Klassikerne var det mest radikale og det mest aktuelle i 2017

Klassikerne havde en fest i teatret i 2017. Det var klassikerne, der inspirerede instruktørerne til de vildeste opsætninger – og til de forestillinger, der føltes mest aktuelle. Det er naturligvis en pointe i sig selv, at netop evigtgyldige klassikere inspirerer instruktører til de mest radikale forestillinger.

Men omvendt viser det også, hvor svært det er for nulevende dramatikere at ramme plet med en tekst – og at få instruktører og scenografer og skuespillere til at ramme tilsvarende præcist i deres fortolkning.

En teaterforestilling er et Gesammtkunstwerk. Der skal ikke meget slinger til, førend en genial idé flader ud og bliver kedelig på scenen – eller banal.

Verden i pap

2017 var teateråret, hvor Andreas Jebro drønede rundt som Erasmus Montanus på Aarhus Teater – som Holbergs personificerede gave til et Danmark under påvirkning af en højredrejning med fremmedangst og frygt for fake news.

Det var Christian Lollikes kongeniale blik på den gamle komedie, der pludselig skildrede et bondesamfund i angst og stagnation. Han havde fået scenografparret Gehrt & Grarup til at skabe en scenografi i 2D, altså med papstykker, som alle rollefigurerne gik og flyttede rundt på, mens de fuldstændig benægtede, at de var af pap.

Grisen, gården, kirken – alt var bare af pap. Akkurat som argumenterne om, at Jorden er flad, var uimodsagte og uigennemtænkte. Det var et mesterligt greb af Christian Lollike.

Bornholms Teater satte også Erasmus Montanus på repertoiret. Her var grebet endnu mere lokalt, for her var Danmark snøret yderligere ind, så verden kun bestod af Bornholm. Eller som alle figurer stolt understregede i forestillingen: »Her på øen …« Morten Brovn gik rundt i rollen som den belæste nar, der havde været i København og lært, at Jorden er rund.

Ydmygelsen blev total til sidst, da han skulle sværge på, at Jorden er flad. For på gulvet havde scenografen Julie Forchhammer sørget for, at verdenskortet var afbildet – og bag ham hang en rund klode.

Holberg fik altså fornyet kraft og kom igen på repertoirerne. Det var godt, omend Det Kongelige Teater kiksede fælt med en tysk farveladeopsætning af Holbergs Maskerade, som uheldigvis kommer til at hærge teaterforeningerne langt ind i 2018. Klassikersuccesgaranti findes ikke.

Morten Brovns guitarglade Erasmus Montanus stod bogstaveligt talt på et gulvtæppe med en rund jordklode, da han skulle acceptere, at jorden – og især Bornholm – er flad som en pandekage i Jens Svane Boutrups lokalironiske iscenesættelse på Bornholms Teater.

Anders Beier

Kynisme på tanken

Hvor teateråret 2016 bød på et væld af forestillinger, der handlede om flygtningestrømmen og dens forulykkede skæbner, så havde teatret i 2017 mere fokus på os selv. På os danskere, der ikke kan klare at få vores hverdag forandret. Sådan nogle ’vi er bange for tvangsudflyttede statslige arbejdspladser’-danskere, der ikke engang ville kunne klare at flytte os et par hundrede kilometer …

På Aalborg Teater ramtes vi tilskuere på vores medfølelse i Aftenlandet, da en stribe hverdagsdramaer udspillede sig på en tankstation på motorvejen, mens en hel vognfuld med flygtninge, der var blevet læsset af på parkeringspladsen, blev låst ude. Julie Maj Jakobsens drama byggede bro mellem de fjerne tragedier og de nære problemer, og Tue Biering iscenesatte, så vi netop ikke fik noget at vide om dem, vi blev sat til at betragte. Det var folkekomedie med hjertet uden på vinterjakken.

Aalborg Teater stod også for premieren på Thomas Markmanns Drengen der ville være vægtløs. Forestillingen var tilsyneladende rodfæstet i 1980’erne, et sted i et provinshul, hvor der ikke var plads til at være anderledes – og slet ikke til at drømme om at styre mod stjernerne og blive astronaut. Men i Nicolei Fabers iscenesættelse og Christian Albrechtsens scenografi blev forestillingen også en almen kommentar til den danske selvforståelse og de kvælende bånd, vi lægger om halsen på hinanden. I familiens kærlige navn.

Mammutteatret og Nørrebro Teater skruede til gengæld op for kynismen i en relationsforladt nutid i forestillingen De danser alene. For i Claus Flygares dramatisering af Anders Fogh Jensens tekst var prekariatet blevet til en ubrydelig freelancerboble af underbetalthed og ensomhed, og i Egil Pálssons iscenesættelse var freelanceren reduceret til en dansende model i et fotostudie. Den sved!

Jesper Hyldegaards fisker, der nu kun får druknede flygtninge i nettet i Andreas Dawes inderlige og nødtørftige opsætning af Anders Lustgardens ’Lampedusa’ på Husets Teater, blev en af de stærkeste teaterpræstationer i 2017.

Henrik Ohsten Rasmussen

Spandevis af blod

Men det var altså klassikerne, der inviterede iscenesætterne til flest af de afgørende totaltolkninger. Shakespeare blev i hvert fald udsat for ny renhed, da Odense Teater indviede teatersalen i Odeon med Simon K. Bobergs renskårne iscenesættelse af Macbeth.

Scenografen Siggi Óli Pálmason havde omskabt den firkantede scene til et blodigt badekar, og så blev den ene figur ellers henrettet efter den anden, enkelt og symbolsk udført med blodige badesvampe og spande med blod, der blev hældt ud over ofrene. Claus Riis Østergaard og Marie Dalsgaard spillede det flotteste og mest jævnbyrdige Macbeth-par i kvindes minde. Begavede og besatte – og uigenkaldeligt slagne.

Men klassikere kan også være en lejlighed til at forære en skuespiller chancen for at yde sit allerbedste. Det var i hvert fald tilfældet, da Morten Grunwald fik muligheden for at spille Samuel Becketts Hva’ Joe på Østre Gasværk Teater. Iscenesættelsen var af Becketts assistent Walter Asmus, og Morten Grunwalds spillede siddende på en seng – med ansigtet videofilmet og blæst op på storskærm undervejs, mens en kvindestemme beskyldte ham for en endeløs række af svigt. Hver en sitren i kinderne og hver en trækning i øjenkrogene blev synlig. Denne bevægende præstation har Morten Grunwald siden gentaget på Volksbühne i Berlin, hvor han fortsætter sin optræden ved flere opførelser i januar.

Blandt skuespillerpræstationerne i 2017 lyser ellers Henning Jensen som den demensramte mand i Med sne på Det Kongelige Teater. Og Andreas Jebro som Erasmus Montanus. Men ikke et ord om Røde Orm; nok er nok på Moesgaard og sikkert også i Dyrehaven til sommer. Det er ikke altid en fest at se klassikere.

Den kvindelige seksualitet fik blodigt medspil og modspil i Teater SaltoMortale og Republiques delikate opsætning af Suzanne Brøgger og Karsten Fundals forestilling Koncert for Lou. Her med Line Bie Rosenstjerne som psykoanalytikeren Lou Andreas-Salomé.

Nikolai Østergaard

Nedskæringsminister

Kulturpolitisk blev 2017 et barskt år for scenekunsten. De statslige nedskæringer har fjernet flere produktioner fra repertoirerne på Det Kongelige Teater og landsdelsscenerne. De projektstøttede teatre kæmper endnu hårdere om støttekronerne, og produktionsvilkårene bliver barskere.

Publikum kan konkret se forringelserne i antallet af skuespillere på scenerne. I 2017 har to-fire skuespillere domineret forestillingerne – også på de store teatre, der kun har blæret sig med det fulde udtræk i satsningsforestillingerne. Og det er unægtelig svært at øjne nogen forbedring i 2018, når kulturminister Mette Bock ser det som sin fornemste opgave at rationalisere og skære ned på midlerne til scenekunsten – og ikke at værne om den og give den bedre vilkår.

Så jo. Vi har mere end nogensinde brug for kunst, der udvider vores forståelse af os selv og verden – og som skærper vores følsomhed over for kynismen. Klassikere så vel som nye værker. Erasmus Montanus og Drengen der ville være vægtløs puffede begge til vores selvtilfredshed – og tak for det.

Glædelig jul og godt teaternytår!