Læsetid 9 min.

Min egen gamle Tommy

Året er 1926. Karen Blixen skriver brev hjem til broren Thomas Dinesen, der lige er blevet gift med sin elskede Jonna, med en slags nødråb om hjælp og forsøg på at forklare, hvorfor hun kom på skæv kurs, og hvorfor det er gået galt med kaffefarmen i Kenya
Karen Blixen i Kenya, hvor hun boede fra 1914-1931.

Karen Blixen i Kenya, hvor hun boede fra 1914-1931.

Polfoto

9. december 2017

Ngong 1.4.1926

[…]

Og nu, efter dette, vil jeg gaa over til at skrive, hvad Du maaske vil blive ked af at læse.

Jeg vil begynde med at sige, at da jeg fik Dit Telegram, havde jeg et liggende her til Dig, parat til at sendes, saalydende:

»Will you help me to get to Europe, I shall die if remaining here.«

– og Grunden til at jeg ikke sendte det, var kun at jeg syntes, det vilde komme til at tage sig ud som et besynderligt Svar paa Dit Telegram. Det er jo ogsaa mere i ren Fortvivlelse, at man sender den Slags pr. Telegraf; der er jo Tid nok til, og mere Rimelighed i at lade Dig faa det i et Brev, og ved denne Tid, da dette Brev naar frem, er Du vel hjemme paa Rungsted igen efter nogle dejlige Uger med Din unge Kone, for at fejre Moders 70 Aars Fødselsdag; selv om det ikke er en videre passende Anledning for saadanne sørgelige Udgydelser, saa ved jeg da i hvert Fald at Du faar dem i saa lykkelige Omgivelser, at det ikke skal virke altfor oprivende.

Skrive maa jeg, og jeg ved ikke, til hvem jeg skulde skrive, om ikke til Dig; til hvem ellers kan jeg tale oprigtigt? At være tvungen til Tavshed som jeg er herude, føles, naar man har store Vanskeligheder, saaledes som jeg nu, som at være levende begravet, og Du maa tænke paa mig, som om Du saa mig liggende i Mørke med Jordens Vægt paa mit Bryst, og tilgive mig dette Skrig.

Da jeg var hjemme, og vi talte om mine Planer, tror jeg at vi begge havde Ret: Du i, at der ikke var Mening for mig i at blive hjemme i Danmark, paa Rungsted, – jeg i, at der ikke var Mening for mig i at rejse tilbage hertil.

Hvis en af os skulde have mere Ret end den anden, var dette Dig; at slaa mig ned hjemme hos Moder vilde for mig have været det rene Vanvid. At jeg overhovedet kunde tænke mig dette som en Mulighed, kan kun forklares ved de særlige Forhold: at jeg var hjemme for en Ferie efter saa mange Aar og var i en Stemning til at vurdere Hygge og Fredelighed meget højt; at jeg hele Tiden vidste at det ikke skulde vare længe, saaledes at jeg aldrig nogensinde behøvede at tænke frem paa et Arbejde eller overhovedet en fortsat Tilværelse; ja, endogsaa det at det var en saa særlig dejlig Sommer, havde sin store Indflydelse paa mit Syn paa Danmark og Livet dér. Men det var fuldstændig forkert.

Nu er jeg kommet bort derfra og har haft Tid til at tænke over Tingene, – og jeg kan forsikre Dig at jeg har kæmpet uafbrudt, paa Baaden ud og siden jeg kom hertil, for at komme til at se klart, og jeg tror at jeg har opnaaet noget mere Overblik; paa det Punkt, hvor jeg nu er, maa jeg prøve at skrive til én, til hvem jeg kan tale aldeles aabent og sandt, – derfor faar Du nu dette Brev.

Du kan maaske huske, at jeg flere Gange hjemme har sagt, at jeg bestandig har spekuleret over, hvornaar det egentlig var at jeg først kom ind paa det skæve Spor, som har ført mig til det Punkt, hvor jeg nu er, d.v.s.: kørt fast, – og at jeg ikke kunde komme til Klarhed derover; var det ved min Forlovelse med Bror? – ved vor Beslutning om at rejse herud? – ved noget Tidspunkt herude? Saadan som jeg nu ser paa det, var det sletikke ved nogen af disse Perioder, men meget tidligere, jeg kan nærmest sige, ved min Indtrædelse i Verden.

Jeg tror, at det for mig var en stor Ulykke at vokse op, og komme til at høre til, i den Familie, det Milieu, den »Livsanskuelse«, som jeg blev født ind i. Du kan forstaa, at jeg siger dette uden noget Spor af Bebrejdelse mod dem alle hjemme, ogsaa uden nogen Kritik, undtagen forsaavidt som man kan kritisere alt i Verden; jeg kender jo ikke nogen bedre, rarere, sødere Mennesker end dem alle hjemme, men de passede kun ikke for mig. Og deres store, ubegrænsede Godhed og Kærlighed imod mig, hele Rækken af deres Velgerninger mod mig var kun saa mange Ulykker mere. De gjorde Opposition umulig for mig selv.

[…]

Jeg tror, at det er muligt at leve hjemme og blive meget lykkelig dér, naar man kan, som Havmanden med Agnete, »stoppe sine Øren og sin Mund« for hele Verden udenfor.

Jeg synes at dette er, hvad de alle hjemme gør, og med den største Harmoni. Naar Moster Bess skriver til mig, og taler om Mama, om Moder, om Dig og Onkel Aage som de ædleste Mennesker i Verden, om Magleaas, om Folehave, – saa kan jeg se, at det kan lade sig gøre at leve paa denne Maade og blive lykkelig, nyttig, udvikle sig selv til det allerbedste og sprede Lykke og Harmoni om sig derved. Det kan kun ikke lade sig gøre for mig. (At jeg et Øjeblik i Sommer hjemme troede at det virkelig kunde lade sig gøre, og følte mig fristet til at gøre det, var altsaa som sagt en højst besynderlig, omend maaske forklarlig Illusion).

Kan Du huske at vi i Knuthenborg Park talte om Lucifer? Nuvel, jeg er overbevist derom, Lucifer er den Engel, som burde have Vingerne over mig. Og den eneste Løsning for Lucifer var vel Oprøret, og Nedstyrtningen til hans eget Rige. I Paradiset, – hvis han var forblevet deri, – vilde han have skaaret en ynkelig Figur.

Men Lucifer var altsaa i et større Format end hans undertegnede, ydmyge Tjener, som forblev i Paradiset, og som nu skærer en ynkelig Figur, ja, er blevet tilintetgjort deri. Lucifer havde den Fordel at han var evig, og at der rimeligvis, i Forbindelse med ham, ikke kunde tales om tabt Tid eller forsømte Lejligheder. Muligvis forsømte han flere Lejligheder til sit Oprør; men det havde ikke noget at sige. Han blev ikke i Mellemtiden for gammel, hverken til at lære eller studere noget, til at »komme ind i noget«, til at gifte sig ind i andre Forhold, eller ligefrem i Kraft til at tage fat paa noget nyt.

Jeg kan nu se mange Lejligheder, hvor jeg burde have brudt med det specielle Paradis, hvori jeg altsaa spillede en saa daarlig Rolle. Jeg skulde f.Ex. ubetinget have taget Studenterexamen. Dette var vel ikke, theoretisk set, i direkte Modstrid mod Paradisets Aand; men i Praksis vilde det, saaledes som jeg ønskede det, have faldet ud dertil. (Da jeg prøvede at komme ind paa denne Vej, paa Akademiet, kom jeg i Varetægt af Plums, en Filial af Paradiset, og jeg kan huske, hvor usikker og skyldig jeg følte mig, f.Ex. paa vore »Elevsamfunds-Karnevaller«, hvor jeg burde have moret mig udmærket.)

Jeg burde, senere, have giftet mig, – eller prøvet derpaa, – med gamle Hoskier i Paris. Eller jeg skulde have løbet bort med en eller anden Mand i Rom. Grunden til at jeg ikke gjorde dette, var slet og ret Usselhed, og Mangel paa Lucifers Storsyn; men saaledes tog det sig ikke ud for mig selv, som saa hele Livet paa den i Captain Bruns Lignelse om Svovlstikkerne udtrykte Maade, – som jeg synes er Livsanskuelsen i Paradiset, den Dag idag.

Det samme er Tilfældet med mit ynkelige ’Forfatterskab’. Jeg kan ikke, jeg kan umuligt skrive noget, som der er det mindste ved, uden at bryde med Paradiset, og nedstyrtes til mit eget Rige. Sandhedens Hævn er vel et Miniatur-Forsøg herpaa; den skrev jeg i Rom. Men de smaa afrikanske Rejseskildringer, som Flensburg Avis nu velvillig venter paa, er tænkt som Eftersnakken af Englenes Lovsang, og dette kan jeg ikke mere præstere; de bliver til Mbuni, inden de kan komme i Pennen.

To Ting kan Du sige mig, idet Du løfter Blikket fra Papiret, naar Du har læst til dette Punkt.

Den første er: Du har været en mageløs Idiot, en Fool, en Daare i en saadan Stil, at Du virkelig kan sammenlignes med Lucifer, som Du taler om. Med Lucifers Aand endnu levende i Altet og repræsenteret til alle Sider af Dig, har Du ladet Dig totalt lamme af et elskværdigt, kærligt, inderlig velvilligt Familie-Milieu paa – ja, da i det højeste nogle Hundredetusend Mennesker i det overbærende, af Hjertens Grund tolerante Danmark.

Til denne Bebrejdelse har jeg ikke andet at svare end »Amen, Amen«. Det har jeg været, jeg har aldrig truffet noget dummere Menneske end den, som skriver disse Linjer; Gud bevare enhver for at komme til at staa og se paa sig selv i en saadan Belysning af den skæreste Idioti og Usselhed.

Den anden Bemærkning som Du kan komme med, og som ethvert hæderligt Menneske maatte komme med, naar det havde læst hertil, er denne: Slaa da nu en Streg over Fortidens Idioti og gør i dette Øjeblik, hvad Du burde have gjort for længe siden, – gør det Oprør som Du taler om, og som ikke længere er noget Oprør, fordi virkelig alle fornuftige Folk regner Dig for, i Din Alder, at være Din egen Herre, og gaa til Helvede, hvis det er dér Du mener at høre til.

Ja, jeg vilde gøre det. Men »det som jeg vil, det gør jeg ikke, og det som jeg ikke vil, det gør jeg.« Og en af Grundene til at jeg ikke gør det, er denne, at jeg kan ikke se Vejen. Jeg begynder at tro, med Sophus Claussen, at »der findes ej mer nogen Trappe til Helved«, og at »Djævlen er kostbar at faa i Tale, et straalende Glimt af hans Ildstjernehale kan de fleste sletikke betale«, – eller at, hvad saa siden Tilfældet er med »de fleste«, jeg personlig har sat til de Værdier, af Ungdom, af Tid, af Arbejde, af Personlighed, hvormed jeg en Gang i Tiden havde kunnet betale det, – og jeg staar nu insolvent. Alt dette er vel kommet lidt for dybt ind i Lignelser og Philosofi.

Nu vil jeg derfor skrive, saa klart jeg kan, hvorledes Situationen i Øjeblikket tager sig ud for mig, og saa vil jeg bede Dig give mig et Raad.

Fortsat 3.4.1926

Kære Tommy. Jeg forudser, at dette Brev kan komme til at blive lige saa langt og langt mindre underholdende end Rousseaus Confessions, og jeg føler, at det er Uret imod Dig at forlange, at Du skal læse det.

Men jeg fortsætter dog dermed, fordi jeg føler en virkelig Lettelse, og Fornemmelse af Velvære, – som ellers ikke har trykket mig, – ved at have begyndt paa det og være kommet hertil. Maaske kan jeg, naar jeg er kommet til Ende med det, helt lade være at afsende det, saa at jeg sparer Dig at læse det.

Men nu, mens jeg skriver, maa jeg have Følelsen af at henvende mit Brev til nogen, hvilket vil sige: til Dig, da jeg ikke ved nogen anden som jeg kunde skrive saa aabenhjertigt til, og af hvem jeg vilde vente at blive forstaaet.

For at begynde, hvor jeg slap, vil jeg altsaa prøve at give Dig et Indtryk af den mig foreliggende Situation, taget i dette Øjeblik, i April 1926.

Denys har været her i 14 Dage, og rejser nu hjem til Europa, d.v.s. jeg venter ham her imorgen og iovermorgen, og han skulde saa rejse fra Nairobi paa Tirsdag.

I den Tid han har været her, har jeg, som før ved samme Lejligheder, oplevet en ganske fuldkommen Salighed, blandet op med en ganske fuldkommen Fortvivlelse, ved Tanken om at han saa snart skulde rejse igen, om at jeg muligvis aldrig mere fik ham at se etc.

[...]

Danske forfatteres breve

I de kommende uger bringer vi i Litteratur i anledning af udgivelsen 'Breve fra …', udgivet af Informations forlag, tre uddrag af breve af udvalgte danske forfattere. 

Seneste artikler

  • 19-årige Suzanne Brøgger: ’Danmark er et lille snobbesnæversynet sted’

    23. december 2017
    I dette brev fra den 19-årige Suzanne Brøgger til stedfaren Svend Brøgger går hun i rette med familien og Danmark i det hele taget. Hun kommer frem til, at hendes eneste redning fra de kvælningsfornemmelser, som Danmark og det at være underlagt andres normer og moral giver hende, må være at begynde at skrive
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu