Læsetid: 16 min.

Mette Bock: Der er nogle, der synes, jeg har været en skrap madame

Kultur- og kirkeminister Mette Bock lytter til Schubert og læser klassisk litteratur. Hun er også en kontrolleret karrierekvinde, der ikke har noget imod at sidde for bordenden. I begyndelsen af januar skal hun fremlægge et medieudspil, som bliver optakten til den største kulturpolitiske forhandling i hendes tid som kulturminister. Her vil det vise sig, om hun kan forene sin ’kærlighed til kultur’ med liberal politik
Kulturminister Mette Bock (LA) er optaget af kultur – fra landskamp til Luther – og samtidig er hun medlem af et parti, der mener, at kulturen skal være »mere selvbærende«, og hvor et flertal af medlemmerne synes, det er kulturpolitik at give skattelettelse.

Kulturminister Mette Bock (LA) er optaget af kultur – fra landskamp til Luther – og samtidig er hun medlem af et parti, der mener, at kulturen skal være »mere selvbærende«, og hvor et flertal af medlemmerne synes, det er kulturpolitik at give skattelettelse.

Andreas Bang Kirkegaard

8. december 2017

Silke Bock havde lige fået kørekort, da hun lånte sin mors bil og bakkede den ind i en lygtepæl. Det kostede en bule, ikke noget alvorligt, men nok til at den skulle på værksted. Det var til at leve med. Men et par uger senere lånte Silke Bock bilen igen, og denne gang bakkede hun den lige ind i sin fars bil, så begge biler måtte på værksted.

Brødebetynget fortalte Silke Bock sin mor om episoden, men til sin overraskelse blev hun hverken mødt med vrede eller skuffelse. I stedet sagde Mette Bock (LA): »Silke, det er vigtigt du kommer ud at køre bil. Nu tager du en bil, og så kører du til Aarhus. Du skal ikke tro, at du ikke kan køre bil, for det kan du godt,« genfortæller Silke Bock.

Det er også sådan Mette Bock selv reagerer, når hun møder bump på vejen: Hun lader sig ikke slå ud, men kører videre. Da hun som chef på JydskeVestkysten blev kritiseret for ikke at have den rette uddannelse eller tilstrækkelig erfaring, lod hun sig ikke mærke med det. Og da hun for nylig blev ramt af en shitstorm, efter at have taget imod to millioner kroner i fratrædelse af DR, var der heller ingen slinger. Hun har »hår på brystet«, som hun selv siger:

»Der er nogle, der synes, jeg har været en god chef, og nogle der synes, jeg har været en skrap madame.«

Fortællingen om Mette Bock som en stærk karrierekvinde går igen i portrætter af hende. Det er et billede, som hun selv er med til at tegne, og det er et billede, som hendes kolleger, tidligere kolleger, politiske modstandere og familie godt kan genkende. Men der er også en anden fortælling om Mette Bock. Det er fortællingen om Mette Bock som et familie- og kulturmenneske, der samler sine nærmeste til middage, opdrager sine børn med musik, lytter til Schubert og har klassiske værker i sin bogreol.

Hun er optaget af kultur – fra landskamp til Luther – og samtidig er hun medlem af et parti, der mener, at kulturen skal være »mere selvbærende«, og hvor et flertal af medlemmerne synes, det er kulturpolitik at give skattelettelser.

Information har mødt kulturministeren op til hendes første store kulturpolitiske forhandling i sin tid som minister: medieforliget. Her skal hun bl.a. fastlægge rammerne for finansieringen af DR, TV 2’s regioner og Radio 24syv sammen med Folketingets partier. »Det bliver hendes svendestykke som minister og en lakmusprøve på, om hun kan forene sin holdning til, at DR skal være en stærk kulturbærende institution, samtidig med at hun ifølge regeringsgrundlaget er forpligtet til at fokusere DR og sætte licensen ned,« siger mediekommentator Lasse Jensen.

Antennerne ude

Mette Bock går forrest ind ad glasdøren til DR Nordjylland. Hun tager lange skridt, der giver et smældende klik, hver gang hendes støvlehæle rammer gulvet. Hun smiler bredt, rækker sin hånd frem og hilser på en flok DR-medarbejdere. Hendes to embedsmænd og sekretærer følger efter og gør det samme.

Mette Bock er taget med sit lille følge til DR Nordjylland for at høre om Danmarks Radios arbejde i landets nordligste region. Det er en form for charmeoffensiv eller ministertur, hvor Mette Bock besøger teatre, museer og mediehuse for at »fylde ’sin rygsæk’« – som hun siger – med oplevelser og indtryk, hun kan bruge, når hun skal lave reformer på områderne.

Flokken fra Kulturministeriet og Danmarks Radio går hen til et åbent område, hvor Anne-Marie Dohm, direktør hos DR i Danmark, begynder at fremlægge, hvad der foregår med mediehuset i her.

Mette Bock lytter interesseret, nikker anerkendende og siger »mmh«. Og hun husker at stille spørgsmål til Anne-Marie Dohm og de andre ansatte, som hun møder på turen rundt i DR’s bygning: »Hvor længe har du været ansat? Er du blevet overflyttet fra København? Hvad arbejder du med? Hvornår er bygningen fra?«

Det har hun gjort alle de ni steder, hun har besøgt de seneste 24 timer, siden hun ankom til Nordjylland. Tidligere har hun været på samme slags tur i Sønderjylland, og snart går turen til Vestjylland, hvor hun også skal besøge museer, teatre og mediehuse.

Mette Bock forbereder sig på forhandlingerne om en museumsreform og en teaterreform, og derfor tager hun rundt i landet. Hun besøger historiske museer, kunstmuseer og store og små teatre.

I løbet af 2017 har hun forberedt sig til medieforliget, som skal forhandles i begyndelsen af næste år. Hun har deltaget i borgermøder og været aktiv på sociale medier for at blive klogere på danskernes medievaner. Og hun har inviteret kendisser og mediefolk ind i sit eget midlertidige talkshow Antennerne Ude, der er blevet vist på Youtube.

»Der er nogle, der spørger, om det ikke varm luft. Men jeg er helt sikker på, at når vi kommer i gang med medieforhandlingerne, så vil det lange træk lønne sig,« siger Mette Bock til Information.

Andreas Bang Kirkegaard

LA’s kulturpolitik

Hvis Liberal Alliance får deres vilje under medieforhandlingerne, skal den statslige mediestøtte afvikles over en årrække, tvangslicensen skal afskaffes, og DR skal finansieres via en abonnementsordning. Det skriver partiet i deres arbejdsprogram.

Mette Bock vil kun udtale sig om medieforhandlingerne som kulturminister, og hun holder sig derfor til at sige, at »det skal være slut med licensen, som vi kender den i dag«. Tidligere har hun sagt det samme som partiet.

»DR’s rolle skal redefineres,« fortsætter Mette Bock. Hun bruger sine hænder til at vise, at Danmarks Radio ligger og sumper rundt sammen med andre medier. Hun bevæger hænderne frem og tilbage på bordet foran sig. Men »DR skal rage op«, siger hun og bevæger sine hænder op og ned, så de danner en søjle.

»Der er noget, DR gør, som andre kan gøre lige så godt. DR skal koncentrere sig om dansk kvalitets-tv: troværdige nyheder, dækning af udlandet, store dramaserier og børne-tv,« siger Mette Bock.

– Der er nogle ting, som andre kan gøre lige så godt. Er der noget af DR’s indhold, der skal overtages af andre?

»DR skal ikke ligne det, der er på de andre kanaler. Man skal ikke læne sig op ad det, der er meget populært. Man kan faktisk godt lave noget populært, selv om det har noget mere i sig.«

– I den seneste public service-redegørelse fremgår det, at 95 procent af befolkningen bruger DR’s tilbud hver uge. Det er vel en form for blåstempling, men alligevel vil du skære?

»Ja, det er ikke ligegyldigt, hvilket lejrbål man samler sig om – netop for at sikre den demokratiske dannelse og oplysning. Man kan have en målsætning om, at man vil nå 100 procent af danskerne, men hvis man vil det, skal man lave utroligt mange forskellige ting. Jeg synes, der skal prioriteres anderledes og koncentreres om dansk kvalitet. Jeg synes godt, man må tale kvalitet. Det er jeg ikke bange for.«

– ’Demokratisk dannelse og oplysning’. Hvad tænker du konkret på?

»Historien om Danmark er et godt eksempel på noget, som jeg synes, er godt at samle sig om i forhold til demokratisering og historisk dannelse. Det skal ikke være en amerikansk serie, som bliver udbudt andre steder. Dem, der kun vil se amerikanske serier, skal ikke nødvendigvis finde det hos DR.«

Tilbage i DR Nordjylland, hvor Mette Bock og hendes følge er på besøg, falder snakken også på Historien om Danmark. Mette Bock roser den, og alle nikker. Et par DR-medarbejdere fortæller, at flere skoler og institutioner har skrevet til DR for at få fat på undervisningsmateriale om danmarkshistorien.

Fra venstrefløj til højrefløj

SF: Mette Bock forklarer, at hun blev medlem af SF, efter hun havde skrevet Lilli Gyldenkildes erindringer, og de var blevet gode venner. Lilli Gyldenkilde var dengang medlem af Folketinget for SF. Mette Bock siger selv, at hun ikke rigtig havde tænkt sig om, da hun meldte sig ind i partiet, men hun »står fuldt og helt ved det og fortryder ikke«.

»Der er mange værdier i SF, jeg kan spejle mig i. SF er et parti med en grundlæggende tillid til mennesker og en grundlæggende åbenhed. Nu tænker jeg på dengang, for partiet har selvfølgelig ændret sig.«

»Jeg tror godt, jeg kunne have været socialdemokrat for 100 år siden. Dengang var der rigtig mange, der var overladt til sig sig – både i forhold til sundhed, adgang til arbejdsmarkedet og social mobilitet. I 1900-tallet blev der indført en masse reformer, som betød, at vi fik mere lige muligheder. Det har været rigtig rigtig godt. Men på et tidspunkt overtog staten for meget.«

Radikale: Senere blev Mette Bock medlem af De Radikale – ligesom hendes far, Ole Samuelsen, var blevet før hende. I 2001 var hun folketingskandidat for partiet.

Ny Alliance/Liberal Alliance: Da hendes bror Anders Samuelsen senere stiftede Ny Alliance rykkede Mette Bock med derhen.

»Springet fra de radikale til Liberal Alliance var ikke ret stort. Det Radikale Venstre har altid været et sammensat parti,« siger Mette Bock.

Pistol for panden

Når Mette Bock bliver portrætteret, er der ofte én bestemt episode, som bliver nævnt. Den er fra 2007, da hun var chefredaktør og administrerende direktør for JydskeVestkysten. På et tidspunkt var der et sammenbrud i de lokale lønforhandlinger, og de redaktionelle medarbejdere strejkede. Mette Bock valgte at sige, at hun ville fritstille alle, hvis de ikke gik i arbejde igen.

Det fik en tillidsrepræsentant til at reagere og kalde Mette Bocks udsagn for en »pistol for panden«. Mette Bock svarede efterfølgende noget, som har fulgt hende lige siden:

»Når jeg skyder folk, gør jeg det forfra.«

Når citatet bliver nævnt, handler det ofte om, at hun »ville skyde« medarbejderne. Men hun siger selv, at pointen var, at hun ikke ville gøre noget uden at informere medarbejderne om det. Hun ville ikke gå bag om ryggen på dem, siger hun.

Selv om Mette Bock mener, at pistolcitatet er blevet misforstået, så er hun ikke ked af, at det bliver ved med at forfølge hende. »Det er et vilkår, jeg ikke kan ændre på,« siger Mette Bock. »Jeg kunne bruge al min tid på at gå ind i sager, hvor jeg synes, jeg er blevet forkert citeret eller tolket. Så hellere bruge tiden på noget andet.«

Men citatet manifesterer også, hvordan flere af dem, Information har talt med, ser på Mette Bock. Hun er ikke bange for at sidde for bordenden, sige sin mening og gøre sig upopulær.

Peter Orry (tidligere journalistisk chefredaktør på JydskeVestkysten, red.) og Inger Bach (DR's etikchef, red.) beskriver kulturministeren som principfast.

Da Mette Bock var programdirektør og formand for programetikudvalget i DR i 2008, valgte hun at trække sig fra etikudvalget i protest mod, at DR2 ville vise en film om aktiv dødshjælp, hvor en mand døde for rullende kamera. Hun mente, at man skulle lade være med at vise dødsøjeblikket med argumentet om, at det er et privat øjeblik.

Mette Bock med sin lillesøster Karen, der i 1966 blev kørt ned og døde.

Privatfoto

Det endte med, at filmen blev vist, efter at jeg kom ind over sagen, siger Kenneth Plummer. Han kan sagtens huske det.

»Hun ville hellere forlade posten som formand for udvalget end at gå på kompromis med sin egen etik, hvilket jeg havde fuld respekt for.«

Man skal mene noget fra dag ét

Da Peter Mogensen og Michael Kristiansen fra Tirsdagsanalysen på TV 2 News i marts i år lavede en liste over de ministre, der havde klaret sig bedst, lå Mette Bock som nummer ét på Michael Kristiansens liste.

»Hun fører Liberal Alliances kulturpolitik, det er man ikke i tvivl om. Og det håndgemæng, hun har gang i med Danmarks Radio, dér er hun ret overbevisende,« sagde politisk kommentator Michael Kristiansen: »Som ny minister skal man turde gå ind ad døren og mene noget fra dag ét.«

Billedet af Mette Bock som slagkraftig genkender Jørgen Lenger, der arbejdede sammen med Mette Bock i Muskelsvindfonden i begyndelsen af 1990’erne.

Som 35-årig blev Mette Bock ansat som direktør i Muskelsvindfonden. Hun skulle sidde for bordenden, lave strategier og holde styr på foreningens penge, som på kort tid var gået fra at ligge i en cigarkasse til at være et beløb på seks cifre.

Dengang var hun SF’er, og tidligere havde hun også været en del af kvindebevægelsen og kaldt sig selv for rødstrømpe. I Muskelsvindfonden var de fleste en del af 68-generationen, men alligevel var det en omvæltning at få Mette Bock for bordenden.

Hun var godt nok SF’er, men det var der mange, som undrede sig over, fortæller Jørgen Lenger, der har været i Muskelsvindfonden siden 1987:

»I 1990'erne var SF et venstreorienteret parti, der var til sovesale og lilla ble. Det var Mette på ingen måde. Hun havde ikke tålmodighed til at sidde i rundkreds og diskutere i en uendelighed. Hun lyttede og besluttede.«

Mette Bock lagde heller ikke skjul på, at hun havde nogle karriereønsker. Allerede da hun tiltrådte som direktør, sagde hun, at hun nok ville blive der i fem år. Det var også noget andet, end hvad man var vant til i foreningen, der var begyndt som græsrodsbevægelse.

I Muskelsvindfonden viste det sig, at Mette Bock var en leder med sin egen vilje og holdning til tingene. Der blev ikke stukket noget under stolen, og det ledte til diskussioner, fortæller Jørgen Lenger.

»Hun er meget stålsat, når hun har en holdning, men hun har heller ikke noget imod at tage konsekvenser af det. Der var ikke tvivl om, at hvis udviklingen kom for langt væk fra det, hun ønskede, kunne hun også søge andre græsgange.«

Han tilføjer, at han har stor respekt for ministeren, selv om de ikke deler samme politiske overbevisning.

Barndom

Der er særligt to begivenheder, som står frem i Mette Bocks erindringer om sin barndom: Da hun som niårig så sin lillesøster miste livet i en trafikulykke, og da hendes forældre blev skilt otte år senere, og hendes far udviklede et alkoholmisbrug. Efter skilsmissen måtte Mette Bock fungere som ufrivillig mægler, fordi hendes far nægtede at tale med hendes mor.

Måske er det fra de erfaringer, at Mette Bock har udviklet en evne til at finde løsninger, når der opstår problemer. Silke Bock beskriver sin mor som en, der »kommer med forslag til, hvordan man kan se på tingene på en anden måde. Hvis der er en, der har det dårligt, så skubber hun på, for at man også ser det lyse i situationen«.

»Hun har haft en barndom, hvor hun lærte tidligt selv at tage ansvar og stå på egne ben.«

Selv siger Mette Bock, at hendes opvækst har betydet, at hun går efter sine drømme. Livet kan være slut i morgen, i overmorgen eller om en måned. »Jeg vil have det mest mulige ud af alting. Det med at udskyde sine drømme, det gør jeg ikke.«

Andreas Bang Kirkegaard

Tydelig frem for kontant

Udover fortællingen om Mette Bock som en kontrolleret og viljestærk karrierekvinde er der også en anden fortælling, som går igen: Mette Bock som et kulturelt menneske med stærke familieværdier.

Information er blevet inviteret hjem til Mette Bock i Horsens. Hun bor for enden af en blind vej sammen med sin mand. Der er roser op ad husets gavl og et skilt: ’Familien Bock’.

Selv om Mette Bock har skiftet arbejdsplads nogle gange, er hjemmet forblevet det samme. Det er byen Horsens også. Hun er vokset op på Solbakkevej, som ligger 400 meter væk fra hendes eget hus. I dag er det brødrene Anders Samuelsen og Kristian Samuelsen, som bor i barndomshjemmet. Mette Bocks ældste datter bor også lige rundt om hjørnet, og det samme gør Mette Bocks mor.

I tv-programmet Kender du typen fra 2015 fortæller Mette Bocks ældste datter, Kirse Bock, at familien kalder hende for mater familias, og både i familien og på sine arbejdspladser er hun en naturlig matriark. »En psykolog ville sikkert sige, at det er fordi, jeg er storesøster til fire brødre,« siger Mette Bock.

For nylig var hele familien samlet. Det er de tit, selv om Mette Bock har travlt. Derfor er det heller ikke trerettersmenuer, der bliver disket op med. Sidst var det kogt skinke. Nogle gange har datteren Kirse Bock og hendes kone salat med.

Men Mette Bock tager sig tid til sin familie. Det er et billede, som går igen, når man taler med hende selv og familien.

Da Information er på besøg, går Mette Bock hen til en bogreol og tager en krønike frem, som fætre og kusiner i hendes familie har skrevet de seneste 23 år. Her deler de, hvad der har præget deres liv i året, der er gået. Da Kender du typen var på besøg, blev familiekrøniken også fremhævet. Det samme blev Mette Bocks forhold til sin familie, og at hun bor tæt på dem i Horsens. Det er en fortælling, som Mette Bock ynder at fortælle.

Den kontante Mette Bock, som til tider dukker op i medierne, er sjældent til stede, når hun er sammen med sin familie. Silke Bock beskriver sin mor som tydelig frem for kontant. Hjemme i huset i Horsens var Mette Bock tydelig omkring sine værdier – at det var et hjem, hvor der blev spillet klassisk musik, læst bøger og gået i kirke. Det var ikke noget, der blev italesat, det var bare sådan, det var. Og sådan er Mette Bock selv vokset op. Der var ikke et eneste rum i hendes barndomshjem uden bogreoler, fortæller hun.

Andreas Bang Kirkegaard

Alle veje frem

I stuen hos Mette og Hans Jørn Bock fylder en stor, hvid bogreol hele væggen. Der står opslagsværker, klassisk litteratur og bøger, som Mette Bock er medforfatter til.

Mens Information er på besøg, bliver der spillet Schubert, og hendes hund bliver præsenteret som Crassus – opkaldt efter den romerske politiker Marcus Licinius Crassus.

Mette Bock fortæller, at hun flere gange er blevet beskyldt for at være kulturløs og mangle indsigt. »Nu ved jeg ikke, hvor længe jeg får lov at være kulturminister, men forhåbentlig vil man opdage, jeg nærer en stor kærlighed til kultur.«

– Nu er du kulturminister og samtidig medlem af et parti, hvor et flertal mener, at kulturstøtten skal gå gennem skattelettelser. Mener du også det?

»Alle veje frem.«

»I England har man en lang tradition for, at hvis man investerer i kultur, så kan man få fradrag. Og hvis man skaffer sin egen finansiering, kan det offentlige toppe med en anden form for belønning. Alle de elementer kan man sagtens arbejde med.«

– Men kan man forestille sig, at det vil skabe mere kulturel ulighed?

»Hvorfor det?«

– Tror du, at en familie med en meget lav månedlig indkomst vil bruge en skattelettelse på at gå mere i teatret?

»Vi må jo selv finde ud af, hvordan vi prioriterer. Hvis du kigger på vores tradition i Danmark, så har det været et parti som socialdemokraterne, der har været optaget af kultur, og det er da ikke, fordi deres vælgere er ekstraordinært ressourcestærke.«

– Nu kommer jeg med en påstand: Hvis man gerne vil have lighed i kultur, er der en fare ved, at man ændrer i fordelingen af kulturmidler. Er du enig i det?

»Der er fare ved alting, og der er fordele og ulemper ved alting.«

– Liberal Alliances kulturpolitik handler om at gøre kulturen »mere selvbærende« og få den til at »stå på egne ben«. Hvordan kan du både ville værne om kultur og samtidig være en del af et parti, som har den målsætning?

»Nej, prøv at hør her. Det, vi taler om, det er, at hvis tingene kan stå på egne ben, så synes jeg, det er godt.«

– Men så bliver du mere afhængig af sponsorater, fondsmidler og/eller brugerbetaling.

»Er der noget odiøst i det?«

– Hvis der kommer mere brugerbetaling, vil nogle formentlig fravælge det. Tror du ikke?

»Hvorfor er det, at man gerne vil betale for at gå i biografen, men at man ikke vil betale for andre ting? Det kommer an på, hvilke præferencer man har.«

»Der er nogle, der gerne betaler for at gå biografen, og som synes, det er meget, meget dyrt, at komme ind på Statens Museum for Kunst. Hvordan kan det være?«

Mette Bock med sine brødre: (fra venstre) Kristian, Morten, Karl Peter og Anders. 

Privatfoto

En død hund

På turen i Nordjylland er det blevet aften. Mette Bock spiser aftensmad på Løkken Badehotel sammen med embedsmændene fra Kulturministeriet og de to sekretærer.

To af embedsmændene finder ud af, at de begge har været ansat i Danske Slagterier, og Mette Bock følger op med at fortælle om dengang, hun var dyrevelfærdsordfører.

»Stop mig, hvis jeg har fortalt det før,« siger hun.

Hun fortæller om labradorhunden Balder, som blev skudt. Hunden var løbet ind til naboen, som tidligere havde advaret familien mod at lade hunden løbe ind på hans grund. Til sidst skød naboen hunden.

Alle medier ringede til Mette Bock – inklusive Information, indskyder hun – og folk var meget optaget af sagen. Men det endte med, at Mette Bock ikke blev citeret nogle steder. Det blev ordførerne fra de andre partier til gengæld. De mente, at ministeren skulle i samråd, mens Mette Bock som den eneste sagde, at hun ikke havde nogen kommentarer, fordi politiet var i gang med at undersøge sagen.

»Det er første paragraf i dyreværnsloven, at dyr ikke må lide fysisk og psykisk overlast. Området var derfor dækket, fordi der allerede eksisterede en lov om, at man ikke må mishandle dyr i Danmark.«

De andre ordførere var oprørte, ligesom befolkningen. Mette Bock var nøgtern. Det er sådan hun ser sig selv: Når andre løber fra deres principper, står hun fast.

I starten af januar vil det vise sig, hvordan Mette Bock håndterer medieforliget – om hun bliver tvunget til opgive nogle af sine principper, og om hun består lakmusprøven. Indtil videre har Mette Bock taget et langt tilløb til forhandlingerne med interessentmøder og borgerinddragelse.

»Men der er mange barriere: Først skal jeg overbevise mit parti, og så skal jeg overbevise de to andre regeringspartier, og så skal jeg overbevise Folketinget. Så der er lang vej igen.«

– Er det en fiasko, hvis det ikke kan lade sig gøre?

»Nej, så er tiden bare ikke moden til det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Werngreen

Når man efter endt læsning så spørger sig selv om, hvad er det i grunden for et menneske, der således, også på dine og mine vegne, har fået mandat til at udstikke rammerne for fremtidens kulturelle udfoldelsesmuligheder, tegner der sig et billede af en forkrampet og forvreden fod, der absolut skal presses ned i den umagelige sko, som den ideologiske skomager har konstrueret. Kære Kulturminister, find da et par mere fremkommelige sko; så kunne du måske undgå alle disse unødvendige sammenstød - til gavn for både dig, os og kulturen.

Vibeke Hansen, Arne Lund, Steffen Gliese, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Thomas Frisendal, Torben Bruhn Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Svein Ingebrigtsen

Mette Bock kan glemme alt om at forsøge at fremstille sig som en kulturinteresseret person. Som kulturminister fra LA er den fornemste opgave at skære i alle former for kultur, f.eks. at gøre at for at ødelægge DR. At hun så forsøger at give sig ud for at tage på landsdækkende turné for at "inddrage" borgere i beslutningen, er virkelig at forsøge at tegne at billede af den politik hun vil føre som hun på ingen måde kan leve op til. Men for søren - det ser da flot ud når hun fører sig frem.
Når hun så kommer tilbage til sit bagland med DF som parlamentarisk grundlag, så er det vel tydeligt for alle at Mette Bock simpelthen er en kultur bedrager.

Vibeke Hansen, Arne Lund, Estermarie Mandelquist, Steffen Gliese, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Jesper Sano Højdal, kjeld jensen, Torben Arendal og June Beltoft anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

En skrap madame! Nu er det jo muligt, at det blev udtalt således af Mette B., men det hedder normalt en skrap madamme! Med tre m'er i alt.

Nille Torsen, Henrik Brøndum, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen, Niels Duus Nielsen og Steen Sohn anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

kære Mette Bock, jeg gad ærligt ikke, at nærlæse din overstående artikel, i min verden er du en vendekåbe er værste skuffe. jeg har aldrig brudt mig om dine holdninger alle de gange du har være gæst i deadline - siden hen har du vist dit hus frem i Horsens, hvor jeg var på Anne Glad's hold og ved afsløringen var jeg lettet og ej overrasket - dit udkig til de sjældne fugle, som fulgtes hvorefter du som ordføre i dit skattesnyder parti sørme beskytter og bruger "Bæredygtigt Landbrugs" rapport - ja Mette Bock må du kun kun nyde dine rejermadder og din Sound of Music - så håber jeg imens på en ny regering

Arne Lund, Estermarie Mandelquist, Steffen Gliese, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen, kjeld jensen, Kim Houmøller og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Maj-Britt:
Madame findes også på dansk, er jeg sikker på du ved.
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=madame
Men mange af dem er så grove i det, at de bedst fortjener betegnelsen med 3 m'er, Madamme.
Jeg forestiller mig, at Mette B. ser sig selv som en Madame, mens folket desværre ser på hende som en af dem med 3 m'er. Få kunne endda gå så vidt at overveje betegnelsen 'rejekælling'

Vibeke Hansen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

I sin blinde reformiver har kulturens minister også foreslået at lukke symfoniorkestret Copenhagen Phil til stor skade for det sjællandske musikpublikum. Så meget for Schubert!

Niki Dan Berthelsen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Thomas Frisendal

Mette, der skete et eller andet med dig, da du gik til LA. Jeg opfatter det som en større transformation. Hvorfor gik du fra en efter min mening OK kultur position til en nærmest anti kultur position. Hvad skete der?

Niki Dan Berthelsen

Hvorfor være stolt af at være skrap? Hvorfor være stolt af at være kompromisløs og hårdnakket?

Reviderer hun sin etik løbende? Kan hun lære af sine fejl?

Jeg vil også nødigt have en chef der ikke prøver at forstå sine ansatte.

De sidste mange år har vi haft ministre med det helt forkerte forsæt: at skære ned og spare og i det hele taget være fuldkommen uden ambition på deres ressorts vegne. Intet sted er det mere katastrofalt end på kulturområdet.

Skal en kulturminister kun fremme finkulturen institutioner ?
Nej, hun skal med sin politiske holdning præge landets kulturelle aktiviteter.
Det kan betyde nedskæringer eet sted og støtte et andet. Måske også lade noget af kulturen passe sig selv ude blandt folket.
Sådan har det været siden Bomholdt, som den første kulturminister, gjorde kulturen til et statsanliggende, med stor strid og ballade til følge.
Var der ikke kultur i Danmark, før vi fik et ministerium og en minister ?

Maj-Britt Kent Hansen

Jo - Michael, men det er et fast udtryk, at det hedder "en skrap madamme". Enten ved MB det ikke, eller også ved journalisten det ikke. Personligt hælder jeg til det sidste.

Mette Suk må gerne være en skrap madamme - hvis hun har noget, at have det skrappe i. Har hun det? Ikke så det er til at få øje på.
Mette Suk skal nyde, at hun for en stund er blevet ophøjet i adelsstanden", det kan hurtigt få en ende, og i hvert fald ikke senere end det valg, der kommer senest i sommeren 2019 (det er sq også læge nok). Med de elendige Galluptal fra Altinget, så ser det mere end sort ud for LA, og hvem ved om Mette Suk overlever. Så skal hun ud og finde et nyt job. Det har hun prøvet så tit, for hun holder ikke længe hvert sted. Det samme med hendes gæstevisit i div politiske partier.

Steffen Gliese. Det er nu ikke helt rigtigt. En kort tid fik Uffe Elbæk mulighed for at sætte kulturen fri, Det betød, at amatører også fik andel i midlerne. Musikskoler og lokale teatergrupper opstod igen, ligesom det gamle Mungo Park projekt, der har fostret mange nye talenter. I hans verden var de kulturelle græsrødder lige så vigtige som Klaus Rifbjerg eller Fregatten Jylland. Det fik fru Kjærsgaard til at klojes i udtalen af AFUC’s fulde navn, i en grad, der afstedkom en i mine øjne perfid hetz. Og det var slut på den æra. Ellers har du ret. Sigurd Barrett på finansloven! Hvor småborgerligt kan det blive. Efter sidste valg lagde regeringen ovenikøbet stor vægt på, at kulturen fremover skulle understøtte eliten frem for bredden, så kan vi jo gå og glæde os overt flere Joachim B Olsener i folketinget, og flere unge mennesker, der ikke har mulighed for at dyrke deres fritidsinteresse.

Michael Kongstad Nielsen

Maj-Britt - jovist. En skrap madamme kender vi også fra Folk og røvere i Kardemomme by, hvor Tante Sofie er en skrap dame, der ofte udtrykker sit mishag med resten af byen, bl.a. politimester Bastian ("En god betjent skal være streng og bruge magt og lov, og sætte folk i fængsel hvis de går og laver sjov"). En central del i bogen er, da Tante Sofie bliver røvet ud til røverhuset, mens hun sover i en hængekøje. Røverne havde forestillet sig, at hun skulle lave mad og gøre rent, men da Sofie tvinger dem til at vaske sig og rydde op, røver de hende tilbage igen.-

Jeg vil også foreslå, at vi røver Mette B. tilbage igen.

Steffen Gliese, Mikkel Kristensen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar