Essay
Læsetid: 4 min.

Jo, den er god nok, heksene kommer, og de stjæler din pik

Forfatter Harald Voetmann har set gyserfilm og læst heksejagtsmanualer og skriver om ondskab
De ondeste bøger, forfatter Harald Voetmann kender, er heksejagtsmanualerne, f.eks. ’Heksehammeren’ og den mindre kendte ’Compendium Maleficarum’.

De ondeste bøger, forfatter Harald Voetmann kender, er heksejagtsmanualerne, f.eks. ’Heksehammeren’ og den mindre kendte ’Compendium Maleficarum’.

Finn Frandsen

Kultur
22. december 2017

Der er noget betryggende ved gyserfilm. Så længe det ikke er de alt for raffinerede af slagsen selvfølgelig. Men vampyrfilmene, teenagegyserne, spøgelsesfilmene.

Det er betryggende at blive skræmt af en ondskab, som er blottet for forsonende træk. Monsteret og dæmonen er entydigt onde, og det entydigt onde er let at genkende – bare kig efter hornene og hugtænderne – og bor ikke i os selv.

Måske kan det ligefrem bekæmpes af den renhjertede heltinde eller en flok børn med rørende indbyrdes sammenhold. Men selv hvis det skulle vise sig at være umuligt at få udryddet – eller i det mindste at kræve en større ombæring slappe sequels med dalende budgetter og skiftende instruktører – er det altid en tryg følelse at det onde er genkendeligt og entydigt.

Jeg tror, at den følelse af tryghed også har været i publikum til henrettelser og heksebrændinger. Den blodtørstige hob i amfiteatrene er selv blevet et billede på entydig ondskab, men for dem har nedslagtningerne været en fortælling, hvor det gode vandt over det onde, og samfundets orden blev genoprettet – uanset hvor hårrejsende det også har været. De mest blodtørstige banditter iblandt publikum har nok også været dem, der gik mest op i, at der her var tale om retfærdighed.

Den romerske filosof Seneca skriver i et brev: »Jeg overværede tilfældigvis en middagsforestilling i håb om at se noget morsomt og elegant, lidt underholdning, som kan svale menneskets øjne efter synet af menneskeblod. Men det var helt modsat: De kampe, der før havde været, var barmhjertigheden selv. Nu var der intet tidsspilde, det var rene mord. De kæmpende kunne ikke skærme sig bag noget. Deres kroppe var helt blottede, og når de løftede hånden til slag, ramte de aldrig forgæves. Rigtig mange foretrækker denne form frem for de almindelige gladiatorpar og dem, der dyster på publikums opfordring. Og hvorfor ikke? Her er hverken hjelm eller skjold, som kan beskytte mod våbnene. Hvad skal man med beskyttelse og krigskunst? Den slags udsætter bare døden. De befaler den dræbende at gå sin egen drabsmand i møde, og sejrherren bliver brugt til en ny nedslagtning. Alle kæmpende ender med at dø, det ordnes med sværd og med ild. Den slags foregår, mens selve arenaen står tom. ’Men han var en røver, han har myrdet nogen.’ Ja, fordi han var morder fortjente han sin straf, men hvad har du bedrevet, din stakkel, for at gøre dig fortjent til at se på det? 'Dræb, slå, brænd! Hvorfor kaster han sig kun tøvende mod sværdet? Hvorfor dør han så umodigt? Hvorfor vil han ikke gladeligt dø? Tæv ham hen imod sit banesår, de skal stille sig og slå mod hinandens blottede bryst.’ Der er en pause i forestillingen. I mellemtiden skærer vi halsen over på nogle folk, så der ikke bare sker ingenting.«

For en nutidig læser beskriver Seneca her indbegrebet af menneskelig ondskab. Men det er helt almindelige borgere, som har fundet en tryghed i at se ondskaben inkarneret og udryddet, og Seneca hidser sig heller ikke op over, at de dømte i arenaen skal dø. Hans indvending er af en mere overfladisk karakter: Det er uværdigt at skulle se på sådan et uorganiseret blodbad, og man risikerer at få dårlige manerer af at opholde sig på publikumsrækkerne. Det er primært et æstetisk problem for ham. En tur i biografen til en splatterfilm ville fra hans synspunkt være lige så problematisk.

For publikum i amfiteatret har det onde været genkendeligt og håndgribeligt: Det stod lige der foran dem, og på en god dag døde det med værdighed.

De ondeste bøger, jeg kender, er heksejagtsmanualerne, f.eks. Heksehammeren og den mindre kendte Compendium Maleficarum. Hvorfor så læse i det formørkede lort? De fleste af deres beretninger om heksekunst er fremtvunget under tortur. Det er torturbødlernes og inkvisitorernes eget billede af, hvad den entydige ondskab indebærer, man her kan læse, pint ud af munden på sagesløse. I forsøget på at definere ondskaben som noget ydre, genkendeligt og angribeligt, blotter de især deres egen angst for og had til kvinder. Det er rædselsfuldt, og det er komplet gennemskueligt.

Igen og igen handler det om pik. Med piske og skruetvinger og glødende tænger er deres ofre blevet drevet til at bekende: at de har tryllet nogen impotente. At de har stjålet mænds køn og gemt dem. At de har gjort hæderlige mænds pikke mindre. At de har kneppet med dyr og hinanden og først og fremmest med Djævlen. At Djævlens pik var meget stor og kold, og at de kunne lide det sådan. At de har fortalt andre kvinder om djævlepikkens velsignelser. Det bliver krydret med lidt henvisninger til Augustin og Aristoteles og skrevet i den tørrest tænkelige stil.

Her er et typisk eksempel fra Heksehammeren (1487): »For at sandheden kan komme frem om de djævelske gerninger mod det mandlige lem, spørges der (for det tredje): Er hekse i stand til helt sandt og virkeligt at fjerne mandens lem, ved hjælp fra djævle, eller er det blot et lumskt synsbedrag? Og her vil vi bringe et argumentum a fortiori for, at det er et sandt og virkeligt fænomen. Djævle kan udrette større ting end som så – de kan dræbe mennesker, eller flytte dem andre steder hen, sådan som det engang hændte for Job og Tobias. Eftersom de kan dræbe mænd, kan de givetvis også fjerne deres lem, helt sandt og virkeligt.«

Jo, den er god nok, heksene kommer og de stjæler din pik, kirkefædrene har set det i de hellige skrifter.

Ondskaben lyser ud af siderne. Men ikke den entydige ondskab, som teksten vil fortælle os om. Ondskaben her er sølle og forskrækket, og den er kun fokuseret på at lede efter en entydig og ydre ondskab. Den har hverken kløer eller hugtænder, og den bor kun i os selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Ganske god update på den menneskelige naturs umistelige mørke sider; du er, hvad jeg frygter inde i mig selv.