Læsetid: 8 min.

Hlynur Pálmason om ’Vinterbrødre’: ’Kunst skal altid være så tæt på katastrofe som muligt’

Der var næppe mange, der havde hørt om dansk-islandske Hlynur Pálmason, før han tog røven på de danske anmeldere med sit internationalt prisvindende sansebombardement af en debutspillefilm, ’Vinterbrødre’. Vi har talt med instruktøren bag den uventede prissluger
’Når man laver film, arbejder man med et grundlæggende paradoks; man vil skabe noget, der er levende ud fra dødt materiale. Når man skriver noget ned, så dør det. Når man fotograferer noget, dør det,’ mener Hlynur Pálmason.

’Når man laver film, arbejder man med et grundlæggende paradoks; man vil skabe noget, der er levende ud fra dødt materiale. Når man skriver noget ned, så dør det. Når man fotograferer noget, dør det,’ mener Hlynur Pálmason.

Sille Veilmark

8. december 2017

Man skal ikke snakke mange sekunder med den dansk-islandske filminstruktør Hlynur Pálmason, før det står klart, at han er æstetiker helt ind i hjertet. Og at filmen har en særlig plads heri.

Noget af det første, han fortæller mig, er, hvordan han i sin tid forvildede sig ind i en biograf og så et værk, der påvirkede ham »så sindssygt meget, at han så det smukke i livet klarere end nogensinde før«. Han er vild med selve materialet og den overrumplende, fysiske oplevelse, det er muligt at få af film, der udnytter salens mørklagte omgivelser til fulde og engagerer sanserne via lyd og billede.

Præcis sådan en fysisk totaloplevelse har han selv skabt med sin debutfilm Vinterbrødre, der vandt New Talent Grand PIX-prisen på dette års filmfestival CPH:PIX. Den er blevet hyldet af de danske anmeldere og har høstet prestigefulde, internationale priser for sine skuespilpræstationer, sin bemærkelsesværdige brug af lyd og sin sælsomme fotografering.

I gårsdagens avis kaldte Lone Nikolajsen filmen grænseoverskridende og dybt rørende: »Det er sjældent, at en dansk spillefilm har så særpræget, konsekvent og dragende et filmisk formsprog.«

Elliott Crosset Hove som kalkmineren Emil (i midten) i Hlynur Pálmasons poetiske ’Vinterbrødre’
Læs også

Filmen handler om brødrene Emil (Elliott Crosset Hove) og Johan (Simon Sears), der begge arbejder i et kalkbrud. Og uden at vide meget om, hvordan sådan et normalt tager sig ud, formår Pálmason at få det gråblå krater til at fremstå som sin helt egen, dragende verden – en verden, hvor hverdagen punkteres af surreelle indslag uden nogen form for stilmæssige støttehjul til at afgrænse, hvad der er virkeligt, og hvad der er fantasi.

Film som komposition

Sideløbende med sine filmoptagelser arbejder Pálmason altid med det visuelle igennem sine andre interesser; maleri, skulptur og video. Men der er alligevel noget, som han synes, den syvende kunstform egner sig særligt godt til:

»Filmmediet fungerer utroligt godt i forhold til at blande ens fortid og kulturelle rødder, ens nutid og temperament i dag, længsler og behov med fremtidige visioner, drømme og bekymringer. Især bekymringer,« siger han. »Mine film bunder altid i noget dybt personligt. Jeg skriver aldrig bare en slags science fiction, som jeg ikke selv har nogen følelsesmæssig forbindelse til.«

Det kan godt være, at han laver kompromisløs og udfordrende kunst med stort K, men den besindige far til tre, der sidder over for mig, lader til at være så langt fra den stereotype Orson Welles’ske tikkende-bombe-auteur, som man overhovedet kan komme. Når han beretter om, hvordan Vinterbrødre blev til, er det tydeligt, at han arbejdede meget tæt sammen med sin klipper Julius Krebs Damsbo og fotografen Maria von Hausswolff. Pálmason tror på, at det løfter en produktion at turde give noget ansvar fra sig og sørge for, at ens »A-funktioner«, som han kalder dem, hæfter sig følelsesmæssigt og løfter deres del.

I årets første Radio Information fortæller vi historien om caffe lattens storhed og fald. Vi udlægger sagen om, at pres fra Israel resulterede i, at Danmark nu afvikler udviklingsbistanden til en række ngo’er. Og så har vi optur over filmen ’Vinterbrødre’
Hør mere i podcasten

Denne antihierarkiske tilgang spreder sig helt ned til selve filmens bestanddele. For ham er bevægelse lige så vigtig som dialog, dialog lige så vigtig som fortællingen, fortællingen lige så vigtig som musikken, musikken lige så vigtig som klipningen osv.

»For mig er der ikke ét spor, der er vigtigere end et andet. Det hele hænger sammen – ligesom i musik, ligesom i en komposition.«

Styrer mod katastrofen

Hermed ikke sagt, at den islandske instruktør ikke presser sig selv, sit filmhold og sine skuespillere til det yderste. For det gør han. Han er nemlig også af den opfattelse, at man ikke får noget serveret – og at det var nødvendigt for troværdigheden af den miljøskildring, han lavede i Vinterbrødre, at så mange som muligt på holdet fik en forståelse for de hårde arbejdsforhold og barske omgivelser, som præger den primære location: Faxe Kalkbrud.

Hårdest gik det ud over de to hovedrolleindehavere, fortæller Pálmason: »Elliott kom til skade på settet og var væk i to uger, og både han og Sears var fysisk helt nedslidte af at rende rundt i kulden, halvvåde af klistret kalkmasse. Men den proces, vi gik igennem, da vi lavede Vinterbrødre, er også i høj grad blevet til en del af filmens temperament – det var hårdt, og det var fysisk. Kalk alle vegne … Til sidst var det, som om man havde kalkstøv i hjernen.«

Pálmason smelter konstant det brutale sammen med det smukke. Som når tårer blander sig med indtørret kalkmasse i et close-up af Emils forfrosne ansigt. Han nævner flere gange, hvordan det bedste, man kan gøre som instruktør, er at lægge blod, sved og tårer i sit projekt og ikke lade sig paralysere af frygt for at fejle, men omfavne risikoen for fiasko:

»Når jeg laver film, kører jeg helt til kanten. Kunst skal altid være så tæt på katastrofe som muligt. Kunst skal altid ligge herovre,« siger han og hamrer kanten af sin venstre hånd mod bordets yderste kant. »Filmen skal altid føles lige hér. Aldrig derovre!« understreger han, og peger ind mod midten af bordet.

Det gælder liv og død

Som instruktør er Pálmason absolut ikke én, der spiller sikkert. Han ser ikke nogen pointe i at lave testvisninger af sine film, da hvert enkelte menneske alligevel har sin egen fortolkning. Han tror ikke på publikum som en teoretisk eller homogen masse og går ikke synderligt meget op i, hvilke dele de forstår og ikke forstår. Dét, han går mest op i, er, om folk mærker filmen – om de tager den »med hjem i maven«, som han udtrykker det. Og det er et mål, man tydeligt mærker, når man ser Vinterbrødre. Fra allerførste sekund hensættes publikum i en tilstand af total desorientering, mens der skrues helt op for Lars Halvorsens skurrende lyddesign.

Man mærker filmen. Den føles ret meget som en hjernerystelse. Men det er ikke en udpræget behagelig oplevelse, så hvorfor er det så vigtigt med den kropslige reaktion?

»I sin essens er film oplevelse. En oplevelse, der både er mental og fysisk. Men mange glemmer den fysiske del i dag. Jeg tror nogle gange, at folk bliver lost i plot og lost i en fortælling, som de egentlig ikke føler for. Jeg har aldrig været interesseret i at forklare ting. Jeg er ikke interesseret i facts eller i at fortælle noget, som er vigtigt eller klogt. Hvis man er så låst fast i det, man vil sige fra start af, så dræber man filmen.«

Herfra bevæger Pálmason sig ud i en lang forklaring om råmaterialets liv og død. Gang på gang fortæller han mig om »filmens vejrtrækning«, som om det er helt normalt at snakke om, og jeg har indtryk af, at hans besjæling af filmen er udtryk for mere end et spørgsmål om sproglige nuancer, der bliver lost in translation i vores samtale. »Hvad mener du med, at man dræber filmen?« spørger jeg.

»Når man laver film, arbejder man med et grundlæggende paradoks; man vil skabe noget, der er levende ud fra dødt materiale. Når man skriver noget ned, så dør det. Når man fotograferer noget, dør det. Ideerne lever altid videre inde i ens fantasi, men hver gang man forsøger at nedfælde eller indfange det, dør det. Man skal konstant få dødt materiale til at genopstå.«

Udgraver sit eget indre

Når Pálmason siger, at han er ligeglad med, om folk forstår hans film, betyder det ikke, at han er ligeglad med, hvad de synes.

»Selvfølgelig går jeg op i, hvad folk mener. Jeg er jo ikke psykopat. Jeg er ikke interesseret i en monolog,« siger han, da jeg spørger, om han ikke undervejs var bekymret for, om folk, der ikke er vant til at se arthouse-film, ville få noget ud af Vinterbrødre. For selv om jeg er helt med på, at han ikke har meget tilovers for plot skåret over en standard berettermodel, og godt kan se, hvordan hans overrumplende brug af lyd og abrupte klipning får filmen til at føles frisk og fremprovokerer en oplevelse, som både er kropslig og åndelig, så forstår jeg måske ikke helt, hvad han egentlig vil sige med Vinterbrødre.

»Det, jeg var interesseret i med Vinterbrødre, var at arbejde med vores mest primitive behov. Vi har alle behov for at blive set, vi har brug for at blive hørt, brug for at være en del af noget. Vi har brug for at være fucked. Og det er meget egoistisk, smukt og skrøbeligt. Det var det, der var kernen i filmen for mig – hjertet.«

Pálmason er meget optaget af had/kærlighedsforhold, og i hans optik er der noget helt særligt ved brødreforholdet, der virkelig indkapsler de her stærke, modstridende følelser, man (kun) kan have for sine pårørende. Broderskab er gennemsyret af rivalisering, konkurrence, mindreværdskompleks og jalousi, fortæller han og fremhæver scenen, hvor Emil og Johan slås med livet som indsats, som et godt eksempel på, hvor kompleks og eksplosiv brødrerelationen er:

»Den scene er jo i virkeligheden en kærlighedsscene. Så soft og smuk. Det er den mest brutale scene i hele filmen, men samtidig er det den, der viser mest klart, hvor meget de holder af hinanden.

Familien er Pálmasons favoritmateriale og -tema, men selve inspirationen kommer ikke nødvendigvis af at granske dagbøger eller psykoanalysere sin opvækst. Nogle gange bygger ideen til en film blot på en impuls, siger han og fortæller om dengang, han lavede sin afgangsfilm: »Jeg havde en ide om at grave et hul på min fars land. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men jeg gjorde det. Og det kom der En maler ud af. Nogle gange skal man bare lytte til ens intuitive selv. Der er altid en dybere grund til vores handlinger og længsler, og det ubevidste er en stor del af mit arbejde. For jeg udforsker jo det, som ligger skjult for mig. Det materiale, som har muligheder, og som stimulerer mig. Og jeg kommer jo aldrig til en pointe – det er selve udgravningen af mit indre, som er det magiske. Selve processen.«

»Betyder det, at du i virkeligheden ikke går særlig meget op i alle de priser, Vinterbrødre har fået?«, spørger jeg, hvortil han prompte svarer:

»Jo, er du gal! Det betyder utroligt meget for mig – for så bliver det jo meget nemmere at lave min næste film.«

Hlynur Pálmasons næste projekt, ’A White White Day’, er en islandsk/dansk spillefilm, der bygger på et gammelt sagn i Island, som fortæller, at når alt bliver helt hvidt udenfor, og man ikke længere kan se forskel på himmel og jord, så kan man snakke med de døde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Francisca Torrezão
Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu