Læsetid: 5 min.

Filmenes indvandrerverden har flere nuancer end mediernes

Ægteparret Ib og Ulla Bondebjerg har set 380 film – spillefilm, kortfilm og dokumentarfilm – og interviewet en række instruktører for at blive kloge på, hvordan dansk film har håndteret og skildret globaliseringen og dagens multikulturelle virkelighed. Konklusionen lyder: imponerende godt
Et tidligt eksempel på indvandrerliv skildret i Erik Clausens ’Rami og Julie’ fra 1987.

Et tidligt eksempel på indvandrerliv skildret i Erik Clausens ’Rami og Julie’ fra 1987.

Kim Agersten

29. december 2017

I den danske film Underverden (2017) er der en scene, hvor hovedpersonen, lægen Zaid, har forladt sin arkitekttegnede Islands Brygge-lejlighed for at besøge sine forældre i Albertslund. Da han træder ind i stuen, sidder hans far i sofaen og ser fjernsyn.

De kommer op at skændes.

»Du har siddet på den sofa i 30 år og set arabisk tv,« råber Zaid og rykker gardinet til side.

»Men er det her Irak?«

Han peger ud på Albertslund.

Ikke mange danske instruktører har turdet – eller kunnet – lave sådan en scene før dansk-iranske Fenar Ahmad. Han kan, fordi han har den baggrund, han har, og fordi han taler med den vægt, han gør, siger professor emeritus i film- og medievidenskab Ib Bondebjerg.

»Instruktøren har selv været i det.«

»Den autenticitet, der er opstået i den bredere skildring af sociale miljøer i dansk film, er en ny ting, der har udviklet sig med det multikulturelle Danmark.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu