Læsetid: 10 min.

’Kvinder er ikke onde. Filmen er en kærlighedserklæring til kvinder’

Christian Tafdrups nye film ’En frygtelig kvinde’ handler om et parforhold med en svag mand og en undertrykkende kvinde. De to stereotype roller er repræsentative for de fleste mænd og kvinder i dag, mener han, og det har han mødt kritik for. Informations skribent så filmen med sin kæreste og talte efterfølgende med instruktøren
Instruktør og skuespiller Christian Tafdrup har premiere med ’En frygtelig kvinde’ den 25. december. Men allerede nu har filmen skabt voldsom debat.

Instruktør og skuespiller Christian Tafdrup har premiere med ’En frygtelig kvinde’ den 25. december. Men allerede nu har filmen skabt voldsom debat.

Sigrid Nygaard

20. december 2017

Forleden sad min kæreste (31) og jeg (29) derhjemme og så Christian Tafdrups nye komedie En frygtelig kvinde, som får biografpremiere juledag.

Det er en sjov film, synes jeg.

Den handler om tøffelhelten Rasmus, der møder den vidunderlige Marie, som gradvist udvikler sig til en – i hvert fald for Rasmus’ blik – frygtelig kvinde, som manipulerer ham, gør ham føjelig, usikker og kedelig. Inden han ser sig om, er forholdet dødsdømt, og hvad værre er: Det er måske for sent at gøre noget ved det.

I en scene forsøger Rasmus at indvie en kammerat i, at parforholdet knager. De er på værtshus og midt i et spil billard. Rasmus har svært ved at sætte ord på sine følelser og får fremstammet, at han føler, han bliver en »mere og mere underlig udgave af sig selv«, når han er sammen med Marie.

»Du skal finde ud af, hvad du vil,« siger kammeraten og giver ham tre muligheder:

»Enten kan man blive og æde lorten. Eller også må man blive og kæmpe for at lave det om. Eller også må man bare skride. Du bliver nødt til at kigge på hende og tænke: Har jeg lyst til at kneppe hende?« siger han. »Men nu skal vi drikke bajer og spille billard. Alt bliver okay, kom, det er bare kvinder.«

Efter min kæreste og jeg klappede computeren sammen, kom vi til at diskutere filmen, som allerede inden premieren har skabt en del debat. 

For selv om den først og fremmest er en uskyldig lavbudgetkomedie om noget, de fleste har en holdning og et personligt forhold til – relationen mellem manden og kvinden i et parforhold – er den sprængfarlig. De klicheer, Tafdrup dyrker i filmen, og som han skruer helt op for i traileren, fremstiller kvinden som en ond undertrykker.

Den slags giver genlyd ved udgangen af et år, hvor magtfulde, mandlige undertrykkere er blevet udstillet, og deres overgreb er blevet bevidnet og råbt ud over hele verden. 

»Filmen får premiere i en tid, som ingen af os kunne forudse ville blive så vanvittig,« siger Christian Tafdrup til Information.

’En mandeting’

Da jeg så filmen med min kæreste, følte hverken jeg eller hun os decideret ramt som enten svag mand eller frygtelig kvinde. Men andre ting optog os. 

»Det var virkelig nogle dårlige venner, hva’« sagde min kæreste. De var for dårlige til at lytte, mente hun, og for ivrige efter at give råd, komme videre og have det sjovt. »Typisk mandeagtige.« Jeg mente derimod, de var gode venner, fordi de tog hånd om deres kammerat, gav ham råd og samtidig insisterede på at have det sjovt.

Jeg møder den 39-årige instruktør på hans pressebureaus kontor på Nørrebro i København. Han er iført striktrøje og morgenhår, han var til herrejulefrokost dagen inden.

»I filmen kan man få det indtryk, at de er ligeglade med Rasmus,« siger Christian Tafdrup, da jeg spørger ham, hvad han mener om vennerne.

Han tænker sig lidt om.

»Men jeg tror, de er gode venner.«

Men, tilføjer Christian Tafdrup, han får også altid at vide af sin kæreste, at han skal lade være med at fokusere på at løse problemerne.

»Når min kæreste har det dårligt, prøver jeg altid at rådgive hende, og så siger hun: ’Du skal bare lytte til, hvordan jeg har det.’ Det er rule number one: Mænd er løsningsorienterede. Det er en mandeting.«

Og så er vi allerede i gang med at udfolde stereotyperne.

Psykisk tortur

En frygtelig kvinde er blevet til, fordi Christian Tafdrup har været frustreret over – og fascineret af – at han har brugt så stor en del af sit liv i parforhold, der ikke har fungeret, siger han.

»Og at jeg måske ikke har kunnet navigere i, om det var godt eller skidt, før jeg var ude af dem.«

Han er »et skrivende menneske«, og da han var omkring 30, skrev han dagbog intensivt. Han skrev for at få sine frustrationer ud, siger han, men han læste aldrig dagbøgerne. I stedet har han haft dem med fra hjem til hjem, og i dag står de i et par flyttekasser i den lejlighed i Valby, han lige er flyttet ind i med sin kæreste og parrets lille datter.

»Men for et par år siden læste jeg i de dagbøger, og jeg kunne se, at der var en enorm power i dem. Gud, hvor har jeg egentlig haft det rædselsfuldt, tænkte jeg. Jeg har jo faktisk været udsat for psykisk tortur.«

Han viste dem til sin bror, Mads Tafdrup, som med det samme sagde:

»Det skal vi lave til en film.«

Så det gjorde de, Christian Tafdrup har instrueret, mens de sammen har skrevet manuskriptet.

»Egentlig var det ikke så interessant for mig at kritisere kvinden, det var mere interessant at finde ud af, hvad der skete med mig i mødet med kvinden, og hvorfor jeg ændrede mig til noget, der var meget dårligere,« siger han.

»Først ville vi lave en film på baggrund af én af bøgerne, men det blev simpelthen utroværdigt, fordi min ekskæreste fremstod som en borderline psykotisk casestory – hvilket jeg ikke tror, hun var. Så jeg har ikke brugt så meget direkte, men i stedet fundet en masse indirekte inspiration til at skildre en ret gennemsnitlig dansk kvinde og et almindeligt parforhold. Jeg kan ikke påstå, at alle er sådan, men det er vores … oplevelse.«

– Så din empiri er dine dagbøger og dine egne oplevelser? Har du konsulteret sagkundskaben, talt med forskere eller psykologer?

»Det har jeg overhovedet ikke gjort,« svarer han.

»Jeg har slet ikke været interesseret i kønsdebat. Det skulle ikke være en politisk film, det skulle være personligt, nærmest antropologisk. Så vi begyndte at se indad, kiggede på os selv, vores venner, men betragtede også kærestepar i byrummet. Hvordan sidder de på cafe, hvordan køber de ind?«

Han opdagede blandt andet, at kvinder ofte tester mænd: Hun lader manden vælge yoghurt ved køledisken, og når han så vælger én, siger hun: »Kunne du forestille dig mig spise den?«

Brødrenes mantra var, at scenerne skulle være spot on frem for at bære et spændende plot frem. Hver situation skulle rumme noget, der var sandt.

De forsøgte at inddele nogle typiske karakteristika ved kvinder og skrev situationer ud fra dem, indtil de havde et hav af situationer, som de udvalgte de bedste fra og strikkede dem sammen til forskellige faser af et parforhold. Og så skrev de replikkerne på en uge.

Relationer frem for køn

Min kæreste kunne i filmen flere gange genkende sig i karakteren Rasmus. Ikke fordi hun føler sig undertrykt eller svag, men fordi det hjemme i vores lejlighed er mig, der insisterer på at have en familiekalender hængende på køleskabet, så vi kan holde nogenlunde styr på vores aftaler.

 Jeg må (med lidt skam) også indrømme, at jeg flere gange har belært hende om, hvordan man placerer bestik i en opvaskemaskine, og pakket det ind i ’et godt råd’. Begge dele er noget, den frygtelige kvinde udsætter sin kæreste for i filmen.

Så jeg spørger Christian Tafdrup, hvordan han kan være så sikker på, at det handler om køn.

»Anders Juul (der spiller Rasmus, red.) har det på samme måde. Han kan være meget hård og tale hårdt til sin kæreste. Og Amanda Collin (der spiler Marie, red.) kunne genkende en del af karakteren Rasmus. Men altså, selvfølgelig har det noget med generelle feminine og maskuline mønstre at gøre, og de kan selvfølgelig godt krydse. Jeg har skrevet det ud fra, hvordan jeg selv er i et forhold. Men jeg må påstå, at den generelle opdeling er, at langt flere kvinder over for deres mænd er som i filmen end omvendt.«

– Hvad bygger du det på?

»Jeg bygger det selvfølgelig på min egen erfaring, men også på den enorme relaterbarhed, jeg oplever, filmen har. Jeg har allerede fået så mange mails fra mænd, der føler sig set, og fra kvinder, der føler sig ramt, og som derfor bekræfter det der generaliserede kønsbillede: at kvinder er ret kontrolsyge, og at mænd er ret villige til at vige uden om for at undgå konflikter. Det synes jeg er et mønster, jeg har set i mine egne forhold.«

Handler det så ikke om, at du har været i nogle dårlige forhold?

Han trækker vejret ind, før han svarer.

»Jo. Det gør det. Men de forhold, jeg har været i, er svære at beskrive som dårlige, for de har jo også været enormt almindelige. Så det dårlige findes i det almindelige.«

»Det er jo ikke, fordi jeg har været sammen med en psykopat, som man hører om med mænd, der slår deres kærester eller terroriserer dem psykisk. Men når jeg ser tilbage, så er det jo en slags psykisk tortur, der sker i nogle meget hverdagsagtige rammer. Og når jeg talte med mine venner, har de samme historier.«

Hvilke?

»Jamen dem, filmen portrætterer. Kvinden vil typisk gerne bestemme, hvilket tøj manden skal have på, og så ved hun mere om E-numre og økologi. Tit har hun jo ret i de der ’frygteligheder’, men jeg oplever – og postulerer i filmen, at kvinder generelt er mere subtile eller manipulerende med hensyn til at opnå det, de gerne vil.«

Baseret på traileren sagde en af mine veninder: ’Burde den ikke hedde ’En svag mand’?’ Burde den ikke det?

»Titlen kan tolkes, synes jeg, for det kan være én frygtelig kvinde, og det kan være hele kvindekønnet. Men det kan også være, hun er frygtelig, fordi jeg er en mand, der oplever hende. Måske er hun det slet ikke. Det ville ikke være interessant for mig at kalde den ’En frygtelig mand’, for det ligger i lagene under. Den er ikke misogyn, for den udstiller både mandens og kvindens svagheder,« siger han.

»Mellem linjerne er der en kritik af en skandinavisk mand, jeg virkelig kan genkende i mig selv og mange omkring mig, og som har svært ved at tackle den overmagt af en kvinde, og som derfor mister grebet om sig selv.«

En vanvittig tid

Min veninde, der mener, at filmen måske burde hedde En svag mand, er ikke den eneste, der har talt om filmen baseret på traileren. Hvis man søger på Christian Tafdrups navn på Twitter, dukker der tweets op som det her:

»Jeg vil hellere dø end at se En frygtelig kvinde. Hver gang jeg læser et interview med Christian Tafdrup, bliver jeg bekræftet i det.«

På Facebook har den heller ikke fået for lidt, og en artikel i webmediet Format bærer overskriften: »Denne mand har gjort mig træt af ALLE danske mænd

»Der skal ingenting til, før man bliver taget som gidsel i en kønsdebat, man ikke har noget at gøre med,« siger han om reaktionerne. 

»Der er nogle meget, meget vrede reaktioner derude, og de fleste af dem er baseret på en trailer eller tre sætninger fra et interview.«

Til en visning var der en kvinde, der rejste sig op og sagde: »Du siger, det er et antropologisk studie. Jeg er antropolog, så gider du godt lade være med at bruge det ord en anden gang,« fortæller han.

»Jeg oplever, at der især er nogle stærke, hvide akademikerkvinder, som er vrede. Jeg tror, mange af de der vrede reaktioner handler om #MeToo-bevægelsen, og at den står i vejen for at åbne øjnene. Det undrer og forbløffer mig, at det fylder så meget. Det er jo godt, fordi filmen får opmærksomhed, men man skal passe på ikke at blande det sammen.«

– Men kan du ikke godt forstå, at den bliver læst ind i den kontekst?

»Både-og. #MeToo-bevægelsen og de mennesker, der har haft modet til at stille sig op, er en god ting. Men det er lidt en hån mod dem, at nogle bliver sure over den her film på grund af dem. Filmen er jo i virkeligheden ikke mere kritisk over for kvinden end manden. Den handler ikke om, at kvinder er onde. Den er en kærlighedserklæring til kvindekønnet. Det er jo en kvinderolle, der bliver taget seriøst,« siger han og tilføjer, at der er mange kvinderoller i dansk film, hvor kvinden »bare er gravid og flæber«, mens manden er den farlige.

Det stigmatiserer kvinden, mener han.

»Jeg kan godt forstå, at man kan blive provokeret, hvis man ser traileren og knytter den sammen med noget generelt med at føle, at man ikke er blevet hørt. Eller at man endelig bliver hørt, og så kommer der en mand og sviner kvinderne til på en primitiv måde. Men jeg synes, man skal se filmen, før man tager den som gidsel. Og så tror jeg, man vil synes noget andet.«

Hvis Christian Tafdrup var en kvinde, der havde lavet en film om en frygtelig mand, ville det have været en helt anden snak, hævder han.

»Så ville jeg få et dobbeltopslag i Politiken, og der ville blive taget nogle mørke billeder. Jeg har været nødt til at bruge humoren til at beskrive noget, jeg egentlig har følt, var frustrerende. Hvis jeg stillede mig op med banner og sagde: ’Kvinder har undertrykt mig’, så ville man bare grine ad mig.«

Han griner også selv lidt.

»Men det er dybt interessant, at der er forskellige spilleregler. Det, der sker med #MeToo, er noget andet, det er magt på arbejdspladsen, der bliver seksuelt. Skulle det forklejne bevægelsen, at jeg laver sådan en film her? Det kan jeg ikke se. Jeg kan simpelthen ikke se det.«

’En frygtelig kvinde’ har biografpremiere juledag og anmeldes på fredag i Informations kultursektion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det er ligesom en gammel nyhed, at der alle dage har været tøffelhelte og manipulerende, dominerende kvinder, der udnytter deres evne til at sætte en mand i permanent skammekrog.
Ligesom det omvendte også kan være tilfældet med maskulint fortegn, hvor den kvindelige partner tales helt ned til ankelsokkerne med 'lille du'-bemærkninger og volapykiske forklaringer om 'kvindens sind'.
Mon ikke vi kan være enige om, at begge dele er lige irriterende og grænseoverskridende?
Fint med en film, der sætter fokus på kvinders allerværste sider. Har selv bevidnet en del, som svarer meget godt til stereotypen "en frygtelig kvinde", hvor det af og til er svært at undlade drastiske overlevelsesforanstaltninger, såsom at løbe skrigende bort.
Spørgsmålet er, om Tafdrups egen bias bliver for skinger?
Glæder mig til anmeldelsen ;-)

Ole Kristensen, Peter Knap, Rune Rasmussen, Jan August, Johnny Winther Ronnenberg, Henriette Bøhne, Janus Agerbo, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Gustav Alexander, Henrik Jørgensen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Det lyder lidt som en filmisk udgave af den velkendte vittighedstegning; En stor barmsvær, dominant kvinde og en lille mus af en mand.

Umiddelbart vil klicheen være nok til at holde mig væk.

Rune Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Janus Agerbo og Maria Jensen anbefalede denne kommentar

At afskrive temaet som en kliché er måske en smule hastigt - og lidt for bekvemt.
Modig mand ham Tafdrup. Håber han har forløst problematikken på en begavet, tankevækkende og morsom måde.

Tina Hedegaard Poulsen, Eleonora S. Paulsen, Hans Aagaard, Rune Rasmussen, lars søgaard-jensen, Jan August, Henrik Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Kjeld Jensen, Jonathan Larsen, Tino Rozzo, Jørn Andersen, Anders Reinholdt, Niels Duus Nielsen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Bekvemt og hastigt.. ja, for min skyld gerne.
Jeg magter heller ikke at læse bøger hvis handling ligger åbenlys allerede efter 10 sider. Det må andre forlyste sig med og god fornøjelse. :)

Gustav Alexander

Jeg synes ikke temaet virker særlig kliché, da det ikke behandles synderlig ofte i populærkulturen. Jeg tror at mange mænd kan genkende de her oplevelser og jeg synes egentlig ikke at det vrimler med film, der tager mandens blik på parforholdet. Det vrimler derimod med kvindelige perspektiver på parforholdet, hvilket også er helt i orden. Jeg synes blot man burde glædes mere over at få begge perspektiver.

Traileren alene var i hvert fald lidt ubehagelig, da den giver for mange relevante minder. Er det hvad man med et moderne sprog kalder "triggering"?

Tina Hedegaard Poulsen, Maiken Guttorm, Ole Kristensen, Hans Aagaard, lars søgaard-jensen, Henrik Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Anders Reinholdt og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er muligt man skal være mand for at få øje på det relevante tema. Om Tafdrup så har lavet en vellykket film eller ej, må tiden vise.

Hans Aagaard, lars søgaard-jensen, Henrik Rasmussen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

En film skal ikke bedømmes ud fra traileren eller mere eller mindre tilfældige uddrag af interviews eller andre kommentarer. En film skal ses og derefter kommenteres.
Alt andet er ikke andet end hurtige fix og bekræftigelser af forudfattede holdninger

Karsten Aaen, Henrik Rasmussen, Eva Schwanenflügel og Morten Nielsen anbefalede denne kommentar

Så traileren. Det virker som en virkelig tynd kop te. Manden siger ikke fra og glider ind i et forhold han ikke kan kende sig selv i. Det er selvfølgelig den onde kvindes skyld.

Samme historie er beskrevet tusind gang og det virkede ret uinteressant. En kliche.

Moralen til mænd er: Der kommer ingen magic pixie dream girl og reder dig. Dine problemer skyldes ikke en ond kvinde.
Stå ved hvem du er og sæt dine grænser.

Herdis Weins, Karsten Aaen, Markus Lund, Maria Jensen, Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel, Henriette Bøhne og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hahaha, Janus Agerbo. Lige i plet.
Det samme gælder i øvrigt for kvinder. Redningsprinsen på den hvide hest, som redder os fra osselv, kommer ikke i denne uge. Eller næste måned. Eller om 15 år..

Herdis Weins, Christel Gruner-Olesen, Janus Agerbo, Eva Schwanenflügel og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar

Rumpen i klaskehøjde. Det er fedt, når timing er så eklatant uheldig. Keep up the spirit young man, of course you´ve got a point.

Niels Duus Nielsen, Henrik Rasmussen og Jonathan Larsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

- Herregud ! Giv mig en Eva !
- Det er blevet moderne tider, Adam, den feministiske æra er indtrådt: Eva er en del af dig selv.

Gustav Alexander

Janus,

Jeg synes det oser af en mindst ligeså stereotyp individualisme, der forhipper at vi alle skal have nok i os selv. At vi hver især er en ø, der ikke behøver andre; i hvert fald ikke, hvis vi skal være 'stærke' og 'selvstændige' individer.

Vi er ikke små selvstændige øer, Janus. Vi behøver grupper og vi behøver kærlighed og validering, specielt fra det køn. Det gælder både mænd og kvinder. Det handler ikke om at give mænd eller kvinder skyld for noget; det handler om at mænd og kvinder - trods deres behov for hinanden - kan forvolde en ikke-intentionel skade på hinanden.

Det er forfærdeligt kliché at appellere til at man skal have styr på sig selv, før man kan være sammen med andre. Der findes ikke mennesker, der ærlig talt har styr på sig selv og hvis de har, så mistænker jeg dem for at være robotter.

Tænk hvis parforhold var så simple at man blot skulle "stå ved hvem man er, og sætte grænser". Det skal man naturligvis - men det eksisterer jo i et spændingsfelt mellem hvor langt manden og kvinden hver især vil gå på kompromis med sig selv for kærlighedens skyld. For parforhold er = kompromis.

Alle menneskets drømme og bekymringer kan ikke løses i individets egen psyke, Janus. Vi har behov for ting, der strækker sig ud over os selv og som dannes i fællesskab med andre. Her går man på kompromis på visse ting, medmindre man hele tiden var fuldkommen ligeglad til at begynde med.

Maiken Guttorm, Niels Duus Nielsen, Maria Jensen, Viggo Okholm, Peter Knap, Hans Aagaard, Henrik Rasmussen, Eva Schwanenflügel og Lars-Bo Andersen anbefalede denne kommentar

Jeg synes, det er godt, der kommer noget fokus på problemet med ligestillingen mellem mænd og kvinder i dette her samfund. Selvfølgelig har mænd i tiltagende grad været undertrykt af kvinder i Danmark over det i al fald seneste halve århundrede, og de ulige magtproportioner har taget et sådan udseende, at noget må gøres. Mønd forsøges jo kastreret, i dette her samfund. Ydmygelsen af mænd er blevet norm. Danske kvinder, generelt, har fået storhedsvanvid, og alt for mange af dem ser manden som en form for slave, som kun er til for at tilfredsstille hendes behov i livet. Filmen er heldigvis et udtryk for, at en bevidsthed om denne ubalance er på vej. Med en sådan bevidsthed må vi forvente, at magtbalencen mellem mænd og kvinder bliver mere afbalanceret i fremtiden.

Eva Schwanenflügel

På foranledning af råbet om "Giv mig en Eva", kommer her en lille historie til almen opbyggelighed. Der skal naturligvis helst grines :-D

"Da Gud den almægtige havde besluttet at skabe Adam og Eva, sagde han følgende til dem :
- Der er to ting, jeg lige skal have på plads. To GAVER, så at sige. Den ene er kunsten at kunne tisse stående....
- DEN VIL JEG HAVE, skreg Adam.
Og da Eva ikke syntes at det var vigtigst, gav Gud Adam denne gave.
Adam fortsatte sit råberi, og spænede rundt i den berømte have, hvor han lystigt tissede op og ned af hvert et træ han så. Derefter løb han ned på stranden og tissede mønstre i sandet. Han var jublende, og Eva og Gud betragtede den glade mand.
Men lidt efter spurgte Eva :
- Og hvad var så den anden gave ?
Og Gud svarede :
- Hjerne, Eva, HJERNE....!

Niels Duus Nielsen, Markus Lund og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Han må være bindegal for at lave en film af den type, han vil blive ristet over sagte ild indtil helvede fryser til is.

Men jeg kender godt temaet fra mit eget liv, efter 33 år var jeg hverken mand eller menneske længere.

Erik Jakobsen, Hans Aagaard og René Arestrup anbefalede denne kommentar

Det virker som en væsentlig film om et væsentligt emne. Og på tide visse typer kvinder får det modspil, de så meget trænger til. Håber de har empati og mod nok til at modtage det.

En mand giver slip på sig selv og forsvinder ind i et forhold? Aldrig set blandt kvinder. Aldrig!

Herdis Weins, Maiken Guttorm, Karsten Aaen, Markus Lund, Maria Jensen, Henriette Bøhne, Troels Ken Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Christel Gruner-Olesen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Kan man se om en problemstilling har relevans ud fra mængden af de kommentarer, der fremfører vægtig begrundelser for at den er urelevant?

Maiken Guttorm, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Lise Lotte Rahbek,
At nogen ikke kan finde ud af at sige stop, giver ikke andre ret til at forulempe.
Havde denne affejende chauvinisme fløjet hvis kønnene havde skiftet fortegn i pågældende film?
Og hvis du iøvrigt er så ligeglad med den gennemskuelige handling, hvorfor da så hastigt til tasterne?

Troels Ken Pedersen

Mænden af mænd, som i denne tråd fantaserer om et mande-undertrykkende kvindedomineret samfund modsiger Christian Tafdrups pointe om at han ene og alene ville blive grinet ud, hvis han kaldte sig undertrykt.

Derudover +1 til Mette Poulsens udmærkede pointe om at det ikke er kønsbestemt at miste fodfæstet og selvfølelsen i et parforhold. Uanset at den helt konkrete udfoldelse ofte vil være viklet ind i kønsroller. Jeg har set venner og bekendte af begge køn være rodet ind i forhold hvor magtbalancen skred helt ud. Og på begge sider af magtforholdet.

Maiken Guttorm, Karsten Aaen, Markus Lund, Mette Poulsen, Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Jeg synes godt visse mennesker i kommentarsporet kunne have mere respekt for den subjektive parforholds oplevelse, som den opleves fra mandens perspektiv. Jeg er helt med på at det kvindelige perspektiv også skal vises og respekteres - men jeg forstår ikke den ekstremt negative reaktion, som nogen har, når tingene pludselig vises fra et relativt uvant maskulint perspektiv.

Det skriver sig ind i en moderne tradition af at hvide mænd ikke må vedkende sig issues, som ikke har rod i dem selv. For hvad skal man fra queer/køns teoriens side gøre, hvis mænd - og særligt hvide mænd! - kan have problemer, der ikke eksklusivt er deres egen skyld? Hvordan skal det indpasses i teorier om det partiarkalske samfunds omnipresente undertrykkelse, hvis både manden og kvinden kan forvolde skade på hinanden? Jeg fornemmer at de teoretiske strukturer her helst så at det kun var manden der var i stand til at forvolde skade på kvinden, da det ellers er svært at få det teoretiske puslespil til at gå op uden en indrømmelse her og der.

Vi er mange der betragter det som ganske ukontroversielt at mænd kan forvolde skade i parforhold. Jeg synes det er ærgerligt - og ret ekstremistisk - mere eller mindre at afvise, at det også kan forholde sig omvendt.

Tina Hedegaard Poulsen, Maiken Guttorm, Niels Duus Nielsen, Maria Jensen, Viggo Okholm og Ole Kristensen anbefalede denne kommentar

Mænd i vores kulturkreds har gennem de sidste 40-50 år været pisket igennem en – på mange måder helt nødvendig - erkendelses-proces. Der er snart sagt ikke en flig af de patriarkalske-, psykologiske-, sociologiske og økonomiske magtstrukturer der ikke er blevet diskuteret, vendt og vredet, med en konstant anklagende finger rettet stift mod manden, hans position og hans arvesynd.
Kvindernes oprør har hele vejen igennem været både logisk og rimeligt og derfor har mænd været tvunget til at kigge indad og erkende, både i det private- og det offentlige rum.
Mænd er i defensiven på stort set alle fronter og famler efter et nyt, maskulint ståsted.
Det forekommer imidlertid som om, at det feminine momentum ikke efterlader megen plads til kvindelig selvransagelse eller -erkendelse. Udgangspunktet er, at kvinder er ofre og derfor er de også fritaget for både ansvar og skyld. Kvinder er med andre ord uangribelige, hvilket også afspejler sig i den generelle kønsdebat, hvor mandlige debattører på det nærmest får revet hovedet af, hvis de formaster sig til at påpege skævheder i vores moderne matriarkat. Og specielt, hvis skævhederne indeholder en implicit anklage mod kvinder og den feminine psykologis krinkelkroge.
Der er ellers rigeligt at tage fat på: Forælder-ret og samvær med vores børn, juridisk abort, drenges ringere trivsel og udvikling i uddannelsessystemet, selvmord, kriminalitet og social deroute.
Spændingerne i det private - i parforholdet og i familien, hvor kvinder notorisk - og med selvfølgelig og uangribelig autoritet – sætter sig tungt på magten, er et helt kapitel for sig. Det er ofte en veritabel slagmark, hvor krigen føres med alle midler. Og mændene har ikke en chance. De resignerer og erkender deres status som tøffelhelt eller vatpik. Eller også bryder de ud og starter forfra med en anden i den vildfarelse at der findes parforhold og familieliv, hvor der er mere end én general.
Begrebet ’pussy-power’ rummer en dyb sandhed om kvinders magt og deres vilje til at bruge den. Modsat mænd, er kvinder i stand til at skalere deres seksualitet efter omstændighederne. Og det bruger de. Skånselsløst.
Jeg er stødt på adskillige mænd – udmærkede mennesker og begavede personligheder – som, tilsyneladende helt frivilligt, har ladet sig ’kastrere’ og henslæber et liv, hvor de sluger urimeligheder og ydmygelser i et kvindeligt orkestreret parforhold eller familie-cirkus. De jamrer ganske vist i det stille – og aldeles diskret – men konklusionen synes altid at være den samme, hvad enten det handler om at få fred eller fisse.
I den forstand forekommer temaet i Tafdrups film yderst relevant. Om ikke andet så for at få lidt mere balance i den standende kønsdebat. Og ja, kære kvinder I er nødt til at tåle, at der findes maskuline synspunkter, som i den almindelige dialektik også indeholder en kritik af kvinder. Og vi mænd ved kun alt for godt, at det kan være irriterende og nogle gange endda ydmygende, at være genstand for den slags.

Johnny Winther Ronnenberg

René Arestrup

Du mangler en enkelt ting, enhver diskussion om køn og roller foregår på kvindernes præmisser og ud fra deres udgangspunkt og det gør de nødvendige diskussioner farvet på forhånd og de kan ikke vindes, for vi bliver stadig set som onde dominerende mandschauvinistiske svin, at de stort set uddøde med vores forældres generation, har ikke ændret på retorikken på noget tidspunkt.

Jeg har ikke noget mod at blive dømt for de fejl jeg selv begår, men jeg har noget i mod at blive dømt for mine forfædres synder, som jeg aldrig har haft del i.

@Johnny Winther Ronnenberg
'eg har ikke noget mod at blive dømt for de fejl jeg selv begår, men jeg har noget i mod at blive dømt for mine forfædres synder, som jeg aldrig har haft del i.'
Det var sådan set det jeg mente med 'arvesynd'

Rene Årestrup:
Arvesynd eller karma og eget ansvar? Vores menneskesyn kan forandre sig via nye erkendelser og det må vel også gælde kønnene og parforholdene imellem. Kønnenes forskel og gelvise drivkraft vil vel altid være forskellig ud fra de hormoner vi er skabt med gennem årtusinder. Slægtens videreførelse er jo baseret på det. Men vi vælger efter min mening selv vore reaktioner og følelser eller vi kan hver især uanset køn forholde os og reagere og hermed må vi tage ansvaret selv. Den proces er vel selve parforholdets udfordring. Fordi man er mand behøver man ikke være en gør det selv mand og fordi man er kvinde er man ikke nødvendigvis god til at strikke. Vore evner og talenter til at udvikle dem er helt klart udfordrende, her i huset er det mig som har den daglige husholdning og det grove omkring rengøring, og hvor min kone er den sikre med logik, værktøj og sørme også håndarbejde i mange afskygninger. Jeg var pædagog og uddannet som ene mand i kurven. men det har egentlig aldrig generet mig. Jeg kan sagtens forstå diverse seksuelle frustrationer ind imellem, men det er vel også i sig selv en af de vigtige udfordringer, hvor begge parter skal lære både at give og tage og sætte grænser uden modparten hænges ud.

Christel Gruner-Olesen, Johnny Winther Ronnenberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Viggo Okholm :
"Men vi vælger efter min mening selv vore reaktioner og følelser, eller vi kan hver især, uanset køn, forholde os og reagere, og hermed må vi tage ansvaret selv".

Det synes jeg er rigtig godt sagt.

Der er forskel på om et fodboldhold synger "store patter " eller "store pikke" i omklædningsrummet, og til parforholdets dulce vita ;-)

Henriette Bøhne

At kvinder, såvel som mænd, kan optræde undertrykkende og krænkende i parforhold er ingen nyhed og jeg mener nu heller ikke, at emnet er så ubeskrevet eller har fået så lidt fokus i populærkulturen, som mange mænd her i kommentarsporet påberåber sig.
Tænk bare på den britiske komedie " Keeping up appearences" hvor den nærmest psykopatiske Hyacinth Bucket i årevis har terroriseret et helt samfund og i særdeleshed sin mand, tøffelhelten Richard, som alle har frygtelig ondt af. Det store spørgsmål er jo, HVORFOR "stakkels" Richard, som er den, der tjener pengene, i virkeligheden får ud af relationen - jeg mener, hvis den virkelig er ham så ubehagelig, hvorfor pokker tager han så ikke sit gode tøj og indtægt og går sin vej?
I min optik er offerrollen uklædelig både hos kvinder og hos mænd. Jeg må tilstå, at jeg væmmes ligeligt over præstekonen Elisabeth i "Herrens veje", som trods selvforsørgelse bliver hos sin krænkende hustyran af en mand og tøffelhelten Richard, hvis lidelse giver gevinst i form af medlidenhed fra andre. Formentlig har begge en interesse i at bevare det bestående, holde på de sociale former og keeping up appearences som største værdi og dermed ligger begge jo som de har redt.

Herdis Weins, Karsten Aaen, Markus Lund, Maria Jensen, Troels Ken Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Ifølge et interview, Christian Tafdrup har givet til Jyllands-Posten, så handler filmen bl.a. om det her:

"Filmen følger en ung fyr, Rasmus, der driver omkring og drikker øl med vennerne, men pludselig dumper ind i Marie. De bliver forelskede, og Rasmus oplever, at han mister sig selv, efterhånden som Marie erobrer hans lejlighed og fastsætter færdselsvilkårene i den. Hans cd’er forsvinder, fordi han ikke lytter så meget til dem mere, og han sidder pludselig og stopper kål og salat i hovedet, når han hellere ville have en bøf. Marie styrer alt, og han lader hende gøre det, indtil det uundgåelige sammenstød kommer."
kilde:
https://jyllands-posten.dk/protected/premium/indblik/Kultur/ECE10136232/...

Altså filmen handler om en ung mand, der ikke gider at lave andet end at drikke øl med vennerne og drive omkring, altså opfører sig, som jeg ser det et temmeligt uansvarligt barn, der nægter at blive voksen. Hvorfor i alverden tror Christian Tafdrup, at den her unge mand med et bliver voksen! Som jo er det som Marie, den kvindelige hovedperson, forsøger at lære ham - at blive voksen og tage ansvar på sig for det fælles, deres parforhold......noget, som Rasmus jo helt helt ikke magter i filmen -
(baseret bl.a. på interview med Christian Tafdrup i Alt for Damerne, i Jyllands-Posten samt interviewet her) - fordi Rasmus, jo helt klart ikke er færdig med at være ung i sine 20'erne....

Henriette Bøhne og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Rene Arestrup: "Kvindernes oprør har hele vejen igennem været både logisk og rimeligt og derfor har mænd været tvunget til at kigge indad og erkende, både i det private- og det offentlige rum."

Det er grunden til, at jeg betragter mig selv som feminist - det er simpelthen ikke holdbart, hverken moralsk eller erkendelsesmæssigt, ikke at være feminist. Men på trods af, at ordet "feminisme" kun hentyder til et enkelt køn, har jeg altid set bevægelsen/forskningsdisciplinen som en mulig vej til universelle erkendelser, altså viden, som gælder for alle, både mænd og kvinder, men som kan give sig differentierede konkrete udslag afhængigt af, hvilket køn man tilhører.

Karsten Aaen, du taler lidt nedladende om en mand, der "opfører sig, som [...] et temmeligt uansvarligt barn, der nægter at blive voksen". Det er ethvert menneskes ret at nægte at være voksen, indtil den dag, hvor man rent faktisk bliver voksen, hvad enten man ønsker det eller ej. Og den dag kommer helt af sig selv, når man bliver forælder. Kvinder har ingen ret til at manipulere deres mænd til at blive voksne før det er nødvendigt.

At få et barn er som at springe ud på dybt vand uden at vide, om man kan svømme. I det øjeblik, man står med ungen i favnen er man med et blevet voksen, og ikke et øjeblik før - uanset hvad kvinderne skulle mene. Selv var jeg derfor efter bedste evne voksen i 16 år, men ligeså snart ungen fløj fra reden, vendte jeg tilbage til min ungdoms barnlige glæder.

Den store fordel er, at jeg i dag er så gammel, at jeg er ret ligeglad med at få en eller anden kvindes accept, i modsætning til da jeg var ung, hvor det virkelig betød noget. Samt at det mangeårige samvær som påtvungen "voksen" rollemodel for en unge faktisk har lært mig, hvorfor det er så fedt at kunne være barnlig.

René Arestrup, Eva Schwanenflügel og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

"What is genius? It is the power to be a child again at will." - J. M. Barrie ;-)

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og olivier goulin anbefalede denne kommentar

Niels Nielsen - det jeg egentlig mente med min kommentar om at Rasmus 'nægter at blive voksen' er baseret på alle de interviews jeg har læst med Christian Tafdrup, alle de artikler om filmen, jeg har læst og også den her anmeldelse fra jp.dk hvor der bl.a. står dette citat:

"Rasmus (Anders Juul) er en glad, øldrikkende, fodboldspillende, kæresteløs fyr. Han og vennerne hopper i sofaen, skråler vildt og tørknalder hinanden for sjov i deres brandert. En sådan aften kommer Troels’ (Rasmus Hammerich) kæreste og et par af hendes veninder forbi festen. En af pigerne er den smukke – »hun har en sygt god røv« – og flirtende Marie (Amanda Collin), som Rasmus til sin egen store jubel ender med at kysse med ud på de små timer."
kilde:
https://jyllands-posten.dk/protected/premium/kultur/anmeldelser/film/ECE...

ja så synes det mig som Rasmus hellere skulle være blevet single, fordi han aldeles ikke er klar til at indgå i et voksent ligeværdigt parforhold; det synes mig også som om han ikke helt er færdig med at
være en ung dreng, der driver omkring med venner, drikker sig i hegnet, går til fodbold mm. og mv.

Og jeg baserer det også på det her interview i Politiken, se her:

https://politiken.dk/kultur/filmogtv/art6267928/%C2%BBVelfungerende-og-s...

hvor han, Tafdrup, helt klart afviser at filmen er en satire! Det er den ikke, siger han:

"Jeg sidder over for ham i en lænestol. En jævnaldrende, kvindelig journalist. Jeg har set filmen og møder ham med forventningen om, at han vil være udglattende og understrege, at filmen jo blot er satire og ment som en spøg. At kvinder jo slet ikke er frygtelige i virkeligheden. Men sådan går det ikke. Slet ikke."

Lidt senere spørger den kvindelige interviewer ham, Tafdrup, om det her:

"Men filmen er vel satire, prøver jeg igen. Og jo, der må gerne være noget at grine ad, men instruktøren fastholder, at filmen viser nøjagtigt, hvordan han oplever, at kvinder opfører sig i parforhold. »Det kan ikke være rigtigt, at ingen vil stå ved det, jeg ser i så mange parforhold. At kvinden måske er født med nogle sider, som er utroligt rædselsfulde, og at hun ikke har noget imod at benytte sig af dem«."
kilde: samme som ovenfor (Politikens interview med Christian Tafdrup om filmen linket til ovenfor).

Også denne her beskrivelse af hvad de unge mænd foretager sig, når de er sammen, tyder på, at Rasmus slet slet ikke er klar til et forpligtende parforhold, se her:

"Det går vildt for sig i stuen. Druk, buldrende musik, dans i sofaen, bare maver og bamsekram. Men så dukker et hold veninder op. Og straks bliver der skruet ned for den hårde rock, og der kommer sirlige cocktails på bordet. Det er slut med det løsslupne. Pigerne er i huset, og de sætter dagsordenen."
kilde: samme som ovenfor.

For mig se lyder det som om nogle unge mennesker, unge drenge på 20-22 år, der lige er flyttet hjemmefra - og slet slet ikke er klar endnu til at have kærester på den der voksen-agtige måde...

Lise Lotte Rahbek, Henriette Bøhne og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Ulrik Mortensen:

tillad mig at starte med et John Lennon citat:

Woman, I love you because you understand the litte child inside the man.

Og det er netop det som er hele humlen her; man kan godt være et ansvarligt, voksent menneske, en mand, der tager ansvar for sig og sine, og sit parforhold (eller ægteskab), mens man stadig har sit indre legebarn intakt. Og det er det som Christian Tafdrup helt synes at have glemt her!

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Karsten Aaen, man behøver altså ikke være kærester på den der "voksenagtige" måde, du taler om, for det er bare en rolle man spiller, så længe der ikke er børn involveret.

Jeg vil så tilmed hævde, at når der så er børn involveret, tvinges man automatisk ind i en rolle, hvor man er både ansvarlig og fuld af omtanke, blot er der tale om en "tvangløs tvang", i modsætning til af kvinden påtvungne arbitrære tvang, som mere er et udslag af hendes forventninger til, hvad der anses som "passende" adfærd i en idealiseret kernefamilie.

Og en af grundene til, at mange mænd er gode fædre, er vel netop, at de er nogle forvoksede drengerøve, der ikke finder det vanskeligt at se verden fra børnenes øjenhøjde.

Jeg husker en jul, hvor vi besøgte min mor i Vestjylland, og jeg havde medbragt et antal kanonslag, så min da seksårige søn og jeg kunne tilbringe en eftermiddag sammen med at sprænge muldvarpeskud i luften. Jeg ved ikke hvem af os, der morede sig mest, mig eller ungen, men han lærte noget om at udvise forsigtighed med sprængstoffer, samtidig med at vi begge havde det sjovt.

Min mor syntes selvfølgelig vi begge var nogle "værre legebørn", som hun sagde, men det var bare sådan en kvinderolle, hun spillede - inderst onde glædede det hende at se sin søn og sit barnebarn more sig sammen som de drengerøve vi nu engang var - og stadig er.

Henriette Bøhne

Niels Nielsen,
Jeg er faktisk helt enig med dig - man behøver ikke være kærester på en bestemt måde, men det må vel alligevel være vigtigt, at man i et forhold forhandler sig frem til en vis enighed om, på hvilke betingelser relationen skal udfolde sig?
Man behøver ikke være enig om alt, men det må vel være vigtigt, at der trods alt er en så stor kærlighed til det menneskes kvaliteter og karakter, man er står i forhold til, at man kan bære over på de punkter, hvor forskellighederne er store.
Hvad enten det er mænd eller kvinder, som gør det, er det simpelthen for uklædeligt og pinagtigt, at sidde og brokke sig til venner og veninder om sin partner, uden at være m/k nok til at gå hjem og forhandle nogle betingelser frem, som begge parter kan leve med. Kan man ikke nå en vis konsensus, bør man erkende, at man nok ikke er rigtige for hinanden alligevel, istedet for at sidde og kværne løs i årevis om, hvor slemt ens partner behandler en.

Mette Poulsen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg er helt enig, Henriette Bøhne, og jeg har da også strakt mig rigtigt langt i de parforhold, jeg har været involveret i (synes jeg da selv ;-)). Men jeg har altså også kendt nogle kvindelige kontrolfreaks, som manipulerede mig på det groveste - men jeg lod det ske, simpelthen fordi jeg var dybt forelsket i vedkommende.

Jeg kan helt følge de kvinder, der vender tilbage til en mand, der har givet dem tæv, i mit tilfælde tog det mig flere år, før jeg indså, at jeg aldrig ville blive god nok i hendes øjne. Og selv om det var en lettelse at slippe ud af parforholdet, gjorde det alligevel ondt i lang, lang tid.

"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd" skrev Løgstrup og blev verdensberømt - og med god grund, for det er sandt.