Læsetid: 5 min.

Instruktør: De farligste mennesker er dem uden humor og selvironi

Armando Iannucci måtte skrue ned for virkelighedens absurditeter for at gøre sin nye, sorthumoristiske film, ’Stalins død’, troværdig. Information har talt med den britiske instruktør og satiriker, der mener, at demokratiet skal passes og plejes, og at de farligste mennesker er dem uden selvironi
»Det handler mere end noget andet om overlevelse,« siger Armando Iannucci om magtspillet efter Stalins død i sin seneste film, ’Stalins død’. Her ses han under optagelserne til scenen, hvor den sovjetiske diktator skal begraves.

»Det handler mere end noget andet om overlevelse,« siger Armando Iannucci om magtspillet efter Stalins død i sin seneste film, ’Stalins død’. Her ses han under optagelserne til scenen, hvor den sovjetiske diktator skal begraves.

Camera Film

16. december 2017

Da den britiske manuskriptforfatter og instruktør Armando Iannucci sagde ja til at forvandle den virkelighedsbaserede, franske tegneserie Stalins død til film, havde han en idé om, at den på en eller anden måde skulle forholde sig til nutiden, selv om den foregår i 1953 og handler om den sovjetiske diktators død og magtspillet i dagene efter.

Iannucci havde dog ikke regnet med, hvor aktuel filmen blev, da Donald Trump blev valgt til amerikansk præsident for et år siden.

»Vi optog filmen sidste sommer, før Trump og alle hans lystige svende kom til magten, og tænkte, at den ville handle om fortiden. Måske en advarsel fra fortiden til nutiden. Men siden da har den fået en besynderlig klangbund og dagsorden – også med hele Putins og Ruslands indblanding i det amerikanske system,« siger han i telefonen fra sit hjem i England.

»Jeg siger ikke, at der er nutidige politikere, der er lige så slemme som dem, vi portrætterer i filmen, og som dræber og smider millioner i fængslet. Men bestræbelserne på at styre medierne, kriminalisere oppositionen, lukke diskussioner, skabe frygt og kalde mennesker, der er uenige med én, for fjender af folket og ikke-patriotiske – det har Trump og Stalin tilfælles: misbruget af sproget, så det betyder én ting den ene uge og det modsatte den følgende uge.«

Mere på spil

Umiddelbart er der langt fra Stalins død til Armando Iannuccis tidligere bedrifter, ikke mindst de fremragende, satiriske tv-serier The Thick of It og prisvindende Veep. Men de handler om det samme: Hvordan magt korrumperer.

The Thick of It foregår blandt britiske embedsmænd, politiske rådgivere og ministre, Veep fortæller om amerikansk politik og magtsyge i Det Hvide Hus.

Stalins død er en på én gang hysterisk morsom og temmelig brutal skildring af det magtvakuum, som Stalins død efterlader, og de mænd, som slås om at overtage kontrollen med Sovjetunionen.

Der er altså ligheder mellem serierne og filmen, men der er mere på spil i Stalins død:

»Når de fleste af de andre politikere, jeg har portrætteret, begår en fejl, får det konsekvenser, men det er mestendels forlegenhed eller pinlighed. I Stalins død kan det koste dem livet,« siger Iannucci.

»Konsekvenserne af deres handlinger er enten, at millioner bliver befriet eller smidt i fængsel. Det handler mere end noget andet om overlevelse.«

Latter er befriende

For Armando Iannucci er komik og satire vigtige størrelser. De politikere og mennesker, man bør være mest bange for, er dem uden selvironi og humoristisk sans.

»Det er interessant, at folk fortalte vittigheder om Stalin, da han sad på magten,« siger han.

»Der cirkulerede vittighedsbøger om Stalin, Beria og NKVD (det hemmelige politi, red.), og hvis man blev taget med en af disse vittighedsbøger på sig, blev man skudt. Men folk havde alligevel behov for at have og læse dem. Det var et udtryk for tankefrihed at være i stand til at grine ad nogen. Latter er mentalt og følelsesmæssigt befriende.«

Samtidig har komik og gys det tilfælles, at de kan skabe anspændthed og forventning, hvilket Iannucci med fordel kunne bruge i Stalins død.

»Publikum skulle være anspændt. Hvis man har levet under Stalins rædselsregime igennem de seneste 20 år, lever man med en dyb undertone af usikkerhed og bekymring snarere end i et enormt hysteri. Og komik er godt til at skabe den slags. Det handler om opbygning og det at vente på en punchline. Komik handler om at føre folks forventninger et bestemt sted hen. Der er noget med komik og gys, som synes at fungere så godt sammen, fordi de to ting ikke ligger så langt fra hinanden.«

Brug for satire

Der sker nogle endog meget vanvittige ting i Stalins død, hvilket kan risikere at skubbe publikum fra sig. Det er en balancegang, siger Armando Iannucci, der ville have, at filmen skulle være så korrekt som muligt, og som brugte lang tid i klipperummet for at finde det rigtige forhold mellem grin og gru.

»Jeg har brugt de seneste ti år på at stille mig selv det spørgsmål på både The Thick of It og Veep: Er det for meget? Vi har fundet på nogle utroligt dumme historier og så opdaget, at de er sande. I dag tænker jeg blot, at det er så vanvittigt, at alt er muligt. Om noget holdt jeg igen i Stalins død. Beria var på alle måder et monster, men jeg havde det ikke godt med at vise alt i for mange grusomme detaljer. Jeg har skruet ned for absurditeterne for at gøre det troværdigt.«

Det at virkeligheden er så vanvittig – også i dag – er en af grundene til, at Iannucci nu gerne vil lave noget andet end politisk satire. Der er hårdt brug for satire og satirikere, siger han, men det er en anden form for satire end den fiktive, som han har stået for.

»For mig er de mest effektive komikere dem, der er mere ligesom journalister, f.eks. John Oliver og Samantha Bee. De har et hold af researchere, og hvis Trump siger, at alle nyheder er fake, så begynder tv-værterne at undersøge fakta og servere dem for publikum. Den satiriske fiktion er ikke lige så effektiv længere, fordi man næsten ikke kan gøre det mere vanvittigt end virkeligheden – det har man heller ikke lyst til.«

Fuld af forfængelighed

Hvad har Armando Iannucci lært om mennesker og politik gennem de mange år, han har skabt sine politiske fiktioner – ud over at magt korrumperer?

»De mennesker, jeg portrætterer i tv-serierne, er ikke kriminelle, de er ikke onde. De er fejlbarlige mennesker som du og jeg,« siger han.

»Vi er fulde af forfængelighed og ambitioner. Vi har principper, og indimellem er vi villige til at gå på kompromis med dem. Det er forsimplet at sige, at den og den er de gode, og den og den er de onde, og sådan er det bare. I forhold til Stalins død ville jeg gerne vise det på den måde, at Beria tydeligvis er en skurk, men i slutningen af filmen har man lært ham at kende, og man får måske lidt ondt af ham. Khrusjtsjov er en klovn i begyndelsen af filmen, men til sidst har Steve Buscemi gradvist forvandlet ham til én, der ved præcis, hvad han laver, og som er klar til at overtage magten. Det handler om at vise, hvordan mennesker godt kan gøre onde ting, men at de ikke fra fødslen har besluttet sig for, at de vil være onde. Ondskab opstår gennem en koncentration af moralske kompromisser.«

’Stalins død’ havde premiere i torsdags. Anmeldelse på information.dk. Tegneserien bag er også lige udkommet på dansk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Anne Eriksen
  • Katrine Damm
  • Toke Andersen
  • Anker Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Hans Aagaard
  • ingemaje lange
  • Frede Jørgensen
Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen, Katrine Damm, Toke Andersen, Anker Nielsen, Steffen Gliese, Hans Aagaard, ingemaje lange og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer