Læsetid 12 min.

Matias Faldbakken: ’Jeg tog det værste fra 00’ernes samtid og gjorde det til litteratur. Jeg anede ikke, at det var sådan, fremtiden rent faktisk så ud’

Matias Faldbakken tog røven på den litterære offentlighed i 00’erne med sin romantrilogi ’Skandinavisk misantropi’. Knap ti år efter er den norske billedkunstner igen aktuel med et kammerspil af en roman – om europæiske dyder og traditioner. Formen er mere afdæmpet, men målet er fortsat avantgardistisk og uregerligt
Spørger man Matias Faldbakken, hvad der blev af den animerede form for vildskab, performativitet og provokation, der er karakteristisk for hans tidligere værker, så melder han pas. Han er selv overrasket over den milde og nærmest muntre tone, der dukkede op, da han begyndte at skrive igen. 

Spørger man Matias Faldbakken, hvad der blev af den animerede form for vildskab, performativitet og provokation, der er karakteristisk for hans tidligere værker, så melder han pas. Han er selv overrasket over den milde og nærmest muntre tone, der dukkede op, da han begyndte at skrive igen. 

Maud Lervik

9. december 2017

Årene 2001, 2003 og 2008 bød på en ualmindeligt vulgær, voldsom og tegneserielignende enfant terrible i skandinavisk samtidslitteratur. Den norske billedkunstner Matias Faldbakken udgav under pseudonymet Abo Rasul tre heftige, mærkværdige og frenetiske romaner, The Cocka Hola Company, Macht und Rebel og Unfun, der samledes under titlen Skandinavisk misantropi.

Misantropien løber på forskellig vis i stride strømme gennem alle tre romaner. Her udvises dyb foragt for fællesskab og fælles værdier, for den socialdemokratiske og skandinaviske velfærdsstat. Venstrefløjens politiske korrekthed bandlyses, og tolerancen latterliggøres af karakterer med navne som Fita, Simpel, Thong, Siegfried Heil, Macht og Rebel.

Her er pædofili utopi, nazisme er politisk oprør, pornografi og misogyni trækkes ud i det absurde – vold, spot og anarki er fremtid. Én stikker en slangeagurk op i sin endetarm, »det er ikke særlig behagelig, men uansett bedre enn ingenting,« mens en anden kaster op alene ved tanken om frastødende »fellesverdier« såsom tillid, troværdighed, omsorg eller omtanke. En tredje har rødder i den afrikanske ik-stamme, der instinktivt reagerer på grænseløs vold med ukontrolleret latter.

Alt det, vi i det velfærdsnærede Skandinavien ville skamme os over og tage afstand fra, det finder man her – bare uden skam og afstand, forstås.

Matias Faldbakken tog fuldstændig røven på den litterære offentlighed i Norge. Nogle mente, at han var for banal og voldsforherligende, en »litterær vandalist«, der uhørt provokerede for provokationens, ikke kunstens, skyld.

Andre betegnede både ham og hans værk som absolut genialt, en »samtidskunstens wonderboy« uden sidestykke, der havde leveret et absolut hovedværk i nyere skandinavisk litteratur. Romanerne blev oversat til tysk, russisk, finsk og dansk i en vældig fart, Faldbakken kom på Morgenbladets liste over de ti vigtigste forfattere under 35.

Og så blev der ellers stille. Helt stille.

Altså på den litterære front. Faldbakken har siden 2006 turneret verden tynd som billedkunstner, han har leveret udstilling på udstilling – i Paris, Berlin, London, Sydney og New York, med flere. Og der har selvsagt ikke været tid til at skrive.

Men nu, ni år senere, udgiver han altså romanen The Hills – i eget navn. Og den er nærmest alt det, Skandinavisk misantropi ikke er: Den er formfuldendt, underspillet og afdæmpet, den er hverken provokerende, konfronterende, ubehagelig eller voldelig, og den er komisk, men ikke forrykt eller absurd.

The Hills er derimod en art højborgerligt kammerspil, en stillestående og detaljemættet fortælling om den traditionsrige restaurant The Hills, der siden 1800-tallet har været opførelsested for en palette af europæiske dyder og traditioner.

Hvad pokker? Endnu en gang overrasker den norske billedkunstner den litterære offentlighed.

Maud Lervik

Institutionen

Jeg har aftalt af møde Matias Faldbakken i hans atelier, bag en massiv ståldør, i det nordvestlige Oslo. Han er i malerplettet arbejdstøj, håret er blevet karsekort siden de seneste pressefotos, rummet er utrolig veloplyst og hvidt – i stærk kontrast til mørket udenfor.

Der står et par kunstværker i det ellers nøgne rum, en slags trillebør med påsatte pastelfarvede klinker, linoliumsplader til udskæring, der hænger plakater med bombastiske slogans på væggene ved siden af plantegninger over lokaler på Astrup Fearnley Museet, hvor Faldbakken lige nu er aktuel med solo-udstillingen Effects of Good Government in the Pit. Bagerst i lokalet står et par få reoler med bøger, nogle af Dag Solstad og nogle om Edvard Munch. De fleste hylder er fyldt med Faldbakkens egne værker i diverse udgivelser og oversættelser.

»Jeg læser ikke så meget,« konstaterer han uden omsvøb.

»Og jeg skriver kun, hvis jeg arbejder på et specifikt bogprojekt.«

Det betyder, at han altså intet har skrevet i knap et årti.

Før Matias Faldbakken er modtagelig over for rækken af opfølgende spørgsmål, er han nødt til at fjerne de sidste ler- og limrester fra gulvet. Og få stillet sulten, især. Han foreslår, at vi går på Restaurant Lorry, her kan man nemlig få »tradisjonel og sann norsk mat i riktig brune omgivelser«, lyder det.

Og med »sann norsk mat« menes i sandhed norsk mad: røget fårehoved fyldt med pølse, fermenteret fisk serveret med en art kartoffel, rensdyrkage, lutefisk eller ’pinnekjøt’. Matias Faldbakken har en svaghed for det traditionelle norske køkken, fortæller han. Så bestiller han en hamburger og en øl.

Matias Faldbakken

  • Norsk billedkunstner og forfatter.
  • Født i Hobro, 1973, bosat i Oslo.
  • Uddannet fra Kunstakademiet i Bergen.
  • Har haft værker på både Documenta og Venedigbiennalen og indgår i faste udstillinger på museer som Centre Pompidou i Paris, Moderna Museet i Stockholm, Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design i Oslo med flere.
  • I september åbnede hans soloudstillinger Effects of Good Government in the Pit på Astrup Fearnley Museet og Boble på Standard, begge i Oslo.
  • Udgav fra 2001-2008 romantrilogien Skandinavisk misantropi, der består af The Cocka Hola Company (2001), Macht und Rebel (2003) og Unfun (2008). Har derudover også udgivet korttekstsamlingen Snort Stories (2005) og Kaldt produkt (2005), der er en omskrivning af Henrik Ibsens Et dukkehjem.
  • Hans seneste roman, The Hills, udkom i september.

Restaurant Lorry er ikke i liga med The Hills, slet ikke, påpeger Faldbakken. Her er givetvis tilpas brunt, men resten er alt for kitsch, for historieløst, væggene har ikke den rette tyngde. For mange udstoppede elghoveder og for lidt væsentlig kunst.

Inspirationen til The Hills har Faldbakken hentet fra diverse traditionsrige restauranter i Europa, som han har besøgt i forbindelse med åbninger af udstillinger og billedkunstneriske gøremål.

»De er ligesom The Hills steder, der indfanger længere linjer end de typiske populærkulturelle perspektiver. De har været arnesteder for ideer og tænkning, mødesteder for de finere borgerlige kredse og så kunstnerne, the bohemians. Jeg havde lyst til at skrive en roman med sådan en slags kulturhistorisk institution i hovedrollen.«

Vakler Europa?

The Hills er bemandet af en hovmester, en huspianist, en garderobevagt og barchef, en kok og en neurotisk pligtopfyldende og dedikeret tjener, hvis hyperregistrerende øjne og ører vi oplever det hele igennem. Det er hans ypperste ambition og livsformål at holde stedets traditioner og dyder i hævd og opretholde de sociale former i den faste liturgi.

Men en ung »samtidig« kvinde med en smartphone ankommer, hun bestiller en firdobbelt espresso og drikker den med så uhørt intensitet, at vores tjener til sidst mister fokus og begynder at fejle – noget, han ellers aldrig gør. En uorden trænger ind, stamgæsterne taler pludseligt sammen, og langsomt begynder formerne at krakelere på The Hills – og i det »stakkars Europa«, der vakler mellem flid og forfald.

Det er næsten umuligt ikke at læse The Hills som en slags konceptroman, en allegori over Europa anno 2017, hvis grænser, traditioner, institutioner og humanistiske grundsætninger netop vakler. Civilisationen, der bryder sammen, historien, der gentager sig selv. Og de borgerlige, der gemmer sig i vante omgivelser og desillusioneret forsøger af opretholde status quo. Eller rettere det, der var en gang.

Men den læsning er dels for banal, dels »for stor«, mener Faldbakken. The Hills er ikke blot et europæisk og allergorisk mikrokosmos, men også et formfuldendt kammerspil i sin egen ret:

»Jeg ved naturligvis, hvad de her elementer repræsenterer og peger imod i større europæiske, globale og politiske sammenhænge. Og jeg er med på, at der er en slags vaklen i bogen, en spænding mellem det gamle Europa og den nye verden, mellem sociale former og sociale medier. Men hvad bogen eller jeg egentlig måtte mene om Europa anno 2017? Det vil jeg ikke bevæge mig ind på.«

The Hills udspringer af en interesse for den særlige form for nostalgi, der ligger i værdsættelsen af de gamle borgerlige former og traditioner. En interesse for de finpudsede kulturelle finesser og sociale former, der udgør det højborgerlige – og altså europæiske.

Matias Faldbakken ved ganske vist også, at nostalgi ikke bare er nostalgi, men et politiseret og ideologisk begreb, som verdens højrefløje, nationalister og nynazister har taget til sig i stor stil:

»Nostalgien rummer også det reaktionære, fjendtlige og potentielt set farlige. Det peger visse passager i romanen også på. Men mest af alt er The Hills et forsvar for en anden slags nostalgi, en apolitisk nostalgi. Hvis den findes. Jeg er ikke sikker.«

Maud Lervik

Fremtidsprofeti

Matias Faldbakken har altid følt en vis akavethed ved »forfatterrollen«, han har ikke lyst til at være en intellektuel figur, der udtaler sig kløgtigt om alverdens dagsordener. Og når jeg spørger ham direkte til forholdet mellem hans fiktion og samtidens eksempelvis politiske klima i Europa, så begynder han at sno sig.

»Jeg har aldrig haft intention om at være den slags kunstner. Du får simpelthen ikke svar, når du spørger så konkret. Jeg er billedkunstner, en billedkunstner, der også skriver, ganske vist. Men som billedkunstner kommer jeg fra et slags sprogløst felt, på den måde er min kunstneriske impuls ganske anderledes, en slags vaghedens eller tvetydighedens impuls.«

Der løber en rød tråd af tvetydighed gennem Faldbakkens litterære og billedkunstneriske virke. The Hills er ligesom Skandinavisk misantropi svær at kategorisere, den er besværlig at få greb om. Den har en europæisk smagfuldhed over sig, dens omslag er i Éditions Gallimard-lignende lærredsstof med guldindskriptioner, og sætningerne er koncise og elegante. Men den punkterer konstant sin egen højstemthed, kærligheden til det højborgerlige forveksles med kærligheden til et romanescokålhoveds enestående form.

Men tvetydigheden i The Hills er af en ganske anderledes karakter, end tvetydigheden i Skandinavisk misantropi. Matias Faldbakken har foretaget en signifikant form for vending i løbet af det seneste årti. Og spørger man ham, hvad der blev af den animerede form for vildskab, performativitet og provokation, der er karakteristisk for hans tidligere værker, så melder han pas. Han er selv overrasket over den milde og nærmest muntre tone, der dukkede op, da han begyndte at skrive igen. For han er jo, som han selv beskriver det, en ganske »grov, insensitiv og heavy-handed« kunstner.

Men den tone, der bar Skandinavisk misantropi, føles i dag uddateret, forældet og nærmest forkert, forklarer Faldbakken. Og derfor ønsker han ikke, at trilogien skal oversættes til engelsk:

»De klinger forkert i dag, de tre romaner. De blev skrevet og udgivet med en særlig skadefryd, en drilskhed. Skandinavisk misantropi var et tankeeksperiment, et benspænd i norsk litteratur, en slags undersøgelse af, hvad der egentlig sker, hvis man presser, tvinger enhver form for indhold og værdisæt op mod en kapitalistisk virkelighed. Jeg bedrev en slags vandalisme, jeg ikke har samme behov for eller lyst til at bedrive i dag.«

– Og hvad er det, der har ændret sig?

»Vandalisme er blevet norm, velsagtens. Og ja, Breivik skete.«

Massakren på Utøya, 22. juli 2011, er for Faldbakken som for så mange andre nordmænd og skandinavere et vendepunkt. Han blev i dagene efter massakren ringet op af en del internationale, især tyske, journalister, der mente, at Faldbakken var en af de eneste, der havde beskæftiget sig med den her form for »hjemmedyrket og blond« terrorisme. De spurgte til, om Breivik mon havde læst Faldbakkens trilogi, hvilket billedkunstneren af åbenlyse grunde ikke kunne svare på.

»Men Breivik er som taget ud af en af de romaner, det er der ingen tvivl om. Jeg kunne have fundet på den type klovnagtighed, jeg kunne let have indlemmet et lignende manifest i Skandinavisk misantropi,« siger han og fortsætter:

»Man siger, at hvis man vil skrive om fremtiden, så skal man tage det værste i sin samtid og overdrive det. Det var det, jeg gjorde med Skandinavisk misantropi, især sidste del, Unfun. Jeg tog et giftigt rum og nogle giftige tendenser i 00’erne, kondenserede det og gjorde det til underholdning og litteratur. Jeg havde ingen anelse om, at virkeligheden ville følge den kurs, at realiteterne i 2017 så sådan her ud.«

Maud Lervik

Litterær trolling

Skandinavisk misantropi er ikke alene skrevet før Breivik og Utøya, den er også skrevet før sociale medier som Facebook og Twitter opstod i 2007. Og før diverse former for subkulturer og trolling-tendenser voksede frem på internettet. Heriblandt den højreekstremistiske, nationalistiske og racistiske alt-right-bevægelse.

»Her opererer man med samme impuls, som jeg arbejdede med i Skandinavisk misantropi. Det er jeg fuldstændig sikker på. Her er et voldsomt had til politisk korrekthed, her afvises fællesværdier og anstændighed, her bruges humor, hån og spot til at tryne og udbrede forskellige ideer tømt for egentligt politisk indhold. Det er en slags dadaistisk våd drøm, hvor systemer og fællesskaber konstant destabiliseres gennem latterliggørelse, nihilisme og ondskabsfuldhed,« forklarer Faldbakken.

Han refererer til irske Angela Nagle, der tidligere på året udgav bogen Kill All Normies, hvori det blandt andet beskrives, hvordan alt-right-bevægelsen opstod i en lomme på internettet og indoptog teknikker, som avantgardististerne og venstrefløjen traditionelt set har haft monopol på. Humor, eksempelvis.

Faldbakken genkendte Nagles analyse instinktivt. For det var selvsamme logik, han som Abo Rasul årtier forinden havde arbejdet efter. Donald Trump ville givetvis have været en ønskedrøm for flere af karaktererne i Skandinavisk misantropi.

»Man kan se Trump som et resultat af, at folk har taget hån og spot som våben mod den fordærvede politiske virkelighed. Han repræsenterer ikke et alternativt politisk indhold, men netop afvisning af politisk indhold som sådan. Det var den slags energi og nihilisme, der var min impuls, da jeg skrev Skandinavisk misantropi. Det er den komiske, men destruktive energi, der i dag er en politisk realitet på daglig basis,« forklarer han.

»Og hvis Skandinavisk misantropi udkom i oversættelse i dag, så ville romanerne mest af alt fremstå som en slags troll sat på litterær formel. Og ikke, som det er tilfældet, en grænsesøgende litterær undersøgelse, der tilfældigvis foregriber et klamt og virkeligt fænomen, der opstår et årti efter den oprindelige udgivelse.«

Virkeligheden har altså indhentet fiktionen, antihumanismen har det godt, alt for godt. Men det betyder ikke, at kunsten og litteraturen ikke fortsat skal foretage grænseoverskridende undersøgelser, understreger Faldbakken. For modsat Angela Nagle så tror han fortsat på grænseoverskridelsens potentiale. Det, han betegner som, »den avantgardistiske impuls«.

Matias Faldbakken har aldrig været interesseret i at provokere og overskride grænser alene for provokationens skyld. Men han har altid været heftigt draget mod kunst og udtryk, der har uregerligheden som mål. Og det har avantgardisterne.

»Lad os tage dadaismen som eksempel. Den insisterede som avantgardistisk bevægelse på det irrationelle, den foragtede det etablerede og dragedes mod vandaliseringen af fastlåst mening, konsensus. Den overskridelse og avantgardistiske impuls, jeg tror på, er den, der er vokset op igennem det 20. århundredes kunsthistorie og radikale venstrefløj. Det er en historie af brud med former, med moralske grænser, med politisk korrekthed og heroisk, brølende overskridelse. Og det er de strategier, som alt-right-bevægelser og internettets trolls har appropieret og omsat i en art mareridtversion,« forklarer Faldbakken.

Men det betyder ikke, at den avantgardistiske impuls har spillet fallit. Det betyder ikke, at kunsten såvel som venstrefløjen skal genopfinde sig selv. Det betyder derimod, at de avantgardistiske positioner, dadaisten såvel som situationisten eller punkerne, skal genopføres, de skal repeteres i opdaterede former, som et korrektiv til samtidens misære:

»For de fuldendte jo aldrig deres politiske og revolutionære projekter, de er endnu ikke lykkedes. Dette idémateriale, disse impulser og opfindsomme afvigelser må og bør genoptages af nye generationer, nye kunstnere og revolutionære, igen og igen. Det bliver ikke mindre aktuelt at søge den avantgardistiske position. Det tror jeg virkelig på.«

Og det gør de også på The Hills, som vores neurotiske tjener her beskriver det:

»Historien skal fortsette å utspille sig, ikke fortsette ’videre’ eller ’utvikles’, men ’repeteres i det uendelige, slik at alt som ikke ble ferdig latterliggjort, distrahers og hånt i første, fra 1914 og opp, kan bli latterliggjort og avsporet igjen og igjen, på samme vis’.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu