Læsetid 10 min.

Fransk ondskabsfilosof: ’Det var jo ikke kunsten, som udtænkte avantgarden, det var Lenin’

Mehdi Belhaj Kacem, fransk filosofis ’enfant terrible’, har vendt de store filosoffer, han ellers beundrede, ryggen for at undersøge det, han mener er civilisationens udspring og trussel: Det onde. For ondskaben er ifølge Kacem ikke et uheld eller et fænomen, som blot kan afskaffes. Det onde er et uafrysteligt grundprincip for menneskeheden
Der er noget ved Kacem, som minder om Houellebecq, mens han ivrigt forklarer, at det er ren katastrofe, at nutidens filosoffer nægter at se folks helt almindelige seksuelle praksis i øjnene.

Der er noget ved Kacem, som minder om Houellebecq, mens han ivrigt forklarer, at det er ren katastrofe, at nutidens filosoffer nægter at se folks helt almindelige seksuelle praksis i øjnene.

Astrid Karoual

22. december 2017

»Jeg troede, Auschwitz og Shoah var det værste, menneskeheden havde fundet på, men det var indtil jeg begyndte at fordybe mig i, hvad der skete i Pitestifængslet i Rumænien i årene fra 1949 til 1952. Det gjorde mig bogstaveligste forstand syg«.

Udenfor, i slud og blæst i Paris, er det allerede skumring.

Indenfor, i en lillebitte lejlighed på tredje sal med hems, har den 42-årige filosof Mehdi Belhaj Kacem talt sig varm.

Han har lånt lejligheden af sin mor, efter han er kommet tilbage til Paris for at genoptage sit arbejde med filosofi, og kryber sammen i stolen med en cigaret i hånden.

Han ligner allermest en ung Michel Houellebecq.

Kacem er i sin tale nået ind til kernen i det, der de sidste ti år har rystet ham i hans filosofiske grundvold: Indsigten i, at det onde er et uafrysteligt grundprincip for menneskeheden. En erkendelse af, at vor teknologiske formåen og syndefald hænger nøje sammen fra menneskehedens spæde start. Videnskab hænger sammen med sex. Og at vi i det tyvende århundrede nåede til den yderste grænse. »Folk som digteren Bataille og filmmanden Pasolini startede jo med at tro på det fuldkomment grænseoverskridende, også seksuelt, men endte med at opdage, hvordan det hænger sammen med forbrugssamfundet.«

Kacem holdt en tid helt op med at filosofere. Af ren egoisme, forklarer han, fordi han bare ikke kunne klare konfrontationen med det onde og følelsen af magtesløshed.

Som digteren Rimbaud eller filosoffen Wittgenstein forsøgte han at gøre sig i andre brancher. »Men jeg solgte ikke våben, som Rimbaud gjorde det, mine forsøg på at leve på en anden måde var ikke særligt vellykkede. Så nu er jeg tilbage.«

Mod filosofien

Mehdi Belhaj Kacem er autodidakt filosof af tunesisk oprindelse, født i Paris. Han voksede op i Tunesien, hvor hans far stammer fra: »Jeg er traumatiseret over skolegangen i Tunis, jeg kan ikke acceptere autoriteter.« Han flyttede tilbage til Frankrig som 13-årig.

Som 17-årig skrev Kacem sin første roman, Cancer: »Jeg ville jo være grænseoverskridende.« Den blev rost til skyerne. Da han var 24 år, havde han udgivet fire romaner.

Det var omkring det tidspunkt, den daværende ’gothic’, der også undervejs har givet sig selv adskillige psykiatriske diagnoser, vendte sig mod filosofien. Det gjorde han med lige så stor succes, som han havde haft inden for litteraturen med adskilllige udgivelser de sidste femten år. Hans store læremester blev en af vor tids mest citerede nulevende franske filosoffer, Alain Badiou.

I 2013 afholdt den prestigiøse École normale supérieure i Rue d'Ulm i Paris et seminar om Mehdi Belhaj Kacems filosofi. Der findes næppe større anerkendelse i Frankrig.

Kacems kongstanke er, at det onde ikke er et uheld eller noget, som blot kan afskaffes. Det knytter sig til det, vi plejer at betragte som godt eller rent: filosofien, tanken, videnskaben og teknologien.

Det var grunden til, at Mehdi Belhaj Kacem i 2011 officielt og med bogen Après Badiou – efter Badiou – brød med sin filosofiske mester og skabte røre i det det parisiske filosofparnas. Det var gået op for den unge, succesfulde filosof, at der i den klassiske universitære filosofis idealiserede forestillinger var en chokerende mangel på tænkning af det onde.

»For Badiou er videnskaben jo neutral, et ideal. Det er sådan hans tænkning såmænd ligner Platons. En idé om det absolut gode, og en forestilling om alvidenhed«.

Ondskab ved syndefaldet

Kacem har foretaget et greb, der har overrasket i filosoffers rækker, ved i stedet at tale om noget, man kun plejer at tale om inden for religion: Syndefaldet.

– Du taler altså simpelthen om, da Adam og Eva spiste af kundskabens træ?

»Ja. Det mærkelige er jo, at det er selve videnskaben, der kan fortælle os noget om, at noget, der ligner syndefaldsmyten, er menneskehedens start. Det særlige ved mennesket er, at det er et pattedyr, der begynder at manipulere med seksualiteten. At lyve omkring seksualiteten og prøve at beherske den opstår præcis på det tidspunkt, hvor vi begynder at få en teknisk formåen. Vi ved så godt nu, at det drager vi ikke kun fordele af. Der kommer en masse dårligt ud af det også, alle kærlighedskvalerne. Men også neuroserne, psykoserne, selvmordene – som kun findes hos mennesket. Men det hænger altså sammen med vores evne til at forestille os det, der i græsk filosofi overlades til kunsten og kaldes mimesis, efterligning og gentagelse. Det er sådan, vor oprindelige evne for videnskab skabes, men altså også vores helt særlige menneskelige mulighed for at være onde.«

Og det er her, Kacem er nødt til at nævne det værste eksempel, han kender.

»Jeg ved godt, at man ikke kan rangordne ondskab,« forklarer Kacem om Pitestifængslet. »I en vis forstand kan man jo ikke sammenligne Auschwitz med noget. Men du må selv slå det op, Pitesti,« siger han og slår afværgende ud med hånden.

I Pitestifængslet blev der i årene mellem 1949 og 1952 udført et kommunistisk genopdragelsesprogram, der gik ud på at omskole mennesker. Det gik ud over mellem 1.000 og 5.000 politiske fanger. Der var ikke tale om fysisk udslettelse som i Auschwitz. ’Omskolingen’ indbefattede tortur som druknedødsoplevelser i spande af ekskrementer, hvor man skulle angive medfanger, der havde været venlige mod én, og dernæst udsætte dem for samme tortur. Selve subjektet skulle totalt nedbrydes. Mange af de fanger, som blev frigivet, begik senere selvmord. Det hele blev udført af en anden gruppe fanger, tvunget til det af fængselsadministrationen.

»Selv Marquis de Sade har ikke fundet på noget, som er værre,« tilføjer Kacem.

Nihilisme som sidste store Avatar

Opgøret med Alain Badiou skulle blive en form for fadermord. Kacem indså, at den maoisme, Badiou fortsat forsvarer, hang nøje sammen med hans tanker om matematikkens og videnskabens renhed.

Men samtidig ønskede Kacem fortsat at dekonstruere den nihilisme, han mener hærger i al for megen filosofisk tænkning.

Filosofien har nemlig ifølge Kacem totalt svigtet sin opgave. Enten er den forblevet i en videnskabelig renhedsideologi – som Badiou. Eller også har den blot forholdt sig ironisk til det – som i den nihilisme, Kacem ser gentaget i hele den filosofiske bevægelse, man kalder postmodernisme.

Det er her, man skal tage en dyb indånding for at følge den viltre filosofs tankegang. Det er næsten blevet helt mørkt udenfor, og i første omgang insisterer Kacem på, at han jo ikke kan forklare det så kort. Alt det med nihilisme. At det vil tage mindst de tusind sider – som hans næste værk fylder.

– Men du må kunne forklare mig, hvorfor det altså ikke er alt det, som vi tror er det onde – Isis, al-Qaeda, som er det egentlig onde, men tværtimod al den filosofi, vi har sat vores håb til, håbet om det gode, ja selve den teknologi, som skulle redde os?

Kacem tværer cigaretten ud i askebægeret og tager fat.

»Det er jo ikke Isis, som er ved at udrydde mennesket fra jordens overflade nu, er det? Nogle få forvildede unge mænd, som åbenbart forhindrer os i at se de største farer i øjnene?«

Han tænder en ny cigaret.

»Man skal bare forstå, hvad nihilisme egentlig er for noget«, understreger han. »Det er nemlig den sidste store avatar, måske det allermest sofistikerede forsøg på at gøre det onde urealistisk. Jeg er jo på ingen måde den første, der siger noget i den retning. Begrebet om det gode har slået sprækker i lang tid i filosofien, fra Rousseau over Kierkegaard til Nietzsche. Badiou var så blot tilbagekomsten af den tankegang, at det onde ikke findes. Det onde som sådan har i denne måde at tænke på kun med teologi at gøre, den tankegang, som ligger før den græske filosofi.«

Derfor skal vi ifølge Kacem se længere tilbage, bag den græske filosofi.

»Det, som sådanne tænker ikke vil se, er, at der er er en intuition i religion, noget, der sker dér, hvor monoteismen opstår. De religiøse tekster ligger flere tusind år forud for den græske filosofi. Den oprindelige intuition er kort sagt det, jeg kalder syndefaldet, som jeg mener, vi skal vriste fri af religionen.

Men nihilismen og Nietzsche sagde jo allerede, at Gud er død?

»Jeg ved ikke helt, hvornår det skulle være sket«, griner Kacem. »Det er problemet med nihilisme. Var det med den franske revolution? Ved opløsningen af kristendommen? Filosoffernes fanatisme, der er Heideggers, men også Badious, består i at hævde, at før de gamle grækere fandtes der ikke en tænkning. At de jødiske skrifter, de sumeriske eller indiske, blot er religion. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være mere spændende at undersøge, hvad de gamle grækere tænkte, end at undersøge, hvad ægyptiske nomader i ørkenen tænkte.«

Det har Kacem så gjort i sit seneste værk, Dieu, La mémoire, la technoscience et le mal – Gud, hukommelsen, teknovidenskaben og det onde. Her gør Kacem rede for, at det begreb om Gud, som opstår med biblen, er et begreb om det, vi frygter allermest: Os selv.

»Hegel og Schelling forstod det godt et kort øjeblik i filosofihistorien. For dem var filosofien noget, som tog Guds plads. Vi behøver blot at gennemløbe hele tænkningens historie, hævdede de, så får vi en total viden, som er lig Guds. Og mærkværdigvis tror vi stadig, at noget vil ordne sig ved bestandigt at bryde grænser – at vi så hæver os yderligere op, præcis som Hegel tænkte det.«

Det tyvende århundrede blev i enhver forstand grænseoverskridningens århundrede, med rædsel og krig. Men forvildelsen kan fortsat konstateres i kunsten, forklarer Kacem, hvor grænseoverskridelse fortsat er det, vi dyrker som det bedste.

– Men taler du så ikke for en konservatisme? Hvis man opgiver tanken om noget autentisk nyt, hvordan kommer vi så fremad?

»Jeg er ikke konservativ i klassisk forstand. Men jeg mener helt sikkert, at den måde at overskride grænser på, som har kendetegnet det sidste århundrede, er noget, vi må lægge bag os. Den romantiske tradition, avantgardismen, at chokere borgerskabet, den tvangsmæssige nyskabelse, al luften er jo gået af den ballon. Vi må erkende et langt mere grundliggende begreb om fornyelse, det, som Kierkegaard kalder ’gentagelse’. Det er sådan, vi som mennesker gør fra starten: Landbruget er blot en efterligning af naturlovene. Jagten er en imitation af dyrs opførsel. Men det er netop ved gentagelsen, at det egentligt nye sker. Det er det, som er så svært at indse.«

Nutidens mest påtrængende filosofiske spørgsmål består derfor i at gentænke, hvad nyhed er.

»Vi må indse, at Hegels begreb om en dialektik, hvor han tror, man gennemen modsætninger hver gang hæver sig højere op – en aufhebung – ikke findes. Det var jo ikke kunsten, som udtænkte avantgarden, det var Lenin. Vi er nødt til at opgive disse former for avantgardisme. Så er jeg konservativ? Tja. Tag en fyr som Houellebecq. Jeg tror ikke, han er højreorienteret, han er blot fortvivlet over situationen. I dag må man så chokere den godhedstænkende venstrefløj, ligesom man i gamle dage måtte chokere borgerskabet.«

Der er vitterlig noget ved Kacem, som minder om Houellebecq, mens han ivrigt forklarer, at det er ren katastrofe, at nutidens filosoffer nægter at se folks helt almindelige seksuelle praksis i øjnene. Som den kan konstateres på nettet i al dens patetiske grænseløshed.

»Så ja. Jeg er konservativ, ja, hvis det går ud på, at vi siger: Skal vi ikke lade være at ødelægge planeten? Konservativ ja, hvis det er som modsætning til Trump eller Sarkozy, som tror, vi kan overkomme det hele med teknologi og i den forstand bare fortsætte med at udfordre selve planetens grænser. De ’revolutionære’ er i den forstand nu disse utroligt rige mennesker, olieselskaberne, kapitalisterne, som bliver ved med at tro, at overskridelsen er mulig. Så ja, man er konservativ, når man er økologisk bevidst. Og set fra den synsvinkel, er det da i øvrigt ikke sikkert, at mennesket har fortjent at overleve. Når man ser, hvor meget lidelse vi påfører hinanden, qua at vi er mennesker.«

– Alligevel bliver du så ved med at arbejde, for det gode. Er det ikke paradoksalt?

»Hvis der bare er en milliontedel chance for, at det fører til en indsigt, så fortsætter jeg. Mennesket har, lige siden vi var hulemennesker, haft evnen til at gøre sig større og stærkere end andre. Det er derfra ideen om Gud kommer. Det er en frygt for os selv. Det er os, som er ved at ødelægge alt det andet. Det er derfor, religion interesserer mig. Der er noget i religion, som er mere universelt, end det vi plejer at kalde filosofi.«

– Ja, for du siger, at vi alle er religiøse i den forstand, at vi selv skaber Gud?

»Ja, i den forstand er vi alle, som Paulus siger det, og helt modsat, hvad vi tænker om os selv, fortsat Guds slaver.«

Mehdi Belhaj Kacem

Født i Paris i 1973, men voksede op i Tunis, til han var 13.

Flyttede til Paris i 1986 med sin mor, tog studentereksamen og var en del af det gotiske miljø.

Den anmelderroste roman ’Cancer’ udkom i 1994. Den blev fulgt op af to andre romaner, ’1993’ og ’Vies et Morts d’Irène Lepic’.

Spillede i 2001 og 2002 med succes hovedrollen i Philippe Garrels ’Wild innocence’.

Udgav samme år sine første teoretiske skrifter og mødte filosoffen Alain Badiou.

Hovedværket ’L’esprit du nihilisme, une ontologie de l'Histoire’ bliver udgivet på forlaget Fayard.

I 2011 udkommer ’Après Badiou’, og Kacem bryder med Badiou, hvilket han sammenligner med Nietzsches brud med Wagner.

Tre dages seminar i 2013 på École Normale Supérieure om Kacems filsofi.

Opgiver i 2015 filosofien og flytter til provinsen.

Vender i 2017 tilbage til Paris og udgiver ’Dieu, La mémoire, la technoscience et le mal’.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Hans Martens
  • Jørn Andersen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Jens Carstensen
  • Niels Nielsen
  • Grethe Preisler
  • Kurt Nielsen
Hans Martens, Jørn Andersen, Maria Francisca Torrezão, Jens Carstensen, Niels Nielsen, Grethe Preisler og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Filisoffen Mehdi Belhaj Kacem levede i Tunis indtil han var 13 år, Og det er puberteten og begyndelsen af bardommen, og det er, hvad præger meste et menneske i sit liv, resten er bare den drøm der skal gøres virkelig. Jeg genkender hos ham at verden har været her længe. Også der findes kun "Religiøs og ateist" så det nytter ikke noget at skifte religion. De er det samme. Det er ikke meningen for mange. Mennesket for en vestlig er som kom ud af en fabrik. Men her også er forkert. Mennesket har sin egn historie og den er ikke slut endu, og relativt uafhænget af teknologi og alt isenkram. Trump illustrere tydeligt den teori at mennesket har sin egn historie. Nogen her sammenlignede ham med Ahmadi Najad, og det er ikke forkert. Derfor ondskab er det rigtige udryk for en del af menneske adfærd. Det vestlige menneske kan ikke udtrykke"onskab" det kalder "det har en "kultur" som om ordet kultur er negativ. I vesten ser man på mennesket som noget han har,rigdom "rig eller fattig". Man siger det fordi man kan forstå kun hvad kan "vejes og måles". Men hvis virkeligheden kan hverken helt "vejes eller måles" hvad gør man så. Selv i lægevidenskab skal man også tænke på "kosten", det hjælper også. Mehdi B. Kacem minder mig om meget. Barndommen i Tunis er meget interessant, Man skal finde mange ting selv, man bliver her som barn indoktrineret allerede i Børnehave. Så hører man senere "hvor kommer du fra" og man kan ikke sige noget, det er jo ikke nødvendigt. Man er kendt i forvejen.

Avantgarde er i sin oprindelse militært udtryk, der betegner hærens fremskudte troppedeling. Den er med andre ord fortroppen, der sikrer den efterfølgende hovedstyrke tid til at opmarchere til kamp. Fortroppen betragtes som en gruppe folk, der har modet og skarpheden til at træde ind i ingenmandsland. Det er den franske utopiske socialist Saint-Simon, der i kølvandet på den franske revolution med forestillingen at kunstnere, videnskabsmænd kan føre mennesket ind i en gylden tidsalder. Den selvforståelse optræder i kunsten via sociale spørgsmål allerede med romantikken i dønningerne på den franske revolution, breder sig i Europa fra det 19. århundrede altså før det 20. århundrede. I Peter Bürgers bog Theorie der Avantgarde står dadaismen og surrealismen centralt, som de to bevægelser, der har forsøgt at omvælte det moderne samfunds kunstbegreb. Bürger skelner kraftigt mellem den historiske avantgarde, som han udlægger som den autentiske avantgarde, kontra neo-avantgarden efter 1945 der er tandløs repetition af den historiske avantgardes projekt. Avantgarden ønsker kunstens realisering direkte i hverdagen velkommen, og ønsker at skabe et nyt samfund, formet med mennesket som målestok, i stedet for fortsat at skabe autonom kunst. Man kan også skelne mellem avantgardistiske bevægelser, der er mere eller mindre åbne overfor selv-kritik og selvreflektion. Fx. kan den globale neo-liberalisme eller den amerikanske neo-konservative bevægelse i udtryk ligne revolutionære bevægelser, men som samtidig ikke er åbne for selv-kritik og kritisk reflektion..

Religion betyder på latin at knytte sammen og er det menneskeligt fællesskab omkring en gudsdyrkelse som udfolder indenfor en bestemt tradition, der giver sig til udtryk i sprog (skrifttegn), moral, metafysik og liturgi og en teologi.

Robert Ørsted-Jensen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar

"...det er netop ved gentagelsen, at det egentligt nye sker...Nutidens mest påtrængende filosofiske spørgsmål består derfor i at gentænke, hvad nyhed er."

Sprængfarlig tanke - avantgarden kan kun bryde de allerede kendte regler; det derimod, som Kacem opfordrer os til, er at tænke over, hvad det er, der gør det kendte kendt, og hvad, der gør det ukendte nyt - for når det ukendte først er kendt som nyt, altså som ny viden og ikke bare ukendt ikke-viden, er det allerede indlejret i det kendte, altså en gentagelse af en allerede kendt regel - så det nye kan kun bryde med de kendte regler, fordi det støtter sig til allerede kendte regler; hvis ikke, ville det ikke være kendt, men stadig ukendt, og det er det netop ikke, derimod er det netop kendt som nyt.

En svimlende tanke: Intet nyt under solen <=> alt under solen er nyt!

Det må jeg lige tænke over - tak til Tine Byrckel og Mehdi Casem, I har lige reddet min jul!

Jens Carstensen

Det er kradse sager Tine Byrckel og måske lidt for spændende læsning - som T.S. Eliot skriver, frit oversat: >>Mennesket tåler ikke for megen virkelighed<<. I den forstand bliver enhver jo konservativ. Teknologifascinationen er både reel, der er nogen som tror på det, som en udvej, men den er også hyper illusorisk. Naturen vil overleve mennesket (vi er selv natur og en del af naturen) - men vi kan selvfølgelig tilpasse vores liv på kloden langt bedre end vi formår i dag. Meget spændende interview, tak.

Irene Larsen, Jørn Andersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Ifølge de fleste religiøse verdenssyn er fænomenernes verden blot en skinverden, som mennesket via sin religiøse dannelse, kan lære at gennemskue. Aspiranten på en spirituel vej må i denne dannelsesproces forlade en for fællesskabet tilgængelig analytisk og rationel tænkning, hvor fænomener sættes på begreb (gives etiketter) og dermed betragtes som adskilte, i en søgen efter en større helhed. Den religiøse mystiker tager op på bjerget, forlader fællesskabet for en periode, for alene at kunne møde Gud og forstå alle tings sammenhæng. Eksempler på sådanne religiøse genier er mystikeren, det romantiske geni, alkymisten, Moses, Zarathustra, Jesus Kristus osv. Ifølge det religiøse verdenssyn er profeten forpligtet til at vende tilbage til menneskeheden for at belære dem om, at det de går og tror, er virkeligheden, slet ikke er det – men dette medfører forståeligt nok kommunikationsvanskeligheder, for de almindelige menneskene sidder fast i deres sansers bedrag, hvorfor de måske har svært ved at forstå og /eller anerkende mystikerens åbenbaringer.
Kunsten har gennem tiderne været et redskab til at kommunikere sådanne spirituelle erkendelser på.

Jeg er slet ikke så velbevandret udi filosofi, men kan vel godt reflektere lidt over artiklen alligevel. Kacem fremdrager ondskab, som jo på en eller anden måde må stå i forhold til det gode - eller forestillingen om det gode. Men måske er verden slet ikke på denne måde styret af idealer, eller måske har idealer en årsag i noget virkeligt - noget materielt

At skille ondskab fra negationen - det gode kræver vel en form for moralsk kompas, hvor normerne selv er betinget af historie og samfund på samme måde som vi kun kan måle historiske begivenheder op med nutidige briller.

Positivismen ideal var vel i en eller anden forstand objektivitet, som også står i forhold til hvad der kan iagttages empirisk. Hvis man kører dette ideal om empirisk videnskab til dets ekstreme, så kan det vel hverken blive ondt - eller det modsatte - eller kan det?

Men nu afviste samme videnskabsfilosofiske retning jo også slet og ret religion som metafysik, hvor Kacem synes, at havne i nogle ældgamle problematikker, som har været kernepunkter i religion - eller er det kun mig med ringe forståelse for filosofi der øjner en dualistisk anskuelse bag det hele?

@Jan Boisen
Man kan forkaste både det materialistiske og det realistiske udgangspunkt for erkendelse og regne metafysiske udsagn som værende ikke-beviselige og derfor rene sandheder. Den rent materialistiske forklaring på menneskers erkendelse er svær at anvende på de metafysiske sandheder, da disse kan begrundes udfra en rent fysisk beskrivelse af virkeligheden.
Positivismen mener ikke at etik kan være en videnskabelig disciplin, da den ikke kan baseres på erfaring. Altså moralske normer og værdier ingen objektiv eksistens kan have da man ikke kan måle sig frem til hvad som er godt og ondt, men positivismen og empirisk er også i modsætning til den naturvidenskabelig tænkning hvor man søger at finde sammenhæng mellem årsager og virkninger - i kraft af sit udgangspunkt - kun kan registrerer fænomeners tidslige fremtræden, men aldrig bevise hvad, der er dets virkelige årsag. Al moralsk tænkning må jo tage udgangspunkt i dualisme, for hvis ikke man anerkender noget er sandt, andet er falsk, er al søgen ligegyldig. Alene det at stille spørgsmål ved om dualismen er sand eller falsk, er i sig selv en bekræftelse på dens realitet.

Et i denne forbindelse relevant spørgsmål må være om det onde virkelig findes i sig selv, eller blot er fravær af det gode, som mørke ikke kan defineres i sig selv, men blot er fravær af lys.
Gennem lys forsvinder mørket, ved at gøre det gode forsvinder det onde.

Jens Thaarup Nyberg

Niels Nielsen; 22. december, 2017 - 16:44
- Der er intet nyt under solen.
- Hver dag en ny dag
Komrebination er fornyelse.
--
Fornyelse ved forandring.

Jens Thaarup Nyberg

Odin Rasmussen; 22./12 - 20:14
Det forekommer mig, et materialistisk standpunkt måtte stille problemet, hvordan kommer dualismen i verden.

@Jens Thaarup Nyberg
Ingen videnskab kan tjene sit mål uden at udvikle modeller og forestillinger om hypotetisk variable.
Den virkelige viden vores liv afhænger af får vi først når sansningen bliver bearbejdet og når vi forstår at finde en metafysisk model til at tolke årsag-virknings-forholdene, som ligger bag vores sanseerfaringer og som det gør det muligt for os, at kunne forudsige fremtidige erfaringer. Materialismen er en filosofisk lære, at al erkendelse er en genspejling af den (fysiske) materielle virkelighed. Denne filosofi ligger til grund for marxismen og har visse fællestræk med det, der kaldes realisme, der er dog mange varianter indenfor både realisme og marxisme.

Jan Boisen - positivismen kunne ikke gøre rede for etik, hvorfor positivisterne opfandt behaviorismen - som er en metafysisk teori - baseret på læren om betinget refleks. Denne deterministiske tankegang er stadig i høj kurs mange steder, bl. a. fordi den faktisk forklarer store dele af vores adfærd. Så det er ikke dualismen som sådan, der er problemets rod, for så vidt vi oplever verden i kontraster og ikke kan andet. Så positivistisk videnskab er for så vidt god nok, blot får den ikke alting med, og slet ikke alt det sjove. Det var derfor Nietzsche kaldte et af sone metafysiske værker "Den muntre videnskab".

Jeg har aldrig rigtigt forstået, hvor Kierkegaard ville hen med sit lille skrift "Gjentagelsen", men Kacems ord fik mig til at tænke på Nietzsches "evige genkomst", som jeg heller aldrig har fattet i dybden.

Derfor min rablende jubel, min jul skal nu tilbringes i selskab med to store tænkere - jeg havde troet, at den skulle fordrives med Netflix. Ikke fordi der er noget i vejen med Netflix, men tænk hvis jeg kan knække koden til noget, der for mig har været et mysterium i mange år! Håbet er lysegrønt, som et ungt juletræ, der har måttet lade livet for en gammel tradition.

"...Som da disse [grækerne] lærte, at al Erkjenden er en Erindren, saaledes vil den nye Philosophi lære, at hele Livet er en Gjentagelse. | Den eneste nyere Philosoph, der har havt en Ahnelse herom, er Leibnitz. Gjentagelse og Erindring er den samme Bevægelse, kun i modsat Retning; thi hvad der erindres, har været, gjentages baglænds; hvorimod den egentlige Gjentagelse erindres forlænds. Derfor gjør Gjentagelsen, hvis den er mulig, et Menneske lykkeligt, medens Erindringen gjør ham ulykkeligt, under den Forudsætning nemlig, at han giver sig Tid til at leve, og ikke strax i sin Fødselsstund seer at finde paa et Paaskud til at liste sig ud igjen af Livet, f. Ex. at han har glemt Noget."

http://sks.dk/g/txt.xml

"Den største vægt. – Hvad om en dæmon en skønne dag eller nat sneg sig efter dig ind i din ensomste ensomhed og sagde til dig: ”Dette liv, som du nu lever og har levet det, skal du leve endnu engang og utallige gange mere; og der vil intet nyt være i det, men hver en smerte og hver en lyst og hver en tanke og hvert et suk og alt usigeligt småt og stort i dit liv skal vende tilbage til dig, og alt sammen i den samme rækkefølge – og således også denne edderkop og dette månelys mellem træerne og dette øjeblik og jeg selv. Tilværelsens evige sandur vendes om igen og igen – og du med det, du støvfnug!” – Ville du så ikke kaste dig til jorden og skære tænder og forbande den dæmon, der sagde sådan? Eller har du engang oplevet et vældigt øjeblik, hvor du ville svare ham: ”Du er en gud og aldrig hørte jeg noget mere guddommeligt!” Hvis denne tanke fik magt over dig, ville den forvandle dig, som du er nu, og måske knuse dig; spørgsmålet hver gang: ”Vil du dette endnu engang og utallige gange mere?” ville ligge på alle dine handlinger som den største vægt! Eller hvor godt må du ikke have det med dig selv og med livet for mere end noget at hige efter denne yderste, evige bekræftelse og besegling?"

Eller på tysk:

http://www.zeno.org/Philosophie/M/Nietzsche,+Friedrich/Die+fr%C3%B6hlich...

Atter en gang tak til Byrckel og Kacem.

Touhami Bennour

Jeg tror ikke det er tilfældighed at vesten har fortrængt begrebet"ondskab". Den har rødder i den oprindelig fortolkning af historien for nylig. Og den er bygget på mystifikation. " Den vestlige menneske er ikke "ondt". Forklaringen kan findes hos Jaques Delors, tidliger EU kommissions formand i serie konferencer i USA.

Touhami Bennour

I processen om Eichmann siger Hannah Arendt: det onde er en manglende evne til at tænke" og at blive påvirket. Ondskab er ikke en modsætning til "det gode" her selv om det er i sin konsekvens, men er helt anden. Ligesom Satan er ikke modsætning til Gud, han er ikke en dårlig Gud, han er slet ikke Gud. Jeg stopper i at Arendt analyse at "ondskab er fravær af tanke" og dermed er banalt. Jeg husker ikke alt om hvad Hannah Arendt sagde om "det onde" men det har spillet en stor role i selv forståelse af det onde i Vesten, og det var det Jaques Delors referer til. Jeg kan ikke se at det forsvundet noget steder.

det er for mig klart at det onde kom ind i verden med mennesket. Det er i verden i kraft af mennesket, ikke fordi vi er bevidst onde, men fordi vi glemmer hvem vi virkelig er. Så langt er jeg enig med Kacem. Men det onde opløses og forsvinder gennem gode gerninger, som mørket fortrænges når der tændes et lys. Det betyder at vi kan fjerne ondskab ved at gøre det gode. Det var det Jesus forsøgte at fortælle os gennem sit eget liv og sine gerninger. Derfor siges at julenat blev et lys bragt ind i verden, meget apropos, så rigtig glædelig jul...

Der er forskellige syn på menneskets natur. Nogen fx evangelisterne (Luther og Calvin) mener at mennesket er ondt mens andre mener at mennesket både kan gøre gode gerninger og onde gerninger (Erasmus af Rotterdam). Nogen (fx new age spiritualitet) mener at godt og ondt er subjektivt. Den mystiske historie om syndfaldet lærer os at de grundlæggende betingelser for det menneskelige liv ikke lader sig ændre.

Touhami Bennour

Jesus gerning stopper desværre ikke "det onde". det er meningen, for årsagen er der stadigvæk. Lige som når man holder fest for fædrelandet´s sejr, men det kan komme et nederlæg, fordi årsagen er der endnu. Glædelig jul.

touhami Bennour,
Jesu gerninger i sig selv stopper ikke det onde, helt enig, men han viser os ved sit eksempel, hvordan vi selv skal leve for at det gode kan ‘regere’ verden. Det sker ikke gennem hævn eller ved at påvise andres onde gerninger, men gennem tilgivelse og ved selv at gøre det gode. Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør.

Touhami Bennour

Hans Martens
Det sagde du gennem eksempel og tilgivelse kan påvirke, det er meget kendt, enhver præst kender dette. Jeg spørger mig hvorfor religionen taber terræn, er det ikke fordi de kan ikke beskytte dem, mennesker. De skulle lave en revolution(1789) for at ændre på tingene. Alt dette er kendt. Det værste er når man blander politik i det således at det bliver værre. Enig i at det skal gøres noget og hvad men tradition er ikke en løsning. Jul er en tradition lige som andre løsninger fra andre religioner. Folk begynder at stole på sig selv,( og det strider åbenbart ikke med religion). Igen jeg er enig i det men med hvilke løsning der skal til, jeg ved det ikke.

Odin Rasmussen: Joe jeg har da fået tænkt lidt over det du skriver med, at metafysiske udsagn kan være ubetinget sande. Sådan et kriterium ville man jo aldrig acceptere i videnskab, hvor sandheder må afprøves på deres virkelige gyldighed, og i positivismen er det ligefrem et demarkationskriterium, at ting skal kunne verificeres empirisk. Det giver så måske på den anden siden en meget teorifjendsk videnskab

Men dog må teori afprøves på gyldighed i videnskab. Og med Thomas Kuhns paradigme begreb bliver sandhederne jo ligefrem relative og afhængige af vores normalantagelser

Fra en materialistisk vinkel i alle tilfælde den historisk materialismes standpunkt bliver udsagn om menneskets natur og om godt og ondt i sagens natur ahistoriske.

Vores bevidsthed formes jo af sprog, men også i en samfundsmæssig og historisk kontekst, og hvad vi anser for godt og ondt afhænger også af vores kulturelle præferencer. Men jeg medgiver, at vi ikke kommer uden om metafysik, og at både religiøse og eksistentielle erkendelser der ligger uden for videnskab også er en nødvendighed.

Nu er jeg ikke positivist, men anerkender en skelnen mellem tro og viden, og hvor jeg godt kan se pointen med, at dualismen må eksistere blot ved, at ved, at vi betvivler den, så afhænger skelnen mellem ondt og godt også af vores normsæt.

Vores erkendelse er ikke blot verden som den bør være - eller hvad den kan tænkes, at være, men også af hvad den faktisk er. Det udtrykkes jo lidt bombastisk af Marx når han siger:

"At det ikke er menneskets bevidsthed der skaber dets samfundsmæssige væren, men omvendt dets samfundsmæssige væren der skaber dets bevidsthed"

Jan - at metafysiske udsagn skulle være ubetinget sande er nok en vittighed - godt at du fangede den. For videnskabsfilosofien er begrebet "sandhed" udtryk for identitet mellem sprogligt udsagn og egenarten af et fysisk fænomen i den ydre verden. Om det sproglige udsagn beskriver fænomenet rigtigt, ses af teoriens evne til at forudsige hændelser i fremtiden. Kan dette lade sig gøre, siges teorien at være "sand". Videnskab udtaler sig hovedsageligt om sanseligt forekommende fænomener og disses sammenhæng - mens troen spørger hvorfor så spørger videnskab "hvornår"? . Da mennesket hidtil ikke har kunne leve uden at stille begge spørgsmål vil videnskab og tro berige hinanden. Men de vil formentlig også altid strides om hvor grænserne går for deres indbyrdes gyldighed.

I øvrigt så er den etik mennesker spontant udviser i mellem menneskelige forhold forklaringen på, at der er så mange fælles træk mellem de etiske normer i samfund, som i øvrigt både kulturelt og religiøst er helt forskellige.

Jens Thaarup Nyberg

Odin Rasmussen; 23/12 - 13:15
" ... Materialismen er en filosofisk lære, at al erkendelse er en genspejling af den (fysiske) materielle virkelighed ..."
Ja materialismen er en filosofi der har sin rod i den almindelige erfaring, der erkendes ved,at verden er foranderlig, og alligevel synes at gentage noget forud kendt - det sidste i en grad, så forandring giver sig til kende mellem rædsel og fryd.
;-)

@Jens den opfattelse , at naturen og den menneskelige biologi kan sammenlignes med en slags avanceret mekanik, og udviklingen i det levende, og menneskets adfærd, derfor kan forudsiges med fuldstændig sikkerhed, hvis man blot kender denne mekanik. Dette medfører en afvisning af at mennesket har en fri vilje, og dermed også en afvisning af det vigtigste grundlag for etikken.

Det materialistiske livssyn fortællet også at mennesket kan løse alle sine problemer ved at øge produktionen og forbruget., men i en verden hvor forbrugets omfang skaber trussel om økologisk katastrofe er troen på materialismen mere skadelig end nogensinde.

Odin Rasmussen: "... troen på materialismen mere skadelig end nogensinde..." - ja og nej, tro på vulgærmaterialisme har altid været reduktionistisk og skadelig, da det er en fattig metafysik, som ikke kan forklare åndelige fænomener. Moderne materialisme derimod har et sofistikeret begreb for åndelige fænomener, som begrundes i evolutionsteoretiske overvejelser. Læs evt. Ilyenko:

https://www.docdroid.net/tPke6bu/15-ilyenkov-dialectics-of-the-ideal.pdf

Dialektik det var det som Karl Marx mente at Hegel havde udviklet og Hegel havde udviklet det på baggrund af tidligere filosoffer, og Karl Marx forsøgte at videre udvikle det. Og senere Lenin og andre kommunister forsøgte at udvikle det yderligere. Men dialektikken er den tankegang , der kommer af ordet dialog (samtale) . Det er den tankegang at, der er en vekselvirkning mellem det ideelle og det materielle. Mine ideer er i høj grad en afspejling af mine økonomiske, sociologiske forhold som jeg er opvokset under, men jeg er også istand til at præge de sociologiske og økonomiske forhold. Præge min egen verden gennem de handlinger jeg laver gennem mine beslutninger truffet af min frie vilje. Karl Marx undersøgte i Das Kapital udviklingen af Dampmaskinens indflydelse på arbejdernes vilkår i England. Idag kan man så se på internettets udvikling eller mobil telefonens udvikling. Det er i høj grad teknologier udviklinger , der ændrer i samfundets materiellebasis som har skabt stor effekt på den ideologiske - idemæssige overbygning. Når jeg sidder og skriver her kan det jo kun lade sig gøre på grund af internet og hvis nogen læser det jeg skriver er det et eksempel på at den materielle teknologi er istand til til at bære ideer frem som man ikke tidligere var istand til at kommunikere så effektivt som man kan gøre det idag.

Der er naturlovene som ikke kan laves om - vi bliver klogere som naturvidenskaben udvikler sig - klogere på hvordan naturlovene virker, men at de virker er der ingen tvivl om. Vi har en frihed til at handle. De handlinger foregår indenfor nogle ganske bestemte rammer; juridiske, tyngdeloven, de sociale love som samfundet har skabt. Vi kan handle indenfor et bestemt spektrum af muligheder. Jo stærkere man er, jo klogere man er, jo rigere man er des flere muligheder har man for at handle på mange forskellige måder. Jo svagere man er, jo mindre intelligens man har, jo færre sprog man kan tale, færre penge man har des færre muligheder har man også for at handle. Vi har allesammen friheden indenfor et bestemt spektrum af valgmuligheder. Idealister vil understrege hvilke muligheder vi har via vores ideer for at gøre noget godt mens materialister vil sige at du ingen muligheder har for at gøre noget godt. I virkelighedens verden har vi altid muligheden for at gøre noget godt, men mulighederne kan være større eller mindre afhængig af hvor kloge, stærke, rige og gamle vi er og at vi alle må underordne os de biologiske, sociale, de fysiske og love. Så frihed får man gennem indsigt i strukturerne til at ændre sig selv og ens omgivelser men man kan kun gøre det indenfor bestemte grænser.

Odin Rasmussen, ja, frihed får man gennem indsigt i strukturerne til at ændre sig selv, og derigennem ens omgivelser....,men
som Tolstoj sagde, de fleste taler om at ændre verden, ikke om at ændre sig selv.

Niels Nielsen

Lidt støtte til Kacems opfattelse fra en helt anden vinkel:

Clausewitz er blevet berømt på sin definition af krigen som politikkens fortsættelse med andre midler. Den moderne militærhistoriker John Keegan går Clausewitz i bedene som militærfilosof ved at argumentere for det modsatte: Politik er krigens fortsættelse med andre midler.

Med andre ord: Overladt til sig selv vil samfundene blot bekrige hinanden, når de bliver uenige om et eller andet. Diplomatiet var det første civiliserede forsøg på at løse konflikterne uden blodsudgydelse, og politik blev så efterhånden den permanente afløser for det temporære diplomati.

Så der er historisk set ikke tale om krig som en civiliseret videreførelse af politikken, men derimod om et uciviliseret tilbagefald til barbariet. Eller med andre ord: Det gode er det civiliserede svar på det onde, som har primat.

Se bare på børn: De kommer op at slås hele tiden, hvis ikke der er nogle civiliserede voksne, der kan skille dem ad. Moderne nationalstater er kun bedre end børn i det omfang, de formår at holde sig til diplomatiske forhandlinger frem for krig. Det onde er primært, det gode er det civiliserede menneskes reaktion på det onde. Fred er ikke en tilstand, men en balance, der til stadighed skal opretholdes - overladt til sig selv vil enhver fred automatisk degenerere til en krigstilstand, da det er den naturlige tilstand. Fred forudsætter kultur, som er en reaktion på menneskets onde natur.

Jeg anbefaler hermed John Keegan: Krigens historie, som er god at få forstand af.

Jens Thaarup Nyberg

Odin Rasmussen; 27. december, 2017 - 12:19
Jeg tror du der refererer til mekanisisme, som er en tidligere form for materialisme, f.eks. Newton. I en moderne udgave er menneskets fri vilje en materiel omstændighed, og ideerne en reflektion af livsomstændigheder.