Læsetid: 9 min.

Det danske musikår var kønt og politisk – men ikke specielt kønspolitisk

Endnu et år i den musikalske andedam er ved at være forbi. Politisk indignation har skabt rørte vande, men #MeToo har mærkeligt nok kun skabt krusninger på overfladen. Til gengæld har kommunalpolitikerne bedt musikerne om at dæmpe sig. Informations musikredaktør ser tilbage
2017 blev ikke året, hvor Roskilde Festivalen fik vendt bøtten og opnåede bedre balance mellem mandlige og kvindelige optrædende. Her er det dog en kvinde – norske Jenny Hval.

2017 blev ikke året, hvor Roskilde Festivalen fik vendt bøtten og opnåede bedre balance mellem mandlige og kvindelige optrædende. Her er det dog en kvinde – norske Jenny Hval.

Jakob Dall

29. december 2017

De korteste dage er bag os. Året går på hæld, men inden vi hælder resten af dagene ud, så lad os dvæle ved endnu et begivenhedsrigt år inden for den rytmiske musik her i andedammen. Dvæle ganske kortvarigt.

Som i udlandet, således også i Danmark – omend i mere moderat form. Således har det været et ok politisk år i DK. Popstjernen Mads Langer brugte sin taletid som prisvinder ved Gaffa Prisen i marts til at lange ud efter Løkke og den daværende mindretalsregerings uddannelsesloft.

Og endnu mere interessant, så har den politiske og/eller socialt indignerede sang fundet nye former, ofte i en slags mutationer af sen-60’ernes og 70’ernes protestsange-med-mere. Uffe Lorenzen hudflettede danskernes overmedicinerede egoisme og politiske apati i den psykedeliske sang »Dansker.« Shaka Loveless, der sang med socialindigneret Røde Mor-glød i kinderne om afstanden mellem Christiansborgs politik og de socialt udsatte på »Bunden og Borgen.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu