikke nødvendigvis i forhold til musikbranchen.

Og der har ikke været en samlet udmelding, der har afdækket overgrebsmønstre indlejret i branchens magtstruktur – sådan som der har været fra den klassiske lejr. Her skrev 132 kvindelige sangere under på en fælleserklæring. »Også i Danmark udråbes mandlige stjernesolister, dirigenter og instruktører til genier og deres tilnærmelser, overgreb og ydmygelser bagatelliseres, undskyldes og bortforklares.«

Så det rytmiske musikår var både kønt og politisk, men ikke specielt kønspolitisk. Er det virkelig så meget bedre i dansk rytmisk musik, at der ikke er noget at fortælle om? Man har altid lov at håbe. Men er det i virkeligheden naivt?

Caribisk opportunisme

Naivt er måske ikke ordet, når det kommer til de 325 millioner kroner i støtte samt 40 års gratis grundleje, som Københavns Kommune har givet til projektet Royal Arena, byens nye store spillested med plads til 16.000 gæster. Uigennemtænkt er måske et bedre ord i forhold til, at man har tilladt Ticketmaster at have eneret på billetsalg.

Ticketmaster og Royal Arena-selskabet Danish Venue Enterprise er nemlig i samme koncern som den store internationale koncertarrangør LiveNation. Og Konkurrencestyrelsen undersøger nu, om Royal Arena-selskabet bryder loven, fordi de giver LiveNation en fordel, ikke mindst i forhold til konkurrenterne Beatbox Entertainment og Beatbox Booking, som bruger Ticketmaster-konkurrenten Billetlugen og således slet ikke kan opføre koncerter i Royal Arena.

Anmeldernes Top 4

Ralf Christensen

Marvelous Mosell: Magisk Mytisk Mageløs
Et nostalgomanisk trip ned gennem 80’erne og 90’erne, som vi aldrig har oplevet dem. I et livsaligt og kosmikomisk mix af old skool-rap, fakta, fiktion og Tue Tracks flammende funky produktioner fik vi endelig debutalbummet fra Marvelous Mosell. Ventetiden værd.

Katinka: Vi Er Ikke Kønne Nok Til At Danse
Uhøvlet stemme og talent for at se igennem kærlighedssalgstalerne og ind til det egentlige tilbud: En fatal hormonel dans. Katinka Bjerregaard er et lysende og råt talent i centrum i gruppen Katinka. Og deres debutalbum er triumferende og ramlende på én og samme tid.

Søren Huss: Midtlivsvisen
»Der er asket i øllen, og jeg har drukket en tår / Smager lidt af det forgangne år.« Skål for en sangskriver, der har skåret tættere ind til benet i sit katalog af kriseberedskab her på sit tredje soloalbum. Huss er blevet en stor visesangskriver – endda én af dem, der ikke er bange for at vise stemmens ælde og begrænsninger.

Lowly: Heba
De to forsangere Nanna Schannong og Soffie Viemose skaber smukke harmonier hinsides konventionerne. Og hele kvintetten forstår at både hviske og hæve stemmerne i fællesskab – og dermed ramme noget friskt inden for en alternativ rock, der for en stund syntes drænet for ideer. Det var den så alligevel ikke.

Boblere:
ML Buch: Fleshy – EP + Bisse: 19.8.1987 + Solbrud: Vemod + Uffe Lorenzen: Galmandsværk + Cancer: Totem + Khalil: The Water We Drink + WeLikeWe: Next to the entire All + Sjæl i Flammer: ÅH – EP + Efter Festen: Det bedste indtil videre + Nelson Can: EP3 The Late Great Fitzcarraldos: You

Klaus Lynggaard

Sort Sol: Stor Langsom Stjerne
Gruppen fik sin start i de ’glade’ punkdage som Sods for 40 (!) år siden, så et jubilæum tør man nok tale om. På bandets første album i 16 år bevistes det, at der ikke hviles på laurbærrene, tværtimod er musikken både udfordrende og eksperimenterende. Og så er Steen Jørgensens stemme stadig ufattelig stor.

Love Shop: Risiko
Få herhjemme holder så høj en standard som Love Shop, hvilket ikke mindst skyldes forsanger Jens Unmacks poetisk præcise tekster. Når så melodimaterialet er af så høj kvalitet, som tilfældet er her, taler vi mesterklasse.

Kim Larsen: Øst for Vesterled
Den gamle kæmpe leverer sit ypperligste album i mange, mange år. Og så bliver det som bekendt ikke meget bedre. Han er og bliver verdens bedste Kim Larsen.

Bisse: 19.8.1987
Den gode Thorbjørn Radisch rundede de 30, hvilket han naturligvis kvitterede for med et dobbeltalbum fuld af sange, der gjorde status over tiden, der er gået. Stærke sange, vel at mærke.

Boblere:
Nicolai Munch-Hansen & Peter Laugesen: Det flimrende lys over Brabrand Sø + Katinka: Vi Er Ikke Kønne Nok Til At Danse + Carl Emil Petersen: Natradio + Nelson Can: EP3 + Søren Huss: Midtlivsvisen + Benal: Hvis det virkelig er vigtigt + Guldimund: Så er det vel bare det…? + Elisabeth: Rettidig ømhed

Emil Eggert Scherrebeck

Noah Carter: Couch Dreams
Nørrebro-rapperen var en mytisk figur i dansk hiphop, længe inden han nåede til at udgive debutalbummet, Couch Dreams. Og han skuffer ikke. Over 12 pulserende numre tager han os med til et tidspunkt i en ung mands liv, hvor alting gælder, og understreger samtidig sit eget internationale potentiale.

The Savage Rose: Homeless
Hun må simpelthen have en pagt med elementerne, Annisette fra The Savage Rose. De bakker hende i hvert fald op i hver en tone, hun sender ud i verden. Og på Homeless, der lander på 50-året for dannelsen af The Savage Rose, er hun og hendes fremragende orkester atter engang helt uforlignelige.

First Flush: FUWA
Odense-orkestret First Flush sætter både de indre og de ydre have i bevægelse med deres genrebøjende album. Igennem otte poetiske punkviser sunget med autotune på stemmen sender de en musikalsk skylle ind over lytteren. Og sikke et skyl.

Dreamers’ Circus: Rooftop Sessions
Der bliver arbejdet med traditionerne på den nordiske folkemusiktrios tredje studiealbum. Men Dreamers’ Circus dykker ikke blot ned i den musikalske folklore. De arbejder også videre med forlægget og tager deres materiale til nye, moderne og magiske højder.

Boblere:
Turbolens: Tro, Håb & Kærlighed + Liima: 1982 + Blaue Blume: Sobs + Khalil: The Water We Drink + Lowly: Heba + Sonja LaBianca: About Room, Room to Be, Rooms + Solbrud: Vemod + Kellermensch: Goliath

København er desværre samtidig på vej i småborgerlig retning, når det kommer til et nyt støjreglement – tilsyneladende designet til at tilfredsstille de mest ømskindede kværulanter, som ikke synes at have forstået at en storby indebærer et vist mål af larm.

Ikke at det hele skal være fuld smadder natten igennem, men at sætte lydgrænsen målt på nærmeste facade til 60 decibel for koncerter på særligt travle steder i byen er et absurd lavt lydniveau. 60 decibel svarer til højrøstet samtale. Har man så også tænkt sig at forbyde dét?

Så var der sgu lidt mere løssluppent i den danske pop/hiphop/r&b-verden, hvor den gerne og ofte stod på caribiske og afrikanske takter og toner. Unge rappere/sangere som Gilli, Kesi, Node, Sleiman og Benny Jamz gav den alle gas under varmere klanglige himmelstrøg – alt imens det puertoricanske megahit »Despacito« sendte sin caribiske reggaeton-plage over kloden.

Var der noget opportunistisk over danskernes hoppen på den caribiske sejrsfregat? Tjah. Husk blot på at opportunisme og god pop ikke er to størrelser, der udelukker hinanden.

Hennedub hed en af de centrale producere. Han producerede for eksempel nogle af de bedste termorudecaribiske tracks herhjemme, såsom Gillis »Habibi Aiwa« og Kesis »Mamacita«. Hennedub alias 23-årige Henrik Wolsing flyttede for nogle måneder siden til Los Angeles, og meget kan tyde på, at det – igen – bliver set som land of opportunity.

I hvert fald åbnede Kristian Riis fra Nephew og Sharin Foo fra The Raveonettes en såkaldt kulturambassade i megabyen, døbt Nordic L.A. Her vil man hjælpe tilrejsende danskere godt i gang med at realisere deres drømme.

Rytmen i halebenet

DK kan også blære sig med at have hele to danske kvindelige dj’s højt på det toneangivende dj-magasin Mixmags liste over »Breakthrough Dj's of The Year.« På plads nummer fire finder man Anastasia Kristensen. Og på plads nummer tre Courtesy alias Najaaraq Nicoline Vestbirk.

»I 2017 smadrede hendes hårdtslående techno folkemasser i Panorama Bar, Concrete, Sub Club og De School,« skrev Mixmag om hendes dj-sæt på berømte klubber verden over.

Nogle blomstrer, andre afblomstrer. Eller dør ligefrem.

2017 var året, hvor jazzviolinisten og giganten Svend Asmussen døde 100 år gammel. Bassisten og komponisten Nicolai Munch-Hansen døde alt for tidligt, 39 år gammel. Og Peter Bastian tabte kampen til kræften 73 år gammel. Udover hans fabelagtige spil på især fagot og klarinet vil jeg personligt huske ham som en stor formidler, ikke mindst med bogen Ind i musikken fra 1987, men også i radioserien af samme navn.

At høre hans begejstrede stemme hive en ind i musikken var helt forunderligt. Ikke mindst da han forklarede mig (og en masse andre lyttere), hvordan man kunne få kroppen til at følge discoens rytmik. Lad halebenet finde rytmen, være beatets epicenter, det lyttende tyngdepunkt, så følger alt det andet helt naturligt med. Måske en god lektion at tage med sig ind i 2018?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu