Gid det var mig: Niels Henning Falk Jensby

Niels Henning Falk Jensby ville ønske, han havde skrevet:

»Månen steg op fra kanten af Fudobjerget. Bagsiden af Det Gyldne Tempel ramtes af dens stråler. Bygningen syntes at folde sin mørke, indviklede skygge omkring sig og roligt synke sammen; kun Kato-vinduerne i Kukyocho lod månens glatte skygger glippe ind i bygningen. Kukyocho havde ikke rigtige vægge, og derfor virkede det, som om det var her det svage måneskin havde sin bolig.

Fra Ashiwara-øen lød nattefuglenes skrig, medens de fløj bort i det fjerne. Jeg mærkede vægten af Fars magre hånd på min skulder. De jeg kiggede ned på min skulder, så jeg at Fars hånd i måneskinnet var blevet til en skelethånd.«

Fra Yukio Mishimas roman ’Det Gyldne Tempel’ fra 1956. Oversat til dansk af Ida Elisabeth Hammerich.

Begrundelse:

Citatet herover stammer fra Yukio Mishimas roman Det Gyldne Tempel fra 1956, der beskriver omstændighederne omkring afbrændingen af et zenbuddhistisk tempel i Kyoto i 1950.

Jeg har egentligt på mange måder svært ved at sige, hvorfor jeg har valgt netop det citat, ud over at det i alle henseender er klassisk Mishima.

Det, som jeg altid er helt på røven over, er hans evne til at indlejre billeder i hinanden, indtil man til sidst befinder sig på det vanviddets sted, hvor alle ting er til stede hele tiden.

Passagen herover falder tidligt i romanen, da hovedpersonen Mizoguchi møder Det Gyldne Tempel for første gang. Et tempel, som han senere flytter ind i ved sin faders død og endnu senere brænder ned til grunden. Og denne fremstilling af templet som en art sort og utilgængelig boks, der er ved at synke sammen, er på sin vis en fuldstændig perfekt beskrivelse af, hvordan Mishima arbejder med begær og billeder. Det er et sort hul, som trækker alle betydninger og symboler til sig, som en del af sin selvdestruktion, og det er i sidste ende helt og aldeles uforklarligt, hvorfor det foregår. Det gør det bare.

Niels Henning Falk Jensby modtog i 2016 BogForums debutantpris for romanen Techno.