Læsetid: 10 min.

Mjølnerparken blev bygget til middelklassen. Dengang var der ingen, der talte om ghettoer

Mjølnerparken fylder 30 år. I dag er den kendt som et af de mest belastede områder i Danmark, og den har de seneste måneder været centrum for bandekonflikten i København. Information gik en tur med arkitekten bag bebyggelsen, som for 30 år siden blev bygget som en boligkarré for middelklassen med altaner på alle lejligheder, et bofællesskab for seniorer og kunst i gårdene
I 1980’erne var en del af de gamle lejligheder på Vesterbro og Nørrebro i langt dårligere stand end i dag, og folk flyttede velvilligt ud mod de nye byggerier, som bl.a. Mjølnerparken, hvor der var lys og luft.

I 1980’erne var en del af de gamle lejligheder på Vesterbro og Nørrebro i langt dårligere stand end i dag, og folk flyttede velvilligt ud mod de nye byggerier, som bl.a. Mjølnerparken, hvor der var lys og luft.

Sille Veilmark

27. december 2017

Arkitekt Bjarne Willesen stopper ud for opgang nummer 30.

Han står på de regnvåde fliser i en gård i Mjølnerparken. I en blå pullover og med paraply i hånden.

»Vi havde selvfølgelig en drøm om, at det skulle blive rigtig godt og komme til at fungere,« siger han og kigger rundt langs de fire røde blokke. Der sidder regndråber på hans brilleglas. På muren over ham hænger tre paraboler.

»Det var der jo også tegn på, at det ville komme til.«

Det er en tirsdag eftermiddag i slutningen af november. Mjølnerparken ser i store træk ud, som den gjorde i 1987, da Bjarne Willesen som arkitekt færdiggjorde byggeriet: røde murstensboligblokke med forholdsvis små vinduer og altaner beliggende i Københavns Nordvestkvarter. Men en del er forandret.

Oprindeligt blev Mjølnerparken bygget som boliger til middelklassefamilier. Der skulle bygges nye lejligheder med nye altaner og nye køkkener og nye baggårde, som skulle tiltrække beboerne fra de gamle lejligheder i de gamle brokvarterer. I 1970’erne og 1980’erne byggede man den type boliger flere steder i landet: i Vollsmose og Tingbjerg, Taastrupgaard og Gellerupparken. Men mange steder flyttede middelklassen hurtigt ud igen – og i løbet af 1990’erne og 2000’erne flyttede et stort antal flygtninge og indvandrere ind. 

Mjølnerparken er i dag et af de hårdest belastede områder i Danmark med høj arbejdsløshed og høj kriminalitet, og de seneste måneder har den været centrum for en del af skyderierne i bandekonflikten i hovedstadsområdet.

I dag spørger politikere og politi og naboer og socialarbejdere og arkitekter: Hvad kan vi gøre – og kunne vi havde gjort noget tidligere?

Men som Bjarne Willesen siger, da Information går rundt sammen med ham i Mjølnerparken for at tale om området og arkitekturens rolle i de socialt belastede områder: I 1980’erne »kendte man ikke engang« ordet ghetto.

»Det var måske nok opfundet. Men man brugte det slet ikke som i dag – og der var slet ikke lagt op til det.«

Sådan er det bare endt.

»Men beboerne gør dog noget.«

Bjarne Willesen kigger over mod et par unge kvinder, som kommer gående med hver sin lille vogn med en affaldspose på. Med en lang stang samler de affald op fra de våde fliser og lægger dem i poserne. De hilser og smiler.

»Det er da helt positivt.«

Sille Veilmark

Unge børnefamilier

Bjarne Willesen tegnede de første skitser til Mjølnerparken i starten af 1980’erne.

Han var ansat på tegnestuen T. Bang Termansen på Østerbro i København og blev sagsarkitekt og projektleder for en lille gruppe på tegnestuen, som for det almennyttige boligselskab Lejerbo skulle tegne bebyggelsen.

I 1980’erne var der mangel på boliger i København, og kommunen havde besluttet, at der skulle bygges lejligheder på grunden i den nordvestlige del af København, hvor papirfabrikken Skandinavia tidligere havde haft sine produktionshaller. 560 lejligheder i alt.

T. Bang Termansen fik opgaven af boligselskabet, og på tegnestuen på Østerbro – en cykeltur fra Mjølnerparken – begyndte Bjarne Willesen og hans kolleger at tegne de første skitser.

»Tanken var at lave et stort område med boliger for unge børnefamilier. De skulle bo tæt på byen, men samtidig have tryghed og mulighed for at udfolde sig,« siger Bjarne Willesen.

Først tegnede arkitekterne de store linjer; en hel karré, en plan over området, og de fik produceret små modeller i træ af bebyggelsen hos en modelsnedker. 

»Og så kunne vi sidde og vende og dreje det. Ambitionen var at lave lejligheder og nogle gårdmiljøer, som virkede intime og nærværende, og som samtidig skulle give nogle muligheder for at udfolde sig. Det skulle være åbent og samtidig overskueligt. Det skulle være trygt. Og det tror jeg sådan set også, er lykkedes,« siger Bjarne Willesen.

I 1980’erne var en del af de gamle lejligheder på Vesterbro og Nørrebro i langt dårligere stand end i dag; mørke og slidte og fugtige og ofte med bad og toilet i første eller anden baggård. De nye boliger i blandt andet Mjølnerparken skulle gøre det muligt for middelklassen at få en ny lejlighed med lys og luft, og de fleste af de 560 lejligheder blev bygget som treværelseslejligheder med køkken og bad. Alle havde altan.

»Da folk flyttede ud til efterkrigstidens almene bebyggelser, var det jo med begge arme over hovedet,« siger professor ved Aalborg Universitet og forfatter til bogen 'Fra ghetto til blandet by', Claus Bech-Danielsen. 

»Der var virkelig stor begejstring for at komme væk fra de københavnske baggårde og ud i velfungerende boliger. Og det var super gode boliger; tætte og velisolerede og med store altaner og kæmpe grønne områder omkring. Mange mennesker oplevede det dengang som en helt euforisk frisættelse at komme ud. Men der gik bare ti år, og så kom alle de problemer, som vi kender til i dag.« 

Claus Bech-Danielsen nævner byggetekniske problemer og sociale problemer. Men det »basale problem« for ghettoområder er ifølge ham deres »arkitektoniske udfordringer og stigmatisering«.

»Bebyggelsernes helt basale problem er, at de befinder sig lavest i hierarkiet på boligmarkedet. Og det er deres arkitektoniske udformning i høj grad med til at skabe. De sociale problemer er selvfølgelig også med til at skabe det problem, men det arkitektoniske udtryk i efterkrigstidens bebyggelser har fået nogle problemer med tiden. Dengang var et af idealerne det, man blandt arkitekter kaldte »lighedens princip«. Det byggede på en god socialdemokratisk tanke om, at alle skal have lige adgang til alle goder, ingen hverken mere eller mindre end andre. Det blev et ideal i arkitekturen. Alle lejligheder skulle være ens.«

Der er ofte ingen vinduer i gavlene – for dem med lejligheder ud til gavlene skulle ikke have mere end andre. Der er for det meste fladt tag afsluttet med tagpap – for ingen skulle have en taglejlighed med tagterrasse på den øverste etage. I stueetagen har de sjældent forhave – for ingen skulle have mere have end andre.

»Men der gik bare ti år, så var lighed ikke det store ideal i samfundet længere. Så blev det individualitet og mangfoldighed og forskellighed, og derfor fik efterkrigstidens arkitekturstil et problem. Der har selvfølgelig været nogle byggetekniske problemer, men det basale problem er, at vores holdning til den type af byggeri har forandret sig. Det, der tidligere var et smukt udtryk for lighed, blev trist og kedeligt, fordi det var ens,« siger Claus Bech-Danielsen. 

Kunst og bofællesskab

I udkanten af Mjølnerparken holder en mørkegrå Toyota Corolla parkeret.

Vi er på vej forbi bilen, da en af politiets mørkeblå mandskabsvogne kommer kørende ned ad vejen og drejer ind foran den. To betjente stiger ud.

»Er du Jakob?«

Den ene henvender sig til den unge mand ved bilen.

Ifølge politiet har han ikke betalt forsikring på bilen. Manden svarer aggressivt igen:

»Hvad snakker du om?«

Bjarne Willesen betragter det fra afstand.

Så går vi videre.

Bjarne Willesen går forbi et oversigtskort over området og et blåt skilt med et billede af overvågningskamera. I dag er hele området videoovervåget.

Han stopper ved en skulptur i sort granit. Den er omkring tre meter høj og hugget af den danske billedhugger Edgar Funch. For at forskønne området besluttede Lejerbo at bestille skulpturen og opsatte den på arealet mellem blokkene.

»Lejerbo har altid sat kunstværker op. De har følt, at de havde en forpligtelse over for kunstverdenen, og også for at fortælle folk, der boede her, at man kunne sætte nogle tanker i gang på den måde. Et kunstnerisk bidrag på en eller anden måde.«

Der blev hyret en kunstmaler til at male nogle af opgangene, bygget et fælleshus for alle beboerne, og sammen med en gruppe af ældre blev der i to af opgangene lavet et bofællesskab for seniorer.

»Tanken var, at de kunne bidrage positivt til det samlede miljø,« siger Bjarne Willesen.

»Når man taler om, at man gerne vil have ressourcestærke familier ind, er det ikke kun økonomisk ressourcestærke, men også dem med overskud i en social sammenhæng. Derfor er sådan noget som bofællesskabet et kæmpe aktiv for et område som Mjølnerparken.«

Bofælleskabet eksisterer stadig og har – på trods af problemerne med kriminalitet i området – personer på venteliste til en lejlighed. I forbindelse med den kommende renovering af Mjølnerparken har bofælleskabet arbejdet på at kunne udvide med flere lejligheder. Men i 1987 var der – ud over bofællesskabet – ikke snak om at blande forskellige grupper af beboere. Som Bjarne Willesen siger:

»Det var lidt mere rationelt dengang. Man lavede en masse boliger.«

Han tænker sig lidt om.

»Det er måske lidt groft sagt.«

Men det er ikke forkert. I 1980’erne var der mangel på boliger – og hverken boligselskaber eller kommunerne eller arkitekterne tænkte umiddelbart over at blande forskellige befolkningsgrupper i de nybyggede boliger. 

I dag taler man ifølge Claus Bech-Danielsen om at skabe »blandede byer«. 

»Det kan man for eksempel gøre ved at lave nogle nye lejlighedstyper med fleksible udlejningsordninger, hvor man får særlige grupper ind og på den måde i højere grad blander forskellige beboergrupper. Det kan de fysiske rammer være med til. Man kan naturligvis ikke bygge sig ud af sociale problemer, folk får kort fortalt ikke et arbejde af at få en bedre bolig, men fysiske forandringer kan, når de bliver lavet sammen med sociale indsatser, være med til at forandre boligområder, for eksempel ved at skabe en mere blandet beboersammensætning.«

I 1960’erne og 1970’erne var tendensen den modsatte: Den isolerede by.

»Man byggede øer,« siger Claus Bech-Danielsen. 

»Det var oprindeligt et ideal, at man gerne ville holde andre ude fra området og sikre trafikfri og lukkede områder. Derfor førte man vejene i en ring omkring områderne med boligblokke. Og lavede ofte støjvolde eller beplantningsbælter, der afskærmede området fra den omgivende by.«

Sille Veilmark

Også Mjølnerparken er ifølge Claus Bech-Danielsen tænkt som en isoleret ø. Alle opgange er placeret ind mod gården og ikke ud mod vejen som i de gamle københavnerkarréer. Selv om intentionen med de gårdvendte opgange var at skabe liv i gården og stimulere fællesskabet mellem beboerne, så var en konsekvens ifølge Claus Bech-Danielsen, at man lukkede området af for omverdenen. 

»Det kan være fint nok, så længe det sociale liv inde i området er godt. Hvis du for eksempel tager Kartoffelrækkerne, så er det jo også en lille ø midt i byen, og det er beboerne jo glade for. Men hvis et boligområde bliver en ø med en høj koncentration af sociale problemer, så bliver den ø lidt ubehagelig.«

De seneste år er arkitekter og byplanlæggere derfor begyndt at føre veje og stisystemer ind gennem bebyggelserne for på den måde at åbne de hidtil lukkede områder op for omverdenen. 

»Stillet helt på spidsen,« siger Claus Bech-Danielsen, »så ville man oprindeligt lave den der isolerede ø for at skabe tryghed inde i området. I dag er områderne blevet utrygge af helt andre årsager – og nu vil man i dag føre trafik ind i området for at skabe tryghed. Det er super paradoksalt.«

Der mangler nogle detaljer

Vi går ind gennem en port til en af baggårdene.

»Der har været en dør i her.«

Bjarne Willesen rører ved karmen. I dag er døren væk. 

Vi går videre ind i en af gårdene. Fra indgangen ved hjørnet er der udsyn over hele gården.

»Jeg vil sige, at sådan et gårdrum her er jo grønt og rart,« siger Bjarne Willesen.  

Gården er stor og med høje træer.

»Det virker også mere imødekommende end udefra.«

– Hvad tænker du om det i dag, hvor det er er blevet et ghettoområde?

»Men du kan ikke se på det, at det er et ghetto, vel. Det er det måske blevet. Jeg mener, det er på grund af beboersammensætningen.«

Han holder en kort pause. 

»Men det er ikke et pragtbyggeri. Det er det ikke. Der er mange sobre ting i det. Men det er også for stort og for voldsomt. Der mangler nogle skalaer, så man ikke drukner i det, og der mangler nogle detaljer, som gør det mere imødekommende. Der er forholdsvis små vinduer placeret dybt i muren, og lange, gennemgående mure, som får det til at virke tillukket.«

Med flad hånd peger Bjarne Willesen ned langs en af bygningerne.

På facaden sidder vinduerne i lige rækker. De er firkantede og kun omkring en meter i bredden.

»Du kan se...,« siger Bjarne Willesen.

»Det kommer til at ligne huller.«

Efter energikrisen i 1973 begyndte man i Danmark at bygge huse med færre og mindre vinduer for at lave mere energivenlige huse.

»Men konsekvensen var, at vinduesarealerne ikke er så store i forhold til murarealet, og det kan man måske fornemme, når man går i området. Det gør jo, at det virker lidt mere tillukket og tilknappet. Det er ikke sikkert, man er bevidst om det, men det påvirker ens mentale fornemmelse. Store vinduer virker mere imødekommende og giver mere lys til boligerne. små vinduer giver et signal om tilknappethed og herinde bor jeg, og jeg er utilnærmelig. Man kender det typisk fra de gamle borge. Det skal ikke forstås som en kritik, for sådan var mulighederne og vilkårene for datidens boligbyggeri. Men det er da nogle ting, som man kan prøve at undgå.«

– Overvejede I dengang, at det kunne blive et ghettoområde?

»Nej, det var ikke ’opfundet’ dengang. Intentionen var, at det skulle være gode familieboliger med gode indre og ydre forhold. Jeg mener, at ghettoforholdene kom med den beboermæssige sammensætning senere. Igen: Det er os selv, der skaber de miljøer og gennem relationerne mellem mennesker, og det har noget at gøre med den sammensætning, man laver. Så der var slet ikke tænkt i den retning, og det var jo heller ikke en ghetto i starten. Det var et godt boligområde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
Viggo Okholm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

I Odense skabte man i de samme år blandet byggeri i nye kvarterer - som led i Schlüter-regeringens generøse politik overfor almennyttigt byggeri. Der var huse og lejlighedsbyggeri og ungdomsboliger m.m. - også i gule, mere 'venlige' sten. Så nogle gjorde noget andet i det samme tidsrum.

Ja det er så nemt at være bagklog, men intentionerne dengang og nu er vel på sin vis gode nok. Drømmen om eget hus er og bliver en umulig drøm for mange og ja der er stadig mennesker der bor til leje privat, som tager afstand fra det almennyttige. Byggeteknikken og valgene skifter og helt klart både på grund af økonomi og trend. Men de store karreer kan virke dræbende æstetisk set, men hvis de skal spredes kræver det bl.a. også at villa-og enkelthus områder accepterer at der kan blive plads til almennyttige boliger fremover, hvilket kun kan ske gennem politisk vilje. Fra Odense kan meddeles at CIVICA har udsolgt af al udlejning og store ventelister og selv i Bøgeparken i vores berømte Vollsmose.

Hvis man sælger 10-20% af de almennyttige boliger, gerne flest i de belastede områder og bruger pengene til nyt byggeri i blandet ejer/lejer boliger, ville der tilføres ressourcestærke mennesker de steder der er brug for det. Samtidig ville der blive lidt flere boliger at gøre godt med.
Men kongerne i de almennyttige boligselskaber ønsker reelt ikke andet end at fortsætte med at være enevældige herskere over "deres" boligområder.

Søren Kristensen

Mjølnerparken er på ingen måde charmerende. Men udviklingen i det arkitektonisk heldigere Tingbjerg viser at selv hvor der er gjort en æstetisk fornem indsats kan det ende med at blive en ghetto. Altså er der mere end én ting på spil.

jens peter hansen

Tingbjerg var i mange år et godt alternativ til små dårlige lejligheder på Nørre- og Vesterbro. I 80'erne blev det fyldt med arbejdsløse, enlige mødre og misbrugere. Fra slutningen af 90'erne med indvandrere. Beliggenheden, udformningen og æstetikken betyder meget lidt når indvånerne har meget lidt at gøre godt med. Den smukke tanke betyder intet når beboernes fællesskab stort set ikke ekdisterer, ud over håbløshed og tikskoddede vinduer.

Søren Kristensen, Karsten Aaen, Niels Chr. Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

En gammel vittig beskrivelse : Det sociale boligbyggeris arkitektur er styret af kransporet.
Alvoren var, at danskerne skulle masseforsynes med boliger ud over deres økonomiske formåen, hvilket medførte boligsikingen. Selskabernes sociale ambition blev sat i system. Rammebeløbet blev udnyttet til det yderste. Alle involverede levede fedt heraf. Forslag til salg blev nedstemt.
Og forslag til virkelig billige boliger blev nedstemt, som asociale.
Men ghettoerne opstod alligevel.
Det var en kort historisk beskrivelse af denne del af velfærdsstaten.
Og antallet af hjemløse stiger lige nu.

Hvis så mange mennesker absolut skal koncentreres på så lille et areal, vil løsningen uvægerligt være en 3D Matrix uden for naturens domæne, hvilket aldrig bliver hverken menneskeligt eller naturligt

Anne Mette Jørgensen

Ghetto områder findes i andre former, dog uden den store kriminalitet.
I Sølvgade kvarteret, hvor jeg bor til leje i en af de få tilbageblevne lejeboliger, er her også ghettoer.
De fleste boliger er hundedyre andels og ejerboliger,og den dag alle er fraflyttet bliver boligerne fup moderniseret, og de udlejes op til tre dobbelt husleje. Det er allerede godt igang.
Så det der med blandet klientel er en saga blot.
Hvis man oprigtigt vil gøre noget ved problemerne skal ejendomsretten ophæves, og jord betragtes som den luft vi alle indånder. Det er urimeligt, at der skal være mange års ventetid på en bolig, som alm. lønmodtagere kan betale, og det er urimeligt at man kan sidde på sin flade og tjene på mursten.
Lige siden andelslejligheder opstod har det kun været for de få, og i dag er tanken helt uddød, med den lovgivning der gjorde andele til spekulation.
Ingen politikere har modet til, at gøre noget radikalt ved problemerne.

Marina Testa Pedersen

Jeg bor i Galgebakken, Albertslund, byggeri fra 1970. Her har vi en alternativ byggeri der lægger op til fælleskab og kontakt mellem beboer. Byggeriet er spændende med køkkenvinduer mod strædet, hvor vi har stræde skur med fælles haveredskaberm.m. Her boede primær middelklassen, nogle studerend, men Kommunen bruger nogle små lejligheder til psykiske syge og sociale udsatte. I de sidste år er der kommet også flere mennesker med anden etnisk baggrund. Jeg er født i Argentina, men er også dansk statsborger. Men har boet siden 1975. Galgebakken har det fordel af husene kan deles på forskellige måder og noget lejes ud. Huslejen var og er høj, men vi blev berømte på vores husleje boykot som vi vandt
Hulespjælet, en bebyggelse ved siden af har også kvaliteter, det er noget mere lukket men til gengæld er de berømte for deres skulpturpark, deres økologiske haver og deres Hekse legeplads og få indhegning. Galgebakken skal renoveres og her er beboerne så aktive så vi har afsløret større problemer med krybekælderne og nu skal en kransker på.
Den her type arkitektur egner sig bedret til det multikulturelle og forskelligheder.
Men jeg tænker at når man omtaler et bebyggelse som "ghetto" så lever folk op til navnet , måske helt ubevidst. Man taler problemerne op og omtaler et hel befolkningsgruppe som taber. Diskursen i vores samfund er blivet agressiv og ekskluderende og det har konsekvenser,
Marina Testa Pedersen
psykoanalytiker/digter

Flemming Berger, Charlotte Svensgaard, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Anne Mette - Du nævne både jord og mursten. Her kunne gøres noget, nemlig skattemæssigt at adskille de to dele. Beskatte jord efter beliggenhedsværdi og friholde mursten helt fra beskatningen.
Filosofien er, at "jord betragtes som den luft, vi alle indånder", og at jordværdierne og stigningerne heri er samfundsskabt, mens murstenene er skabt af borgerne med allerede beskattede midler.
Enhver kan regne ud, hvad det ville betyde.
Bemærk, at en krone til køb af jordi dag er beskattet FIRE gange : Person-og selskabsbeskattet købesum, moms på grundkøbet, kommunal grundskyld og ejendomsværdiskat.
Nævnte model fjerner de 3 og tilbage er kun jordlejen. I praksis betyder det, at kun "murstenene" handles - og spekulanterne må finde andre græsgange.
Boligbobler, som burde kaldes JORDBOBLER, bliver umulige.

Men "Ingen politikere har modet til, at gøre noget radikalt ved problemerne". De kan kun beskatte ALT de får øje på uden et højere mål - det her beskrevne og klimaforringelserne.

Meningen var vel, at de arbejdere og de studerende, der boede i de gamle trange lejligheder på Nørrebro og Vesterbro skulle flytte ud af dem, og ind i boligerne i Mjølnerparken, kort sagt, arbejderklassen skulle mere eller mindre tvinges til at flytte ud af de gamle lejligheder på Nørrebro og Vesterbro, så de her gamle boligkarreer (ejendomme) kunne sælges til private, som så kunne ombygge dem til ejerlejlighed, hvor den købedygtige højere del af middelklassen kunne bo....

Jeg boede kort i vollsmose i 1990. Allerede dengang var det et trist sted med mange sociale problemer. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det er idag...
Vollsmose er som de andre ghettoer en isoleret ø. Interessant at man ved isolation af en bydel troede på det gode liv :)

Marie Jensen
Du kan være stensikker på der er købere nok. Det er kun et spørgsmål om prisen, som vil være høj men knap så høj som mange andre i nærliggende områder.

Mike:
Der er faktisk smukt i Vollsmose og alt er lejet ud, jeg bor i almennyttigt hus, men kører ofte derud for at handle grønt. En overgang købte jeg kød. Jeg er aldrig blevet generet, men drillet godmodigt. Hvis man gider møde mennesket i øjenhøjde så er det meget let at få en snak.

Kristian Knudsen

jeg boede i Mjølnerparken med min lille familie 87-90. Vi oplevede allerede efter det første par år at gårdrummene i aftentimerne blev domineret af børn af indvandrerfamilier..børn som tilsyneladende først måtte komme sent hjem..de første tegn på et udviklingen af et miljø som var fremmedartet for middelklassebørnefamilien. I de trøstesløse kældergange blev pulterrum blev systematisk ryddet for værdier af ukendte gerningsmænd. De i artiklen omtalte portgennemgange fik allerede dengang vredet dørene af. Lejlighederne var som beskrevet af arkitekten lyse med store entreer og velfungerende. Opgangene bare kolde og uvenlige.. dog varelevatorerne en fornøjelse for en lille børnefamilie med barnevogn og indkøbsposer. Allerede fra byggeriets start blev det af flere (af de lokale socialarbejdere jeg mødte) forudset at området ville gennemgå en længere periode som ghetto... Grundlæggende tror jeg at byggeriets fejl består i, som arkitekten svagt antyder, at byggeriet mangler variation, proportion, rytme og den charme som er en forudsætning for at de fleste mennesker føler nydelse ved at opleve sig selv i rummet og har lyst til færdes i og omkring bygningerne i deres hverdag. At bo i Mjølnerparken bliver ikke et tilvalg men en nødvendighed. Galgebakken og Hyldespjældet i Alb. (som nævnes i kommentarerne) er netop byggerier med menneskelige proportioner..som giver mennesker følelsen af at kunne overskue sig selv i rummene.. jeg kan henvise til "Jan Gehl" byplanlægger og hans beskrivelser af metoder til at imødegå en byplanstrategi som kan skabe mennskelige rum. Det burde have været akademilærdom, og en kvalitet at forfølge, også for Mjølnerparkens arkitekt allerede for 30 år siden.