Læsetid 9 min.

’Kvinder er bedre romanforfattere end mænd’

Mænd, der skriver romaner, er mere optaget af sig selv end af deres værker – eller af at prale med, at de aldrig læser bøger af kvindelige forfattere. Det hævder den irske romanforfatter John Boyne
John Boyne drister sig til en påstand, der vil få ham sparket ud af Miskendte Mandlige Forfatteres Broderskab (MMFB) og blacklistet fra det irske forfatterforbunds årlige julefodboldkamp.

John Boyne drister sig til en påstand, der vil få ham sparket ud af Miskendte Mandlige Forfatteres Broderskab (MMFB) og blacklistet fra det irske forfatterforbunds årlige julefodboldkamp.

Chris Close

23. december 2017

Vidste du, at vi i Irland har litterære viskestykker? De hænger på det halve af Dublins pubber og kan købes i alle turistsouvenir-butikker. Motivet går igen på ølbrikker, på kalendere, på T-shirts og plakater: 12 portrætter af nationens største forfattere – mange af dem med så bistre ansigter, at man skulle tro, de havde begyndt deres dag med at drukne hundehvalpe.

Her finder vi George Bernard Shaw, der sætter en mine op, som led han af forstoppelse, og Flann
O’ Brien med et blik, der synes at skue mod fjerne horisonter. Oscar Wilde smiler dog skælmsk, som om hans elsker, Bosie, havde løftet op i skjorten for at vise mavemuskler. Kun Brendan Behan ser selvtilfreds ud, men han er også fotograferet siddende på en pub.

12 forfattere, altså. Og angiveligt Irlands største, men ikke en eneste af dem med vagina – bare ærgerligt for jer, Molly Keane, Edna O’Brien og Maria Edgeworth! »Du skal se, en dag skal du nok få dit ansigt på viskestykket,« siger en figur i min seneste roman, The Heart’s Invisible Furies, henvendt til den fiktive forfatterinde, Maude Avery, som nyder stor anerkendelse, men hader offentligt søgelys. »Det kommer aldrig til at ske,« svarer hun. »De vil da ikke sætte kvinder på – kun mænd. Selv om de gerne sætter os til at tage opvasken.«

Rituel polemik

Med få års mellemrum udbryder der rituel polemik, når en fremtrædende mandlig forfatter eller aldrende universitetsprofessor erklærer, at han aldrig læser eller underviser i romaner skrevet af kvinder. Nobelpristageren V.S. Naipaul udtalte sågar, at der ikke findes nogen kvindelig forfatter i verden, der kan måle sig med ham selv, fordi kvinder har tilbøjelighed til »sentimentalitet« og ikke evner »selvbeherskelse«, hvilket skulle slå igennem i deres skrivestil.

Jeg gad vide om Naipaul har læst noget af Toni Morrison, Alice Munro eller Penelope Lively, alle af hans egen generation, men hvis han har, må han i det mindste indrømme, at sentimentalitet ikke er en forseelse, de kan beskyldes for, og at de i al fald er i besiddelse af sprogbeherskelse nok til at skrive gode sætninger.

Samme ballade har vi, når verden eller nyhedsmagasinet Time finder det passende at udnævne verdens største nulevende forfatter. Senest tilfaldt den tvivlsomme ære at være ’den største nulevende amerikanske forfatter’ endnu en hvid mand, Jonathan Franzen, skønt han kun har begået én virkelig stor roman, The Corrections (2001). Hans to følgende værker, Frihed (2010) og Purity (2011) var i den grad pakket ind forfatterselvfølelse, at de kun behøvede ét ord lange titler for at signalere status af Store Litterære Værker. Franzen har tilsyneladende overset, at Pet Shop Boys har brugt det samme trick i deres albumtitler i årtier – endda med mere humor og indsigt i deres musiknumre på et tre et halvt minut, end han er i stand til at levere over 600 siders dræbende monotoni.

Det er blandt andet i deres mere nuancerede skildring af begge køn, at de kvindelige forfattere er overlegne, mener John Boyne, der blandt andet fremhæver Toni Morrison og Margaret Atwood som nogle af samtidens største forfattere. Her ses Toni Morrison. 

Michael Lionstar

Litterær Muhammad Ali

Frem til forrige århundredes udgang var det altid mænd, der som mere bogstærke, men mindre vittige udgaver af Muhammad Ali erklærede sig selv som Den Største. I USA var det forfattere som John Updike, Norman Mailer, Gore Vidal, Saul Bellow og Philip Roth – alle med onde sideblik til hinanden, når de en sjælden gang dukkede op i talkshows.

De første fire er døde og den femte gået på pension, men trods forfatternes forhippethed på at sikre ryet i deres eftertid, er det svært at se ret mange for sig i dag gribe fat i et eksemplar af Mailers Harlot’s Ghost eller Vidals Live from Golgotha, medmindre det da er for at støve af på hylderne omkring dem. Genlæse dem? Nej, så hellere Harper Lees Dræb ikke en sangfugl eller Carson McCullers Hjertet er en ensom vandrer.

I en tale for nylig fremlagde forfatteren Anne Enright en righoldigt overbevisende dokumentation for, hvor sjældent mænd anmelder bøger af kvinder, som om dette på en eller anden måde skulle være under deres værdighed, hvorimod bøger af mænd anmeldes i lige grad af kritikere af begge køn. For litteraturredaktører synes implikationen at være den, at bøger af mandlige forfattere udtrykker universelle anfægtelser, mens bøger af kvinder betragtes som meget snævrere i fokus og ofte uden de raffinementer, der er nødvendige for at tænde et mandligt intellekt.

Jeg har selv fået udgivet romaner i næsten 20 år. I den tid er jeg blevet stadig mere opmærksom på lignende dobbeltmoral i branchen. En mand opfattes fra sin debut som en ægte litterær forfatter, mens en kvinde skal gøre sig noget mere umage for at opnå denne status. Der er undtagelser. I de seneste år er flere nye kvindelige forfattere brudt øjeblikkeligt igennem takket være den ubestridelige kvalitet i deres værker, hvorimod andre stadig har måttet kæmpe i sammenstød med deres udgivere om, hvor ’kvindeorienterede’ deres bogpromovering skulle være.

Sidste sommer deltog jeg i en litterær festival, hvor en trio af etablerede mandlige forfattere blev omtalt i programmet som »giganter i verdenslitteraturen«, mens et panel af kvindelige forfattere af samme statur blev karakteriseret som »vidunderlige historiefortællere«.

Med en ven diskuterede jeg for nylig en meget berømt roman af en mandlig forfatter, hvis skildring af kvinder fik mig til at tvivle på, om han nogensinde havde mødt en. Min ven var uenig – han hævdede, at bogens projekt var en undersøgelse af maskulinitet, så det var desto mere væsentligt at forfatteren var skarp i den problematik.

Men hvordan kan man skrive om maskulinitet uden også at tematisere kvindelighed og vice versa? Og hvis en romans mandlige personer opfører sig, som om de kvindelige personers rolle i samme roman simpelthen var at være objekter for seksuelt begær eller at fortælle dem, hvor strålende de selv er, hvad fortæller det os så om romanens forestillinger om køn?

Jeg har i år læst 113 bøger, 84 af dem udgivet i 2017. Af de nye titler er de 39 skrevet af mænd og de 45 af kvinder. De bedste af dem er skrevet af Min Jin Lee, Polly Clark, Elizabeth Day, Molly McCloskey, Gail Honeyman, Kamila Shamsie, Francesca Segal og Celeste Ng, mens den bedste ikke-skønlitterære bog, jeg har læst, er Gone skrevet af violinisten Min Kym.

Miskendte mænd

Derfor vil jeg nu driste mig til en påstand, der vil få mig sparket ud af Miskendte Mandlige Forfatteres Broderskab (MMFB) og blacklistet fra det irske forfatterforbunds årlige julefodboldkamp.

Her kommer den: Kvinder er – efter min mening – bedre romanforfattere end mænd.

Så, der fik jeg sagt det. Selv om jeg selvsagt generaliserer urimeligt, er udsagnet ikke mere tåbeligt, end når de fjolser, der hævder at elske litteratur, samtidig praler af aldrig at læse bøger af kvinder. Hvad mere er: Jeg er i stand til at underbygge min vurdering.

Margaret Atwood. 

Chris Young

Sans for kompleksitet

For det første er det måske præcis den historisk underdanige rolle, som kvinder har spillet i samfundet, der har gjort dem i stand til at forstå menneskets natur klarere, hvilket er en nødvendighed, hvis man vil lykkes med at skabe autentiske romanfigurer.

Ved at blive mødt med et pres for at opfostre familier, stå for husholdning og skulle leve op til samfundets forventninger til, hvad kvinder burde være, har kvinder udviklet en bedre forståelse af menneskets kompleksitet. Mine kvindelige venner synes for eksempel ofte at have meget præcise forestillinger om, hvad der foregår i mænds hoveder. Mine mandlige venner derimod har som regel ikke den fjerneste anelse om, hvad der foregår i kvinders sind.

For det andet anlægger mange mandlige forfattere den tilgang, især de yngre, at det er dem selv – snarere end deres værker – der tæller. De er manisk optaget af at sikre sig et ry, samtidig med at de ignorerer vigtigheden af ​​bare at skrive godt. Jeg husker en ambitiøs ung mand, der underholdt mig med, hvor mange priser hans første novellesamling kunne gå hen og få, og vurderede chancerne for at vinde hver enkelt. (I sidste ende gjorde bogen dog mindre indtryk på verden, end en sten, som kastes i Atlanterhavet.) Aldrig fandt han på at fremkomme med overvejelser om, at han gerne vil have sin bog til at skabe forbindelse til læsere eller til at tale ind i vores tid. Alt hvad han gik efter, var litterære priser – det føltes som en trist afspejling af vores tidsånd.

Kvindelige forfattere derimod ser mere ud til at stile efter at skrive gode bøger. Efter at have deltaget i utallige litterære festivaler verden over kan jeg kategorisk sige, at den værste person at blive sat sammen med, er den mandlige romanforfatter på sin anden eller tredje bog – især hvis han er fuldgyldigt medlem af MMFB.

Typisk ankommer han i mørke jeans, skarp hvid skjorte, blazer og tykke ridsede briller, bærer på en slidt vintage-lædertaske og bemærker, at Salman, Ian eller Ish lige har sendt ham et charmerende citat, han kan bruge i sin nye bog, men trods dette har boghandlerne kun hjemtaget ganske små mængder, fordi bogen er alt for politisk og hans værk er alt for radikalt og ambitiøst for moderne læsere.

Kvinder læser mere

Kvindelige forfattere i samme situation er normalt mere interesseret i at tale om deres bøger, række ud til deres læsere og deles om fælles platforme med andre forfattere snarere end at forsøge at dominere dem.

De virker taknemmelige over de muligheder, et forlag har givet dem, snarere end at tage udgivelsen af deres bog for givet. Og så ser de ud til at læse meget mere af, hvad andre skriver. Når man møder en mandlig forfatter, der bærer på en bog til skue for alle, er de ni ud af ti gange et eller andet obskurt, oversat eller noget, der ikke længere genoptrykkes. Helst alle tre ting. Og deres bogmærke vil typisk kun være et par sider inde.

Men det er i deres mere nuancerede skildring af begge køn, at de kvindelige forfattere har overhånden. Jeg er blevet træt af at læse romaner skrevet af mænd, der skildrer kvinder i en af ​​fire kategorier: den engelske jomfru, der formår at tæmme den overspændte libertiner og vinde ham for en større sag end at rende hornene af sig; den plagsomme furie, som suger al det sjove ud af sin kærestes eller mands liv med sine evindelige krav. Tøjten, som ender med at blive myrdet som straf for sin nedrige udsvævende adfærd. Katalysatoren, der kun er medtaget for at udløse den mandlige hovedpersons handlinger og derfor ikke er noget menneske overhovedet, men kun et plot-greb. Jeg oplever, at kvindelige forfattere rammer meget mere præcist i deres skildringer af mænd, idet de erkender, at flere milliarder mennesker ikke blot kan reduceres til et par gentagne stereotyper.

Hen imod slutningen af The Heart’s Invisible Furies konstaterer Maude Avery faktisk, at hun har fået sit ansigt på det legendariske litteraturviskestykke, men som hun selv siger, er det ikke noget, man har lyst til at give videre til eftertiden. Hvem ønsker sit ansigt brugt til at tørre andre menneskers våde kaffekopper i al evighed? Maude vil som de fleste forfattere, mand eller kvinde, foretrække blot at blive behandlet med en smule respekt og at få sine værker bedømt efter deres fortjeneste – og ikke efter, hvorvidt hendes dna indeholder to X-kromosomer eller et X og et Y.

Og så lige en sidste ting. Hvem den største nulevende forfatter er? Let nok. Det er Anne Tyler. Eller måske Sarah Waters. Eller også er det Margaret Atwood. Eller Rose Tremain.

John Boyne er irsk forfatter, f. 1971. På dansk foreligger ungdomsbogen, ’Drengen i den stribede pyjamas’, ’Cyril Averys hjerte’, ’Drengen på toppen af bjerget’ og ’Bliv hvor du er og så afsted’ (Rosinante).

© The Guardian og Information, oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Søren Cramer Nielsen
  • Michael Svennevig
  • Toke Kåre Wagener
  • Anker Nielsen
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
Alvin Jensen, Søren Cramer Nielsen, Michael Svennevig, Toke Kåre Wagener, Anker Nielsen, Katrine Damm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har i år læst 85 bøger (af alle slags). Heraf var de 18 skrevet af en kvinde.
Jeg har aldrig tænkt over om forfatteren var en mand eller en kvinde, blot læst de bøger, jeg havde lyst til at læse. Og det vil jeg fortsætte med.

Alvin Jensen, Mette Poulsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Mange mænd der skriver romaner er mere optaget af at differentiere sig fra et fiktivt "mandschauvinistisk" segment blandt deres kolleger, således at de selv kan fremstå moralsk progressive og banebrydende.

Når man godt ved, at man taler tidens tendens efter munden, så gør man det nok for de gratis skulderklap, man uundgåeligt vil få i den offentlige debat. De får karakter af teatralsk selvpiskning:

"Se! Jeg er så moderne, at jeg forstår at mit eget køn fundamentalt agere dybt diskriminerende. Lad mig undskylde på vegne af de mindre oplyste mænd!"

Der er findes få ting grimmere end forfattere der jager anerkendelse blot for deres evne til at internalisere tendenser, der allerede er normative i vores samfund.

Angående stereotypiseringen af kvinden under forskellige typer, så kan utvivlsomt finde samme typer af generaliserede mænd i kvinders litteratur. Det er ikke fordi mænd - eller kvinder - har et kollektivt, kønsligt had til hinanden. Det er fordi mennesker forstår deres miljø i arketyper og generaliseringer. Vi 'reducerer' automatisk den oplevede virkelighed til nogle generaliserede forståelsesstrukturer (fordomme), der ikke nødvendigvis er sande i alle tilfælde, men som giver os en simplificeret virkelighed, der kan arbejdes med og som giver analytisk mening.

Kritiserer man automatisk den form for reduktionisme - som det jo er så moderne at gøre, da virkeligheden opfattes som al for heterogen, fragmenteret og multifaceteret til generelle sandheder - så opsporer man ikke et køns latente had til det andet. Man opdager blot måden både mænd og kvinder tænker på, der desværre ikke lægger så godt i spænd med det teoretiske præmis om at virkeligheden ikke kan reduceres; det kan den.

Majbritt Nielsen

Kjeld Jensen jeg er ret sikker på at du selv vælger dine bøger. Så det er dig der har valgt at læse 85 bøger og derfor kun 18 af kvindelige forfattere. Det ikke fordi jeg vil tampe dig hovedet og sige Fy. Fred med det bare du syntes om dem.... Men at tro du er objektiv når du vælger bøger som du antyder, er lidt søgt. Vi ligger alle under for vores egne fordomme og erfaringer.

Men hvis du fortalte at du havde læst 85 bøger, valgt af en anden end dig og kun de 18 var Kvindlige forfattere. Ville det lyde lidt bedre. Jeg har da selv preferencer jeg vælger ud fra når jeg har været på biblioteket. Jeg vil så sige at jeg ikke har læst en dansk forfattere i ret mange år. Der er sku ikke rigtig bid i dem, i den genre jeg favorisere. Jeg kan få engelske bøger i den genre der er mere bid i, tykkere (mange flere sider og mindre skrift =mere at læse) og har en bedre udvikling i historie og udvikling og fortællinger der snor sig ind i hinanden.

Så jeg foretrækker engelske bøger, ikke engelske forfatterer, de er bare i overtal i engelske bøger. Der er så ikke ret mange kvindlige forfattere kan jeg se. Men jeg læser gladeligt alligevel. ;)
Sådan snoer vi os igennem livet.

Åh nej endnu en af disse mænd versus damer attituder, der sælger aviser, men ikke er interessante, fordi udfaldet kendes på forhånd.