Læsetid: 5 min.

Drop det globale engagement og sænk forventningerne til dit privatliv

En af fornøjelserne ved at se rigtig meget fjernsyn er at få øje på de tendenser og fikse ideer, der viser sig på skærmen. At det er bedst ved – hjemlig – jord at blive, synes at være et gennemgående tema
Præst og præstesøn August kæmper med sin tro og sin samvittighed i ’Herrens veje’. En morale fra serien kunne være: Skru ned for det globale engagement.

Præst og præstesøn August kæmper med sin tro og sin samvittighed i ’Herrens veje’. En morale fra serien kunne være: Skru ned for det globale engagement.

Fra DR

29. december 2017

»Det er godt at se, at du har fundet et arbejde, hvor du kan blive liggende i sofaen,« sagde min mor en af juledagene.

2017 var året, hvor jeg blev fuldtids fjernsynsanmelder. Og selv om det, som min mor kan se, er en skøn tjans, er tv også et overvældende stofområde, hvor man skal blive siddende i sofaen virkelig længe, hvis man skal have alt det gode med.

Med nød og næppe fik jeg hægtet mig på verdens mest ventede sæson, den syvende af fantasyserien Game of Thrones, hvis manuskriptforfattere belejligt nok i netop denne sæson havde valgt at afskaffe transporttid som en faktor i historien om, hvem der skal herske over Westeros.

Jeg er endnu ikke færdig med at klø mig i nakken over årets længst ventede gensyn, Twin Peaks: The return, som her midt i tv-seriens guldalder tilsidesatte alle de konventioner, jeg plejer at orientere mig efter, til fordel for et surrealistisk mix af flippede billeder og løbske genreelementer. Meget andet godt tv er jeg indtil videre gået glip af, og det er okay.

Det skal heller ikke handle om kvalitet det hele. En af fornøjelserne ved at se rigtig meget fjernsyn er at få øje på de tendenser og fikse ideer, der viser sig på skærmen. Her kan jeg i anledning af årsskiftet nævne t0.   

Globalt engagement ender galt  

Der kommer sjældent noget godt ud af at engagere sig i konflikter, der foregår alt for langt væk fra hjemmet. I hvert fald ikke, hvis man er en karakter i en af DR Dramas søndagsserier gennem tiden. Borgens Birgitte Nyborg førte an i fredsforhandlingerne mellem to fiktive afrikanske lande, mens hendes datters psykiske sårbarhed eskalerede til behandlingskrævende sygdom.

Sara Lund var tæt på at blive fyret fra morrollen af sin teenagesøn, da hun ikke havde tid til at tale med ham, fordi hun var den eneste i verden, den huserende seriemorder i Forbrydelsen 2 ville tale med. Også i år har DR Drama-karakterer mærket konsekvensen af at tro, man kan redde verden eller bare noget af den.

I tredje og sidste sæson af Maya Ilsøes Arvingerne nåede Hannah (Karla Løkke) akkurat at komme ud af sine forældre Frederik (Carsten Bjørnlund) og Solveigs (Lene Maria Christensen) skygge, før hun døde en tragisk død under en miljøpolitisk aktion i Grønland.

Resten af sæsonen (der kort sagt var præget af et rodet plot med omskiftelige præmisser og et persongalleri, der var elskeligt i al sin umulighed) gik med at skildre, hvordan såvel familien Grønnegaard som den politisk engagerede kunstnergruppe, Hannah var en del af, kom overens med hendes død. Kunstnergruppen var på sporet af et multinationalt mineselskabs ulovlige praksisser, men fandt først en bæredygtig måde at arbejde politisk på, da de rettede blikket mod den lokale vandforsyning.

I kampen mod privatiseringen af vandværket blev den radikale kunstnergruppe, den excentriske Grønnegaard-familie og den jordbundne lokalbefolkning alle forsonet og forenet. Det skete i det, der nok er en af dansk tv-dramatiks skøreste slutscener: En lynarrangeret kunstnerisk og politisk totalinstallation på Grønnegården, som forenede performancekunst med konceptuelt familiefotografi og frivillig retshjælp.

Arvingerne blev i efteråret afløst af en ny søndagsserie, Herrens veje, hvis anden sæson er undervejs. Omdrejningspunktet var igen en stor familie med base i et stort, smukt hus med plads til valgslægtskaber, ansatte og forstyrrende elementer, men i Adam Prices præstefamiliedrama var der for en gangs skyld en gud i det høje at tage hensyn til.

Den artige søn August (Morten Hee Andersen), der som præst er gået i sin fars (og hans far før ham og hans far før ham etc.) fodspor, vil gøre alt, hvad han kan, for at gøre Gud nærværende for de mennesker, der har brug for ham. Han kan bl.a. tage til Irak som feltpræst, så det gør han, men under sin udsendelse bliver han presset til at skyde og dræbe en kvinde, der viser sig at være en ubevæbnet, sagesløs mor.

Tilbage i Danmark martres han af skyld, som hans præstefar Johannes (Lars Mikkelsen) insisterer på, at han ikke skal belemre sine medmennesker med. Det er en sag for ham selv, Gud og Jesus, og i øvrigt kan sandheden koste August hans embede og dermed bryde familiens mangeårige tradition for at virke som præster.

Mens ægteskabelige, kirkelige og livsstilsmæssige konflikter raser i og omkring familien Krogh, materialiserer den dræbte kvinde sig. Først som hallucination og ptsd og så som spøgelse. På en mark fuld af spøgelser, gudhjælpemig, og med en plan om at få August til at gå ud foran en lastbil i fuld fart, så han også bliver et. Det blev heller ikke i 2017, at der kom noget godt ud af en DR Drama-karakters globale engagement.    

Sænk forventningerne og få succes

Realityprogrammer handler næsten altid om at få styr på det nære. Det hænder, at et program sender sine deltagere ud at arbejde i sweatshops i tekstilbranchen, men det er undtagelsen. Selv når de arme stakler foran kameraet bliver sendt til Nordnorge for at klare sig selv i DR3’s Alene i vildmarken, er det deres egen rede, de skal fokusere på at få bygget. 

Ellers handler de mest sete realityprogrammer om at få styr på sin boligsituation, sin privatøkonomi og om at finde en partner. Og skal man tro realityprogrammerne, er nøglen til succes at sænke sine forventninger. Deltagerne i Luksusfælden på TV3 skal lære at leve med, at der ikke er råd til andet end det elementært nødvendige, og I hus til halsen på DR1 kan de frustrerede ejere af usælgelige huse få hjælp til at se sandheden i øjnene, sænke prisen og komme videre i livet. 

I datingprogrammer viser det sig igen og igen, at dem, der finder hinanden og bliver sammen, er dem, der ikke lader sig distrahere alt for meget af forestillinger om, hvordan det burde være. Jeg kan læse på netmediet Realityportalen, at Line og Michael fra en af de tidligere sæsoner af Gift ved første blik har fået et barn.

De tog det helt roligt og dragede ingen forhastede konklusioner, når den ene savnede den anden mere end omvendt. I årets udgave gav programmet ingen gevinst i form af varige parforhold, men til gengæld var 2017-udgaven af Landmand søger kærlighed den stærkeste indtil videre.

De tålmodige vandt de genertes hjerter, fordi de havde tid til og fred med, at de generte fik sværmet færdigt for de mere flyvske typer. Det er ikke som sådan en morale, bare en tendens i et tv-program. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer