Læsetid: 6 min.

’Hvad Fanden vilde du ogsaa paa dèn Galej?’

Det er juli 1903. Ingeborg Stuckenberg har forladt sin mand Viggo Stuckenberg for at rejse med elskeren til New Zealand og realisere sig selv kunstnerisk og skriver her hjem til søsteren Agnes: Du kan nu i alle Tilfælde trøste dig med, at jeg heller er hvor jeg er, end hjemme og at det er bedst for mig og for dem jeg holder af. Herovre kan jeg gaa ud af Verden uden Staahej, om den ikke passer mig mere
Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) skrev digte og prosa, men fungerede mest som muse for ægtemanden Viggo Stuckenberg og hans digterkreds. Hun blev tiltagende desperat over ikke selv at få plads til at udtrykke sig kunstnerisk. I 1902 sejlede hun derfor med sin elsker Hans Dines Madsen til New Zealand, hvor hendes bror havde slået sig ned. Emigrationen var ikke nogen succes, og brevene til søsteren fra 1903 beskriver de udfordringer, tilværelsen bød hende her. Året efter, i 1904, tog hun sit eget liv.

Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) skrev digte og prosa, men fungerede mest som muse for ægtemanden Viggo Stuckenberg og hans digterkreds. Hun blev tiltagende desperat over ikke selv at få plads til at udtrykke sig kunstnerisk. I 1902 sejlede hun derfor med sin elsker Hans Dines Madsen til New Zealand, hvor hendes bror havde slået sig ned. Emigrationen var ikke nogen succes, og brevene til søsteren fra 1903 beskriver de udfordringer, tilværelsen bød hende her. Året efter, i 1904, tog hun sit eget liv.

Sofie Holm Larsen/iBureauet

16. december 2017

kort efter juli 1903

Kære Søster! kære Agnes!

jeg haaber, at du nu ved, hvor i Verden jeg er; jeg haaber at Mor har faaet det lille Brev jeg sendte hende først i Juli. Jeg havde besluttet, da jeg rejste hjemmefra, at jeg vilde være død for jer; men det er ikke let at tie og ikke let at være saa uigenkaldeligt langt borte fra hinanden.

Selv om jeg aldrig ønsker mig tilbage, så kan Tanken om et saadant lille Mirakkel, som det du skriver, at du synes jeg maa komme dig imøde, om du vender dig om, – det kan gøre mig ganske underlig om Hjertet.

Kære, kære Agnes! jeg synes aldrig jeg har vidst før, hvor meget jeg holdt af dig, jeg har aldrig tænkt saa nøje derover, saalænge jeg havde dig og kunde gaa over til dig. Kære La, trøst dig og mig med, at det ikke altid er Sammenværet der giver Haandsrækningen mellem to Mennesker. Jeg var dig maaske fjernere end nu, da jeg sad i din Stue og ikke kunde og ikke vilde sige dig det, jeg tænkte paa.

Jeg vidste, at dit Raad kunde ikke hjælpe mig og en Indblanding af andres Mening endnu mindre. Ad Aare! tænkte jeg, saa vil Agnes og jeg maaske bedre forstaa hinanden, end nu og se, dit Brev kom til mig, saa trøstende og kærligt, saa velment, ja du skulde vide hvor velkomment! saa vilde du skrive mig flere af den Slags Breve til. Jeg har skrevet til Aage og bedt ham, om jeg maa beholde det, saa jeg haaber, han vil huske at sende mig det tilbage. – Det kom i en god Stund, da jeg trængte meget til al den Godhed der var i hvert et Ord i dit Brev.

Jeg laa i Sengen og havde ligget deri fjorten Dage. Jeg har nemlig haft en daarlig Fod, nu i syv Uger. Det begyndte med, at jeg skoldede den en Aften. Jeg gik ned Dagen efter og arbejdede. – Du ved vel af Moders Brev, at jeg har taget Plads paa en Farm, for at koge Mad til Folkene og gøre al huslig Gerning?

Jeg prøvede en Uges Tid at gaa med store Vabler paa Foden, saa slog jeg en skønne Dag Hul paa den største, der gik Betændelse i Saaret og siden har jeg ligget til Sengs og været oppe og arbejdet; enten har jeg siddet i Køkkenet og vasket op fra Morgen indtil Aften, saa længe det var mig muligt, eller jeg har siddet paa mit Loftskammer og syet, stoppet og lappet for Konen, fra Morgen til Aften, men voldsomme Smerter og nu tilsidst ganske udmattet af at være saa længe indelukket.

De har givet mig en sørgelig, ringe Betaling trods det, de har kaldt mig en »splendid Worker«, »smart« og »busy«, sjofelt har de behandlet mig, fordi de troede jeg var uden Styrke, – men saa saare jeg kan, pakker jeg mit Tøj – og søger mig en anden Plads. Jeg har haft, saalænge jeg blot kunne støtte og humpe og halte mig frem, saadan som fjorten Timers Arbejde om Dagen. – Du kan jo sige med Moliere, men »hvad Fanden vilde du ogsaa paa dèn Galej?«

Jeg smiler selv tit ved Tanken om det, for jeg kan selv ikke mere huske, om man fik at vide, hvad han vilde på Galejen. Du kan nu i alle Tilfælde trøste dig med, at jeg heller er hvor jeg er, end hjemme og at det er bedst for mig og for dem jeg holder af. Herovre kan jeg gaa ud af Verden uden Staahej, om den ikke passer mig mere. Hjemme havde jeg været et evigt »memento mori« at se og høre paa.

Ensom havde jeg været og følt mig, trods al jeres Godhed og Kærlighed. Vi var maaske blevet skilt mere end nu, hvor det kun er Dagsrejserne og Pengene der gør det. Dagsrejserne kan gøres, Pengene kan maaske komme til en, ved et Lykketræf, men Vrede og Nag er slemme Afgrunde at komme over. Var jeg blevet hjemme, kunne du med Rette have degraderet mig til en Stakkel, for det var jeg, saalænge jeg gik i København, ensom mellem jer allesammen. Jeg husker endnu, hvor daarlig Knud kunne taale, at jeg gik frem og tilbage, frem og tilbage i hans Stue.

Det var ogsaa saare slemt for en Mand at se paa, der skal lave lystige Bordviser til smaa, muntre Middage. Det var i alt Fald haabløst for mig at vente mig nogen anden Lod derhjemme end den for exempel Tanterne havde, saa beskeden er jeg ikke. Jeg vil hellere prøve at vinde et større Lod; og du kan tænke paa mig som en Soldat i Krigen; jeg har det ikke godt, desværre langt fra, – men jeg slaaes dog for noget og haaber at vinde noget, tiden vil vise, om det lykkes for mig.

Hvis du mener, at nogen er rejst bort for min Skyld, naa ja, saa meget desbedre for mig om det er Tilfældet! saa kan jeg jo haabe, at Tiden vil bringe mig Fyldest med noget godt og glædeligt for alle de andre Aar jeg har haft. Hvis du, som du skriver, føler dig som Partner i min Sag, skaf mig saa at vide alt, hvad du blot kan, alt hvad du tror kan have nogen Interesse for mig. Men husk, at mine Breve er kun til dig.

Hvis du ser mine Drenge, vil du saa sige til dem fra mig, at de Penge jeg haabede at tjene herovre, de findes slet ikke her. Sig dem, at hvis de vil møde mig en Gang, saa maa de selv være meget flittige og lære noget og arbejde meget, saa de selv kan være Herrer for, naar vi skal ses! Maaske vil de skrive til mig, saa kan de jo sende Aage deres Brev, det maa du ogsaa gøre.Kys dem fra mig og bed dem huske paa alt det, jeg saa gærne vilde lære dem, men som de saa daarligt havde Tid til at huske. Nu vil de maaske. Hvis de maa skrive til mig, vil jeg skrive, men jeg maa jo først vide om I taler om mig mere.

Lad det nu ikke vare altfor længe, inden jeg hører fra dig. Jeg gaar her og ved ingenting om Fremtiden, men Nutiden ved jeg er saa bedrøvelig fattig, men den skal jo kunne overstaaes!

Kære Agnes! du har altid været mig en god og trofast Ven! jeg har aldrig følt det saa varmt, som da jeg fik dit Brev forleden: hjælp mig ogsaa nu, paa alle de Maader du kan! vil du? Du maa snakke fornuftigt med Moder og sige, at hun maa ikke sørge over mig, da jeg var derhjemme, var der mere Grund dertil; jeg troede og haabede ikke noget mere, men nu gør jeg det, sig det til hende og kys hende. Bed ogsaa hende om at hjælpe mig, saa godt hun kan.

Aage synes, at det er helt godt for ham at jeg er herovre, han tror, at vi nok kan komme til at bo sammen, om Lykken vil være lidt med os. Hjælp os til det om I kan! og lad mig snart, snart høre fra dig!

Kærlig Hilsen fra Ingeborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Herligt at se, at det engang var brugt at sætte udråbstegn efter "Kære XXX". Når jeg (årgang 1953) har hævdet, at sådan lærte jeg at gøre i skolen, er der blevet set på mig med vantro. Hverken ældre eller yngre kender til dette udråbstegn.

I dag ser man i stedet tit komma (fra engelsk), et sjældent punktum eller, hvad der regnes for det eneste korrekte nu om dage: intet.

Alt i alt: Underligt, underligt, underligt!