Læsetid: 1 min.

’Kravlenissen Anders’ fik skattesmæk

I årets sidste julesangsrunde fik finanslovsforhandlingerne opmærksomhed fra landets rimsmede
23. december 2017

Vi er nået til årets sidste runde med læsernes bidrag til Informations årlige julesang. Igen i år har læserne imponeret med rimsnilde, kreativitet og arbejdsomhed, som har mundet ud i flere hundrede indsendte vers.

I ugens første vindervers har Lasse Johansson fra Sydhavnen haft fingeren på den politiske puls og skriver om studehandlerne mellem finanslovsforhandlingernes parter.

Opmærksomme julesangslæsere vil genkende navnet på rimsmeden bag ugens andet vindervers, Jan la Cour. Blandt bidragyderne er adskillige tilbagevendende rimkonger, og i år har julesangsredaktionen valgt ekstraordinært at hædre årets flittigste bidragyder med endnu et vindervers.

Det er første gang i julesangens syv år lange historie, at en enkelt rimsmed løber med to vindervers, men i december måned har Jan la Cour fra Lyngby sendt imponerende 40 vers til redaktionen, og det skal belønnes! I denne uge sætter Jan la Cour forfølgelserne i Myanmar på vers.

Tillykke til årets syv vindere, og tusinde tak til alle jer andre for at være med. Vi rimes forhåbentlig ved igen i år 2018.

Synges på ’Sikken voldsom trængsel og alarm’:

Skatten sku’ historisk lettes nu,
kræved’ LA, men DF var snu.
Anders nægtede at kravle ned
fra sit juletræ til julefred.
Løkke fandt det ikke spor af sjov.
Kravlenissen Anders endte dog
over Tulles knæ til spot og skræk:
Anders fik historisk skattesmæk.
Smæk, smæk, smæk, smæk, smæk, smæk
Anders fik historisk skattesmæk.

– Lasse Johansson, Sydhavnen

For syvende år i træk inviterede vi læserne til at sætte det forgangne år på julevers. Årets aktuelle julesang er nu færdigskrevet og klar til at gå rundt om juletræet med
Læs også

Militante munkes myrderi
bakkes op af A-ung San Suu Kyi.
Her gik jeg og tro’de, Buddha var
verdensfredens mand i Myanmar.
Idealer lider tillidsbrud,
når rohingyafolket ryddes ud.
Fredspris opkaldt efter A. Nobel
røg i luften med et vantro smæld.
Smæld, smæld, smæld, smæld, smæld, smæld,
røg i luften med et vantro smæld.

– Jan la Cour, Lyngby

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu