Jeg vågnede for nylig med den indsigt, at jeg havde levet en del år i en boble. At jeg havde undgået at lægge mærke til den frustration og uro hos mange mennesker omkring mig.
Jeg indså, at min verden – et civiliseret, stimulerende sted, fyldt med ironiske og frisindede mennesker – var mindre, end jeg nogensinde havde forestillet mig. 2016 – et år med overraskende – og for mig deprimerende – politiske begivenheder i Europa og Amerika og med modbydelige terrorhandlinger over hele verden, tvang mig til at erkende, at de fremskridt, der virkede umulige at standse i den liberalhumanistiske verden, og som jeg siden barndommen har taget for givet, meget vel kan have været en illusion.
Jeg tilhører en generation, der har tilbøjelighed til optimisme – og hvorfor ikke? Vi har set vores forgængere forvandle Europa fra et sted med totalitære regimer, folkemord og blodbad, der aldrig før er set lignende i historien, til en meget beundringsværdig region af liberale demokratier, som lever i praktisk talt grænseløst venskab.
Vi har verden over set de gamle koloniale imperier smuldre sammen med de forkastelige strukturer, der understøttede dem. Vi har set betydelige fremskridt inden for feminismen, homoseksuelles rettigheder og opgør med racismen på forskellige fronter. Vi er vokset op med den store konflikt – ideologisk og militært – mellem kapitalismen og kommunismen og været vidne til det, mange af os troede, var en lykkelig afslutning.
Men når man i dag ser tilbage, fremstår tiden siden Berlinmurens fald som en periode af selvtilfredshed, af forspildte chancer. En enorm ulighed – når det kommer til rigdom og muligheder – har fået lov til at vokse frem mellem lande og i lande. Ikke mindst har den katastrofale invasion af Irak i 2003 og den lange periode med stramninger, der er blevet pålagt almindelige mennesker som følge af den skandaløse finanskrise i 2008, ført os til den aktuelle situation, hvor konservative kræfter og nationalistiske strømninger breder sig.
Racismen i dens traditionelle form og i en moderniseret og mere markedsorienteret form er atter på vej frem og rører sig under vores civiliserede gader som et begravet monster, der er ved at vågne. I øjeblikket ser vi ud til at mangle et progressivt incitament til at enes. I stedet splittes vi selv i de rige vestlige demokratier op i rivaliserende lejre, hvor vi bittert konkurrerer om magt og ressourcer.
Og lige rundt om hjørnet – eller har vi allerede rundet det hjørne? – ligger de udfordringer, som stilles af forbløffende gennembrud inden for videnskab, teknologi og medicin. Nye genteknologier som for eksempel genmanipulering med hjælp fra CRISPR – og fremskridt inden for kunstig intelligens og robotteknologi - kommer til at tilbyde forbløffende fordele, når det kommer til at redde liv, men kan også risikere at skabe grumme meritokratier, som ligner apartheid og massiv arbejdsløshed, også inden for den nuværende professionelle elite.
Så her står jeg i tresårsalderen og gnider mig i øjnene og forsøger at skelne konturerne derude i glimtet fra den verden, som jeg indtil i går ikke anede eksisterede. Kan jeg, en træt forfatter fra en træt generation, nu finde energi til at betragte dette ukendte sted? Har jeg noget, der kan hjælpe mig til at give perspektiv? Noget at tilføje skænderier, strid og krig, der følger med, når et samfund forsøger at tilpasse sig enorme forandringer. Kan jeg tilføje en følelsesmæssig dimension?
Jeg må fortsætte og gøre det, så godt jeg kan. For jeg tror fortsat, at litteraturen er vigtig, og at den kommer til at blive endnu vigtigere, når vi krydser dette besværlige terræn. Men jeg håber, at de yngre generationer kan inspirere og lede os. Dette er deres tid og de kommer til at have den nødvendige viden og instinkt, som jeg savner. I bøgernes, filmens, fjernsynets og teatrets verdener ser jeg i dag modige, spændende talenter: kvinder og mænd i fyrre, tredive og tyveårsalderen. Så jeg er optimistisk. Hvorfor skulle jeg ikke være det?
Men lad mig nu slutte med en bøn – min Nobelbøn, om I vil! Det er svært at ordne hele verden, men lad os i det mindste bearbejde vores eget lille hjørne af den. Dette ’litteraturens’ hjørne, hvor vi læser, skriver, publicerer, anbefaler, kritiserer og belønner bøger. Hvis vi skal spille en vigtig rolle i denne usikre fremtid, hvis vi skal kunne udvinde det bedste af nutidens og morgendagens forfatteren, tror jeg, vi skal sprede os mere. Og jeg mener, vi skal gøre det på to måder.
For det første skal vi udvide vores fælles litterære verden, så den kan inkludere mange flere stemmer uden for den trygge zone, hvor eliten af vores verdenskultur dominerer. Vi skal lede mere energisk for at finde ædelstene i det, som endnu er ukendte litterære kulturer, uanset om forfatterne bor i fjerne lande eller i vores eget samfund.
For det andet skal vi være meget nøje med ikke at være alt for smalle eller konservative i vores definition af, hvad der er god litteratur. Næste generation kommer til at vise alle mulige nye og nogle gange forvirrende måder at fortælle vigtige historier. Vi skal åbne vores sind for dem, særligt når det gælder genre og form, så vi kan opmuntre og få det bedste frem i dem.
I en tid med farligt voksende modsætninger skal vi lytte. Godt forfatterskab og god læsning kommer til at vælte mure. Vi kommer måske endda til at få nye ideer, nye humane visioner, som vi kan samles omkring.
Til Det Svenske Akademi, til Nobelstiftelsen og til det svenske folk, som gennem årene har gjort Nobelprisen til et strålende symbol på det gode, som vi mennesker stræber efter, fremfører jeg min tak.
Oversat af Laura Dombernowsky.
Dette er et uddrag af den tale Kazuo Ishiguro holdt torsdag eftermiddag i Stockholm. Trykt med tilladelse fra Det svenske Akademi
