I den danske film Underverden (2017) er der en scene, hvor hovedpersonen, lægen Zaid, har forladt sin arkitekttegnede Islands Brygge-lejlighed for at besøge sine forældre i Albertslund. Da han træder ind i stuen, sidder hans far i sofaen og ser fjernsyn.
De kommer op at skændes.
»Du har siddet på den sofa i 30 år og set arabisk tv,« råber Zaid og rykker gardinet til side.
»Men er det her Irak?«
Han peger ud på Albertslund.
Ikke mange danske instruktører har turdet – eller kunnet – lave sådan en scene før dansk-iranske Fenar Ahmad. Han kan, fordi han har den baggrund, han har, og fordi han taler med den vægt, han gør, siger professor emeritus i film- og medievidenskab Ib Bondebjerg.
»Instruktøren har selv været i det.«
»Den autenticitet, der er opstået i den bredere skildring af sociale miljøer i dansk film, er en ny ting, der har udviklet sig med det multikulturelle Danmark.«
Sammen med sin hustru, lektor emeritus i samfundsfag Ulla Bondebjerg, har Ib Bondebjerg skrevet bogen Dansk film og kulturel globalisering, som Information har sat dem stævne til en snak om.
I flere år havde ægteparret overvejet at skrive en bog om dansk films håndtering af globaliseringen, og da Ib i efteråret 2015 gik på pension, syntes tiden at være inde.
»Nu har vi været gift i snart 49 år, og ud over to børn har vi nu lavet to bøger sammen,« siger Ib Bondebjerg med henvisning til Medier og Samfund fra 1990 og den nye bog. »Det er egentlig en meget skæg måde at udfordre sit ægteskab på. Vi har jo diskuteret en del – og indimellem også lidt højrystet,« siger han og griner.
Ulla Bondebjerg bryder ind:
»Ja, det er humanisten og samfundsforskeren, der mødes. Mens jeg formulerer mig kortfattet og præcist – nogle vil sige lidt kedeligt – udfolder Ib sig mere sprogligt.«
Begrebet danskhed udvider sig
Bogens analyser er baseret på 380 film fra 1970 til i dag og ikke mindst interviews med 11 instruktører. Konklusionen er, at dansk film har forandret sig, og især siden 1990 er det gået stærkt.
Ud over at filmene i dag bliver til i et meget mere internationalt samarbejde end tidligere, behandler de også i stigende grad store globale problemer som miljøkatastrofer og ulighed og udviklingen af Danmark som et mere »multikulturelt samfund«, siger forfatterne. Konsekvenserne af globaliseringen på gadeplan i Danmark skildres også mere markant og nuanceret.
Vi er gået fra Pusher i 90’erne til Underverden, som Ib Bondebjerg siger.
»Pusher (1996) havde – uden at det skal lyde nedladende – et mere eksotisk blik på en konflikt, som foregår i et særligt kvarter. Det er mest kriminelle elementer, der vises frem. Fenar Ahmad udvider zonen til et bredere danmarksbillede. Hans hovedperson, lægen Zaid, repræsenterer én form for nydanskhed: Han er ’blevet til noget’ i samfundet – til gengæld har han fjernet sig fra sine rødder, og derfor indhenter problemerne ham. Filmen har en voldsom kritik af det danske samfunds manglende evne til at håndtere det her, men den er også en kritik af indvandrernes indsats,« siger han.
Ulla Bondebjerg tilføjer, at Omar Shargawi med sin film Gå med fred, Jamil (2008) peger i samme retning, når instruktøren indskriver sit universelle hævndrama i en ældgammel sunni-shia-konflikt på Nørrebro.
»Med instruktører som Omar Shargawi og Fenar Ahmad udvider forestillingen om danskhed sig. Det foregår i Danmark, og instruktørerne er danske, selv om de har en anden baggrund, men det danske samfund udfoldes pludselig på en ny måde,« siger hun.
Og det er ikke bare Ahmad og Shargawi. Der er masser af eksempler på den slags produktioner, understreger Ib Bondebjerg – både fra ’nydanske’ og etnisk danske instruktører.
Direkte til værks
En af de ting, der sparkede ægteparret i gang med projektet, fortæller Ulla Bondebjerg, var DFI’s undersøgelse af etnisk mangfoldighed i dansk film fra 2015, som viste, at især ikke–vestlige nydanskere er underrepræsenteret i filmbranchen. Det er dog især inden for spillefilm – i dokumentarfilmen står de stærkere.
»I det hele taget er det inden for dokumentarfilmen, at den kulturelle globalisering udfoldes bredest,« siger hun.
Et nutidigt eksempel på indvandrerliv skildret i Fenar Ahmads dansk film ’Underverden’ fra i år.
»Alligevel viser vi, at globale temaer er repræsenteret i dansk film i langt højere grad, end vi egentlig troede.«
Ib Bondebjerg tilføjer:
»Billedet er jo det, at både etnisk danske og nydanske instruktører har bidraget væsentligt til denne udvikling. Men alle de instruktører, vi behandler, er danske, selv om de har forskellig baggrund.«
– Der er jo åbenlyse problemer med integrationen, og visse boligområder er hårdt ramt af kriminalitet og vold. Kunsten, der ofte er venstreorienteret, har måske traditionelt været dårlig til at belyse den slags. Hvordan går det i dag?
De tøver et øjeblik.
»Individet står altid over enhver form for definition af identitet og kultur,« siger Ib Bondebjerg. »Man skal ikke særbehandle grupper, hverken positivt eller negativt. Når det er sagt, tror jeg, du har ret i, at i 90’erne var der nok en vis berøringsangst i forhold til at tale om de reelle problemer. Men den er dælme forsvundet i dag.«
Mange af de nye film går meget kritisk og direkte til værks, mener han:
»De nye – både etnisk danske og ’nydanske’ instruktører viser problemerne, men går et spadestik dybere og prøver at forstå, hvorfor konflikterne opstår. Det er det, filmen kan.«
Generelt, tilføjer Ulla Bondebjerg, er filmen bedre til at have både »positive og negative briller på« end den politiske debat:
»Og integrationen forløber jo faktisk bedre og bedre. Når man ser på forholdet mellem ikke-vestlige nydanskere og etniske danskere, så ligner de hinanden mere og mere – især kvinderne, de stormer frem,« siger hun.
»Men det er drengene, der bliver tilbage i ghettoen og laver ballade,« indvender Ib Bonnebjerg. »Og de fylder meget i medierne. Filmene tilbyder flere nuancer end medierne, og mange af dem går virkelig hårdt til de negative sider,« siger han.
Tror ikke på kvoter
Tidligere er dansk film blevet kritiseret for at dyrke stereotyperne, så indvandrerdrenge enten er marginaliserede, på kant med loven eller komiske indslag med gebrokne accenter, mens pigerne er undertrykte og underdanige.
Det aspekt af debatten har Bondebjerg-parret ikke beskæftiget sig med, for det ville blive et kolossalt arbejde at optælle og kategorisere alle karakterer i filmene, siger de.
– Det er ikke noget, I har talt med instruktørerne om?
»Jo, det var et spørgsmål, vi stillede alle instruktører,« siger Ulla Bondebjerg, »men holdningen er ret entydig: At det er håbløst at tænke, at film skal laves efter kvoter. De siger alle sammen meget tydeligt, at de ikke vil støttes efter etnicitet, men efter kvalitet.«
Ib Bondebjerg tilføjer:
»Min grundholdning er, at man skal passe på med at lægge bånd på kreativiteten. Man kan hurtigt lave en matrix, hvor man plotter ind, hvad der skal være opfyldt for at tilfredsstillle alle. Jeg tror snarere, det er noget, der løser sig hen ad vejen af sig selv.«
– Er det ikke naivt?
»Måske. Men jeg tror mere på udviklingens dynamik end kvoter, og hvis vi kan fastholde den udvikling, der er i dansk film nu, så er jeg fortrøstningsfuld.«
Ib Bondebjerg og Ulla Bondebjerg: ’Dansk film og kulturel globalisering’. Samfundslitteratur. 320 sider. 325 kroner.
Ib Bondebjerg interviewer to af de centrale dokumentarister Andreas Dalsgaard og Nagieb Khaja og viser klip fra deres film torsdag den 11. januar klokken 19.00 i Cinemateket i København
