Læsetid: 4 min.

I køen i Føtex er Den store forfatter bare et helt almindeligt røvhul ligesom alle os andre

I dag forventes det, at den Store Forfatter, Maler og Digter-Filosof selv vasker sine egne underbukser og har styr på momsregistrering. Der er ikke længere tid til at dyrke sit geni
I dag forventes det, at den Store Forfatter, Maler og Digter-Filosof selv vasker sine egne underbukser og har styr på momsregistrering. Der er ikke længere tid til at dyrke sit geni

Ullstein Bild

16. december 2017

Jeg elsker Thomas Mann.

Det vil sige: Jeg elsker hans forfatterskab, og det gør jeg nogenlunde lige så heftigt og uforbeholdent, som Kierkegaard elskede Mozart i første del af Enten-Eller.

Men jeg nærer ingen illusioner om hans person. Jeg drømmer for eksempel ikke om, at han var min far. Det er velkendt, at han, som så mange andre store kunstnere, var et kvart- eller halvrædselsfuldt menneske. Den nyoversatte biografi, Familien Mann, som jeg endnu har til gode, skulle vist fortælle nøjagtigt, hvor træls Troldmanden kunne være. Selvmordsraten var høj blandt hans børn. Hans kone Katia styrede huset med hård hånd. Alt foregik på hans betingelser. For eksempel var hans middagslur et helligt omdrejningspunkt for alle i huset.

De ringede fra Stockholm om, at han havde modtaget Nobelprisen midt i luren. What to do? Skulle man vække manden, eller vente til han vågnede? Længe stod kone og børn uden for de hellige arbejdsgemakker og parlamenterede, før de besluttede sig for at sende den yngste, yndlingsbarnet Elizabeth, ind med nyheden.

Nu kan man altid diskutere genialitetsbegrebet. Genier er noget mere sjældne, end dagligsproget vil gøre dem til. Shakespeare var et geni, og Mozart og Kierkegaard, men at Thomas Mann var en stor forfatter, kan der ikke herske tvivl om.

Fælles for dem alle var, at de levede i tider, hvor det ikke var spor mærkeligt, at der stod nogen lige bagved, som nu den gode Katia, i et blodigt forklæde og med varme hænder, som var parat til at glatte ud, samle skår op, ordne og regere. Der fandtes Tjenere til at tage sig af det praktiske, Kogekoner til at tage sig af føden, Vaskekoner til at rulle dugene, Sekretærer til at renskrive manuskripterne, og så fandtes der Koner (m/k, men mest k) til at tage sig af alt det øvrige.

Et sådant opbud af tjenende hænder er utænkeligt nu om dage, og selv på de steder på kloden, hvor man stadig har en rem af den gamle tjenestekulturelle hud, såsom Kina og Indien, selv dér bliver det i takt med middelklassens nådesløse frembuldren for hver dag mere utænkeligt.

Hvis Gud døde i 1882, døde ’Katia’ i 1980.

I dag forventes den Store Forfatter — og selvfølgelig også den Store Komponist og Maler og Digter-Filosof — selv at vaske sine egne underbukser og tage telefonen, når de ringer fra Stockholm.

Geniernes tid er forbi

Faktisk er der slet ikke tid til middagslure mere, for den Store Forfatter får utroligt mange e-mails, som han hele tiden skal svare på, for eksempel fra forlaget, som har planer om at gøre hans seneste bog tilgængelig på en digital downloadtjeneste til en stykpris af 25 øre inklusive moms, og som gerne vil have svar NU.

Den Store Forfatter skal jævnligt se YouTube-videoer på sin iPhone og sende snapchatbeskeder til sine børn og twitterbeskeder til sine følgere og hyppigt opdatere fra sit arbejdsværelse på Facebook og Instagram, helst i følgeskab af et velbelyst og velkomponeret billede af skrivebordet, hvor der hverken roder for meget og eller for lidt.

Bing-bing siger hans iPhone hver gang en eller anden nyhedstjeneste har fundet på en ny overskrift. For han orienterer sig skam stadig i sin omgivende verden, kludetæppesamler sine nyheder panisk og radialt. For det er slut med at ringe med en lille klokke, når han handskeklædt har læst sin nystrøgne Morgen Tidende og er klar til, at tjenende ånder rydder krummerne af vejen.

Han er sin egen bank. Han bakser med e-boks og Nem-ID. Og den Store Forfatter er selvfølgelig sit eget posthus. Ligesom alle andre er han nemlig som borger i dette land henvist til PostNord. Alskens sjov med at downloade portokoder via en app og dernæst hvirvle rundt i gaderne efter det nærmeste renseri.

Hvis han i tidernes morgen har begået den fejl at lade sig momsregistrere i den tro, at det, han drev, var Forfattervirksomhed, er han på Virk.dk. Åh, gud, Virk.dk. Hedder det »er på« det, han er, hans lovpligtige mellemværende med Virk.dk?

I hvert fald har han alene på oprettelsen brugt et sted mellem 20 og 35 timer fordelt over to måneder, timer, som involverede en helt utrolig mængde ydmygende og ophidsende kontakt med andre mennesker. Geniet er raslet af ham som vand af en skoldet gris. Den Store Forfatter, Komponist, Maler, Digter-Filosof er decimeret med adskillige størrelser. Kun en brøkdel af dagen bruger han på at lægge de 10.000 timer i det, han engang ville have været så god til, at Forfatte, Male, Komponere eller Digter-Filosofere. En promille med så mange nuller, at det svimler.

Men den Store Forfatter har ikke tid til at tænke på det, for hvad fanden skal han finde på til middag?

Karen Blixens livret var østers og champagne, men den Store Forfatter drømmer bare om tilberedt mad. Den eneste luksus, hans hverdag tillader ham, er når Meyer eller Cofoco har taget stilling til, hvad den Store Forfatter skal spise. Men han skal selvfølgelig selv købe det ind, måske endda i én af disse nye Føtex’er, som er blottet for mennesker, og hvor kunderne forventes at fungere som deres egne kassedamer.

Bag ham græder børnene (det er hans uge, Katia er i Thailand med sin nye mand), mens hans blanke røde hænder febrilsk forsøger at få stregkoden på færdigretten til at fange. Bing-bing lyder det fra den Store Forfatters lomme. Eller, Store Forfatter og Store Forfatter. Det er faktisk kun på en hemmelig ø bagerst i hans eget hoved, at han stadig er det. Her i køen er han bare et helt almindeligt røvhul ligesom alle os andre. Her er vi alle lige tarvelige. Geniernes tid er forbi.

Mathilde Walter Clark er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Simon Pilgaard Hansen
  • Niels Duus Nielsen
  • ingemaje lange
  • Christian Mondrup
  • David Zennaro
  • Jonathan Larsen
  • Ervin Lazar
  • Katrine Damm
  • Kim Gert Andersen
Maj-Britt Kent Hansen, Simon Pilgaard Hansen, Niels Duus Nielsen, ingemaje lange, Christian Mondrup, David Zennaro, Jonathan Larsen, Ervin Lazar, Katrine Damm og Kim Gert Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det her er virkeligt godt skrevet.
Også, i den gode Thomas's tilfælde, så er det en kendsgerning: "at, der kun er et hårsbred imellem geni & idiot."
Og hold da kæft, - hvor er der bare mange af de sidste.
Incl. HD-generationen. (HD, betyder:Head Down) - de glor konstant ned, på deres "elektroniske moderkage." (læs: smart-phones.)
Engang, (i gamle dage), hed det: "service station" - det hedder en tank, i dag.
Service & Retfærdighed, - det kan du stadigvæk, kikke "hunden" i røven efter,- uden at finde.
Devicen er: "Hvis du er guds barn, - så hjælp dig selv, - er du ikke, - så har du ikke hjælp behov.
Så kan vi jo hver i sær, se hvor langt vi kommer, her i jante-lovens hjemland.
Niels A. Makholm.

Anne Mette Jørgensen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Jonathan Larsen

spændende, hele verden forandrer sig og giver det plads til geniet? Hvis man bliver sammenlignet med en Gud, er det nok meget menneskeligt, at man bliver lidt af et røvhul. Måske er det sundt for ‘geniet’ hvis han/hun tvinges til at vaske sin egen underbukser.

Skriften er blevet kollektiv. Ikke længere kontempleret ånd, men nyttig og divers info.

Det modsatte, med samme resultat, gælder i øvrigt enhver håndværker/specialist - intuition og erfaring har fået mundkurv på af regler lavet af ikke-specialister.

Det kunne se ud til at civilisationsprocessen gør alle lokalt normalvelstående gennemsnitlige, og at det kun er et spørgsmål om tid, før denne gennemsnitlighed usynliggør landegrænserne. Med mindre, selvfølgelig, at vi inden da ryger på røven af mangel på kontemplation.

Tænk selv at skulle vaske sine egne underbukser, lave sin egen mad osv. det kunne jo være genierne i disse almindelige, men nok så nødvendige dagligdags ting, (hvor der i øvrigt ofte er en større maskinpark til hjælp), kan finde inspiration til det kunstneriske virke, man opererer indenfor.

Jeg ser den pointe, at den digitalt udglattede dagligdag tager tiden fra mere fokuskrævende beskæftigelser. Og hvor er det rigtigt. For kunstnere som for alle os andre.
Bing-bing..

Johanna Haas, Hanna Grarversen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Peder Bahne og Christian Larsen anbefalede denne kommentar

Det er faktisk muligt både at gå ud af (eller evt. aldrig oprette en profil hos) Facebook, Twitter, Instagram o. a., hvis man gerne vil bruge tiden på at skrive i stedet for. Blot hvis nogen troede, at det var umuligt.

Johanna Haas, Svend Erik Sokkelund, Maria Jensen, René Arestrup, Niels Duus Nielsen, Anne Mette Jørgensen, Jonathan Larsen, Eva Schwanenflügel og Niels Makholm anbefalede denne kommentar

@Søren Jensen, jeg formoder at pointen er, at man engang kunne udfolde sig uhæmmet eftersom alt måtte være centreret omkring geniets behov.

@Rune Rasmussen, måske du misforstår?
"... helst i følgeskab af et velbelyst og velkomponeret billede af skrivebordet, hvor der hverken roder for meget og eller for lidt."
Altså en iscenesættelse og promovering af eget arbejde til en fanbase under andre betingelser.

Man er vel nødsaget til at følge med udviklingen, for hvordan skulle man skille sig ud, hvis ikke man er med på de tre sociale medier?

Anne Mette Jørgensen

Niels Makholm.
Elektronisk moderkage er et genialt ord. Tak for det. Ordet bør komme med næste gang man skal revidere sproget.
Jeg har ikke en sådan fødemaskine og kan efterhånden ikke holde folk ud , der lider af den spiseforstyrrelse. Trods de lader som om de ikke kigger skæver de hele tiden til den. Det kan jo være mor kalder!
Om Thomas Mann var geni ved jeg ikke. Han har aldrig sagt mig noget.
En meget ukendt, trods Nobel pris er Ivo Andric!

Niels Duus Nielsen

Hvis man virkelig brænder for sin kunst kan man jo finde sig et billigt kvistværelse og i det hele taget beskære sin levestandard voldsomt. Man kan lade håret og skægget gro, spise brune ris og drikke te, og arbejde med sit kald i sin slåbrok, så man ikke sviner sine underbukser til.

Hvis man insisterer på at være et geni og samtidig vil have samme komfort i tilværelsen som alle andre, har man ikke forstået, hvad der kræves for at være genial.

Men kritikken er ikke helt ved siden af - Einstein havde et job, da han udtænkte og skrev sin relativitetsteori (på et patentkontor, tror jeg det var), hvor de ikke havde mere at lave end at han havde tid til at sidde og kigge ud i luften og tænke store tanker. Jeg tvivler på, at der er nogen steder tilbage indenfor det offentlige, hvor man får lov at sidde og kigge ud i luften og forandre verden.

Thomas Mann var et geni, ingen tvivl om det, og de kassedamefri kasser i Føtex er en vederstyggelighed. Til gengæld er underbukserne blevet så billige, at man ikke længere behøver at vaske dem, man kan bare købe sig nogle nye og smide de gamle ud - konkurrencesmfundet har skam visse gode sider ;-).

. Om Thomas Mann var et geni?? Nej, det synes jeg ikke, men en go og laesevardig forfatter, joh!
Hvad angaar genier som Einstein, Picasso, Nabokov, Freud, saa venligst saet dem i historisk kontext. Det var dengang, man havde opofrende hustruer og muser, tjeneste folk og negligerede sine boern.
Det moenster er saa en saga blot, servicesamfundet er ret saa begraenset nu om stunder, og patriakatet er ikke, hvad det har vaeret.

Der er mange åndsfyrster, som ikke blot har været tvunget udi daglidags praktikaliteter, men sågar har måttet kæmpe for deres blotte eksistens. Altså inden de - måske - blev anerkendt som åndsfyrster af deres samtid. Hamsun og van Gogh er to, der lige springer i erindring. Men det er vel et grundvilkår for alle store kunstnere og tænkere, at genialitet sjældent er vel hørt, alene fordi radikal originalitet umiddelbart byder flertallet imod.

Artiklen og kommentarerne er meget tydeligt et udtryk for en dansk virkelighed, og det er jo ganske naturligt. Der findes imidlertid samfund, nogle rigere end Danmark, hvor service er udviklet til en kunstart. Man får sit tøj vasket for næsten ingen penge; ikke på grund af lave lønninger - absolut tværtimod - men på grund af gennemført mekanisering af både vask og strygning. Renseriet har åbent fra 7-22 alle ugens dage og alle årets uger - helligdag eller ej. Afleveres tøjet inden kl. 10 er det færdigt samme dag kl. 19. Postvæsenet er kun et opkald væk og kommer på aftalt tidspunkt og afhenter den pakke, som man gerne vil have bragt 1000 km væk og afleveret næste dag igen på et aftalt tidspunkt. Det går aldrig galt. Man får også afhentet sine kufferter og udleveret 15 meter fra check-in i lufthavnen, så man ikke selv behøver at slæbe rundt på dem. Der kan spises ude på alle tider af døgnet - nogle steder til priser, som man ikke selv kan konkurrere med, hvis man foretrækker selv at kokkerere, hvilket jeg sætter pris på. Klipning er udviklet til en kunstart med indbygget ørerensning og massage. Man kan sågar få poleret sin skaldede isse. Enhver form for personlig pleje er tilgængelig overalt og næsten i døgndrift. Lægen og specialisten er tilgænglig uden forudgående aftale og med minimal ventetid, også om aftenen og om lørdagen. Indenfor et minuts gang har jeg adgang til fire døgnåbne butikker, som kun er lidt dyrere end et supermarked. Det er utænkeligt at jeg i supermarkedet selv skal sætte varerne op på et bånd eller pakke dem i poser, og de bringes naturligvis til bopælen på et aftalt tidspunkt - også næste søndag kl. 10:15.

Lyder det som en drøm? Det er min virkelighed.

Niels Duus Nielsen

Øv, Frank Hansen, jeg bliver sgu helt misundelig.

Er der ikke noget med, at Japan skider på, at det er så farligt at have et statsunderskud, og i stedet bruger en masse penge på at holde hjulene i gang? Næsten helt uden inflation? Og at den private opsparing derfor er tilsvarende større end i andre lande, fordi staten jo har lånt pengene netop af de private opsparere?

Okay så, jeg er ikke misundelig, det er jer sgu vel undt. Gid danske politikere var i stand til at tænke i helheder.

Frank Hansen: "Man får også afhentet sine kufferter og udleveret 15 meter fra check-in i lufthavnen, så man ikke selv behøver at slæbe rundt på dem."

Hvilket usselt samfund, du må finde dig i. Tænk sig selv at måtte slæbe sine kufferter femten meter!

Steen Sohn,

Det er faktisk en service, som betyder, at handicappede og ældre svagelige selv kan rejse uden ledsager.

Selvom jeg måske ikke tilhører dette segment, så giver det mig mulighed for at have kufferter, som vejer 46-69 kg med i SAS flyet fra Tokyo. Jeg bor 350 km nord for Tokyo, og det et et mareridt at slæbe kufferter gennem Tokyo station fra Shinkansen sporene og fem etager ned til Narita Express. Det er formentlig verdens mest travle station med millioner af rejsende.

Hver gang jeg er i København bliver jeg forbavset over den udtalte mangel på service. Fx skal man selv bære sin bagage op i shuttle bussen til centret for udlejningsbiler. Det kan være umuligt for rejsende med gigtsmerter og er en i international sammenhæng helt ekstraordinær mangel på service.

Professor emeritus Frank Hansen
Selv da jeg i mine yngre dage var medlem af Anker Jørgensens fagforbund, DASF. kunne jeg ikke løfte 60 kilo,

Men fint hvis du kan få folk til at slæbe for dig. Nu,hvor jeg er blevet en anelse gråhåret, springer taxa-chaufførerne omgående ud, når jeg kommer gående med min 10-15 kilo tunge rejsetaske.

Birgitte Ejdrup Kristensen

Pissegod artikel!!!
Ingen synes at bekymre sig om, hvilke geniale kunstneriske ytringer, samfundet bliver fattigere - men det er vist meget typisk for den tid, vi lever i, som for en stor del er præget af kulturel ignorance.

Niels Duus Nielsen

Steen Sohn, det du taler om, er individuel venlighed, hvad Frank Hansen taler om, er kollektiv og systematiseret service, organiseret som lønarbejde.

Du minder mig lidt om en moralistisk kæreste, jeg engang havde, som kritiserede mig for at have en rengøringskone, med argumentet, at den slags er man aldrig for fin til at gøre selv. Mit modargument var, at da jeg på det tidspunkt af mit liv ofte arbejdede 16 timer i døgnet og derfor tjente kassen, ville jeg hellere tilbringe de resterende otte timer sammen med kæresten end gøre rent. Især fordi jeg tidligere i karrieren havde været rengøringsarbejder, og derfor havde vænnet mig til at få løn for at gøre ting, som jeg ikke betragter som særligt udfordrende eller spændende. Det forstod kæresten ikke, så derfor gik det forhold hurtigt i stykker. Rengøringskonen derimod havde jeg i mange år.

Der er ingen skam forbundet med at være rengøringsarbejder, så længe man får sin overenskomstbestemte løn. Ligesom der ingen skam er forbundet med at betale sig fra noget, man ikke gider. Ordnede forhold er kodeordet.