Læsetid: 6 min.

’Hvad Fanden vilde du ogsaa paa dèn Galej?’

Det er juli 1903. Ingeborg Stuckenberg har forladt sin mand Viggo Stuckenberg for at rejse med elskeren til New Zealand og realisere sig selv kunstnerisk og skriver her hjem til søsteren Agnes: Du kan nu i alle Tilfælde trøste dig med, at jeg heller er hvor jeg er, end hjemme og at det er bedst for mig og for dem jeg holder af. Herovre kan jeg gaa ud af Verden uden Staahej, om den ikke passer mig mere
Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) skrev digte og prosa, men fungerede mest som muse for ægtemanden Viggo Stuckenberg og hans digterkreds. Hun blev tiltagende desperat over ikke selv at få plads til at udtrykke sig kunstnerisk. I 1902 sejlede hun derfor med sin elsker Hans Dines Madsen til New Zealand, hvor hendes bror havde slået sig ned. Emigrationen var ikke nogen succes, og brevene til søsteren fra 1903 beskriver de udfordringer, tilværelsen bød hende her. Året efter, i 1904, tog hun sit eget liv.

Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) skrev digte og prosa, men fungerede mest som muse for ægtemanden Viggo Stuckenberg og hans digterkreds. Hun blev tiltagende desperat over ikke selv at få plads til at udtrykke sig kunstnerisk. I 1902 sejlede hun derfor med sin elsker Hans Dines Madsen til New Zealand, hvor hendes bror havde slået sig ned. Emigrationen var ikke nogen succes, og brevene til søsteren fra 1903 beskriver de udfordringer, tilværelsen bød hende her. Året efter, i 1904, tog hun sit eget liv.

Sofie Holm Larsen/iBureauet

16. december 2017

kort efter juli 1903

Kære Søster! kære Agnes!

jeg haaber, at du nu ved, hvor i Verden jeg er; jeg haaber at Mor har faaet det lille Brev jeg sendte hende først i Juli. Jeg havde besluttet, da jeg rejste hjemmefra, at jeg vilde være død for jer; men det er ikke let at tie og ikke let at være saa uigenkaldeligt langt borte fra hinanden.

Selv om jeg aldrig ønsker mig tilbage, så kan Tanken om et saadant lille Mirakkel, som det du skriver, at du synes jeg maa komme dig imøde, om du vender dig om, – det kan gøre mig ganske underlig om Hjertet.

Kære, kære Agnes! jeg synes aldrig jeg har vidst før, hvor meget jeg holdt af dig, jeg har aldrig tænkt saa nøje derover, saalænge jeg havde dig og kunde gaa over til dig. Kære La, trøst dig og mig med, at det ikke altid er Sammenværet der giver Haandsrækningen mellem to Mennesker. Jeg var dig maaske fjernere end nu, da jeg sad i din Stue og ikke kunde og ikke vilde sige dig det, jeg tænkte paa.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Herligt at se, at det engang var brugt at sætte udråbstegn efter "Kære XXX". Når jeg (årgang 1953) har hævdet, at sådan lærte jeg at gøre i skolen, er der blevet set på mig med vantro. Hverken ældre eller yngre kender til dette udråbstegn.

I dag ser man i stedet tit komma (fra engelsk), et sjældent punktum eller, hvad der regnes for det eneste korrekte nu om dage: intet.

Alt i alt: Underligt, underligt, underligt!