Læsetid 3 min.

Fiaskolyden, når Holberg pakkes ind i knitrende plastik

Det Kongelige Teater skamferer sin egen komedietradition med tysk pinagtighedsopsætning af ’Maskerade’
Jens Jørn Spottag og Peter Plaugborg spiller fortræffeligt i deres kunstige plastikmasker og voksdugskostumer. Men Holbergs ’Maskerade’ bulldozes af den hidsige turboiscenesættelse.

Jens Jørn Spottag og Peter Plaugborg spiller fortræffeligt i deres kunstige plastikmasker og voksdugskostumer. Men Holbergs ’Maskerade’ bulldozes af den hidsige turboiscenesættelse.

Natascha Thiara Rydvald

8. december 2017

»Åh, jeg arme og elendige menneske,« siger Jens Jørn Spottag med smuk og klangfuld røst i rollen som den fornemme Jeronimus i Holbergs Maskerade. Som tilskuer i Skuespilhuset kan man næsten ikke lade være med at mumle med på replikken.

For man føler sig også både arm og elendig, når man ser Holbergs gamle komedie fra 1724, sådan som den er blevet maltrakteret af den nu 66-årige, farveglade tyske instruktør og scenograf Herbert Fritsch.

Al letheden hos Holberg er væk. Al den raffinerede humor er bulldozet væk i instruktionen – og af en bombastisk dekoration, der minder om dele af en motorvejsreklame for ILVA. Bag drejescenen er der godt nok den flotteste, blå rundhorisont, men fordi gulvet er helt blankt, sender lyset hele tiden reflekser og skygger op på det blå, så det mister sin effekt. 

Voksdugskostumer

Maskerade er egentlig noget så uskyldigt som en komedie over datidens hotte trend med at gå til maskerade. Til disse fester kunne både herskab og tjenestefolk tage en maske på og ellers danse og flirte på kryds og tværs – og glemme alt om tid og sted og pligter næste morgen.

I opsætningen på Skuespilhuset er det imidlertid kostumerne, der skaber den mest interessante kommentar til Holbergs klartseende samtidsstykke. Tyskeren Victoria Behr har designet 1700-tals skødejakker og korsetkjoler i et plastikbetrukket stof, så alle figurer knitrer og skinner som voksdug. Hos disse mennesker er alt kunstigt.

De bærer stiliserede skumparykker, og deres ansigter er pakket ind i gennemsigtige plastikmasker, så huden skinner dukkeagtigt med kalligraferede øjenbryn. Botox, go home! Disse figurer er blevet til marionetter – og derfor bliver de til grin. Men denne aktuelle kunstighedspointe bliver overtydelig i instruktionen, og derfor taber den effekt.

Plaugborg på duracel

Skuespillerensemblet får det maksimale ud af den ukærlige fortolkning. Tammi Øst har dansetrang i fødderne og livslyst i øjnene som Magdelone, og Bjarne Antonisen finder hævnsmilet frem hos Leander, når han skal beskytte rygtet for sin giftefærdige datter Leonora, som Lila Nobel får til at hvine ustyrligt, når hun styrter rundt i hysteriske frøkenpositurer.

Imens bliver hun opvartet af Marie Dalsgaards kreative kammerpige, også selv om denne Pernille er mest optaget af sine egne lyster – og særligt af tjeneren Henrik, der i Peter Plaugborgs potente komikerkrop nærmest kan hoppe på tungen. At instruktøren ikke har kunnet stå for fristelsen til at udnytte Peter Plaugborgs ekstreme smidighed og muskelstyrke er forståeligt nok. Men det er ærgerligt, at iscenesættelsen bare lader hans wonderbody køre på duracel.

Turbotempo

Men sådan er det med hele forestillingen. Den begynder i turbo – og slutter i turbo. Det opskruede virker forstemmende i al sin larm og skrigen. Selv den forrygende pianist Olivier Antunes, der netop har tryllebundet tilskuerne til Diktatoren på Nørrebro Teater, mister grebet om flyglet, når han for 700. gang drejer rundt sammen med drejescenen og ikke kan se skuespillerne udføre de gags, han skal lave simultanlyde til.

Det Kongelige Teaters Holberg-fortolkning formår ikke at ramme Holbergs veloplagte samtidssatire, sådan som instruktøren Christian Lollike så eminent gjorde det i sin Erasmus Montanus på Aarhus Teater sidste sæson. Og den rammer heller ikke Holbergs hverdagscharme, sådan som instruktøren Søren Iversen og dramatikeren Thor Bjørn Krebs gjorde det med Den Stundesløse på Folketeatret i 2014. Den rammer bare ved siden af.

Så tilbage er der vist kun at sige: »Åh, jeg arme og elendige menneske.«

’Maskerade’. Tekst: Ludvig Holberg. Iscenesættelse og scenografi: Herbert Fritsch. Kostumer: Victoria Behr. Lys: Ulrik Gad. Lyd: Jonas Vest. Musik: Olivier Antunes. Det Kongelige Teater. Spiller på Skuespilhuset – og på turné 8-21. januar – til 28. februar 2018

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu